Sikhisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Gå til: navigation, søg
Religion

Denne artikel er del af serien
Sikhisme
Centrale personer

Guru Nanak
Skrifter og love
Adi Granth
Retninger
Religiøse retninger indenfor sikhismen
Sociopolitiske aspekter
Byer · Arkitektur
Kunst · Kalender
Sikhiske religiøse ledere
Sikhismen og kvinder
Politisk sikhisme · Khalistan
Se også
Sikhiske begreber
Sikhismens historie
Kritik af sikhismen
Indeks over artikler der handler om sikhismen

Sikhisme (IPA: /ˈsiːkɪzəm/ eller /ˈsɪkɪzəm/; (Punjabi) ਸਿੱਖੀ), grundlagt på lærdommen fra Guru Nanak og de ti efterfølgende Sikhguruer i Punjab i det femtende århundrede, er den femtestørste organiserede religion i verden.[1] Dette system af religiøs filosofi og udtryk er traditionelt blevet kaldt Gurmat (bogstaveligt talt guruernes råd) eller Sikh Dharma. Sikhisme kom fra ordet Sikh, som kommer fra Sanskrit-roden śiṣya, der betyder "discipel" eller "elev", eller śikṣa der betyder "instruktion".[2][3]

Den principielle tro indenfor sikhismen er tro på waheguru — repræsenteret ved brug af det hellige symbol på ik ōaṅkār, den universelle gud. Sikhisme taler for at man skal stræbe efter frelse gennem disciplineret, personlig meditation over Guds navn og meddelelse. En unik egenskab hos sikhismen er det ikke-antropomorfiske gudsbegreb, i og med at en person kan forstå Gud som selve Universet. Følgere af sikhismen bliver ordineret til at følge de ti sikhguruer, eller oplyste lederes, lærdom såvel som den hellige skrift kaldet Gurū Granth Sāhib, som, sammen med skrifter fra seks af de ti sikhguruer, omfatter udvalgte værker fra mange tilhængere med forskellige socio-økonomiske og religiøse baggrunde. Teksten blev dekreteret af Guru Gobind Singh, den tiende guru, som Khalsa Panth's sidste guru. Sikhismens traditioner og lære er tydeligt associeret med Punjabregionens historie, samfund og kultur. Tilhængere af sikhismen er kendt som "sikher" (studerende eller disciple) og tæller over 23 millioner mennesker verden over. De fleste sikher lever i Punjab i India og, indtil opdelingen af Indien, boede millioner af sikher i det som nu er det pakistanske Punjab.[4]

Indholdsfortegnelse

[redigér] Filosofi og lærdom

Harimandir Sahib, populært kaldet det Gyldne Tempel, er en helligdom for sikher.

Sikhismens oprindelse ligger i lærdommen fra Guru Nanak og hans efterfølgere. Nanak var modstander af mange af sin tids religiøse skikke og overbevisninger. Essensen i Sikh-lærdom blev af Nanak opsummeret som: "Realisering af Sandhed er højere end alt andet. Stadig højere er sandfærdig levevis".[5] Sikhismen tror på lighed mellem alle mennesker, og afviser diskrimination på basis af kaste, tro og køn. Sikhismen tillæger heller ikke askese nogen vigtighed som et middel til at opnå frelse, men understreger i stedet vigtigheden af at leve sit liv som familieforsørger .

