Klassicisme (musik)

Der arbejdes på denne tekst i øjeblikket! Vent venligst med at redigere den, eller kontakt den bruger som satte denne skabelon på siden. Med venlig hilsen Rmir2 (diskussion) 27. mar 2017, 16:39 (CEST)

Mozart ved klaveret som barn.

Josef II av Det tysk-romerske rike var interesseret i musik, og han spillede en vigtig rolle i at gøre Wien til Europas musikalske midtpunkt.

Klassicismen er en epoke indenfor europæisk musik, som strækker sig omtrent fra 1750 til 1830. Klassicismens begyndelse går nogenlunde parallelt med slutningen på den galante stil, og den sidste del af klassicismen er en glidende overgang til romantikken. Epoken inddeles i tre perioder: Overgangen fra den galante stil (1750–1770), den dominerende klassicistiske periode (1770–1810) og overgangen til romantikken (1810–1830).

Perioden 1770–1810 var domineret af musikken i Wien, hvor komponister som Joseph Haydn (1732–1809), Wolfgang Amadeus Mozart (1756–1791) og Ludwig van Beethoven (1770–1827) var de vigtigste. Denne periode har givet ophav til navnet wienerklassicismen, som ofte anvendes som betegnelse for hele klassicismen, og den første wienerskole. Wien som kulturcentrum spillede en vigtig rolle også før mellemperioden med komponister som Christoph Willibald Gluck) og efter (Johann Nepomuk Hummel, og Franz Schubert). Der var dog fra begyndelsen af en række komponister, som ikke hørte hjemme i Wien, som Carl Philipp Emanuel Bach (Potsdam, Hamburg), Johann Christian Bach, Muzio Clementi (begge London) og Luigi Boccherini (Madrid). Områder som Mannheim og Paris var vigtige i begyndelsen av perioden. Gioacchino Rossini (Paris) og virtuoser som Louis Spohr (Kassel), John Field (St. Petersburg, Moskva), Fernando Sor (Paris, London) og Niccolo Paganini (omreisende) var med til at afslutte perioden.

Som periode var klassicismen formgivende indenfor opera, symfonier, sonater og strygekvartetter. Klassicismen handlede i stor grad om at udskifte barokkens polyfoni (flere melodier i samspil) med homofoni (en dominerende melodi med støtte fra andre instrumenter) og enklere musikretninger. Barokkens greb blev ikke helt glemt, og flere komponister benyttede sig af både kontrapunkt og fugaer i sine kompositioner. Alligevel var klassicismen en bevægelse væk fra teknikker som generalbas og terrassedynamik, og hovedmelodien blev langt mere markant i denne periode. Hvor kontrapunkt i barokken havde flere ligeværdige stemmer, havde det klassicistiske kontrapunkt fortsat en dominerende hovedstemme, mens understemmerne havde som funktion at støtte melodien.

Klassicismen var også påvirket af nyvinninger i instrumenter og orkestre. Nye eller stærkt forbedrede instrumenter som piano, waldhorn, fagot, tværfløjte og klarinet gav nye muligheder for at skrive musik, og det blev også enklere at benytte sig af gradering af dynamikken. Orkestrene blev større, specielt under Mannheimerskolen, og der blev stadig flere solostykker for enkeltinstrumenter. Endvidere skabte fremvæksten af et stærkt borgerskab et større fokus på verdslig musik, hvilket gjorde, at orgelet fik mindre betydning. Musik blev oftere fremført offentlig i store haller sponsoreret af privatpersoner for et betalende publikum. Mod slutningen af perioden blev musikken i klassicismen markant mere dramatisk, og overgangen til romantikken er glidende.

Definition og afgrænsning

Udgravingen af Pompeii og Johann Joachim Winckelmanns bog om græsk kunst og arkitektur var med til at gøre den klassiske antikke periode populær.

Bruken af ordet "klassisk" er knyttet til romersk "classicus", om de [højeste] klasser i Romerriget, ikke blot folk, men også genstande og indsatser. Noget klassisk var derfor noget, som udmærkede sig ved varig appel. Dette udgangspunkt er baggrunden for klassisk musik.

"Klassisisme" kom i 1700-tallet som et resultat af en orientering mod klassisk litteratur, kunst, arkitektur og andre felter. Indenfor kunst var det særligt Johann Joachim Winckelmann, som var ansvarlig for stilarten, som fik navnet nyklassicismen, da han i 1755 udgav sit værk om græsk kunst. Bogen udkom syv år efter, at udgravingen af Pompeji begyndte i 1748. Eftersom musikken, i modsætning til kunst og arkitektur, ikke havde nogen klare bånd til antikken, blev de mere abstrakte klassiske værdier fra kunst og arkitektur – klarhed, ro, balance og så videre – inkorporerede i musikken. Homofoni, ideen om en samlet melodisk oplevelse, var derfor mere "klassisk" end stemmer og modstemmer, som dominerede i barokken. Disse værdier i musikken stod i kontrast til barokken, periodens musik blev opfattet som "unaturlig", "opstyltet", "forvirret" og "bizar".

