Tom Dooley

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Tom Dooley eller Thomas C. Dula, som han rettelig hed (20. juni 18441. maj 1868) blev hængt den 1. maj 1868 for mordet på Laura Foster. Mordet fandt sted den 24. eller 25. maj. 1866 i byen Elkville i North Carolina i USA. Den præcise dato blev aldrig fastlagt, men hurtigt efter mordet opstod der adskillige historier om sagen. Nogle af disse blev gengivet i lokale folkesange, og den bedst kendte sangversion, er formodentlig den, som The Kingston Trio indspillede i 1958. En dansk version med gruppen Four Jacks kom senere samme år.

Sangen fortæller, hvordan Tom Dooley myrdede sin kæreste Laura Foster, og hvordan han blev fanget af en mand ved navn Grayson og senere hængt for mordet.

Legenden om Tom Dooley[redigér | redigér wikikode]

Der er mange lokale legender om mordet. Den bedst kendte lyder sådan:

Før den amerikanske borgerkrig, var Tom Dooley kæreste med Ann Foster, men da krigen brød ud, meldte han sig frivilligt til sydstatshæren, hvor han gjorde tjeneste som regimentsmusiker. Tom udmærkede sig under krigen, men mod slutningen af denne, blev han taget til fange og tilbragte resten af krigen i en af nordstaternes fangelejre.

Efter krigen vendte han hjem til Elkville, kun for at finde ud af, at hans to brødre var blevet dræbt i krigen, og at i hans fravær havde Ann giftet sig med den noget ældre James Melton. I stedet begyndte Tom at interessere sig for Anns søster Laura, mest for at gøre Ann jaloux. Tom lovede Laura at de to skulle løbe væk sammen, og en dag pakkede hun alle sine ejendele, tog sin fars hest og red bort for at mødes med Tom.

Siden den dag, blev hun ikke set i live. Nogen tid efter Lauras forsvinden vendte hesten hjem, og hendes forældre fik iværksat en eftersøgning i området, men Laura blev ikke fundet. Den lokale skolelærer, en indvandret ”yankee” ved navn Bob Grayson, som var en af Lauras tilbedere, var overbevist om, at Laura var blevet myrdet, og at Tom Dooley var den skyldige.

Et par måneder senere fandt man ved et tilfælde Lauras lig, da en hest trådte i noget løs jord inde i en bevoksning. Liget var stukket i brystet med en stor kniv, og da man vidste at Tom havde sådan en, besluttede man sig for at arrestere ham. Han var i mellemtiden rejst til Tennessee, og Bob Grayson satte efter ham med en eftersøgningsstyrke. Man fandt Tom, og sammen med en anden mand, Jack Keaton, blev han bragt til bage til Elkville.

Jack Keaton kunne tilvejebringe et alibi og blev løsladt, mens Tom blev anholdt. Kort tid efter anholdt man også Pauline Foster, der var kusine til Ann og Laura, men hun tilbød at være anklagerens hovedvidne, og kunne blandt andet fortælle, at det var Ann Melton, der havde myrdet Laura, og at Tom havde hjulpet med at skjule liget, og så blev hun løsladt og i stedet blev Ann arresteret.

Den tidligere guvernør over North Carolina, Zebulon Vance, der nu var advokat, havde været Toms chef under borgerkrigen, og han tilbød at forsvare Tom og Ann. Han fik retssagen flyttet til den nærliggende by Statesville (i Iredell County, nabo til Wilkes County, hvor byen Elkville lå), da han ikke mente at Tom ville få en fair retssag i sit eget amt (county). Desuden fik han skilt sagerne mod Tom og Ann i to separate retssager. Den første sag var mod Tom, og anklageren førte adskillige vidner mod Tom, blandt andet Pauline Foster og en Betsy Scott, der påstod at have talt med Laura, den dag hun forsvandt. Her skulle Laura have fortalt Betsy at hun var på vej for at møde Tom Dooley. Dette vidne, som var fremskaffet af Bob Grayson, kunne Vance ikke få til at ændre sine udtalelser, og sagen endte med at Tom blev kendt skyldig. Sagen blev appelleret et par gange, men endte til sidst med, at Tom blev hængt.