Sikhismen er en monoteistisk religion.[6][7] I sikhismen er Gud – kaldet Vāhigurū — formløs, tidsløs og usynlig : niraṅkār, akāl og alakh. Begyndelsen af den første udarbejdelse af sikh-skrifter er tallet "1", som betegner at Gud er universel . Det erklærer at Gud er allestedsnærværende og uendelig, og betegnes af begrebet ēk ōaṅkār.[8] Sikher tror på at før skabelsen var alt hvad der eksisterede Gud og hans hukam (vilje eller ordre).[9] Da Gud ville det blev hele kosmos skabt. Fra disse begyndelser nærede Gud "fristelsen og tilknytningen" til māyā, eller den menneskelige opfattelse af virkelighed.[10]

Mens en fuld forståelse af Gud ikke kan opnås af mennesker,[8] beskrev Nanak Gud som ikke fuldstændig ukendelig. Gud er allestedsnærværende (sarav viāpak) i alle skabelser og kan ses overalt af de spirituelt vækkede. Nanak understregede at Gud skal ses fra et menneskes "indre øje", eller "hjerte": tilhængere skal meditere for at komme fremad mod oplysning. Guru Nanak Dev lagde fokus på åbenbaring gennem meditation, da dens strenge anvendelse tillader tilstedeværelsen af kommunikation mellem Gud og mennesker.[8] Gud har intet køn i sikhismen, selvom oversættelser fejlagtigt repræsenterer en Gud af hankøn.

[redigér] Stræben efter frelse og khalsa

En sikhisk mand ved Harimandir Sahib.

Nanak's lære er ikke bygget på en endelig destination såsom himmerige eller helvede, men på en spirituel forening med Gud hvilket resulterer i frelse.[11] De centrale forhindringer for opnåelse af frelse er sociale konflikter og en tilknytning til jordiske sysler, som forpligter mænd og kvinder til et endeløst cyklus af fødsel – et begreb kendt som reinkarnation.

Māyā — defineret som illusion eller "uvirkelighed" — er en af de centrale afvigelser fra stræben efter Gud og frelse: folk distraheres fra hengivenhed af jordlige tilknytninger, som kun giver illusorisk tilfredsstillelse. Nanak understregede dog at māyā ikke var en henvisning til verdens uvirkelighed, men til dens værdiers. I sikhismen menes indflydelsen fra ego, vrede, grådighed, tilknytning og lyst — kendt som de Fem Onder — at være særligt ondartede. Folk som er sårbare overfor de Fem Onder lider den skæbne at blive separerede fra Gud, og situationen kan kun afhjælpes efter intensiv hengivenhed.[12]

Nanak beskrev Guds åbenbaring — vejen til frelse — med begreber såsom nām (det guddommelige Navn) og śabad (det guddommelige Ord) for at fokusere på åbenbaringens helhed. Nanak betegnede ordet guru (betydning lærer) som Guds stemme og kilden og vejledningen til viden og frelse.[13] Frelse kan kun opnås gennem hård og disciplineret hengivenhed til Gud. Nanak lagde særligt fokus på det irrelevante i udadvendte observationer såsom ritualer, pilgrimsfærd og askese. Han understregede at hengivenhed må finde sted gennem hjertet, med ånden og sjælen.

En central praksis som bør følges er nām simraṇ: mindet om det guddommelige Navn. Den verbale gentagelse af Guds navn, eller en hellig stavelse, er en etableret praksis i religiøse traditioner i Indien, men Nanaks fortolkning lagde fokus på indadvendt, personlig overholdelse. Nanaks ideal var den totale udsættelse af ens væsen for det guddommelige Navn og en fuldstændig tilpasning til Dharma eller den "Guddommelige Orden". Nanak beskrev resultatet af den disciplinerede anvendelse af nām simraṇ som en "vækst frem mod og ind i Gud" gennem en gradvis proces á fem stadier. Det sidste af disse er sac khaṇḍ (Sandhedens domæne) — den endelige forening af ånden med Gud.[13]

Nanak lagde vægt på kirat karō: at en Sikh burde afbalancere arbejde, bønner og velgørenhed, og skulle beskytte alle væsners rettigheder, specielt andre mennesker. De anbefales at have et chaṛdī kalā, eller "optimistisk", syn på livet. Sikh-lære understreger også princippet om at dele — vaṇḍ chakkō — gennem uddelingen af gratis mad ved Sikh gurdwaraer (laṅgar), velgørenhedsdonationer, og at arbejde for fællesskabets og andres bedste (sēvā).