Det betyder imidlertid ikke at klassicismen som begreb blev etableret allerede, da det foregik. Betegnelsen "klassisk" for en musikalsk periode stammer fra 1836, og handlede om musik før romantikken. Begrebet "klassisk" om musik blev brugt varierende frem til da; Händel kunne i det ene øjeblik være gotisk, og i det andet klassisk. Der er også et sprogproblem: på engelsk bruges betegnelsen "classical period" (den klassiske periode), og dermed er sammenhængen med nyklassicisme i kunst og litteratur, som hedder "neoclassicism" på engelsk, og klassicisme i musik ("classic period") ikke umiddelbart åbenbar.

I en periode i 1800-tallet blev også udtrykket "Wienerskolen" brugt. Dette var imidlertid forvirrende af flere årsager. For det første var det ikke entydigt - Wien under Wagners og Brahms' storhedsperiode er også betegnet med det samme tilnavn. For det andet kolliderede det med den anden wienerskole, og fik af og til navnet den første wienerskole for distinktionens skyld. For det tredje var det kun Schubert, som kom fra Wien, og alene Beethoven, som levede i en længere periode i byen. Til gengæld kom Salieri til Wien som 16-årig, var stærkt inspireret af tysk opera og skrev tyske syngespil.

Begrebet "klassicisme" eller "wienerklassicisme" blev særlig anvendt i slutningen af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet, delvis af folk som anså Joseph Haydn, Wolfgang Amadeus Mozart, Ludwig van Beethoven og Franz Schubert som grundlaget for deres egen tid. Professor i æstetik Arnfinn Bø-Rygg mente, at "klassikk" omhandlede musikken i wienerklassicismen, mens "klassicisme" handlede om "en overfladisk eller akademisk efterligning af wienerklassicismen", og at blandt andre Friedrich Nietzsche benyttede dette skel. Enkelte har placeret brugen af begrebet "klassicisme" som betegnelse på musikperioden så sent som midten af 1900-tallet.

Den musikalske definition af klassicismen kan variere. Nogen vil datere den fra fremvæksten af ny opera i 1740-erne og afslutte den omkring 1810 med Haydns død og Beethovens overgang til en mere romantisk stil. Den amerikanske musikforsker Neal Zaslaw trækker den endnu tidligere, i 1798, efter at Haydn havde udgivet oriatoriet Die Schöpfung og Beethoven udgivet "Pathétique"-pianosonaterne. Den danske organist og musikforskeren Jens Peter Larsen foreslog at omtale perioden frem til 1770 som "præ-klassisk" og perioden fra 1800 som "tidlig romantik". Andre kan trække perioden frem til 1820, eller til Beethovens og Schuberts død lige før 1830. Den tysk-amerikanske professor Reinhard Georg Pauly omtalte perioden fra 1800 til 1830, Zaslaw og Larsen ikke udskiller, som en overgangsfase til romantikken. Rosen, en amerikansk pianist og forsker, inkluderer på sin side hele Beethovens liv ind i den klassiske periode, og omtaler også Den niende symfoni som bedre forstået i fortsættelse af klassisk concerto i tråd med Mozart end som en sonate. Samtidig vil det medføre, at romantikken som litterær og musikalsk bevægelse vil have lille kronologisk overlapning.

En tredje definition handler om musikalske forandringer, der man definerer klassicismen som en periode med fremvækst af offentlige koncerter. En udvikling i retning af, at borgerskabet overtager som de, som bestiller værker, og en stærk begrænsning af ornamentik i orkestermusik. Der var en nedgang i liturgisk musik som oratorier og messer, og en udvikling af opera seria og opera buffa som til tider grænser over i hinanden. Svagheden i den sidstnævnte er, at dette varierer stærkt fra et land til et andet. Samtidig vil en definition blandt andet gøre, at Gioachino Rossini fremstår som en klassisk operakomponist, da det at blande opera seria og opera buffa – foruden "bel canto"-stilen, som var en fortsættelse af en lang trend – er regnet blandt hans vigtige bidrag til musikken. Hummel, Spohr og Field, som også regnes blandt klassikerne, var aktive i denne periode, og endog Schubert regnes ofte som en overgangsfigur eller en romantiker, var han i sin samtid relativt ukendt.

Baggrund: Den galante stil

Klassicismens forgænger, Barokmusikken forsvandt i midten af 1700-tallet i og med at de store komponister, François Couperin (1733), Antonio Vivaldi (1741), Johan Sebastian Bach (1750), Domenico Scarlatti (1757), Georg Friedrich Händel (1759) og Georg Philipp Telemann (1767), døde i denne periode. Klassicismen er ofte set som en reaktion imod den tungere og mere komplekse barokmusik, idet et enklere musikudtryk tog over. Nye komponister skelnede klart mellem den barokke polyfone stil med kontrapunkter og den galante mere sangbare homofone stil. Skønt den galante stil var at foretrække, var kunsten at skrive fugaer langt fra glemt, hvilket bliver klart både i Haydns, Mozarts og Beethovens senere kompositioner.

Alligevel skete skiftet ikke i løbet af kort tid, og den galante stil var en overgangsperiode, hvor Couperin, Scarlatti og Telemann foruden en række nyere komponister som Giovanni Battista Pergolesi og Jean-Philippe Rameau dominerede. De fik stadig større greb på vej mod det klassicistiske formsprog, blandt andet ved at have korte og repetitive melodier med enklere harmonisering. Galant stil er ofte også knyttet til rokokko-stilen indenfor arkitektur og møbeldesign, og alle er blevet regnet som mindre dominerende og upersonlig end forgængeren.

