Republikanske parti (USA)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Republikanerne
Republican Party
Partileder
Partiformand Reince Priebus
Næstformand
Talsmand
Partisekretær
Politisk ordfører
Gruppeformand i Folketinget
Gruppeleder i Senatet: Mitch McConnell
Gruppeleder i Repræsentanternes Hus John Boehner
Grundlagt 1854
Nedlagt
Partiavis
Hovedkontor Washington D.C.
Antal medlemmer
Ungdomsorganisation Young Republicans
Teen Age Republicans
Studenterorganisation College Republicans
Pladser i Folketinget
Pladser i :
Pladser i :
Pladser i :
Pladser i :
Politisk ideologi Konservatisme
Socialkonservatisme
Nykonservatisme
Politisk placering Centrum-højre
Internationalt samarbejdsorgan International Democrat Union
Nordisk samarbejdsorgan
Europæisk samarbejdsorgan
Partigruppe i Europaparlamentet
Partifarve(r) Rød
Partibogstav
Website www.gop.com

Det Republikanske Parti (i daglig tale Republikanerne), også almindeligvis kaldet GOP ("Grand Old Party") er USA's konservative parti. De republikanske idéer kan spores tilbage til forfatningskonventet i 1787, som skabte Den Amerikanske Forfatning, men partiet blev opbygget på resterne af Whigpartiet, som i 1850 var lammet af spørgsmålet om slaveriets spredning til de nye vestlige stater. Partiorganisationen grundlagdes i 1854 med opposition til slaveriet som hovedpunkt, hvortil kom støtte til en handlekraftig føderal regering inklusive støtte til handel, industri og transport. I slutningen af 1860 blev partiets kandidat, Abraham Lincoln, valgt som præsident, en begivenhed, som var medvirkende til udbruddet af Den Amerikanske Borgerkrig i 1861. Nordstaternes sejr i 1865 gav partiet ry som Unionens redningsmand og slavernes befrier. Den rolle holdt i en hel generation sammen på partiets to grundpiller, farmere i Nord- og Veststaterne og industri-, handels- og finansinteresser i de østlige stater.

Det politiske grundlag fornyedes af Theodore Roosevelt, som efter 1900 tiltrak en ny klasse af selvstændige og veluddannede funktionærer og engagerede partiet i en langsigtet udenrigspolitik. Partiet dominerede amerikansk politik næsten uafbrudt 1860-1932, hvor man vandt 14 ud af 18 valg til præsidentposten. Den væsentligste undtagelse var demokraten Woodrow Wilson, som vandt, fordi Det Republikanske Parti midlertidig splittedes af en personlig strid mellem Roosevelt og efterfølgeren, William H. Taft. Først New Deal-politikken, som 1932-52 forenede Nordstaternes arbejderbefolkning og Sydstaternes konservative demokrater, udgjorde en trussel mod den republikanske dominans. Ved valgene i 1952 og 1956 vendte republikanerne tilbage med en moderat konservatisme under ledelse af den tidligere general Dwight D. Eisenhowers vicepræsident, Richard Nixon, men tabte igen i 1960 og 1964. Eisenhowers vicepræsident, Nixon, var i stand til at bryde New-Deal-koalitionen i 1968, da han blev valgt til præsident. Han tiltrak arbejdervælgere i storbyernes forstæder og omdannede Sydstaterne til en republikanske bastion. Hans genvalg i 1972 var en reaktion mod borgerretslovgivningen og den seksuelle frigørelse i 1960'erne. Partiet svækkedes dog med Watergate-skandalen, som førte til Nixons afgang i 1974 og i 1976 til, at efterfølgeren, Gerald Ford, tabte valget.

Ronald Reagans to valg i 1980 og 1984 blev derimod en triumf for en ny og mere konservativ republikanisme. Den nye højrefløj, som havde støttet Joseph McCarthys felttog mod kommunismen i opposition til Eisenhower, allierede sig med religiøse fundamentalister og høstede frugterne i 1980, i 1984 og endelig i 1988, da George H.W. Bush blev valgt. I 1990'erne triumferede en ny generation af neokonservative kongresmedlemmer, organiseret af Newt Gingrich, kongresmedlem fra Georgia. Han sikrede partiet et flertal i Kongressen 1994-98 med krav om lov og orden, skattenedsættelser, afskaffelse af velfærdsstaten, begrænsning af adgangen til abort og hurtig eksekvering af idømt dødsstraf. Vælgernes støtte til hans ideologiske korstog mod den føderale regering aftog imidlertid hurtigt, ikke mindst fordi den demokratiske præsident, Bill Clinton, godt hjulpet af et langvarigt økonomisk opsving, gav republikanerne effektiv modstand. Ved de efterfølgende valg i 1996 og 2000 skrumpede det republikanske flertal gradvis ind.

Den republikanske højrefløj beholdt et sikkert greb om partiapparatet, men erkendte, at man også måtte appellere til midtervælgerne, hvis præsidentposten skulle genvindes. Efter George W. Bushs snævre valgsejr i 2000 overtog partiet igen regeringsansvaret i 2001 og vandt efter endnu en tæt valgkamp i 2004 en periode mere, stadig med George W. Bush som præsident. Da der blev sået tvivl om Republikanernes og Bush-regeringens kompetence efter bl.a. tilbageslag i Irak, håndteringen af orkankatastrofen Katrina i New Orleans i 2005, og flere ledende Republikaneres ulovlige forbindelser til lobbyister, gik partiet kraftigt tilbage ved midtvejsvalget i 2006 og tabte flertallet i Repræsentanternes Hus. Partiet opstillede John McCain til præsidentvalget i 2008, og Sarah Palin blev som den første Republikanske kvinde udpeget til vicepræsidentkandidat. McCain led dog nederlag til den demokratiske kandidat Barack Obama, og republikanerne mistede desuden flertallet i begge Kongressens kamre. Allerede ved midtvejsvalget i 2010 genvandt partiet flertallet i Repræsentanternes Hus og fik stærkt reduceret dets mindretal i Senatet. Republikanerne var i mellemtiden blevet radikaliseret af den stærkt konservative Tea Party-bevægelse; adskillige af de Republikanske indvalgte havde opbakning fra bevægelsen. Imidlertid rummede resultatet potentiale for splittelse i partiet mellem de radikale medlemmer og partiets hovedstrøm, som dog også havde bevæget sig til højre.

