Vincent-Marie Viénot de Vaublanc

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Vincent-Marie Viénot de Vaublanc

Vincent-Marie Viénot, greve af Vaublanc (2. marts 1756 Fort Dauphin i Saint-Domingue, bedre kendt som Fort-Liberté i Haiti21. august 1845 i Paris) var en fransk politiker og forfatter, som støttede den katolske kirke og kongemagten.

Vaublancs politiske virke bragte ham på skift i Ludvig 16.s, Barras', Napoleons, den fremtidige Karl 10. af Frankrigs og endelig Ludvig 18.s tjeneste. Han var kongetro deputeret under den franske revolution og under Direktoriet, lovløs under Terrorregimet, og præfekt under Napoleon. Derpå blev han indenrigsminister for Ludvig 18., og sluttede sin politiske karriere som ultraroyalistisk deputeret. Fire forskellige politiske regimer havde forbudt hans værker og efterlyst ham, uden han dog nogensinde blev anholdt, netop idet det hver gang lykkedes ham at vinde det pågældende regimes gunst. Han er kendt for sine politiske taler samt for den kontroversielle reorganisering af Académie française, han i 1816 foretog som indenrigsminister.

Vaublanc bidrog til at præge denne særlige periode i fransk historie. Han var og forblev tilhænger af autoritet og orden, men hældte samtidig moderat til de "fremskridt" revolutionen bragte med sig. Først under Restaurationen udviklede han sig til fuldbyrdet kontrarevolutionær ekstremist.

Traditionel militæruddannelse under det gamle styre[redigér | redigér wikikode]

Vaublanc slægtens våbenskjold.


Vincent-Marie er ældste søn i en adelig familie fra Bourgogne. Under hans fødsel og opvækst bor familien i Saint-Domingue hvor faderen, major Vivant-François Viénot de Vaublanc, er udstationeret som kommandant. Vincent-Marie er syv år da han besøger Frankrig for første gang.[1]

Han går på La Flèche kadetskolen og derefter Paris' militærskole mellem 1770 og 1774. Før han afslutter sin uddannelse tildeler greven af Provence, den fremtidige Ludvig 18., ham Saint-Lazare ordenen.

Han tjener derefter som sekondløjtnant i La Sarre regimentet, der hører til hertugen af La Rochefoucault og hvor hans onkel Charles er oberstløjtnant, mellem 1776 og 1782. Han gør tjeneste i diverse franske købstæder for derefter at udsendes til Saint-Dominingue hvor nogle familiesager venter ham. [2]

På Saint-Dominingue bliver han viet med Charlotte de Fontenelle, med hvem han får en datter. Han vender tilbage til Frankrig i 1782, og køber det særlige franske embede som lieutenant des maréchaux de France, egentlig en art fredsdommer, for Dammarie-les-Lys nær Melun. Samtidig erhverver han sig et hus i regionen. Hans embede byder ham at løse eventuelle stridigheder mellem godtfolk og han lærer derved mange af regionens adelsmænd at kende. Hans stilling giver ham også tid til at fordybe sig i agrikultur, litteratur, og kunst.

Indtræden i politik under den franske revolution[redigér | redigér wikikode]

Første lokale stilling under generalstændernes indkaldelse[redigér | redigér wikikode]

Vincent-Marie træder i første omgang ind i politik af begejstring for de nye ideer som den franske revolution bringer med sig. Han bliver medlem af Meluns adelige foged i 1789, og snart også denne forsamlings sekretær. Her har han kunnet træffe den legendariske opdagelsesrejsende Louis-Antoine de Bougainville, der var medlem af samme lokale forsamling. Den har til formål at udarbejde et Cahier de Doléances (klagehæfte) til kongen og udpege en talsmand til generalstænderne i 1789. Vaublanc støtter med held den indflydelsesrige Fréteau de Saint-Just, der vælges som adelig deputeret for Melun distriktet, og senere også som medlem af den grundlovgivende konstituerende forsamling.[3]

Efter Bastillens fald, i 1790, bliver Vaublanc udnævnt som formand for Seine-et-Marne departementets administration.[4]

Den tabte kamp mod Jakobinerne under den lovgivende forsamling[redigér | redigér wikikode]

Da den grundlovgivende forsamling bliver opløst dannes valgmangskollegier for at vælge nye repræsentanter. Vaublanc vælges i Seine-et-Marne. Den første september 1791 bliver han Seine-et-Marnes ottende repræsentant ved den lovgivende forsamling med 273 stemmer ud af 345. [5] De nye parlamentarikere er hovedsagligt novicer, da medlemmerne af den grundlovgivende forsamling, tro mod deres løfte, ikke er genopstillet. Derfor er Vaublanc en af de få parlamentarikere med erfaring og ekspertise i komplekse politiske problemstillinger.

