Max Stirner

Det eftersigende eneste portræt af Stirner, tegnet af Friedrich Engels

Max Stirner var en tysk skolelærer, journalist og filosof. Han blev født i 1806 i den sydtyske by Bayreuth og afgik ved døden i 1856 i Berlin. Max Stirner var et pseudonym, som han sandsynligvis har fået pga. af hans høje pande (Stirn betyder pande på tysk). Hans rigtige navn var Johann Caspar Schmidt.

Stirner anses som grundlæggeren af den filosofiske retning individualistisk anarkisme. Han er mest kendt for værket Den eneste og hans ejendom (Leipzig, angivet 1845, originaltitel: Der Einzige und sein Eigentum) der er et opgør med religiøs tænkning i form af troen sande og evige ideer og værdier.

Liv

Max Stirners far var fløjtemager, men døde allerede da Stirner var et halvt år. Hans mor giftede sig to år senere med en apoteker, og de flyttede til Culm i Westpreussen (i dag: Chełmno i Polen). Den lille Stirner blev tilbage og voksede op hos sin gudmor og gudfar.

Som 20-årig kunne han påbegynde studierne filosofi, teologi og klassisk filologi i Berlin. Her studerede han bl.a. hos Hegel og Schleiermacher. I 1828-29 studerede han i Erlangen. Efter en længere pause studerede han igen i årene 1832-34 i Berlin. I 1834-35 færdiggjorde han sit studium med eksamensarbejdet Über Schulgesetze ("Om skolelove"). Han fik herefter beviset, der muliggjorde det for ham at arbejde som lærer. 1835-36 var han for en tid lærer på en skole i Berlin, men fik aldrig en fastansættelse på en statslig skole. I 1839 blev han ansat på en pigeskole i Berlin ("Lehr- und Erziehungsanstalt für höhere Töchter").

Fra 1842 var han i fritiden bl.a. med i en diskussionskreds af oppositionelle liberale og socialister med navnet "De Frie", der blandt andet talte Bruno Bauer og Arnold Ruge. Herimens skrev han en masse artikler, bl.a. Das unwahre Prinzip unserer Erziehung oder der Humanismus und Realismus og Kunst und Religion. Fra 1843 arbejdede Stirner på Den eneste og hans ejendom, der i modsætning til, hvad der angives i værket, blev udgivet i slutningen af oktober 1844. Et måned tidligere forlod han af ukendte grunde pigeskolen i Berlin. Den eneste og hans ejendom blev forbudt og beslaglagt med det samme af de preussiske myndigheder efter udgivelsen, men blev dog frigivet igen den 2. november, da indenrigsministeren i det daværende Preussen mente, at bogen ikke ville have nogen "ufordelagtig virkning på læseren". Derimod ville den være "frastødende og styrke den religiøst-moralske livsholdning". Stirner, der begyndte at komme i økonomiske problemer efter at hans kone forlod ham, forsøgte forgæves i 1845 at starte en kollektiv mælkedistributionshandel med bekendte. I stedet blev han oversætter og oversatte bl.a. Adam Smiths The Wealth of Nations til tysk i 1847. I 1853-54 var han to gange i gældsfængsel. Han døde i 1856 efter en infektion fra et insektstik. Han begraves i Berlin.

Stirner var gift to gange. Første ægteskab endte brat i 1838, da hans kone og det ufødte barn døde ved fødslen. I 1843 giftede han sig med Marie Dähnhardt, til hvem Den eneste og hans ejendom er tilegnet. Hun var datter af en rig apoteker. De blev dog skilt igen i 1846. Hun konverterede senere til katolicisme og flyttede til England og senere Australien. Stirner var meget fattig i tiden herefter og frem til sin død.

Filosofi

Stirners projekt var en gang for alle at gøre ende på den religiøse tænkning, der efter hans mening spærrede for en sand udvikling hen mod oplysningstidens egentlige ideer – frihed og lighed.