Historisk var det også af betydning, at barokkens religiøsitet og kirkens politiske og kulturelle magtposition blev udfordret af oplysningstiden, og at et borgerskab voksede frem som et alternativ til fyrstehus og kirke. Dette var med til at "verdsliggøre" musikken i større grad. Kirkemusikken blev konservativ og tilbageskuende i denne sammenhæng. Samtidig var optimismen stor med tanke på, at menneskelig intellekt kunne mestre alle udfordringer.

Fremvæksten af lokaler til offentlige koncerter begyndte allerede i 1720-erne i London og Paris, og spredte sig i løbet af 1700-tallet. Derved blev musikken stadig mere tilgængelig for borgerskabet.

Musikalsk udvikling i tidlig klassicisme (1750-1770)

• 
  Johann Stamitz var en dominerende skikkelse som komponist, kapellmester og violinlærer i Mannheimerskolen
  Malet af: Ukendt
• 
  Christoph Willibald Gluck forandrede operaen meget i 1760-erne.
  Malet af: Joseph Siffred Duplessis (1725–1802)
• 
  Carl Philipp Emanuel Bach var væsentlig både indenfor klavermusik og symfonier
  Malet af: Franz Conrad Löhr (1735-1812)
• 
  Johann Christian Bach havde stor indflydelse på Wolfgang Amadeus Mozart.
  Malet af: Thomas Gainsborough (1727-1788)
• 
  Christian Cannabich fulgte Stamitz i Mannheim, og var med til at definere klassicismen som stilperiode
  Malet af: Egid Verhelst (1733-1804)

Hammerklaveret gjorde det muligt at moderere lyden på tonen, man spillede, meget bedre end en cembalo, hvorfor man gik væk fra terrassedynamik.
Foto: Andreas Praefcke

Mannheimerskolen, som blandt andet erstattede generalbas med melodisk bas, blev et vigtigt bindeled mellem barok og klassisisme. Da Karl III Filip blev kurfyrste, og efter en lidt omflakkende tilværelse endte i Mannheim, tog han et stort orkester med for det meste tyske, tjekkiske og østrigske musikere med sig. Hans efterfølger i 1742, Karl Theodor, forøgede antallet af medlemmer i orkesteret til 90 i 1778, da Mannheim ikke længere var et kurfyrstedømme. Den store musikalske periode blev kendt under navnet Mannheimerskolen.

Alberti-bassen, nederst, blev brugt af mange komponister i klassicismen. Her fra Mozarts symfoni nummer 45.

Samtidig blev musikken tilpasset ønsker om en renere, mere balanceret og klarere stil, med standardisering af flere musikformer, således at:

• Melodien blev mere homofon
• Musikken blev bygget op omkring to temaer, således at enkelte satser kunne have markant forskellig stil i forskellige dele
• Den harmoniske rytme, altså akkordvekslingerne, blev langsommere i klassicismen end i barokken, og akkordprogressionerne blev enklere
• Man sløjfede generalbassen, en melodisk og improviserede baslinje spillet af akkordinstrumenter som cembalo og gambe, og erstattede den med en selvstændig baslinje, som havde taktmarkering som hovedfunktion.

En anden udvikling blev, at musikken skiftede sin akkord og kadance. Dominanten (den femte tone, kvinten i en dur- eller mol-skala) er den kraftigste akkord efter tonika (grundtonen) i en skala. I barokken blev både dominant og subdominant (tonen under dominant) brugt, men i løbet af 1700-tallet blev dominant-kadancen nærmest enerådende. For at skifte toneart, blev ofte modulering brugt, det vil sige, at man introducerede nye tonearter gennem løse fortegn således, at man bruger for eksempel G-dur-akkorder i C-dur. I løbet af 1700-tallet blev sådanne moduleringer opfattede som dissonans for at komme til næste del af værket. Modulering før klassicismen var som oftest kromatiske øvelser eller kortvarige tilstande, men det var først i løbet af sidste halvdel af 1700-tallet, at modulering blev brugt til varige toneartskifter.

Udviklingen af instrumenter

Foruden, at orkestrene blev større, blev instrumenter som klarinet, fløjte, waldhorn, fagot, obo med flere stadig mere brugt, og efterhånden blev både træblæserinstrumenter og messingblæsere en almindelig del af orkesteret. Skønt trompet blev brugt til tider, blev kromatiske ventiltrompeter ikke introducerede før henimod slutningen af klassicismen. Trombonen blev taget mere i brug, men den var i hovedsagen forbeholdt kirkemusik i denne periode.

Hammerklaveret, en tidlig udgave af pianoet, blev hurtigt populært. Allerede i begyndelsen af 1700-tallet havde Bartolomeo Cristofori eksperimenteret med et "fortepiano", et instrument lig cembalo, men hvor strengene blev slået på. I begyndelsen var instrumentet dyrt og klodset, men det blev senere udviklet. Den tyske instrumentmager Johannes Zumpe udviklede en enkel pianomekanisme, som han placerede i en aflang kasse. Dette instrument, taffelpianoet, var billigt og optog beskeden plads, og det blev derfor populært i mange hjem.