Under hele retssagen havde han nægtet sig skyldig, og havde i øvrigt nægtet at udtale sig om sit forhold til Laura og Ann, men om aftenen før hængningen, skrev han i sin celle et brev, hvor han tog skylden på sig, og erklærede, at han havde været alene om mordet. I cellen skrev Tom også den sang, som skulle gøre ham så berømt, og han sang og spillede den på sin banjo på vej ud til galgen, hvor han kørte på en kærre, siddende på sin egen kiste. Da den lokale sherif lagde rebet om hans hals, udtalte han: ”Havde jeg vidst, at du ville bruge et så fint, nyt reb, ville jeg have vasket min hals først”. Dernæst holdt han sine hænder op i luften og sagde ”Kan I se den hånd. Se at den ikke ryster det mindste. Jeg har aldrig krummet et hår på den piges hoved”. Det blev hans sidste ord.

Efter Toms hængning begyndte sagen mod Ann Foster Melton, men på grund af Toms brev, blev hun frikendt uden problemer.

Der begyndte at gå rygter om, at det faktisk VAR Ann Melton, der havde myrdet sin søster i jalousi, og at Tom var gået i graven for at beskytte hende. Nogle år senere, da Ann lå for døden efter at være væltet med en vogn, sagde hun at hvis hun var sikker på at skulle dø, var der noget om Toms hængning hun gerne ville fortælle. Hvad det var, fik hun aldrig sagt. (En enkelt variant af historien siger, at hun faktisk fortalte det til den læge, der behandlede hende, mod at han aldrig ville fortælle det videre, og senere, da han selv lå på sit dødsleje, fortalte lægen til sin søn, at han vidste hvem der havde myrdet Laura Foster, og at det ikke var Tom Dooley, men at han ikke kunne røbe, hvem det var.) Lige før Ann Melton udåndede udtalte hun, at hun kunne se helvedes flammer for enden af sin seng, og at sorte katte kravlede op ad væggene for at hente hende.

Så vidt den lokale legende. Desværre er historien i flere træk forkert.

Fakta om Tom Dooley sagen[redigér | redigér wikikode]

Tom Dooley var født i Elkville i 1844, og Ann Foster var omkring et års tid ældre. De to voksede op få hundrede meter fra hinanden, og det er korrekt, at hun og Tom var kærester før krigen, men derimod er det ikke korrekt, at Tom vendte hjem fra krigen og fandt hende gift med James Melton. Brylluppet mellem Ann og James stod allerede i 1858, da hun var 15 år gammel, og altså fire år før Tom meldte sig til hæren, og det meste af kæresteforholdet til Tom, fandt da også sted, mens hun var gift med James. Under retssagen mod Tom vidnede Anns mor om, at hun allerede to år før krigen, og mens Ann var gift med James, havde fundet Tom og Ann i seng sammen. Tom vendte tilbage fra krigen i sommeren 1865 efter at have tilbragt den sidste del af denne i fangelejren Point Lookout i Maryland. Han og Ann genoptog hurtigt deres forhold, og Ann og Tom tilbragte tit natten sammen i en seng i Ann og James Meltons hus, mens James sov alene i en anden seng. I marts 1866 kom Pauline Foster, en fjern slægtning til Ann, til bebyggelsen – officielt for at besøge sin bedstefar – men i praksis for at blive behandlet for syfilis hos den eneste læge i området, Dr. Carter. Hun fik ansættelse for sommeren hos Ann og James, for at tjene penge til at betale for sine behandlinger.