Han kritiserede særligt de moderne filosofiske ideer i hans hjemland, som kunne samles under fællesnævneren "humanismen". Humanismen var ideer, der var opstået blandt Hegels elever – de såkaldte ung- eller venstrehegelianere, altså Stirners venner, bekendte og kolleger. Den kan forstås som et filosofisk udgangspunkt for liberalismen og socialismen. Efter hans mening var humanismen det seneste skud på stammen af og en mere subtil form for religiøs tænkning (bl.a. s. 106, Der Einzige).

Venstrehegelianerne kaldte sig ateister, som en reaktion mod den totale gudstro, Hegel havde ført videre. I modsætning til Hegel mente de, at "mennesket er det højeste væsen" (Feuerbach). Stirner påpegede dog, at humanisternes "menneske" ikke er det enkelte individ, men en ny idé, der bare erstatter ideen "gud" og sagde derfor spottende: "Vore ateister er fromme mennesker". (s. 203, Der Einzige)

Stirner tager i sin analyse udgangspunkt i "den eneste", egoisten, det enkelte individ eller dvs. sig selv, hvilket er det banebrydende i hans filosofi, fordi han dermed ikke tager udgangspunkt i en idé, som menneske eller gud, men i ham selv. De forskellige værdier, som humanisterne havde tillagt ideen "mennesket", er fremmed for den eneste, der derfor må sætte sig ud over ideen. Den eneste er ikke bare "menneske", men mere end det. Den eneste er intet forudbestemt og kan faktisk ikke sammenfattes i ordet "den eneste", der nemlig ikke er nogen idé eller et nyt begreb, men bare en benævnelse (s. 345ff, Recensenten Stirners i Kleinere Schriften). Ud af intetheden kan den eneste definere sig selv - dvs. antage de værdier, som den eneste synes er fornuftige. De værdier, der er fremmede, der ikke er i den enestes interesse at leve efter, er hellige ideer eller spøgelser, som den eneste afviser.

Alle andre mennesker er dog lige så meget sig selv som Stirner er det. De er også egoister, men nogle er "ufrivillige" (s. 39, Der Einzige), der ifølge Stirner følger deres egen interesse under dække af at bekæmpe den og følge en hellig idés interesse – som f.eks statens, frihedens, menneskehedens eller guds. Dette står i modsætning til den frivillige egoist, der erkender at han/hun følger sin egen interesse. Denne interesse kunne sagtens være statens, fællesskabets eller menneskehedens, der dog således ikke længere er fremmed/hellig for den eneste, men rent og skært den enestes egoistiske interesse.

Den enestes ejendom er det, der omgiver den eneste, som den eneste vil og formår at gøre til sin ejendom. Det kan være alt lige fra begreber til materielle ting. Hvis individet har behov for noget materielt, må han/hun skaffe sig det – gennemtvinge sin interesse, f.eks.: "Und von Grund und Boden, so können Wir sie noch aus manchem andern Eigentum hinausjagen, um es zu unserm Eigentum zu machen, zum Eigentum der – Erobernden." (s. 276, der Einzige). Hvilket Stirner skriver som svar på de realiteter, der gjorde gældende i hans samtid: Frie bønder mister igen deres jord, som bliver opkøbt af storbønder, som de igen bliver afhængige af, hvorfor de derfor må tage jorden tilbage med egen magt.

Dette er konsekvensen af menneskers modstridende interesser. Men det betyder ikke, at individet er socialt isoleret, derimod var Stirner fuldstændigt klar over, at individet er et socialt væsen. Samarbejdet mellem individer forestillede han sig i "foreninger af egoister". Da individerne kun følger egoistiske interesser, finder individer med fælles interesse sammen for at opfylde målet. Hvis man f.eks. har brug for brød, går man sammen om at lave brød til hinanden.