Med udviklingen væk fra generalbas og over til en egen basslinje blev alberti-bass (korte, ofte raske, brudte akkorder), meget brugt i klaversammenhæng i klassicismen. Dette hjalp til med at få et homofont lydbillede, hvor bassen ikke var del af melodi eller kontrapunkt, men en selvstændig del, obligato. Hammerklaveret udviklede sig også til at blive et soloinstrument i denne periode, i stedet for som hidtil at være et akkompagnementsinstrument. Dette gjaldt blandt andet i sonater af familien Bach.

Stor betydning for klavermusikken fik også Carl Philipp Emanuel Bach. Han var den tredje søn af Johan Sebastian Bach, oplært af sin fader, og var altid optaget af musik. Han valgte oprindelig en juridisk karrière, som blandt andet bragte ham til Frankfurt ved Oder, men koncentrerede sig derefter om musik, og senere blev han ansat ved hoffet hos Fredrik den Store.

Foruden, at han skrev musik for klaver, var hans værk Versuch über die wahre Art das Clavier zu spielen (Forsøg på den sande kunst at spille klaver) banebrydende for al form for tangentspil, men særlig pianospil, i det 18. århundrede. Mange ledende klaverlærere fulgte principperne i hans værk. Det var særlig, da Frederik den Store blev optaget af syvårskrigen, at Bach kunne prøve sig som klaverkomponist. I modsætning til broderen J.C. Bach, som havde en mere galant og let stil, var C.P.E. Bachs stil præget af den følsomme empfindsamer Stil, gerne karakteriseret som voldsom, udtryksfuld, overraskende og usammenhængende.

Opera i klassicismen

Giovanni Battista Pergolesi var vigtig for udviklingen af opera buffa.

Opera havde eksisteret siden begyndelsen af 1600-tallet, men den gennemgik en stor forandring under 1700-tallet. Den napolitanske skole havde været vigtig i udviklingen af opera seria, en 3-akters opera som havde seriøse, ofte mytologiske, fortællinger, hvor resitativ blev brugt til at føre handlingen fremover og arierne blev brugt til kommentarer. Det var særlig frem til anden halvdel af 1700-tallet, at denne operastil havde sin storhedstid. Opera seria havde imidlertid sine begrænsninger, dels skulle den give sangerne mulighed for at fremvise sine evner, ofte på bekostning af historien, dels fordi dens historie appellerede til overklassen i et århundrede, som blev mere og mere optaget af oplysningstidens idealer og fremvæksten af et borgerskab. Manglen på gode overførsler af mere menneskelige dramaer til opera seria gjorde, at den ikke formåede at fornye sig efter Gluck, og heller ikke Mozart lykkedes særlig godt med sine forsøg.

I løbet af 1700-tallet blev små enakters operaer lagt ind i pausen mellem akterne i en opera seria. Disse udviklede sig efterhånden til opera buffa, humoristiske og ofte med mere dagligdags temaer. Særlig blev Pergolesis La serva padrona, om en tjenestepige som narrer sin herre og gifter sig med ham, populær og nåede et publikum langt udenfor Napoli. Under den galante periode var opéra comique (med samtaler uden sang mellem sangene) og tyske syngespil (en blanding af opera buffa og opéra comique) blevet stadig mere opførte. Fælles for alle disse operaer var, at de som oftest vedrørte ikke-adelige eller ikke-mytologiske historier, som det fremvoksende borgerskab kunne associere sig med. Dette styrkede den komiske opera og fik den alvorlige opera (Opera seria) til at fremstå som noget gammeldags.

Christoph Willibald Gluck ønskede at forandre operaen og lagde vægt på at forandre opera seria. Hans ville undgå, at fortællingen blev ofret for arienes skyld. Han var særlig imod, at arier gentog sig så ofte og havde så mye virutuoso, at det ødelagde fortællingens fremskriden, at der var et for stort brud mellem resitativ og arie, og at ouverturer ikke gav nogen antydning af hvordan, handlingen var. Gluck ville lægge vægten på, at operaer fortalte historier på bekostning af, at de blev genstand for sangeres behov for at fremvise deres færdigheder og ofte unødvendige danse og korstykker. Det var særlig hans operaer Orfeo ed Euridice (1761) og Alceste (1767), begge fra hans ophold i Wien, som demonstrerede den nye opera. Paradoksalt nok var Glucks redningsforsøg af den oppstyltede opera seria med kastratsangere og mytologisk historie muligvis med til at afslutte seriøs opera i overskuelig fremtid. I dens plads kom opera buffa, som var lettere tilgængelig for et moderne publikum.