Nogenlunde samtidigt indledte Tom et forhold til Laura Foster, der ikke var Anns søster, men muligvis en fjern slægtning (eller eventuelt en illegitim halvsøster – Anns mor havde officielt fem børn med fem forskellige mænd – og det er muligt at Anns far (som ingen kender i dag) også har været far til Laura Foster, men med en anden kvinde). Laura Foster boede sammen med sin far og sine søskende (7 af slagsen) i en anden bebyggelse, German’s Hill, knap 10 km fra Elkville. I slutningen af marts gik Tom til lægen, og fik også konstateret syfilis. Han var tilsyneladende sikker på, at han havde fået sygdommen fra Laura Foster, der langt fra at vær sangens og legendens unge uskyldige pige, var kendt som ”en pige med runde hæle” – et udtryk for, at hun var ret nem at ”lægge ned”. Imidlertid fortsatte han forholdet til Ann Melton og havde også et forhold til Pauline Foster – af og til delte de tre seng, mens James Melton stadig sov i sengen ved siden af. Dette resulterede i, at også Ann måtte lade sig behandle for syfilis. Både Ann og Tom udtalte ifølge Pauline Fosters vidneudsagn, at de ville myrde den, der havde givet dem sygdommen, og de var overbeviste om, at det var Laura Foster.

En tidlig morgen i slutningen af maj hørte Laura Fosters far, Laura tale med en eller anden uden for deres hus, men han kunne ikke høre hvem. Kort efter kom Laura ind i huset og pakkede sine ting, og da faderen senere stod op, opdagede han at hans hest var forsvundet. Han ledte efter Laura, men fandt hende ikke. Et enkelt vidne, Betsy Scott, havde mødt Laura, og hun vidnede om, at Laura havde udtalt, at hun skulle møde Tom Dooley et sted, der kaldtes ”Bates Place”, og de så ville stikke af sammen. Betsy Scott var tilsyneladende den sidste, der så Laura i live, bortset fra hendes morder. Flere vidner vidnede om, at de havde set Tom, på en sti, der førte fra Lauras hus til Bates Place samme morgen. At stien også førte fra mange andre huse, og i øvrigt gik lige forbi det hus, Ann Melton boede i, og også var den nærmeste vej til Toms eget hjem, kom ingen af dem ind på, før de blev krydsforhørt af forsvareren. Et vidne forklarede, at Ann, Tom og Anns mor havde siddet ude i bakkerne over byen den pågældende nat, og delt en liter hjemmebrændt whisky, men dette vidneudsagn, som faktisk kom fra anklagerens eget hovedvidne, Pauline Foster, blev der ikke lagt vægt på under retssagen.

Wilkesboro Old Jail, hvor Tom Dooley og Ann Melton sad fængslede, indtil de blev overført til Statesville. Tom sad i cellen med de mange tremmer til venstre i bygningen.

Dagen efter, ikke flere uger efter som i legenden, vendte hesten hjem, med en afgnavet tøjle og et eftersøgningshold fandt senere resten af tøjlen bundet om et træ ved Bates Place, men Laura fandt man ikke. På trods af, at man manglede et lig, udstedte man arrestordre mod Tom Dooley, Ann Melton og to andre medlemmer af familien Dula (de to var sandsynligvis Toms fætter og kusine, og hvorfor de blev nævnt i arrestordren, kom aldrig frem under retssagen). Tom var imidlertid rejst til Tennessee, og her blev han senere anholdt af to vicesheriffer fra Wilkes County, hvor bebyggelsen Elkville ligger. Tom blev ført til Wilkesboro, hvor han blev indsat i det lokale fængsel. Ann og de to andre var på det tidspunkt allerede blevet løsladt igen. Da Tom blev anholdt fik de to vicesheriffer hjælp af en plantageejer, som han havde haft arbejde hos, Oberst James Grayson. Dette er den eneste Grayson, der forekommer i hele den virkelige historie. Lauras tilbeder, Bob Grayson er tilsyneladende pure opspind, og det samme er Jack Keaton. Ingen af de to personer forekommer i et eneste af de officielle papirer fra retssagen, og der er ellers nævnt personer nok. Over 100 vidner blev afhørt i alt, og det ville være mærkeligt, om ikke den person, der om nogen var ansvarlig for Toms arrestation, ville være blevet afhørt – hvis han ellers havde eksisteret.