Republikanerne nominerede i 2012 forretningsmanden Mitt Romney til præsidentkandidat efter en langvarig primærvalgkampagne, hvor Romney blev udfordret af en række mere konservative politikere. Ved valget i november 2012 tabte Romney, men det lykkedes at opretholde Republikansk flertal i Repræsentanternes Hus; Demokraterne vandt to pladser i Senatet og styrkede dermed deres flertal. Det Republikanske Parti stod over for en krise da det stod klart, at det eneste vælgersegment, hvor de havde flertal, var blandt hvide mænd. Radikaliseringen havde betydet, at partiet havde særdeles store vanskeligheder ved at mønstre tilhængere blandt kvinder og ikke-hvide grupper. Problemet for partiet er alvorligt, eftersom minoritetsgrupperne vokser betydeligt hurtigere end USA's hvide befolkning.

Ideologi og politik[redigér | redigér wikikode]

Republikanerne er ideologisk en bred koalition af økonomisk konservative, værdikonservative og nogle få libertarianere. Disse grupper overlapper dog en del. Desuden indeholder partiet en neokonservativ fløj, der er udenrigspolitiske høge, men accepterer en større offentlig sektor end de øvrige republikanere. Fælles for Republikanerne er ønsket om skattelettelser og mindre statslig indblanding i økonomiske anliggender, samt mindre føderal indblanding i delstaternes anliggender.

Kriminalitet[redigér | redigér wikikode]

Retspolitisk går partiet ind for en hård linje med fokus på straf frem for resoocialisering og er tilhængere af dødsstraf. De fleste republikanere er også modstandere af amnesti til illegale indvandrere, fordi det vil belønne kriminel adfærd. Republikanerne er stærke tilhængere af den forfatningsbeskyttede ret til at bære våben til selvforsvar (The Second Amendment).

Familieværdier[redigér | redigér wikikode]

Hovedparten af Republikanerne er tilhængere af traditionelle familiværdier og modstandere af fri abort og vielser af homoseksuelle. Disse synspunkter står særligt stærkt blandt medlemmer af evangeliske kirker og tilhængere af kristen fundamentalisme, men siden 1980-erne er værdikonservative synspunkter i høj grad blevet mainstream i partiet. Republikanernes modstand mod abort har også ført til en skeptisk holdning til stamcelleforskning.

Religionens rolle i samfundet[redigér | redigér wikikode]

Republikanerne lægger vægt på religionsfriheden og at troende mennesker får størst mulighed for at udfolde deres tro uden indblanding fra statsmagtens side. Således er de tilhængere af lokale skolenævns mulighed for at opretholde kollektiv bøn i skolen, og give ret til undervisning i intelligent design ved siden af evolutionslæren.

Velfærd[redigér | redigér wikikode]

De fleste republikanere går ind for en vis grad af socialt sikkerhedsnet, dog mener de at private organisationer er langt bedre til at fordele velfærden end det offentlige er, hvilket også er grunden til at de billiger delstaters støtte til private velgørenheds-foreninger, både med og uden rod i religion. Dog bør det sociale sikkerhedsnet ikke misbruges, ifølge dem, og de er tilhængere af velfærdsreformen af 1996 som begrænsede valgbarheden og fik adskillige modtagere til at finde sig et job. På arbejdsmarkedet har de støttet love der sikrer en arbejder retten til ikke at melde sig ind i en fagforening. Minimumslønnen mener de heller ikke, at der skal pilles ved, da den øger arbejdsløsheden og mindsker forretningsevnen.

Miljø[redigér | redigér wikikode]

Miljømæssigt er de fleste republikanere skeptiske overfor teorien om den globale opvarmning og synes ikke, at de videnskabelige undersøgelser underbygger, om der er tale om menneskelige årsager eller et naturligt cyklisk fænomen. Historisk har de dog gjort adskillige ting for at beskytte miljøet, blandt andet etablerede tidligere formand Theodore Roosevelt det amerikanske nationalparksystem. Miljøet og økonomien skal dog følges ad, og miljørestriktioner skal være baseret på videnskab. Partiet er splittet hvad angår energikilder. Nogle mener man bør satse på ethanol som brændstof, mens andre er tilhængere af fortsat olieboring i arktiske områder – noget der har mødt hård kritik fra mange miljøaktivister.

Udenrigspolitik og forsvar[redigér | redigér wikikode]

Nationalt er republikanerne tilhængere af en stærk militærmagt til at beskytte landet mod krig og invasion. Oprindeligt var mange af medlemmerne dog imod oprettelsen af NATO, men dette billede har ændret sig i dag i takt med den internationale terrortrussel og amerikanernes erklærede krig imod den. De går ind for uniliteralisme, hvilket vil sige at de forsøger så vidt muligt at løse deres udenrigspolitiske konflikter selv og ikke som sådan behøver alliancer, da USA er kendt for at have en stærk og handlekraftig hær.

Republikanske præsidenter siden grundlæggelsen af partiet i 1854[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

Politisk parti Stub
Denne artikel om et politisk parti eller gruppe er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.