Hos Feuillanterne[redigér | redigér wikikode]

Fra første plenarmøde gør han sig bemærket ved en tale hvori han fordømmer de ringe vilkår under hvilke parlamentet dagen efter vil modtage Ludvig den 16. På baggrund af disse udtalelser vælger det hovedsagligt royalistiske parlament ham til viceformand for 3. til 15. november. Han vælges derpå til formand for perioden 15. til 28. november 1791.[6]

Den 29. november udpeges Vaublanc til at forfatte et brev der anmoder kongen om at tilbagekalde sit nedlagte veto mod parlamentets dekret den 9. november. Dekretet har til hensigt at standse den massive udvandring fra Frankrig (som blandt andet støttes af præster og addelige) ved at true de tyske fyrster med repressalier hvis de fortsat huser de franske prinsers hær (greven af Artois og fyrsten af Condé). Parlamentet er så tilfreds med hans arbejde at det mod sædvane beder ham om, i spidsen for 24 parlamentarikere, personligt at læse brevet for kongen. Ludvig den 16 svarer at han meget nøje vil overveje parlamentets budskab og nogle dage senere personligt vil møde op for at meddele sin beslutning.

Ved den lejlighed skaber Vaublanc sig et navn ved overfor parlamentet at påpege, at "kongen bukkede som den første og at han (Vaublanc) kun havde gjort gengæld". Anekdoten afslører en magtforskydning, som skyldtes forfatningen: den lovgivende magt repræsenteret af den lovgivende forsamling har tydeligt større styrke end den udøvende magt, inkarneret af Ludvig 16. der nu blot er "Franskmændenes konge".

Vaublanc støtter de royalister der går ind for en forfatning og melder sig ind i Feuillanternes klub ligesom 263 kollegaer (ud af 745 parlamentarikere). Han bliver en af denne politiske gruppes anførere i parlamentet.

Monarkiets uundgåelige forfald[redigér | redigér wikikode]

Vaublanc er i 1792 med til at forsvare greven af Rochambeau foran forsamlingen og opnå hans frifindelse.[7]

Han stemmer med flertallet i parlamentet da dette forsøger at afskaffe slaveriet i Antillierne. Men i sin tale den 20 marts advarer han samtidig hærdede abolitionister om disses dårlige kendskab til livet i kolonierne og om risikoen for borgerkrige når man tager højde for de mange forskellige racer og sociale lag som Saint-Domingues befolkning indeholder. Han støtter dog loven af 4. april 1792 som gør "alle farvede mænd og negre, der er frie" til statsborgere[8] Under plenarmødet den 10. april taler han for en gradvis afskaffelse af handlen med sorte i kolonierne, som det er sket for Danmark og Storbritannien.[9]

Den 8. maj 1792 taler han således foran parlamentet: "Hvis de herrer vil redde forfatningen, så vil det kun lykkes Dem ved at gøre op med fraktionerne og deres tilhængere, kun ved at kæmpe for loven, kun ved at falde med loven og for loven, og jeg bliver ikke den sidste der vil falde, sammen med Dem, for at den kan gennemføres."[10]

Til La Fayettes forsvar[redigér | redigér wikikode]

La Fayette

Ovenpå begivenhederne den 20 juni 1792 drager general La Fayette til Paris den 28. juni for at overbevise kongen om at forlade Paris og overtage føringen af de kontrarevolutionære armeer, som er samlet nordpå. La Fayette anfører nationalgarden og forsøger at lukke de politiske klubber, men det slår fejl, til dels fordi hoffet nægter at føje ham. Som reaktion foreslår parlamentets venstrefløj et dekret, der tiltaler La Fayette for forræderi.

