Velfærdsmodel

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Velfærdsmodel er betegnelsen for den økonomiske model, politikerne i en velfærdsstat anvender til at fordele velfærdsgoder. Modellen, der anvendes i et land, afgør hvilke områder, der ydes støtte til, og hvilke personer, der har ret til at modtage støtte. En velfærdsstat bedømmes ikke alene på ydelser til borgerne, men tillige på skattefinansierede tilbud, fx indenfor uddannelsessystemet. Det betyder også, at det ikke alene kan afgøres om en stat er en velfærdsstat ud fra hvor mange midler, der bruges på velfærd, men også ud fra hvilke ydelser, der ydes til hvem.

Former[redigér | redigér wikikode]

I den nutidige forskning arbejdes der med tre forskellige velfærdsmodeller. Disse er opstået løbende, ofte som et resultat af politiske kompromisser. De tre modeller er idealtyper, der således ikke kan observeres direkte, men blot er forenklinger af komplekse strukturer. En stat vil ikke nødvendigvis kun benytte sig af principper fra en model, da disse også kan være overlappende. De tre modeller, der også omtales under alternative betegnelser, er: den universelle, den selektive og den residuelle. Navnene dækker over udvælgelsesmetode til hvem, der er berettiget til velfærdsydelserne.

Velfærdsmodeller
Parameter\Model Universel Selektiv (Korporativ) Residuel
Primært formål Sikre alle Sikre efter fortjeneste Sikre de svage
Dækningsgrupper Alle Familier Marginaliserede[1]
Finansiering Skat Øremærket skat Skat
Hvilken rolle spiller:
Familien: Marginal Central Marginal
Markedet: Begrænset Begrænset Central
Staten: Central Sekundær Minimal
Arbejdsgiverne: Begrænset Central Central

Som det ses af skemaet, må man tage højde for de forskellige elementer i modellen, når man skal vurdere, hvilken model der er tale om, samt hvor omfattende velfærdsstaten er.

Den residuale velfærdsmodel[redigér | redigér wikikode]

Den liberale eller residuale velfærdsmodel, der benyttes i de angelsaksiske lande, er karakteriseret ved forholdsvis lave skattesatser. Dermed kommer der begrænsede og lave overførselsindkomster og især middelklassen bliver som følge heraf bundet tæt til markedet. Ideen er, at man kun får støtte, hvis man virkelig har brug for det, og således er de fattigste og svageste, der får velfærdsydelserne. Ved brug af denne velfærdsmodel sikrer staten således en minimumslevestandard for befolkningen, men der skabes samtidig en betydelig forskel mellem rig og fattig.

Den selektive velfærdsmodel[redigér | redigér wikikode]

Den selektive velfærdsmodel eller socialforsikringsmodellen sikrer borgernes velfærd gennem obligatoriske socialforsikringsordninger fra arbejdsmarkedet. Da fokus er på samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter og staten betegnes den også som den korporative model. Den centraleuropæiske velfærdsmodel fokuserer på fællesskabet. Ydelserne er bestemt af borgerens tilknytning til arbejdsmarkedet over tid, og det er vigtigt at nævne, at modellen bibeholder den konventionelle familietype med hjemmegående husmor og (ene)forsørgende husbond[Kilde mangler]. Ældre- og børneomsorg bliver varetaget af gejstlige institutioner, og statens subsidiaritetsprincip gælder kun, når familien ikke længere er i stand til at opretholde en tilværelse. Individets primære fællesskab er familien. Som tidligere nævnt er denne model kendetegnende for mange centraleuropæiske lande, herunder Tyskland, Frankrig og Østrig, hvorfor den også bliver kaldt den kontinentale model.

Specifikt i Tyskland benyttes Bismarck-modellen. I denne betaler hver arbejder en procentdel af sin løn til et forsikringsselskab via sin arbejdsgiver. En lavtlønnet betaler mindre end en højtlønnet, men kun når de er aktive på arbejdsmarkedet. Forsikringen bliver udbetalt, når arbejderen ikke længere er i arbejde.

Velfærdsmodellen er indrettet sådan, at hvis et individ kommer ud for en social begivenhed, skal overførselssystemet (understøttelse fra staten) ikke agere sikkerhedsnet i perioden, hvor individet ikke modtager løn. Det er derimod fællesskaberne, som individet er medlem af, som skal sørge for understøttelsen, hvis det er muligt. Overførselssystemet træder i kraft hvis et individ ikke har fællesskaber som kan bidrage med de nødvendige ydelser. Formålet er at sikre individer med tilknytning til arbejdsmarkedet, med så få midler som muligt.

