Povl Dissing

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Povl Dissing
Povl Dissing under en optræden, september 2006.
Personlig information
Født 27. januar 1938 (86 år)
Stavnsholt, FarumSjælland[1]
Død 18. juli 2022 (84 år) Rediger på Wikidata
Hundested, Danmark Rediger på Wikidata
Nationalitet Danmark Dansker
Forældre Karl Rasmussen[1]
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Visesanger
Eksterne henvisninger
povldissing.dk
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Povl Dissing (født 27. januar 1938 i Stavnsholt[1]) er en af Danmarks største visesangere. En rigtig troubadour med en karakteristisk stemme, der har leveret mange ørehængere – som "25 minutter endnu". Han indledte sin karriere i midten af 1950'erne som trompetist i jazzorkestret "Mandagsorkestret". Senere blev det blues- og folkemusik.

Der gik nogle år, før Dissing opnåede den brede anerkendelse, han nyder i dag. Mange havde svært ved at forstå hans hæse og teatralske fremførelser af sange fra den danske sangskat. En del syntes ikke, han behandlede dem med værdighed, andre troede, han gjorde grin med dem. Mange har hørt optagelsen fra '65 med Dissings "Ak nej mor, gi' mig en hest mor", hvor publikum griner flere gange undervejs. Povl Dissing spillede de gamle sange, som om det var amerikanske bluesnumre. Det var yderst kontroversielt midt i 60'erne.

I slutningen af 60'erne indspillede Povl Dissing en række Shel Silverstein-numre oversat til dansk af Thøger Olesen. Han blev bl.a. bakket op af gruppen Beefeaters. De indspilninger står som nogle af de centrale i dansk beat. Fx "Den grimmeste mand i byen" og "Kvælerslangen". Desuden var Beefeaters backing på Dissings album "Dissing", i folkemunde Nøgne øjne, ifølge Dansk Rockleksikon "Kunst og skønhed på et meget højt plan".[2]

Men det er gennem et tæt samarbejde med Benny Andersen fx i "Svantes Viser" i 1973, at Povl Dissing langsomt nærmest er blevet "folkekær". Tre sange fra deres anden plade "Oven Visse Vande" er med i højskolesangbogen. Povl Dissings sang klæder viserne så godt, at han for mange er uløseligt knyttet til dem.

Povl Dissing har medvirket i mange teaterstykker, film og tv-arbejder, heriblandt "Lokomotivet Thomas og Hans Venner", hvor han lagde stemme til de første og de nyeste sæsoner. Han har udgivet ca. 25 lp'er/cd'er og har arbejdet sammen med bl.a. "Fuzzy", Peter Thorup og Benny Andersen. Han har tillige medvirket på henved 100 andre plader i alle rytmiske og melodiske genrer.

I de senere år har Povl Dissing også spillet sammen med sine sønner, Rasmus og Jonas, samt Las Nissen i kvartetten Dissing, Dissing, Las og Dissing.

Eksempler på udgivelser

  • En aften i folkeklubben (1965)
  • Der står en lille hest og sparker (ep med børnesange, bl.a. "Solen er så rød, mor") (1966)
  • Jeg er en tosset spillemand (en opsamling af singler, bl.a. sammen med Benny Holst og med Beefeaters) (1968)
  • Dissing (også kaldet "Nøgne Øjne", med Benny Holst og med Beefeaters) (1969)
  • 6 Elefantskovcikadeviser (sammen med Burnin Red Ivanhoe) (1971)
  • MorDanmark (1973)
  • Svantes Viser (sammen med Benny Andersen) (1973)
  • Lykkeland (1977)
  • Yderst ude (1980)
  • Oven visse vande (sammen med Benny Andersen) (1982)
  • Gamle sange i live (sammen med Peter Thorup) (1984)
  • I Danmark er jeg født (1986)
  • Den sorte sejler (1988)
  • Bellmann (1991)
  • Dissing, von Daler og Søgård (1993)
  • Zoo sange (1996)
  • Krakemut mat Dissing i Kalaallit Nunaat (1997)
  • Føl hvor jeg brænder (med Fuzzy aka Jens Vilhelm Pedersen) (1997)
  • Povl Dissing & Benny Andersen med Jens Nielsen Skynd dig langsomt (1998)
  • Græsset må betrædes (1999)

Referencer

  1. ^ a b c Kirkebog for Farum Sogn, ("1931-1944" s. 24; opslag 27, nr. 1) på Arkivalieronline, Statens Arkiver.
  2. ^ Dansk Rockleksikon, ISBN 87-567-6525-8, side 18

Eksterne henvisninger

MusikSpire
Denne musikrelaterede biografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Biografi