[redigér] Døden i sikhismen

Karma og samsara er en del af troen, som omfatter handlingernes skæbnebestemmende kraft og genfødsel. Man tror derudover, at sjælen er udødelig, og at den søger at blive genforenet med Gud. At blive født ind i en sikh-familie er et tegn på en god karma, for først i denne religion har man den optimale mulighed for at blive frelst. Døden er set i dette lys en afgørende mulighed for at blive forenet med Gud.

Sikher bruger i lighed med hinduer kremering, men jordfæstelse er ikke forbudt. Liget vaskes og iføres ligklæde og de fem K'er. Hymner fra Adi Granth afsynges, ligbåren placeres på bålet, aftenhymnen synges og til slut udføres en arda. Deltagerne vasker sig ved hjemkomsten, og før man forlader den dødes familie modtager man karah parshad, den hellige spise. Som regel foranstalter familien en total recitation af den hellige bog i løbet af de følgende dage.

[redigér] Fodnoter

  1. ↑ Adherents.com. Religions by adherents (PHP). Hentet 2007-02-09.
  2. ↑ Singh, Khushwant (2006). The Illustrated History of the Sikhs. India: Oxford University Press. ISBN 0-19-567747-1.
  3. ↑ (Punjabi) Nabha, Kahan Singh (1930). Gur Shabad Ratnakar Mahan Kosh/ਗੁਰ ਸ਼ਬਦ ਰਤਨਾਕਰ ਮਹਾਨ ਕੋਸ਼ (på Punjabi). Hentet 2006-05-29.
  4. ↑ Axel, Brian Keith (2001). The Nation's Tortured Body: Violence, Representation, and the Formation. Duke University Press. ISBN 0822326159.
  5. ↑ Teece, Geoff. Sikhism:Religion in focus. Black Rabbit Books. ISBN 1583404694.
  6. ↑ Mark Juergensmeyer, Gurinder Singh Mann (2006). The Oxford Handbook of Global Religions. US: Oxford University Press. ISBN 0195137981.
  7. ↑ Ardinger, Barbara (2006). Pagan Every Day: Finding the Extraordinary in Our Ordinary Lives. Weisfer. ISBN 157863332X.
  8. ↑ 8,0 8,1 8,2 Parrinder, Geoffrey (1971). World Religions:From Ancient History to the Present. USA: Hamlyn Publishing Group. ISBN 0-87196-129-6.
  9. ↑ Dev, Guru Nanak Dev. Guru Granth Sāhib ji. “I uendelige æoner var der kun fuldstændigt mørke. Der var ingen jord eller himmel; der var kun Hans Hukams uendelige Ordre.”
  10. ↑ Dev, Nanak. Gurū Granth Sāhib. Hentet 2006-06-15. “Da han ville det skabte Han verden. Uden nogen understøttende kraft opretholdt Han Universet. Han skabte Brahma, Vishnu og Shiva; Han plejede fristelsen og tilknytningen til Maya.”
  11. ↑ Brodd, Jefferey (2003). World Religions. Winona, MN: Saint Mary's Press. ISBN 978-0-88489-725-5.
  12. ↑ Parrinder, Geoffrey (1971). World Religions: From Ancient History to the Present. United States: Hamlyn Publishing Group Limited. ISBN 0-87196-129-6.
  13. ↑ 13,0 13,1 Parrinder, Geoffrey (1971). World Religions: From Ancient History to the Present. United States: Hamlyn Publishing Group Limited. ISBN 0-87196-129-6.

[redigér] Eksterne links

Gurdwara Siri Guru Singh Sabha - det danske sikh-samfund (Vanløse)

 Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til:

Hentet fra "http://da.wikipedia.org/wiki/Sikhisme"
Personlige værktøjer