Den 8. august 1792 taler Vaublanc, der er bekymret og chokeret over begivenhederne, foran parlamentet hvor han trods Jakobinernes højlydte protester modigt forsvarer La Fayette, som tiltales for at have forbrudt sig mod grundloven. Med hjælp fra ligesindede lykkes det Vaublanc at overtale omkring 200 parlamentarikere fra midten til at støtte hans sag. Ved 406 stemmer ud af 630 frifindes La Fayette.[11]

Da cirka 30 parlamentarikere, herunder Vaublanc, træder ud efter plenarmødet bliver de truet, skældt ud og skubbet af pøblen som havde fulgt debatterne.

Nogle af parlamentarikerne må endda søge tilflugt i vagtstuen til Palais-Royal, hvorfra de flygter ud af vinduerne. Hippolyte Taine beretter: "La Fayettes hovedforsvarer, Monsieur de Vaublanc, overfaldet tre gange, er så forsigtig ikke at vende hjem til sin bolig. Men en rasende mængde trænger ind i denne ejendom, med råb om at 80 borgere nu vil dø ved deres hånd, og Vaublanc som den første. 12 mænd går op mod hans stuer, gennemsøger alt, ransager naboboligerne igen, og da de er ude af stand til at lægge hænderne på ham, efterlyser de hans familie. Vaublanc advares: vender han hjem til sin bolig vil han blive massakreret."[12]

Konsekvensen er at Vaublanc den 9. august foreslår at "føderalisterne" og "marseilleserne" – læs: de radikaliserede elementer – ekskluderes fra parlamentet. Forslaget forkastes af et flertal.[13]

10. juli 1792[redigér | redigér wikikode]

I løbet af den begivenhed der blandt revolutionshistorikere simpelthen er kendt som 10. juli 1792 – og som består i den lovgivende forsamlings endelige fald til fordel for den oprørske (og stærkt radikaliserede) Pariserkommune af 1792 – oplever Vaublanc fra sin vogn at statuen af Solkongen, Ludvig 16.'s så mægtige forfader, bliver skruet af og væltet fra sin sokkel på Place Vendôme. Han opfordrer Forsamlingen til til at forlade Paris til fordel for det da royalistiske Rouen. Han undslipper selv et mordforsøg, reddet i sidste øjeblik fra et dødeligt sabelhug af en ung officer fra ingeniørtropperne, kaptajn Louis Bertrand de Sivray bedre kendt som general Bertrand nogle år senere under Napoleon.

Vaublanc er også øjenvidne til kongefamiliens ankomst til Den Lovgivende Forsamling, på flugt fra deres truede og belejrede Tuileries slot, i et desperat forsøg på at bringe sig under Forsamlingens nu alt for svage beskyttelse.[14]

Lovløs under Nationalkonventet og Terrorregimet (1792-1795)[redigér | redigér wikikode]

Nu indledes et forløb der, skønt forskelligt for den enkelte, i sit overordnede mønster er kendetegnende for mange af de overlevere af terrorregimet der ikke nåede til udlandet – samt mange som forsøgte en sådan overlevelse.

Samme 10. juli, om aftenen, må Vaublanc søge tilflugt hos Forsamlingens arkivar. Nogle dage senere søger han tilflugt på et privat hotel. Den 3. september hører han voldsom råben i hotellets gård, og tror han er blevet meldt. Men her drejer det sig om endnu en af revolutionens grænsebrydende begivenheder: Princessen af Lamballe, Marie-Antoinettes meget nære veninde, er blevet grusomt massakreret af folkemængden, og hendes afhuggede hoved bliver nu paraderet gennem gaderne, på spidsen af et spyd.

Nationalkonventets nyoprettede Velfærdsudvalg og overvågningsudvalg udsteder en ordre hvori Vaublanc erklæres fredløs (hors la loi, bogstaveligt "uden for al lov"), ifølge beslutning fra Paris' bystyre. Dekretet tvinger ham til at forlade storbyen og søge tilflugt, først i Normandiet, hvor han genfinder sin familie, siden på sit landsted nær Melun. Der bor han indelukket i månedsvis. Han erfarer at avisen Gorsas beskylder ham, blandt flere andre, for at have modtaget 300.000 francs af Dronningen for at organisere en modrevolution i Provence, og at han "mødtes med hende i hemmelighed".

Loven om mistænkte vedtages 17. september 1793. Også her står Vaublancs navn. En revolutionær deling ransager nu hans tilflugtssted, hvilket tvinger ham til ud i tilværelsen som "landstryger", alene og til fods, bevægende sig uden retning eller mål. Han vandrer fra kro til kro, og har senere beskrevet sin angst for at blive meldt hver gang han ankom til en større købstad, og skulle, som det nu krævedes, have sit pas signeret af den lokale overvågningskomite.

