Fynsk

Fynsk er en fællesbetegnelse for de dialekter af dansk, der tales på Fyn og nærliggende øer. Der skelnes normalt mellem mindst fire dialekter på selve Fyn; øst-, nord-, syd- og vestfynsk - samt desuden tåsingsk, ærøsk og langelandsk. Vestfynsk kan desuden opdeles i nordvest- og sydvestfynsk. De fynske dialekter udgør sammen med dialekterne på Sjælland og Lolland-Falster de såkaldte ømål.

Et karakteristikum ved fynsk - og specielt vestfynsk - er, at substantiverne har tre køn; en mand, en kone og et hus udtales således henholdsvis [i må'], [æn kown] og [æd hyws]. Substantiver i bestemt form tager endelserne -i for hankønsord, -en for hunkønsord og -et for intetkønsord, f.eks. katti og hunni ("katten" og "hunden"), der begge er hankønsord.

Det er desuden almindeligt at udelade det "bløde d" og "bløde g" på nord-, vest- og østfynsk, så rigsdanske ord som f.eks. gade og kage udtales som ga'e og ka'e. På sydfynsk bliver det "bløde d" og "bløde g" i stedet erstattet af hhv. "hårdt d" og "hårdt g".

De fynske dialekter har en række udtaleskel, som deler øen fra nordøst til sydvest, så dialekterne i denne forbindelse opdeles i to hovedgrupper; østfynsk (herunder sydfynsk) kontra vestfynsk (herunder nordfynsk og nordvestfynsk). F.eks. udtales en række kortere ord på østfynsk som tostavelsesord, mens de på vestfynsk trækkes sammen til etstavelsesord; f.eks. bliver "nye" og "bide" på østfynsk til "nyje" og "bije" men til "nyj" og "bij" på vestfynsk, og vestfynsk minder på dette punkt om jyske dialekter.

Det bedst kendte eksempel på nedskrevet fynsk er sandsynligvis sangen Opvaavni ("Opvågnen") bedre kendt som Faa ajle di smaa Blomster, som er skrevet på sydfynsk.