Overførselsindkomsterne, aka. skatterne, sørger i høj grad for horisontal (pension) omfordeling, og i mindre grad for vertikal omfordeling. Derfor forårsager den selektive model lav skattesats i forhold til den universelle model, som både omfordeler horisontalt og vertikalt. På normalt dansk vil det sige at man er sikret pension, og at man er sin egen lykkes smed, da skatterne er lave og der ikke er omfordeling imellem rig og fattig.

Der er ikke tvungen forsikring: Lønmodtager og arbejdsgiver indbetaler et bidrag til en fælles forsikringen, som så sørger for de nødvendige ydelser. Staten giver også tilskud til denne forsikring.

Et resultat af den korporatistiske model er at sociale skel ofte bliver vedholdende, idet man forsikrer sig gennem sit arbejde og derved får ydelser direkte efter størrelsen af lønnen. Ydermere vil det være en konsekvens af modellen at kvinder bliver dårligere stillet, eftersom de ikke i så høj grad som mændene er på arbejdsmarkedet og derved kun får ydelserne gennem mandens job.

Den universelle velfærdsmodel[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Skandinaviske velfærdsmodel

Den skandinaviske (nordiske), socialdemokratiske eller universelle model er præget af omfattende omfordeling og høj skatteprocent. Som navnet antyder, karakteriserer denne model især de skandinaviske lande.

Overførselsindkomster er relativt høje, og der tages hensyn til arbejdsløshed og andre former for problemer gennem en detaljeret socialpolitik og et "sikkerhedsnet". De sociale ydelser er universelle og ikke selektive, således at retten til ydelsen er ens for alle uanset indkomst eller præferencer. Desuden er den skandinaviske velfærdsmodel gennem de høje omfordelinger med til at skabe en stor middelklasse[Kilde mangler]. Børnefamilieydelsen og folkepensionens grundbeløb er eksempler på universielle ydelser i Danmark, mens dagpenge ved arbejdsløshed er forsikringsbaserede.

Elementer[redigér | redigér wikikode]

Skattesystem[redigér | redigér wikikode]

Skattesystemets opbygning har afgørende betydning for velfærdsmodellen, idet det bestemmer hvilket skattetryk, der er på hvilke borgere. Der kan benyttes høje og lave skattesatser med flad, progressiv og/eller regressiv skat. En progressiv skat vil betyde større grad af omfordeling mellem rige og fattige, hvorimod en flad skat vil cementere forskellene. En høj skat vil give plads til flere velfærdsydelser end en lav skattesats. Modsat vil lave skattesatser ofte give større incitament til at arbejde og dermed sænke arbejdsløsheden.

Offentlige ydelser[redigér | redigér wikikode]

De offentlige ydelser kan variere meget selv inden for den enkelte model. Inden for model kan man se forskelle fra Storbritannien til USA, hvor man i Storbritannien tilbyder et fuldt offentligt finansieret sundhedssystem, National Health Service, mens borgerne i USA må forsikre sig for at være sikret lægehjælp.

Arbejdsmarkedet[redigér | redigér wikikode]

Arbejdsmarkedet er ofte også en del af socialpolitikken. I den korporatistiske model er arbejdsmarkedet meget central, men også andre modeller har betydning for arbejdsmarkedet. Man arbejder i dag bl.a. i Danmark med begrebet flexicurity, der kendetegner et arbejdsmarked, der er fleksibelt samtidig med at lønmodtagerne er sikre, hvis de skulle blive fyret. Det skaber en villighed hos arbejdsgiverne til at ansætte ny arbejdskraft ved små opsving. Dette er ofte implementeret i den universelle model, hvorimod den korporatistiske model, som netop har arbejdsmarkedet meget centralt har et stift arbejdsmarked. Den liberale model går ikke i spænd med flexicurity, da man netop her arbejder ud fra at markedskræfterne skaber job. Flexicurity bliver blandt andet brugt for at undgå hysterese i markedet.[2]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. dvs., personer der ikke kan klare sig selv økonomisk
  2. Torfing, Jacob (2004)

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Allardt, Erik (1975): Att ha, att älska, att vara: om väldfärd i Norden. Lund, Argos
  • Andersen, Heine (1996): Rationalitet velfærd & retfærdighed-belyst gennem nyere samfundsvidenskabelige teorier, Samfundslitteratur ISBN 87-593-0606-8
  • Briggs, Asa (1961):The Welfare State in Historical Perspective (s. 221-258); Archives Européennes de Sociologie, Tome II, No. 2
  • Esping-Andersen, Gøsta (1990):The Three Worlds of Welfare Capitalism; Polity Press
  • Svendsen, Gert Tinggaard (2006): Økonomi & Politik: Hvordan Flyver Brumbassen? -Social kapital og velfærdsstaten; Jurist- og Økonomforbundets Forlag
  • Torfing, Jacob (2004): Det stille sporskifte i velfærdsstaten- en diskursteoretisk beslutningsprocesanalyse; Aarhus Universitetsforlag ISBN 87-7934-055-5

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]