Under Marie-Antoinettes retssag den 14. og 16. oktober 1793, fremgår hans navn igen, denne gang på anklageskriftet.[15][16]

Vaublanc vælger nu at sætte kurs mod Sydfrankrig og Bordeaux, men skifter retning da han erfarer den hårde repression som Tallien, som Nationalkonventets repræsentant, udøver i denne by. Han forbliver en måned i La Rochelle. Hans bekymring er nu at blive indrulleret i Nationalgarden, hvor han risikerer at blive genkendt, hvorfor han simulerer sygdom og lader sig ordinere kur ved et vandsted. Her stikker han sig regelmæssigt i tandkødet for at efterligne symtomerne på skørbug. Selv da han erfarer Robespierres fald 27. juli 1794 og halshugning dagen efter, må han holde sig i ro endnu nogle måneder, til hans pårørende har fået ophævet hans status som fredløs og han kan vende tilbage til Paris.

Kontrarevolutionær aktivist under Direktoriet (1795-1799)[redigér | redigér wikikode]

Efter sin tilbagevenden til Paris i foråret 1795 udgiver Vaublanc sine ’’Overvejelser over grundlaget for en borgerlig forfatning’’ (’’Réflexions sur les bases d’une constitution par le citoyen’’), under pseudonymet Louis-Philippe de Ségur, og med støtte fra en deputeret i Nationalkonventet, der beordrer teksten trykt og udgivet. I dette skrift foreslår Vaublanc et parlamentarisk tokammersystem, i stedet for det daværende hvor Nationalkonventet er det eneste lovgivende kammer. Han anklager enkeltkammersystemet for at have medvirket til terrorregimet. Han foreslår også en regeringsmagt med kun ét overhoved, og er således modstander af Direktoriet med dets hele fem ”direktører” eller statschefer.

Efter denne udgivelse indbyder kommissionen der udarbejder Direktoriets forfatning Vaublanc til at fremlægge sine ideer for den, hvilket Vaublanc pure nægter. Ikke desto mindre bliver hans forslag til fulgt til dels, idet – og for første gang i Frankrig – to kamre nu ser dagens lys: De Ældres Råd som en art Overhus og De 500’s Råd som Underhus.

Han er aktiv under Vendémiaire oprøret, 5. oktober 1795.[17] Ved den lejlighed bliver han bekendt med det taktiske geni hos den unge general der, med stor succes, nedkæmper oprøret: Napoleon Bonaparte. 17. oktober, bliver han, i egenskab af royalistisk oprørsleder, dømt til døden ’’in absentia’’ af en militærkommission. Det tvinger ham til igen at gå under jorden. Han søger blandt andet tilflugt hos Sophie Cottin. Han benytter isolationen til atter at hellige sig en af sine interesser: tegning.

Få dage før Vaublancs dødsdom havde et presset Nationalkonventet udskrevet valg. Valget bragte et royalistisk flertal ind i De 500’s Råd, med Vaublanc blandt de nyvalgte deputerede. Imidlertid må han nu vente til ophævelsen af sin dødsdom for at indtage sit sæde. Året efter, 2. september 1796, sværger han således den berygtede ed: ”Jeg sværger evigt had mod kongedømme og lovløshed.”

I maj [1797] skal 1/3 af begge kamre fornys ved valg, hvilket nu giver royalisterne flertal både i De 500 og i De Ældres Råd. Således bliver royalisten Pichegru nu formand for De 500, og den ligeledes royalistiske Barbé-Maubois formand for De Ældres Råd. Vaublanc træder ind i De 500’s forretningsudvalg.[18]

Det nye parlamentariske flertal støtter pressefriheden, hvilket gør det muligt åbent at kritisere Direktoriet. Clichy klubben, hvor Vaublanc øver betydelig indflydelse, styrer nu reelt både De 500 og De Ældres Råd, og truer nu direkte Direktoriets styre. Vaublanc udnævnes til endnu en række indflydelsesrige poster.[19]

Med ryggen mod muren går Direktoriet til modangreb, ved at manøvrere en 80 000 mand stærk hær, ledet af general Hoche i retning af Paris. Samtidig vedtager De 500, på Vaublancs opfordring at opløse alle politiske klubber, herunder ikke mindst Jakobinernes.