Stirner havde ingen konkret løsning på de modstridende interesser mellem mennesker, og det var heller ikke hans mål, men syntes heller ikke de problemer, det måtte kunne skabe, kunne løses gennem de hellige ideer, som ideologierne på hans tid, f.eks. liberalisme og kommunisme, producerede, der i sig selv bare gav visse interesser en fordel og lagde grundlaget for at umyndiggøre individet eller rettere sagt reproducerede den psykiske instans påny, der får individer til at underlægge sig andres interesser - nemlig den psykiske instans Sigmund Freud senere navngav Overjeget.

For at konkludere, er Stirner således både individualistisk, nihilistisk og eksistentialistisk indstillet. Han afviser love, moral, etik og autoriteter, der ikke udgår fra ham selv; der ikke er et produkt af hans egoisme. Individet skaber sig selv ud af egne betingelser og lever herefter. Det samme opfordrer han andre til at gøre.

Retfærdighed mellem mennesker optager ham ikke betydeligt. Retfærdighed er et begreb man bruger over for sig selv; om man så at sige kommer til sin ret.

Frihed

At den eneste er egoist betyder ikke at den eneste reelt er fri. Som egoist kan den eneste dog forstå hvordan han/hun kan frigøre sig og leve et liv i overensstemmelse med sine egne interesser. Individets frihed er således et resultat af hans/hendes egen formåen til at frigøre sig selv.

Humanisternes friheds- og lighedsbegreber er for Stirner hellige ideer. I stedet for at lade Stirner selv søge sin egen frihed, kræver humanisterne at definere en absolut frihed - en frihed, der er defineret af dem og ikke af individet selv.

Resultat

Mange af Stirners samtids filosoffer (dem han kritiserede) beundrede på mange måder Stirner, men veg tilbage, da de var bange for at Stirners egoisme i praksis ville føre i modsat retning af oplysningens mål (se Eksterne henvisninger).

Stirners egoisme fortæller dog ikke noget om fremtiden, men overlader det til individerne selv, herunder sig selv. Med egoismen kunne individet få redskabet til en gang for alle at frigøre sig fra de lænker, det ikke ønskede at føle sig bundet til.

Indflydelse

Max Stirners tanker har påvirket mange andre idéstrømninger i hans eftertid. Særligt foregriber han eksistentialistiske tanker, men han har også nydt anerkendelse i dele af den nyere anarkistiske bevægelse, der ser sig selv som individualistisk, selvom hans tanker blev afvist af stort set samtlige anarkister i slutningen af det 19. århundrede.

Hvorvidt Stirner selv var anarkist, kan man kun gisne om. Men egoismen - hans filosofi - bærer mange ligheder med anarkismen (særligt den anti-autoritære indstilling), der foreskriver det enkelte meget lidt, som det ikke selv har anerkendt. Egoismen er dog lige så anvendelig for personer med andre holdninger som for anarkister.

Litteraturhenvisninger

• Stirner, Max: Der Einzige und sein Eigenthum. Genudgivelse. Reclam, 1972. ISBN 3-15-003057-9
• Stirner, Max: Den Eneste og hans Ejendom, Gyldendal. Forkortet udgave oversat af Axel Garde, med indledning af Georg Brandes (indledningen kan læses i digital form her, 1902.
• Stirner, Max: Den eneste og hans ejendom. Helikon. Uforkortet oversættelse ved Fritz Wolter. 1999. ISBN 87-986359-2-1
• Stirner, Max: Kleinere Schriften und seine Entgegnungen auf die Kritik seines Werkes "Der Einzige und sein Eigentum". ISBN 3-7728-0342-3

Se også

• Egoisme
• Individualistisk anarkisme
• Anarkisme

Eksterne henvisninger

• Nietzsches initiale krise Stirner-Nietzsche-spørgsmålet i nyt lys
• Max Stirner - Forblevet dissident Hvordan Marx og Nietzsche fortrængte deres kollega Max Stirner, og hvorfor han åndeligt set har overlevet dem.
• Max Stirners hovedværker på tysk i digital form på Gutenberg projektet
• Digital engelsk oversættelse af "The Ego and his Own(Der Einzige und sein Eigentum)" på The Egoist Archive

Spire Denne biografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.