Sonatens udvikling

Sonaten blev også forandret fra barokken til klassicismen. I barokken var "sonate" et upræcist begreb, som betød, at noget blev spillet i modsætning til "kantate", som blev sunget. Sonater bestod ofte af flere varierede stykker, ofte for et instrument. I klassicismen blev sonate stort set brugt om stykker skrevet for soloinstrument med kammerorkester, eller senere soloinstrument med piano. Endvidere blev sonaten formaliseret. En typisk sonate i klassicismen havde fire satser:

1. Allegro i sonateform
2. Langsom sats (Largo eller andante)
3. Menuet og trio (3/4-takt) eller Scherzo
4. Allegro

Med sonateform (også kaldet sonate-allegroform fordi den stort set går i allegro) menes inddelingen i første sats i en sonate, symfoni eller koncert, som har tre dele: Eksposition, gennemføring og reprise. Ekspositionen består af hovedtema som går i hovedtonearten (altså vil en førstesats, som er en allegro i D-dur, have en eksposition i D-dur), et sidetema i dominant (i denne sammenhæng A-dur) eller parallelltonearten (H-mol) og slutgruppe (som oftest tilbage til D-dur). Gennemføringen er en bearbejding af melodi, rytme, harmoni og eventuelt kontrapunkt fra ekspositionsdelen. Reprise er en gentagelse af ekspositionen, da ofte med sidetemaet i hovedtonearten (altså D-dur igen). Efterhånden blev der tilføjet en langsomt gående introduktion og en koda, begge frivillig.

Carl Philipp Emanuel Bach ved hammerklaveret i Potsdam med Fredrik den Store på fløjte. De var særlig efter, at han drog til Hamburg, at han udviklede symfonien.
Maleri: Adolph Menzel

Deraf følger imidlertid ikke, at en sonateform per definition måtte følge disse regler, og ofte eksperimenterede komponister med disse former. Da den romantiske komponist og musikteoretiker Carl Czerny erklærede, at han som første mand havde beskrevet sonateformen, var den langt på vej uddateret. Sonateformen blev ofte til gennem kopiering mere end nedarvede kundskaber.

Symfoniens udvikling

Symfoni var opprindelig en udvikling fra den neapolitanske operasinfonia, men den udviklede sig stærkt i klassicismen i takt med, at instrumenteringen voksede.

Det var under Mannheimerskolen, særlig ved Johann Stamitz, Franz Xaver Richter og Ignaz Holzbauer, at symfonien udviklede sig med brug af nye instrumenter, crescendo og diminuendo og fokus på et større publikum. Sidstnævnte medførte, at man fik symfoniorkestre, som havde flere musikere end normale orkestre. Da Stamitz og hans stjerneelev Franz Ignaz Beck tilbragte tid i Frankrig, spredte symfonien sig dertil, og specielt til Paris.

C.P.E. Bach var også en vigtig komponist indenfor udviklingen af symfonien. Da han var ansat hos Fredrik den Store, spillede han akkompangnement til kejseren, som spillede solo ved fløjtekoncerterne af Johann Joachim Quantz. I modsætning til C.P.E. Bach selv var Quantz' kompositioner tilbageskuende. C.P.E. Bach ønskede derfor at komme væk, og det lykkedes ham til sidst. I 1768 overtog han som kapelmester i Hamburg efter, at Telemann døde. Det gav ham større kunstnerisk frihed, og han udviklede symfonien melodisk, blandt andet med mange "tutti" (at alle spiller samtidig), store kontraster i stemninger, ekstreme moduleringer (gentagne skift af tonearter) og pludselige brud. C.P.E. Bach øvede en stor påvirkning både indenfor symfoni og sonate på Haydn, Mozart og Beethoven.

Klassicismens hovedperiode (1770-1810)

• 
  Joseph Haydn definerede langt hen ad vejen symfonien og strygekvartetten, og langt på vei klassisismen som periode.
  Malet af: Thomas Hardy
• 
  Mozart var aktiv indenfor udviklingen af koncerten og operaen.
  Malt av:  Barbara Krafft
• 
  Ludwig van Beethoven omtrent 1804. Han mistede hørelsen og forandrede symfonien og koncertmusik i denne periode.
  Malet af: Joseph Willibrord Mähler
• 
  Antonio Salieri var en anerkendt operakomponist af den tyske skole, og en musiklærer for ledende komponister.
  Malet af: Joseph Willibrod Mähler
• 
  Giovanni Paisiello var en af de største operakomponister i sidste halvdel af 1700-tallet.
  Malet af: Louise Élisabeth Vigée-Lebrun
• 
  Luigi Boccherini udviklede strygekvintetter i stor grad. Han holdt fortrinsvis til i Madrid.
  Malt av: Pompeo Batoni (1708–1787)

Fagotten fik en mere fremtrædende rolle, men havde også en dobbeltrolle som bassinstrument sammen med kontrabassen.
Foto: Gregory F. Maxwell

Der den første del af klassicismen var en glidende overgang fra barok og galant periode, blev den centrale del af perioden nær definitionen på klassicisme, og ophavet til begrebet "wienerklassicisme". Den blev stærkt domineret af tre komponister: den genredefinerende Joseph Haydn, vidunderbarnet og melodiskaberen Wolfgang Amadeus Mozart, og arvtageren og symfonimesteren Ludwig van Beethoven. Perioden afsluttes som oftest i 1810, eftersom Haydn døde i 1809. Der findes gode argumenter for at avslutte den tidligere, for eksempel i 1808, da Beethovens 5. og 6. symfonier definerede et markant brud med klassicismen både fra denne og foregående periode.