Nogen tid efter at Tom var blevet arresteret, rejste Pauline Foster hjem til Watauga County, hvor hun kom fra. Watauga County ligger mellem Wilkes County og Tennessee, og mens hun var her, rejste hun også til Tennessee. Hvorfor blev aldrig oplyst under retssagen. Hun vendte tilbage til sit hjem i Watauga County, og her besøgte Ann Melton hende, og overtalte hende til at vende tilbage til Wilkes, hvilket hun gjorde. Kort efter blev hun anholdt for medvirken til mordet på Laura Foster (man havde stadig ikke noget lig). Pauline oplyste nu, at hun vidste hvor liget var begravet, for det havde Ann vist hende, og hun tilbød at vise sheriffen, hvor det lå begravet. Hun førte en styrke til et sted i nærheden af graven (det viste sig at Ann ikke havde vist hende det helt præcise sted), og her blev graven fundet, da en hest gav sig til at vrinske et sted, hvor jorden var løs. Ejeren af hesten, David Horton, og hans svigersøn, James Isbell, der begge var langt ude i familie med tom Dooley, tilkaldte resten af eftersøgningsholdet, og da de havde åbnet graven, tilkaldte de den lokale læge, som kunne konstatere at liget, som lå i graven var blevet myrdet. Senere blev liget identificeret som Laura Foster, primært på grund af det tøj hun havde på, og på et stort mellemrum mellem fortænderne.

Pauline Foster blev løsladt og Ann blev arresteret. Zebulon Vance, der ganske rigtigt havde været guvernør over North Carolina, tilbød sig som forsvarer for Tom Dooley. Hvorfor er der faktisk ingen der ved. Historien om, at han havde været Tom chef under den amerikanske borgerkrig, er i hvert fald ikke rigtig. Vance, der var oberst under krigen, var chef for 26. North Carolina Infantry Regiment, mens Tom gjorde tjeneste i 42. North Carolina Infantry Regiment, og de to regimenter gjorde ikke tjeneste sammen. En lokal historie siger, at Vance skyldte Toms fætter James H. Dula en tjeneste, og det kan da også godt være årsagen. I hvert fald påtog han sig sagen, og som legenden fortæller, blev den overflyttet til Statesville i Iredell County.

Den første sag fandt sted i efteråret 1866, og her blev Tom fundet skyldig. Vance appellerede til statens højesteret, som besluttede at sagen skulle gå om da der var sket rettergangsfejl. Sagen blev udsat flere gange, og først i januar 1868 kom den igen for retten. Denne gang ved en særdomstol, som var nedsat for at tage sig specielt af denne, samt en række andre udsatte sager. Igen blev Tom fundet skyldig, og igen appellerede Vance til statens højesteret. Denne gang blev hans argumenter dog afvist – selv om de var præcis de samme som ved den første appelsag, og selv om det var den samme dommer i højesteret, der afsagde kendelsen. Et stædigt rygte fastholder, at dommeren ved særdomstolen skrev et brev til dommeren i højesteret, hvor han bad denne om at se bort fra visse vidneudsagn, for at sikre at den dømte ville blive kendt skyldig igen.