16. juli 1797 beslutter de tre republikanske direktører, ledet af Barras, sig for en ministerrokade der svækker royalisterne. Som konsekvens er Vaublanc den 3. september, sammen med sin kollega admiral de Joyeuse og andre figurer fra Clichy klubben en håndsbredde fra at gennemføre det såkaldte Fructidor statskup mod de republikanske direktører. Planen, der allerede har overbevist direktøren Carnot er besnærende enkel: mens Vaublanc, ved en tale i De 500 dagen efter, begærer anklage mod de tre direktører, vil general Pichegru, overtalt af Carnot, føre garden over for at arrestere dem.

Uheldigvis stiller den unge Bonaparte sig – igen – i vejen for Vaublanc. Som øverstbefalende for den franske hær i Italien har general Bonaparte fanget en royalistisk agent i besiddelse af dokumenter der omtaler konspirationen og ikke mindst Pichegrus rolle. Bonaparte sender hurtigt en af sine dygtigste generaler, Augereau og hans hær til Paris, hvor denne opslår Pichegrus forræderi på åbne gader. Hermed kvæles Fructidor kuppet, 4. september 1797. De vigtigste mistænkte bliver enten arresterede og deporterede til Guyana – som Pichegru – eller flygter – som Carnot og Vaublanc. Atter lykkes det Vaublanc at forlade Paris i undtagelsestilstand, ved med en vens hjælp at skjule sig i en vogn. Iført diverse forklædninger når han Italien via Schweiz.

Tilslutning til Napoleon Bonaparte[redigér | redigér wikikode]

Napoleon Bonapartes Brumaire statskup 10. november 1799 og Konsulatets dekret, der tilbyder de fredløse amnesti, tillader nu Vaublanc at vende hjem til Frankrig, hvor han præsenteres for Bonaparte.

Deputeret i Det Lovgivende Kammer[redigér | redigér wikikode]

I 1800 vælges Vaublanc til deputeret blandt Det Lovgivende Kammers 300 medlemmer, hvor han fungerer som Qvæstor under et femårigt mandat. Han arbejder bl.a. på en rapport om Konsulatet for livsstid.

Vaublanc nærer en tilsyneladende oprigtig beundring og taknemmelighed for Bonaparte, idet denne har ”genoprettet lov og orden i Frankrig, og bragt forfølgelsen af præster til ende”. Det kan læses i en del af hans taler fra perioden, også efter at Bonaparte er blevet Napoleon I, franskmændenes Kejser, hvilket ikke just var alle kongetros kop te. Og loyaliteten belønnes. Fra 21. april til 7. maj 1803 er Vaublanc formand for Det Lovgivende Kammer, og 4. november 1804 overnatter Pave Pius 7., på vej til Paris for at krone den nye Kejser, i Vaublancs hjem.

Præfekt for Moselle 1805-1814[redigér | redigér wikikode]

Da hans mandat som deputeret udløber i 1805, bliver han opstillet som kandidat i Senatet, uden dog at blive valgt. Men da han også interesserer sig levende for den nye landsdækkende administrative struktur, søger han et præfektur. 1. februar 1805 udnævnes han således til præfekt for Moselle, hvor han forbliver til 1814. Han gør sig bemærket for sin aktivitet. Ifølge Odette Voillard, ”opretholder han de bedste forbindelser med egnens notabiliteter. Som elegant adelsmand, der inspicerer sit departement til hest, er han tilbøjelig til at genindsætte førende familier fra det førrevolutionære samfund på ledende poster.”

Gennem den periode belønner Napoleon fortsat Vaublancs iver, ved at overdynge ham med hædersbevisninger. Efter at være blevet Ridder af Æreslegionen i november 1809, bliver han baron med adelsbrev i december samme år. I 1813 ophøjes han endda til greve, men da den sidste titel forbliver uden adelsbrev er den ikke i princippet arvelig. Hvilket ikke forhindrer ham i at lade sig tiltale greve af Vaublanc, og opnå titlens godkendelse til fordel for hans barnebarn.

I 1812 mødes han med Napoleon privat, og delagtiggør denne i sine indvendinger mod det kommende felttog i Rusland. Men Napoleon lytter ikke. I løbet af 1813, da den franske hær, efter nederlaget ved Leipzig trækker sig tilbage, søger mange sårede franske soldater tilflugt i Metz, hvor de spreder en epidemi af Tyfus. Vaublanc er smittet og for en tid døden nær.