Rent musikalsk var Haydn i begyndelsen af denne periode inspireret af en forløber til Sturm und Drang, en kunstnerisk periode som foregik romantikken. Haydn skabte intense symfonier og kvartetter i mol. Han bidrog til at skabe en modsætning mellem Winckelmanns ædle enkelhed og stille storhed, og klassicismens ro og balance på den ene side, og det voldsomme følelsesregister, som begyndte at dukke frem på den anden. Dette var en del af en bevægelse, som startede fra 1760-erne ved brug af fuga og kontrapunkt for at skabe en stærkt stemningsændrende effekt. Haydn var ikke først, men tidlig ude, og man regner hans periode fra omtrent 1771, fem år før skuespillet Sturm und Drang blev skrevet og et år før, at det blev urfremført.

Instrumenternes udvikling

I 1770-erne begyndte hammerklaveret at ta over fra cembaloet, og i 1795 var cembaloet så godt som uddateret. En af grundene til, at hammerklaveret og taffelpianoet blev populært, var, at det havde større variation i dynamikken. Man kunne gå fra meget svagt til meget stærkt beroende på hvordan, man slog på tangenterne. Dermed kunne også tangentmusikken bruge crescendo (gradvis stærkere) og diminuendo (gradvis svagere) melodier, i stedet for terrassedynamiken med enten stærkt eller svagt, hvilket kendetegnede cembalo.

Ganske vist blev cembalo fortsat brugt i London i 1791, men udviklingen gik klart i retning af hammerklaver og piano. Dette var lidt paradoksalt, eftersom taffelpianoet blev udviklet i London. Desuden brugte Johann Christian Bach et taffelpiano under sine koncerter i London i 1760-erne. Endvidere blev pianoet stadig mere sofistikeret i samme by af den nederlandske Americus Backers og den skotske John Broadwood, begge musikinstrumentmagere. Udviklingen fortsatte siden. Pianoet udviklede sig også parallelt, men uafhængigt, i Tyskland, hvor en lettere udgave af hammerklaveret, med filt som skabte en blødere tone, blev introduceret i Wien. Udviklingen gjorde, at pianoet bevægede sig fra at være akkompagnement og generalbas til at blive melodiinstrumentet i mange sonater og concertoer af Haydn, Mozart, Hummel, Beethoven med flere.

Skabelon:Listen

Samtidig blev flere blæserinstrumenter, fagotten inkluderet, givet soloer. Blæseinstrumenter blev oftere brugt til stemningsskabende musik fremfor tekniske øvelser, hvilket var en fordel for horn, som frem til slutningen af klassicismen ikke havde ventiler eller klapper. Waldhorn blev opfattet som havende en specielt menneskeagtig klang i lyden, og alle de store komponister skrev hornkoncerter. Trompeten fik mod slutningen af århundredeskiftet en kortlivet udgave med klapper, som Haydn skrev en koncert for. Trombonen blev tidvis brugt i operaer for at skabe effekt, som i sidste akt af Don Giovanni af Mozart.

For strygerinstrumenter var særlig halsen på cello, violin og bratch markant, den blev konisk, altså bredere jo nærmere kroppen den kom, i stedet for barokinstrumenternes rette hals. Desuden fik buen sin standardfasong omkring 1780, ved at den blev længere, buebåndet blev bredere og den blev noget tungere. Samtidig, som udviklingen af instrumenter gjorde, at musikerne kunne spille mere avancerede stykker, ble også musikerne ofte professionelle. Foruden virtuoser som Mozart og Beethoven blev også almindelige musikere betalt for de offentlige koncerter. Ligesom at enkelte instrumenter blev inkluderede, var det også flere, som blev nedprioriterede. Blandt dem var særlig orgelet, som fik få nye kompositioner. Skønt både Mozart og Beethoven spillede orgel, skrev ingen av dem musik for orgel. Blokfløjten blev erstattet af tværfløjten, og forblev en kuriositet frem til det tyvende århundrede.

Symfoniens udvikling

Udviklingen af symfoniorkestre fortsatte i løbet af klassicismen. Under Mannheimerskolen blev orkestre standardiserede med omkring 50 udøvere, som var fordelt på strygeinstrumenter, træblæseinstrumenter, messingblæseinstrumenter og slagtøj. Disse blev markant større allerede til opsætningen af Mozarts symfoni nr. 34. Her ser vi en dobling af violiner og en markant forøgelse også i andre strygeinstrumenter. Blæseinstrumenterne blev kun lidt forøgede, bortset fra fagotten, som ofte blev regnet som et tillæg til kontrabassen.

Bach brugte som oftest 3-satsers-symfonier, men under Haydn, Mozart og især Beethoven nådede symfonien sin 4-satsers form. Til trods for, at CPE Bach havde gjort meget for at udvikle symfonien, bidrog han ikke med en defineret opbygning. Det kom med Joseph Haydn.

Haydns bidrag

Symfoniorkesterets utvikling, del 1
Mannheim (ca. 1770)	Wien, 1781
20 violiner	40 violiner
4 bratcher	10 bratcher
4 celli	8 celli
4 kontrabasser	10 kontrabasser
4 fløjter	2 fløjter
2 oboer	2 oboer
2 klarinetter	2 klarinetter
4 fagotter	6 fagotter
2 horn	2 horn
	2 trompeter
Pauker	Pauker

Joseph Haydn regnes blandt de største og mest indflydelsesrige komponister i europæisk musikhistorie. Han er også anset som komponisten, som mere end nogen anden fangede klassicismens mål og resultater. Haydns bidrag til klassicismen var, foruden kompositionerne i sig selv, særlig udviklingen af strygekvartetten og symfonierne. Han var meget inspireret af C.P.E. Bach, Vivaldi, Stamitz og senere Händel, og han var en direkte inspiration for blandt andre Mozart og Beethoven .