Der er dog ingen beviser for, at et sådant brev blev skrevet, men det er en kendsgerning at dommeren ved særdomstolen selv udelod en del af sagens vidneudsagn, da han i første omgang fremsendte sagen til højesteret. Dengang hørte højesteret ikke selv vidnerne, men forlod sig på de udskrifter, dommeren fra den første retssag fremsendte, og højesteret tog ikke stilling til Tom Dooleys skyld eller ikke skyld, men alene om der var begået rettergangsfejl. Det mente man altså ikke, og man stadfæstede byrettens kendelse. Imidlertid var byrettens dato for henrettelsen overskredet, så man måtte afvente at denne trådte sammen igen, for at få fastlagt en ny dato. Dette blev altså den 1. maj 1868.[1]

Dagen før fik Tom besøg af en af forsvarerens assistenter, og det var ham der senere – efter henrettelsen – havde det famøse brev, hvor Tom frikendte alle andre for skyld i forbrydelsen. På trods af, at Tom Dooley under hele retssagen havde nægtet sig skyldig, og så sent som i 1865, da han blev løsladt fra Point Lookout havde måttet underskrive krigsfangernes obligatoriske troskabsed til Unionen med et X.

Tom kørte ganske rigtigt på en kærre med sin kiste ud til henrettelsesstedet lidt uden for byen. Men han hverken sang eller spillede undervejs. Derimod tale han med sin søster og svoger, der kørte med i kærren. Da man nåede henrettelsesstedet, havde Tom allerede rebet om halsen. Det havde han fået inde i fængslet. Da han blev spurgt om han havde nogle sidste ord, holdt han en tale, der varede i ca. en time. I denne tale anklagede han flere navngivne personer, for at have vidnet falsk mod ham, blandt andet Pauline Foster, Betsy Scott og et par stykker til, foruden James Isbell, der var den person, der sammen med sin svigerfader havde fundet Lauras grav, og som i øvrigt havde finansieret en stor del af retssagen mod Tom Dooley. Det eneste han ikke talte om, var selve forbrydelsen. Den nævnte han ikke med et ord. Hans udtalelser til sheriffen om rebet og til publikum om hænderne, der ikke rystede, er helt fiktive. Da han var færdig med sin tale, blev rebet bundet til galgens overligger, og kærren blev trukket væk under ham. Ved faldet var det meningen, at han skulle have brækket nakken, men det skete ikke, og i stedet blev han langsomt kvalt, mens han hang helt roligt i rebet. Først efter 10 minutter blev han erklæret død og efter yderligere 10 minutter blev liget taget ned.[1]

Som legenden fortæller, blev Ann senere frikendt, og hun døde nogle år senere. Ingen ved præcis, hvad hun døde af, men nogle mener, at symptomerne kunne tyde på at det var syfilis i 3. stadie. Hendes mand giftede sig igen, og levede resten af sine dage som en respekteret mand i bebyggelsen. Tom Dooley blev dømt på indicier, og selv i dag, er der mange, der mener at han var uskyldig, eller at indicierne i hvert fald ikke var stærke nok, til at han skulle have været dømt. Der er ligefrem en gruppe af mennesker, der forsøger at få retssagen genoptaget her 136 år efter, at Tom Dooley blev hængt.[1]

Retssagen vakte stor opmærksomhed i USA, og aviser så langt væk fra som New York, sendte journalister til henrettelsen, der dels fortalte om denne, dels berettede om de løse sæder i området, hvor ”Det er en klog mand, som kender sin far”, som en af dem skrev. Det er fra disse avisreferater, samt fra de overlevende retsudskrifter, at vi i dag har viden om, hvad der virkelig skete.

Tom ligger begravet på jord, der tilhørte en af hans slægtninge, farfaderen Bennett Dula, tæt på det, der i dag er North Carolina Road 1134, også kendt som Tom Dula Road. Ann Melton ligger begravet i en unavngiven grav på et familiegravsted ved North Carolina Road 1159 i nærheden af det sted, hvor hendes mors hus lå, og Laura Foster ligger begravet omkring 8 km derfra i Germans Hill, hvor hun boede med sin far og søskende. Ann og Lauras grave besøges i dag af mange mennesker hver år, mens Tom Dooleys grav ligger på privat grund, og der er ikke offentlig adgang til graven.

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 Who Killed Laura Foster? Leigh Lundin, Criminal Brief

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]