I 1814 åbner Vaublanc Metz’s byporte, og modtager med begejstring Koalitionens hær.

Tilslutning til Ludvig 18.[redigér | redigér wikikode]

Under Restaurationen og trods de 100 dage[redigér | redigér wikikode]

Vaublanc fastholdes som præfekt i løbet af Restaurationen, og forfremmes endda til officer af Æreslegionen i 1814. Da Napoleon vender tilbage for De 100 Dage forbliver han i sin stilling i håb om at beskytte Metz’s loyalitet over for Ludvig 18. og holde Bonapartes tilhængere i skak. En arrestordre udsendt af marskal Davout tvinger ham imidlertid til endnu en gang, den tredje i sit liv, at flygte, denne gang til Gent, hvor Ludvig 18. selv har søgt tilflugt.

I Gent møder han Chateaubriand, der citerer ham i sine berømte erindringer (’’Mémoires d’outre-tombe’’): Vaublanc ”hævdede at have alt i sin portefølje. Ønsker De at læse noget Montesquieu? Vær så god. Noget Bossuet? Her er det.” Han lader Ludvig 18. modtage diverse af sine memoranda om rigets tilstand og forudser at Kongen vil være tilbage i Paris inden 2 måneder. Det viser sig at holde temmelig nøjagtig stik.

Denne loyalitet under De 100 Dages turbulens forstår Ludvig 18. at værdsætte. Efter Napoleons endelige overgivelse og fald ved Waterloo og Kongens tilbagevenden, bliver Vaublanc i december 1815 udnævnt til storofficer af æreslegionen, denne ordens øverste grad.

I mellemtiden er han også, tidligere i 1815, blevet præfekt igen, denne gang over Bouches-du-Rhône. Hans første mission er at frigive 500-600 Bonaparte tilhængere fængslet i Marseille – en delikat og veludført opgave, under de meget særlige omstændigheder. (Marseille var på det tidspunkt fanatisk og blodigt anti-bonapartistisk).

Ultra-royalistisk Indenrigsminister 26 september 1815 – 7 maj 1816[redigér | redigér wikikode]

Ivrig efter at blive glemt for sin fortid som napoleonstilhænger, gør han sig nu bemærket blandt de mest begejstrede og ledende skikkelser i det ultra-royalistiske parti. Victor Hugo håner ham i De elendige (Les Misérables) for, som indenrigsminister, at være gået så vidt som at få fjernet de store laurbærkransede N’er (for Napoleon) på de parisiske broer.

26. september 1815, og takket være den afgørende støtte fra greven af Artois, Kongens bror og Vaublancs beskytter, udnævner Ludvig 18. ham til Indenrigsminister. Den nye Konseilspræsident hertugen af Richelieu, der er blevet påtvunget denne udnævnelse, siges at have nølet med at bekræfte den, men Vaublanc ankommer i hast til sit nye ministerium.

En sådan udnævnelse, på greven af Artois’ insisterende opfordring, viser den indflydelse som Kongens bror søger at øve på Ludvig 18.’s skiftende regeringer. Greven af Artois holder endda sit eget, rivale hof, og stræber mod at genoprette enevælden, med afskaffelse af et kvart århundredes bidrag fra Den franske revolution og dens følger.

En datidig tyske historiker vurderer at Vaublancs udnævnelse snarere skyldes hans fortid end hans talent. Andre historikere går længere endnu, ved at tillægge Vaublanc en ”inkompetence der kun modsvares af hans forfængelighed”.

Det kan dog ikke nægtes at Vaublanc, i løbet af sit ministerium, udfolder så lidenskabelig en kontrarevolutionær og royalistisk aktivitet at selv Kongen hævder at ”tabe pusten”. I løbet af en parlamentarisk debat udråber Vaublanc endda pludselig ”Frankrig higer efter sin Konge!” Hvorpå de deputerede og tilskuerne i tribunen, under stor akklamation, rejser sig og gentager: ”Ja, Frankrig higer efter sin Konge” !