Det var gennem Haydns påvirkning, at symfonierne fulgte meget af sonateformen med fire satser:

1. En hurtig førstedel i sonateform
2. En langsom andendel i tema og variationer
3. En tredje sats, ofte en menuet med variation fulgt af triodel med variation og så førstedelen igen,
4. En hurtig tredjesats i rondoform eller sonaterondoform

Haydn var ikke først ude med de fire satser, og han bandt sig ikke til sine egne regler, da han varierede meget i symfonierne. Alligevel er Haydns indvirkning på og udvikling af symfonierne fra 1770 så stor, at han fik tilnavnet "symfoniernes fader".

Haydns symfonier blev mere ekspressive, med dynamik og værk i mol, hvilket man kan se i symfoni nummer 26 og nummer 45. Han introducerede en langsom introduktion i den ellers hurtige førstedel. Han benyttede trompeter og pauker, sidstnævnte særlig kendt fra Paukeslagssymfonien, også kendt under sit kaldenavn på engelsk, "surprise symphony". Haydns variationsform i anden del var også en stor forandring fra tidligere symfonier.

Haydns symfoniorkester var i begyndelsen relativt beskedent sammenlignet med flere samtidige, og udviklede sig langsomt. Haydn brugte derfor opfindsomhed for at få mest muligt ud af sit orkester. Også med sine symfonier havde Haydn en udvikling i tre dele. Først (frem til ca. 1770) havde han et galant præg, delvis med fuga-inspirerede dele, men en bevegelse mod fire satser. Derefter (ca. 1770-1780) fandt han mere sin egen stil, ofte en legen, hvor han havde falske repriser i sonateformen, overraskelser, dissonans, moduleringer og uventede vendinger. Endelig (ca. 1780-), hans "modne" periode, er mere struktureret og homofon, men samtidig ofte med kontrapunkter, og inspireret af Mozarts kromatiske komposition. Desuden var Haydn i denne periode, som i flere andre dele af sin komposition, mere optaget af folkelig musik.

Mozart og Beethoven

Mozarts symfonier var i begyndelsen mest relevante ved deres instrumentering. Fra 1770-erne udviklet de sig til at blive mere italiensk "bel canto", og siden stadig mere rendyrket klassicistiske efter gensidig inspiration mellem ham og Haydn. Mozart lod sig inspirere både af Paris, Mannheim og Wien, således at han havde en italiensk-fransk-tysk-østrigsk blanding. I lighed med Haydns udvikling i strygerkvartetterne, havde Mozarts symfonier også fra begyndelsen af 1770-erne mere fritstående cello- og bratchstemmer, og stadig mere kromatiske melodier. Mozart eksperimenterede også med mol-tonarter, synkopering og dynamisk variation.

Mozarts mest kendte symfonier kom fra 1782 og livet ud. I denne periode lod han sig inspirere af serenader, inkluderede en march og tilføjede ekstra menuetter. I senere tid blev Mozarts symfonier også prægede af eksperimentering med uddaterede teknikker som fuga, kontrapunkt og 3-satsers-symfonier. Specielt gjaldt dette Jupitersymfonien. Mozarts bidrag var også, at han i koncerter og symfonier havde med hele, fuldendte fraser, i stedet for de korte, og han arbejdede mere mod en videreføring af sonatesatsformen med et mere dystert og melankolsk præg.

Skabelon:Listen

Ludwig van Beethovens store bidrag til symfonien kom i slutningen af den klassiske periode. Hans liv som komponist deles som oftest ind i tre dele. Den første, før han begyndte at bli døv, handlede mest om Beethovens forsøg på at tilpasse sig den klassisistiske stil hos Haydn og Mozart. Den anden periode, fra 1802 til omtrent 1814, var præget af større eksperimentering og en mere romantisk retning. Den sidste periode tilhører klassicismens sene periode.

Beethovens 1. symfoni tilhører den første del, og her er han klart påvirket af Haydn og Mozart. Hans anden symfoni eksperimenterede lidt med den langsomme del, som er længere end almindeligt, og som også havde en sonatesatsform, hvilket ellers normalt er forbeholdt førstesatsen. Den har imidlertid store dynamiske forskelle fra det muntre til de sørgmodige – muligvis knyttet til det faktum, at Beethoven skrev et testamente samtidig, som han skrev dette stykke. Stykket varer i næsten 33 minutter, og er dermed klart længere end andre samtidige symfonier.

