Sokrates

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Sokrates (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Sokrates)
Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i denne artikel.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
Vestlig filosofi
Græsk antik
Socrates Louvre.jpg
Navn: Sokrates
Født: 469 f.Kr.
Død: 399 f.Kr.
Skole/tradition: Klassisk græsk filosofi
Fagområde: Etik, epistemologi
Betydningsfulde ideer: Sokratiske metode, sokratisk ironi
Har påvirket: Platon, Aristoteles og resten af den vestlige filosofi

Sokrates (469 f.Kr.-399 f.Kr.) var en græsk filosof fra Athen. Hans indflydelse, der er formidlet igennem hans elev Platon, er blevet så skelsættende, at han er en af de mest kendte og respekterede tænkere. Betegnelsen på de tidligere klassiske filosoffer er førsokratikerne.

Kilderne til viden om Sokrates[redigér | redigér wikikode]

Sokrates skrev ikke selv. Kilderne til Sokrates liv og filosofi er først og fremmest filosofferne Platon og Aristoteles, officeren Xenofon og komediedigteren Aristofanes. Xenofon, Platon og Aristoteles skriver mange år efter Sokrates' død, Aristofanes et kvart år hundrede før hans død.

For Platon var Sokrates det gode menneske og den store lærer. Platon benytter med tiden også Sokrates som talerør for sin egen filosofi i sine dialoger, hvad komplicerer fortolkningen af teksterne. Xenofon ser i højere grad Sokrates i et konservativt lys, som en fornuftig borger. Aristofanes gør det modsatte i sin komedie Skyerne. Han gør nar af Sokrates, der stiller spørgsmål om alt – også om det mest tåbelige.

I antikken regnedes Aiskhenes fra Sfettos, Antisthenes, Xenofon og Platon som de fire største sokratikere. Aiskenes havde ry for at være den der kom tættest på den historiske Sokrates, men hans værker er næsten helt gået tabt.[1]

Liv[redigér | redigér wikikode]

Der vides ikke meget sikkert om Sokrates liv. Sokrates' fødtes 470 eller 469 f.kr.. Hans forældre var billedhuggeren Sofroniskos og jordemorderen Fainarete. Han deltog som hoplit i den peleponnesiske krig før Nikiasfreden i 421 f.Kr..[2] hvilket betyder at ham må have været relativt velhavende på det tidspunkt. Han giftede sig med Xanthippe som han fik tre sønner med (Lamprokles, Sofroniskos og Menexenos). Han må have giftet sig sent i sig liv, da hans ældste søn Lamprokles ved hans henrettelse i 399 f.Kr. beskrives som en stor dreng[3]. Ham må i 423 f.Kr. have været en kendt figur i Athen, da komediedigteren Aristofanes her brugte ham som hovedfigur i sin komedie Skyerne. I 406 f.Kr. blev han ved lodtrækning medlem af De 500s Råd. Samme år modsatte han sig en anklage fra folkeforsamlingen imod strategerne på trods af stor modstand fra folkeforsamlingen. I 399 f.Kr. blev han anklaget for ufromhed og dømt skyldig med 280 ud af 500 stemmer for skyldig[4]. Anklageskriftet er gået tabt så man kender ikke præcist anklagerne. Under strafudmålingen opførte han sig så provokende at 80 af de domsmænd der havde kendt ham uskyldig stemte for dødsstraf.[4].

Ifølge Platon brugte han næsten hele sin dag på at gå rundt og diskutere filosofi med borgerne i Athen. Hans indkomst begrænsede sig til mad og gaver fra venner, og de mønter han fandt på gaden. Hans iltre kone Xantippe var noget utilfreds med det. Platon roser ham flere gange for sit rolige mod i kamp, bl.a. i dialogen Symposion.

Dødsdommen[redigér | redigér wikikode]

Sokrates' død af Jean-François-Pierre Peyron, 1787

Demokratiet blev genindført i Athen i 403 f.Kr. 4 år senere, i 399 f.Kr. blev den 70-årige Sokrates stillet for retten, anklaget for blasfemi og for at forføre ungdommen. Han blev ført frem for en forsamling på 501 borgere, som efter at have hørt først på anklageren og så på forsvareren, fandt ham skyldig med 280 stemmer mod 221. Hans anklagere ønskede ham dødsdømt, og efter athensk skik skulle Sokrates så sige, hvad han selv mente, var en passende straf – som regel en valfart til et helligsted eller orakel. Sokrates havde imidlertid ingen indvendinger at komme med, selv om hans venner og elever tilbød sig at betale en bøde. Det blev afslået, når han ikke selv havde noget at indvende mod dødsdommen, som dermed stod fast. Sokrates afsluttede med en bidende tale til forsamlingen: "Nu er det tid for at bryde op, jeg for at dø og I for at leve; men hvem af os, der har de lykkeligste udsigter, er ukendt for alle andre end Gud."