I oktober 1815 udsender han en cirkulære til landets præfekter, der alle hidrører under hans ministerium, for at holde dem i snor i løbet af denne tid, mærket som den er af antirevolutionære udrensninger. Vaublancs ordvalg viser den side han selv har valgt: "Deres første pligt er at opretholde ro og orden(...) Årvågenhed forebygger uro og gør det unødvendigt at bruge magt." Han tøver dog ikke selv ved at anvende en vis magt, idet han nu låser hele præfektstanden fast på royalisternes side. Ved slutningen af hans korte ministerium er enhver præfekt der har spillet den mindste rolle under Napoleon således blevet fjernet.

Måneden efter underskriver han en afgørende ordre, der gør det muligt for ultra-royalisterne at infiltrere den siden revolutionen, og under enhver uro og opstand, så strategiske Nationalgarde. Og i januar 1816 fremskynder han "fornyelsen" af landets borgmestre og underborgmestre. Hans uddybelse til præfekterne lyder: "Ved denne fornyelse bør De også fjerne de borgmestre og underborgmestre der, uden at stå til formel afskedigelse, forekommer Dem at egne sig dårligt til deres embede".

I marts 1816 tager han del i den særdeles kontroversielle omorganisering af Det Franske Akademi, som reaktion på følgende brev fra Akademiets Sekretær på livstid: "Jeg kan kun gentage at der i Akademiet udvises en revolutionær ånd hvis indflydelse det er magtpåliggende at bremse." Hvorigennem Vaublanc opnår mulighed for direkte at udnævne hele 9 Akademimedlemmer.

Denne omvæltning kan forekomme mindre væsentlig end langt tungere begivenheder, men i en nation hvor ordet, litteraturen og det Akademi der vogter dem spiller en rolle der for udlændinge nok er svær at leve sig ind i, bliver indgrebet tværtimod en af de varigste pletter på Vaublancs eftermæle. Hvad oppositionen nemlig frem for alt bebrejder ham er mere den kulturelle diskontering end den politiske: at have erstattet uomgængelige sproglige og poetiske talenter med partisoldater – nogle i øvrigt velmeriterede, som hertugen af Richelieu – men alle af middelmådig litterær kapacitet.

Det er i samme udrensende kulturelle iver at Vaublanc foreslår at oprette et kulturministerium ledet af digteren og partifællen Chateaubriand, men her standses han af sin regeringschef, den langt mere moderate Richelieu. I april 1816 lykkes det dog Vaublanc at blive valgt til det franske Kunstakademi, i stedet for selveste Jacques-Louis David, en af Frankrigs mest anerkendte billedkunstnere både i datiden og i dag.

Som indenrigsminister har Vaublanc ansvaret for en ny valglov. Uden overbevisning foreslår han at forny deputerekammeret med 1/5 hvert år, inden for et valgsystem i to etaper, hvis hovedformål igen er at låse adgangen til fordel for royalisterne. Forslaget forkastes af de deputerede, og da regeringen derpå forkaster et modforslag fra dem, forbliver Frankrig uden valglov.

Som følge af Vaublancs stadig mere selvstændige obstruktion opstår nu en skelsættende episode. 10. april 1816, midt i ministerrådet, udbryder den indflydelsesrige politiminister Elie Decazes: "De er kun minister for Kongens bror, men de forsøger at gøre dem mægtigere end alle Kongens ministre!". Vaublanc svarer bidende: "Hvis jeg virkelig var mægtigere end Dem, Monsieur Decazes, ville jeg bruge den magt for at få Dem tiltalt for forræderi, for De er forræder af konge og land".

Spændingerne i regeringen er efterhånden så udprægede at de allierede magter, der stadig holder Frankrig militært besat, bliver urolige. Ruslands altid velinformerede ambassadør i Paris, korsikaneren Pozzo di Borgo, sætter endda navn på årsagen: Vaublanc. "Indenrigsministeriets svigten har lammet autoritetens magt, og svækket Kronens indflydelse på parlamentet."

De personlige stridigheder mellem indenrigsminister Vaublanc og parløbet Richelieu-Decazes, de foruroligende tætte bånd mellem Vaublanc og kongens konservative bror, den senere Karl 10., scenen med Decazes den 10. april, samt endelig et memorandum til Kongen hvori Vaublanc insisterer på en ”fastere og hårdere kurs” – alt dette udløser nu indenrigsministerens fald.

Ved at true med sin egen afsked, tvinger regeringslederen Richelieu Kongen til at afskedige Vaublanc. Efter et intenst møde mellem Richelieu og Kongen ender denne med at bøje sig.