Det er imidlertid med den tredje symfoni, Eroica, at Beethoven tager et stort skridt væk fra traditionelle symfonier. Han inkluderer musikalsk og rytmisk dissonans i første sats, en grandios begravelsesmarch i andensats, vanskelige horndele til tredje del og den stærkt varierende fjerdedel. Oprindelig dedikeret til Napoleon Bonaparte er symfonien langt mere hyldende og optimistisk – og i nogen grad seriøs – end hans tidligere. Eroica er et klart skridt væk fra Haydns og Mozarts symfonier. Længden var også revolutionerende i sig selv, med lidt under 49 minutter var Eroica næsten dobbelt så lang som Beethovens første symfoni. Mens Den fjerde symfoni har fået en noget hård medfart for ikke at have været særlig opfindsom, var Den femte symfoni anset som en naturlig følge af Eroica, særlig med meget af den samme vægt på sammenhængen mellem helheden og delene. Den sjette symfoni var klart romantisk i karakter og havde fra begyndelsen navnet "Pastoralesymfonien". Den var den næstlængste symfoni til da, men har få overraskelser. Den bliver regnet som en af de bedre romantiske skildringer af naturen. De to næste symfonier er ofte knyttede til Beethovens anden periode, men de tilhører klassicismens tredje periode.

Strygekvartettens udvikling

Strygekvartetterne i klassicismens hovedperiode fulgte langt hen ad vejen samme udvikling som symfonierne: Haydn udviklede dem formmæssigt, mens Mozart udviklede dem musikalsk, og Beethoven gav dem et mere dramatisk formsprog.

Akkurat som med symfoniene, blev Haydn også kendt som "strygekvartettenes fader". I modsætning til symfonierne, som var en udvikling af ouverturerne til italienske operaer, blev strygerkvartetten i sin helhed opfundet af Haydn. Det var også Haydn, som definerede instrumenteringen (to violiner, bratch og cello), og han var optaget af en ligestilling af instrumenterne og megen bearbejdning med alle dele af hovedmotivet – altså gennemføringsdelen i en sonateform. Til trods for, at C.P.E. Bach ikke skrev strygekvartetter, var det ham, som var Haydns største indflydelse. Haydn var imidlertid optaget af at videreføre klassicismens idealer om intern orden og symmetri.

Haydn begyndte med strygekvartetter, hvor de to violiner spillede sammen med parallelle oktaver, mens bratchen og celloen havde modstemmen. Derefter gav Haydn midtstemmerne, altså andenviolinstemmen og bratchen, mere frihed, mens han også etablerede, at strygekvartetterne skulle følge sonatesatsformen, det vil sige hurtig – langsomt – menuet – hurtig. I senere tid gjorde han alle stemmerne endnu friere og formåede at opnå en slags polyfoni indenfor homofonien, altså flere modstemmer uden at det gik ud over idealet, at hovedstemmen skulle dominere.

Netop denne frihed indenfor instrumenteringen benyttede Mozart sig af i sine værker, særlig symfonierne. Haydn og Mozart brugte også de enkelte instrumenternes frihed til at spille egne stemmer for at bringe kontrapunktisk musik tilbage, hvor stemmer og modstemmer spiller sammen men fortsat beholder homofonien, det vil sige, at hovedstemmen dominerer over de andre. Mozarts strygekvartetter var i stor grad inspirerede af Haydn, og han dedikerede to af sine koncerter til komponisten.

Det var særlig i 1782-1786, at Mozart virkelig udviklede sig indenfor strygekvartetten – og koncerterne. Han havde ladet sig inspirere af Johann Sebastian Bachs Musikalisches Opfer og af Haydns strygekvartett opus 33, og skabte noget, som senere er blevet kaldt motivføring, det vil sige, at melodien allerede i åbningsdelen blev modulert og eksperimenteret med. Han skrev dermed flere Haydn-kvartetter som resultat af dette.

Akkurat som med symfonierne, udsatte Beethoven udgivelsen af sine første strygekvartetter til omkring århundreskiftet, da Mozart havde været død i ni år og Haydn nærmede sig slutningen på sin karriere. De første strygekvartetter var til og med dedikerede Haydn, og fulgte traditionelle klassicistiske regler for strygekvartetter, skønt Beethoven havde enkelte forandringer. Han brugte små motiver, som bandt værket sammen i stedet for de længere linjer hos Haydn, og coda-delen var meget længere. Dette gjorde, at han afsluttede mere dramatisk, end for eksempel Mozart og Haydn gjorde.

De næste strygekvartetter, skrevet på bestilling fra grev Razumovsky i 1802 og fuldført i 1806, var markant forskellige. Kompositionerne var lange, følelsene skiftende, rytmen kompliceret og kommunikation mellem stemmerne vanskelig at forstå – og dermed langt mere romantiske i stil.

Litteratur

• J. Peter Burkholder, Donald Jay Grout, Claude V. Palisca: «A History of Western Music», 7. utgave, Norton & Company, New York & London 2006
• Anthony Burton (red.): A Performer's Guide to Music of the Classical Music, The Associated Board of the Royal Schools of Music, London, 2002.
• Richard G. Pauly: «Music in the Classic Period» (Third Edititon) - Prentice Hall,Eaglewood Cliffs, New Jersey, 1988
• H.C. Robbins Landon: «Essays on the Viennese Classical Style Gluck Haydn Mozart, Beethoven», Barrie & Rockliff, London, 1970
• Charles Rosen: «The Classical Style», Faber and Faber, London/Boston 1976
• Neal Zaslaw (red.): «The Classical Era From the 1740s to the end of the 18th century», Man and Music-serien, MacMillan, Basingstoke, 1989

Eksterne henvisninger

• «Klassisisme – musikk», fra Store norske leksikon