Aftalen i Brømsebro 1541

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Disambig bordered fade.svg Ikke at forveksle med Freden i Brømsebro.
Aftalen i Brømsebro, Christian 3. møder Gustav Vasa.

Aftalen i Brømsebro 1541 var en aftale mellem kongerne af Danmark-Norge og Sverige. Den skulle sikre samarbejdet mellem dem mod indre og ydre fælles fjender.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Kong Christian 3. af Danmark-Norge og kong Gustav Vasa af Sverige var svogre, idet de var gift med døtre af hertugen af Sachsen-Lauenburg, der var lutheraner.

De var begge i begyndelsen af 1540'erne i en usikker stilling, idet deres position som konge ikke var anerkendt af andre riger. Grevens Fejde i Danmark havde vist, at kongen var oppe imod stærke indre og ydre kræfter, som bestred hans retmæssige stilling. Og i Sverige forholdt det sig ikke anderledes. Grevens Fejde havde tillige vist, at de havde fælles fjender i Lübeck og den forstødte danske konge Christian 2.. Under de forhold kunne en aftale understøtte dem begge og gøre faren for indbyrdes strid mindst mulig.[1]

Aftalen[redigér | redigér wikikode]

De to konger i 1541 mødtes i Brømsebro og indgik en aftale, der skulle vare i 50 år, og som gik ud på gensidig bistand mod indre og ydre fjender. Sverige gav afkald på kravet om Gotland, som Danmark havde. Det blev aftalt, at eventuelle stridigheder mellem de to riger skulle afgøres ved forhandling og voldgift.[1]

Betydning[redigér | redigér wikikode]

Aftalen fik betydning under Dackefejden i Sverige 1542, idet den (skjulte) danske støtte til de svenske bondeoprørere skulle blive særdeles dyrt betalt.

Aftalen indebar tillige, at den danske konge forsøgte at betvinge den nederlandske handelsskibsfart. Det mislykkedes, hvorfor han måtte indgå freden i Speyer i 1544, der gav hollænderne fri handel i Danmark og ligestilling med hansekøbmændene i Norge.

Hverken i det korte eller i det lange løb fik aftalen virkelig betydning. Det skulle snart vise sig, at den gensidige mistro mellem de to konger var stor: således påbegyndte Gustav Vasa den oprustning, der skulle gøre Sverige til den dominerende magt i Norden.[2]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b Wittendorff, s. 217
  2. ^ Wittendorff, s. 304f

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Alex Wittendorff: "På Guds og Herskabs nåde" (Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 7: 1500-1600); København 1989; ISBN 87-89068-09-2

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

  • Alex Wittendorff: Udenrigspolitik i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 5. juni 2018 fra [1]