Vaublanc forlader sit ministerium 8. maj 1816 – samtidig med justitsministeren der som gengældelse afskediges på opfordring fra Kongens bror – og modtager i kompensation en række høje hæderstitler.

Deputeret fra 1820 til 1827[redigér | redigér wikikode]

13. november 1820 vælges Vaublanc som deputeret (og modtager genvalg 1821 og 1824, men ikke 1827) gennem valgkollegiet i Calvados departementet. Han indtager sæde ved ultra-royalisterne. I 1822 vælges han blandt forsamlingens næstformænd.

Han vælges også som repræsentant ved regeringen for kolonien Guadeloupe, hvor han er medejer af et sukkeri, fra 1820 til 1823. Han anbefaler atter flere reformer i sit gamle interesseområde, koloniernes lovgivning og administration.

Med sine politiske forbundsfæller kontrollerer han nu en del af den ultra-royalistiske presse, som La Quotidienne og Le Drapeau Blanc.

I januar 1823 udtaler han sig til fordel for den for ultra-royalisterne succesrige intervention i Spanien, og udnævnes også til den kommission – afkrævet af Karl 10., der bliver konge i ved Ludvig 18.’s død i 1824, og ledet af marskal Macdonald – der skal kulegrave overgrebene i denne militære intervention.

Han udnævnes på ny til statens højeste juridiske råd 25. juli 1830 med skriftligt løfte om at blive udnævnt til Overhuset ved udgivelsen af Kongens repressive Juli-ordonnanser, som Vaublanc ikke har ønsket. Da indtræder Karl 10.’s fald.

Ved Ludvig-Filips overtagelse af Frankrigs trone i 1830, træder Vaublanc tilbage fra det offentlige liv. Han tilbringer den efterfølgende tid med at skrive sine ’’Mémoirer’’ [citation]. Han dør 15 år senere som 89-årig, 21. august 1845, næsten blind, i sin ejendom i Paris.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Michaud, Biographie universelle ancienne et moderne. 2. udg. Paris: Desplaces, 1843-65. Bind 43, s. 10.
  2. Michaud, Biographie universelle. Bind 43, s. 10.
  3. Vaublanc, Mémoires sur la Révolution de France et recherches sur les causes qui ont amené la Révolution de 1789 et celles qui l'ont suivie. Paris: G.A. Dentu, 1833. Bind 1, s. 182.
  4. Vaublanc, Mémoires. Bind 1, s. 256.
  5. Robert og Cougny, Dictionnaire des parlementaires français de 1789 à 1889. Paris: Edgar Bourloton, 1889-1891. Artikel "Vincent Marie Viénot de Vaublanc."
  6. L'ami des citoyens, journal fraternel, avis udgivet af J.L. Tallien, trykkeri Demonville. Nr. 13, udgivet 16. november 1791. NEA1789-1794 – Journaux
  7. Vincent Marie Vienot Vaublanc.
  8. Vincent Marie Vienot Vaublanc.
  9. Le député à l'Assemblée législative.
  10. Robert og Cougny, Dictionnaire des parlementaires français. Vaublanc artikel.
  11. Vaublanc, Mémoires. Bind 2, s. 202.
  12. Taine, Les origines de la France contemporaine L'ancien régime, La révolution, L'anarchie, la conquête jacobine. Paris: Robert Lafont, 1986. Bind 1, s. 691.
  13. Vaublanc, Mémoires. Bind 2, bog 3, kap. 9.
  14. Vaublanc, Mémoires. Bind 2, s. 232
  15. Castelot, André, Marie-Antoinette. Paris: Perrin, 1962. S. 534.
  16. Journal des Procès: Notes et archives 1789-1794.Tribunal Révolutionnaire: Le procès de Marie-Antoinette, du 23 au 25 vendémiaire an II, 14 au 16 octobre 1793. NEA1789-1794 – Tribunal révolutionnaire
  17. Mignet, François-Auguste. Histoire de la révolution française. Paris: Firmin Didot, 1824. Kap 8. Gallica
  18. Thiers, Adolphe. Histoire de la révolution française. Paris: Lecointe & Durey, 1823-1827. Bind 9, kap. 7. www2.cddc.vt.edu
  19. Thiers, Adolphe. Histoire de la révolution française. Bind 9, kap. 10. Vincent-Marie Viénot de Vaublanc

Litteratur[redigér | redigér wikikode]