Rigsdansk

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Rigsdansk er den almindelig betegnelse for standarddansk. Tidligere var det den eneste variant af dansk, der var tilladt i radio og tv. Siden 1970'erne er rigsdansks dominerende position blevet svækket, samtidig med at de andre danske dialekter i stigende grad har nærmet sig den rigsdanske norm.

Historisk betragtet er rigsdansk den dialekt, der taltes af borgerskabet i København og Malmø, og det er en dialekt, der primært er baseret på sjællandsk og (til 1658) på skånsk ^{[1] [2] [3]}.

En udbredt definition på rigsdansk er et dansk, på hvilket man ikke kan høre, hvorfra den talende kommer. Denne definition udelukker i praksis de højsprogsvarianter af dansk, der tales i købstæderne, såvel som nutidens københavnsk fra at være rigsdansk, selv om disse varianter stort set ikke adskiller sig fra det traditionelle rigsdansk i andet end sætningstonen og vokalernes åbningsgrader. Føres definitionen ud i sin yderste konsekvens, findes der kun meget få rigsdansktalende i Danmark. En mere frugtbar definition accepterer derfor en vis spændvidde i sproget.

Rigsdansk er under alle omstændigheder ikke statisk, men et sprog i rivende udvikling, ikke mindst på det lydlige område:

• r er blevet vokaliseret efter vokaler.
• Vokalen a er blevet lukket ("fladt")
• Kort o er blevet åbnet (= å).
• De fleste vokaler er blevet åbnet betydeligt efter og foran r; modsætningen mellem e/æ og a er blevet ophævet i lukket stavelse foran dentaler og labialer, f.eks. ret = rat, kræft = kraft.
• Forskellen mellem korte og lange vokaler er blevet ophævet foran blødt d.

Der er derfor en voksende kløft mellem den danske retstavning og den aktuelle udtale af sproget. Retstavningen blev lagt fast i det 19. århundrede (med mindre revisioner i løbet af det 20. århundrede), men den grunder sig på en praksis, der har været nogenlunde konstant siden det 16. århundrede.

[redigér] Referencer

[redigér] Eksterne henvisninger

• Det Danske Sprog- og Litteraturselskab