I stedet for at vente på henrettelsen, valgte han at drikke et bæger saft fra den giftige skarntyde med sine venner samlet omkring sig. [5] I dialogen Faidon beskriver Platon Sokrates' sidste timer. Platon var ikke selv til stede ved Sokrates' henrettelse, så beskrivelsen baserer sig på overleveringer fra de tilstedeværende. Platon beskriver detaljeret de symptomer, Sokrates fik af giften. Han blev først følelsesløs i fødderne og gradvist længere oppe i kroppen. Teksten kan opfattes bogstaveligt, som en beskrivelse af giftens virkning. En anden tolkning er, at beskrivelsen afspejler en filosofisk idé: sjælens frigørelse fra kroppen, som gradvis følelsesløshed før han døde med et lille sæt, idet hans sjæl forlod legemet.

Sokrates' død af Jacques-Louis David, 1787

Det kan i dag virke uforståelig, at han blev dødsdømt for blasfemi. Men guden Athene var byens fælles ånd, og den var krænket ved at han kæmpede imod demokratiet og for tyranniet. Dødsstraf var en almindelig straf, særligt for fattige, som ikke (selv) kunne betale bøder, da man ikke havde et fængselsvæsen.

Oraklet: Sokrates er den viseste[redigér | redigér wikikode]

I Sokrates' forsvarstale, som er gengivet af Platon, nævner Sokrates sin gode ven Chairefon. Han havde spurgt Oraklet i Delfi, om nogen var mere vis end Sokrates. Oraklet svarede nej. Det undrede Sokrates, da han ikke selv anså sig for at være vis.

For at modbevise oraklets ord søgte han en visere person. Han gik fra politikerne over digterne til håndværkerne, men selv om de alle havde stor viden på deres område, var de ifølge Sokrates alle uvidende på andre områder, og anså deres viden for mere værdifuld, end den var. Sokrates konkluderede, at han selv virkelig var visest i den betydning, at hans menneskelige visdom, "når man holder sig strengt til sandheden", intet var værd.

Filosofi[redigér | redigér wikikode]

Han var en skeptiker, men ingen kyniker. På hans tid var de lærde gået trætte af de svar, gamle myter gav på eksistensielle spørgsmål. Sofisterne åbnede skoler, hvor de underviste overklassens unge mænd i retorik og kunsten at diskutere. Til forskel fra sofisterne stillede Sokrates sin uvidenhed til skue, og han tog sig ikke betalt for sine samtaler, men gik hellere barfodet og diskuterede udelukkende af glæde over samtalen. Når han stillede spørgsmål som "Hvad er sandhed?" eller "Hvad er retfærdighed?" gav han selv ingen svar. Han mente, svarene kunne opnås gennem fornuftig debat og oplysning. Det skabte indtryk af, at begreber som "godhed" og "retfærdighed" eksisterer uafhængigt af tid, sted og omstændigheder, ligesom opfattelsen af, at de kun er opnåelige for dem, der involverer sig i fornuftig diskussion. Moral afhang af uddannelse. [6]

Sokrates er beskyldt for at være sofist, men med urette. Han troede i modsætning til de relativistiske sofister på en universel sandhed og noget universelt godt og skønt, og han nærede modvilje mod ørkesløs retorik og overfladisk veltalenhed. Samtidig kritiserede Sokrates overfladisk fysisk kærlighed, eros og forsvarede den åndelige kærlighed (se platonisk kærlighed). Den unge Alkibiades lovpriser i Symposion Sokrates: For selv om han er grim, besidder han indre skønhed.

Sokrates mener også, at dyd og moral er viden. Kender man sig selv og verden tilstrækkeligt godt, vil man handle rigtigt. Man kan ikke skade det vidende og gode menneske, men mennesker kan skade sig selv ved at begå onde og forkerte gerninger.

Sokrates' bidrag til den pædagogiske filosofi er den maieutiske metode. På græsk betyder maieutikos jordemodergerning. Læreren er en slags jordemoder for forløsningen af den viden som eleven i forvejen bærer på.

I dialogen Menon lader Platon Sokrates vise hvordan selv en uvidende slavedreng kan bringes til at indse matematiske sandheder. Men ingen kan dybest set lære andre noget. Vi har alle en viden i os, og den gode lærer kan ved sin undervisning bringe denne frem.

Ordspil[redigér | redigér wikikode]

Sokrates var også kendt for hans vished, han har mange ordspil fx ''lad den som vil ændre verden, først ændre sig selv'' og mange andre

Kritik[redigér | redigér wikikode]

I den filosofiske tradition betragtes Sokrates ofte som en helt, der døde for filosofiens skyld, og som en oprører imod falske autoriteter.

