Aftalen i Brømsebro 1541
Ikke at forveksle med Freden i Brømsebro.
Aftalen i Brømsebro 1541 var en aftale mellem kongerne af Danmark-Norge og Sverige. Den skulle sikre samarbejdet mellem de to lande mod indre og ydre fælles fjender.
Baggrund[redigér | rediger kildetekst]
Kong Christian 3. af Danmark-Norge og kong Gustav Vasa af Sverige havde begge indgået ægteskab med døtre af hertugen af Sachsen-Lauenburg og var således svogre. De var ligeledes begge i begyndelsen af 1540'erne sårbare overfor ydre fjender, fordi deres position som konge ikke var anerkendt af andre riger. Grevens Fejde i Danmark havde vist, at kongen var oppe imod stærke indre og ydre kræfter, som satte tvivl om hans legitime ret til tronen. Og i Sverige forholdt det sig ikke anderledes. Grevens Fejde havde tillige vist, at de havde fælles fjender i Lübeck og den afsatte danske konge Christian 2.. Under disse forhold kunne en aftale styrke dem begge såvel internt som eksternt og mindske faren for indbyrdes strid.[1]
Aftalen[redigér | rediger kildetekst]
De to konger i 1541 mødtes i Brømsebro og indgik en aftale, der skulle vare i 50 år, og som gik ud på gensidig bistand mod indre og ydre fjender. Sverige gav afkald på kravet om Gotland, som tilhørte Danmark. Det indgik i aftalen, at eventuelle stridigheder mellem de to riger skulle afgøres ved forhandling og voldgift.[1]
Betydning[redigér | rediger kildetekst]
Aftalen fik betydning under Dackefejden i Sverige 1542, idet den (skjulte) danske støtte til de svenske bondeoprørere skulle blive særdeles dyrt betalt.[kilde mangler]
Aftalen indebar tillige, at den danske konge forsøgte at betvinge den nederlandske handelsskibsfart. Det mislykkedes, hvorfor han måtte indgå freden i Speyer i 1544, der gav hollænderne fri handel i Danmark og ligestilling med hansekøbmændene i Norge.
Hverken i det korte eller i det lange løb fik aftalen væsentlig betydning. Det skulle snart vise sig, at den gensidige mistro mellem de to konger var stor: således påbegyndte Gustav Vasa på trods af aftalen den oprustning, der senere skulle gøre Sverige til den dominerende magt i Norden.[2]
Noter[redigér | rediger kildetekst]
Litteratur[redigér | rediger kildetekst]
- Alex Wittendorff: "På Guds og Herskabs nåde" (Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 7: 1500-1600); København 1989; ISBN 87-89068-09-2
Eksterne links[redigér | rediger kildetekst]
- Alex Wittendorff: Udenrigspolitik i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 5. juni 2018 fra [1]