Andre som fx journalisten I.F. Stone giver et andet billede af Sokrates: han var en elitær anti-demokrat og en trussel imod det frie samfund.[Kilde mangler] Denne dom udledes bl.a. på baggrund af hans omgang med Alkibiades, der hoppede af til Sparta og Kritias, den værste af de tredive tyranner. Begge var Sokrates' elever. Xenofon skriver om de to, at de af "karakter var de mest ærekære af alle athenerne" [7] og at de omgikkes Sokrates fordi de vidste at han "i sine samtaler kunne gøre hvad han ville, med dem der samtalede med ham." [7] og så snart de mente de havde lært det af Sokrates forlod de ham. Xenofon mener at de begge opførte sig godt så længe de var sammen med Sokrates "fordi de den gang mente at det var det bedste at opføre sig sådan."[7] Da de havde forladt ham blev de begge yderligere fordærver, Kritias fordi han tog til Thessalien og "og var der sammen med mennesker der dyrkede lovløshed mere end retfærdighed" [8] og Alkibiades fordi alle så op til ham på grund af hans smukke udseende og hans magtposition. [8]

Kritikken af den sokratiske metode bygger på en grundlæggende analyse af dialektik – foretaget af Karl Popper i bogen 'Det åbne samfund og dets fjender'. Her udpeges Marx, Hegel og Platon (Sokrates' elev) som fjender af det åbne samfund.

Fjendskabet er ikke oprindeligt personligt, men bliver det i kraft af den dialektiske mekanisme, som sætter lighedstegn mellem tænkeren (filosoffen) og det tænkte. Denne logik medfører, at Sokrates må acceptere dialektikkens dom – og underkaste sig den.[Kilde mangler]

Sokrates og renæssancen[redigér | redigér wikikode]

I middelalderen kendte Vesten Sokrates kun gennem Aristoteles' og Ciceros skrifter og halvanden Platon-dialog. Men i det Byzantinske Rige var Platons skrifter bevaret, og da man indså, at Byzants snart kom til at erobres af muslimske hærstyrker, forsøgte gejstlige fra Østkirken at forene de to kirker. I 1438 blev der arrangeret et kirkemøde i Firenze, hvortil de østlige udsendinge medbragte talrige antikke skrifter, deriblandt Platons dialoger og Xenofons erindringer om Sokrates, som nu blev anfører for renæssancens humanisme, talsmand for moralsk frihed ubundet af dogmer og tradition, lyttende kun til sin samvittigheds indre stemme. Sokrates mente, at salighed kan opnås i dette liv, ikke afhængigt af nåde, men af en utrættelig stræben efter at fuldkommengøre sit eget væsen. "Sancte Socrates, ora pro nobis!" (= Hellige Sokrates, bed for os!), udbrød Erasmus af Rotterdam. [9]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Claus Friisberg, Hvem var Sokrates?, Vestjysk Kulturforlag, 2007. ISBN 978-87-87705-16-5 .
  • Andreas Simonsen, Sokrates – Hans livsholdninger og forkyndelse, Gyldendal, 1976. ISBN 87-01-44731-9.
  • Stone, I. F.: The Trial of Socrates

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

Wikiquote har citater relateret til:
  1. Xenofon: Erindringer om Sokrates og Sokrates' forsvarstale, (Oversat of Henrik Nisbeth), Odense Universitetsforlag 2000, ISBN 87-7838-343-9, side 15.
  2. Xenofon: Erindringer om Sokrates og Sokrates' forsvarstale, (Oversat of Henrik Nisbeth), Odense Universitetsforlag 2000, ISBN 87-7838-343-9, side 12.
  3. Xenofon: Erindringer om Sokrates og Sokrates' forsvarstale, (Oversat of Henrik Nisbeth), Odense Universitetsforlag 2000, ISBN 87-7838-343-9, side 13.
  4. 4,0 4,1 Xenofon: Erindringer om Sokrates og Sokrates' forsvarstale, (Oversat of Henrik Nisbeth), Odense Universitetsforlag 2000, ISBN 87-7838-343-9, side 14.
  5. Roger Osborne: Civilization (s. 78)
  6. Roger Osborne: Civilization (s. 78), forlaget Pimlico, London 2006, ISBN 978-0-7126-9138-3
  7. 7,0 7,1 7,2 Xenofon: Erindringer om Sokrates og Sokrates' forsvarstale, (Oversat of Henrik Nisbeth), Odense Universitetsforlag 2000, ISBN 87-7838-343-9, side 44.
  8. 8,0 8,1 Xenofon: Erindringer om Sokrates og Sokrates' forsvarstale, (Oversat of Henrik Nisbeth), Odense Universitetsforlag 2000, ISBN 87-7838-343-9, side 46.
  9. Peter Normann Waage: Jeg – individets kulturhistorie (s. 88-9), forlaget Schibsted, Oslo 2008, ISBN 978-82-516-2600-2

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: