Vendeltiden

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Pragthjelm i jern med bronzebeslag, som blev fundet i en bådgrav i nærheden af Vendels kyrka.

Vendeltiden er den mellemste periode i yngre jernalder i Sveriges forhistorie, navngivet efter de rige arkæologiske bådgravsfund nær Vendels kyrka nord for Uppsala.

Perioden omfatter tiden mellem folkevandringstiden og vikingetiden, fra ca år 550 til år 800 e.Kr., og indbefatter blandt andet gravfelter og bådgrave fra Vendel og Valsgärde nord for Gamla Uppsala, og gravfeltet ved Ultuna ved Fyrisåen, 5 km syd for Uppsala.

I 1881 fandt man bådgrave i Vendel i forbindelse med en udvidelse af kirkegården, og elleve bådgrave, hvoraf nogle var blevet plyndrede, blev derefter udgravede af Hjalmar Stolpe. I 1893 udgravedes yderligere tre grave. Gravene var i datiden de rigeste, som var fundet i Sverige. I Bådgrav XII havde den døde i båden fået to tveæggede og et enægget sværd, to skjolde, en hjelm, et spyd samt pile til en bue med sig i graven, derudover glasbægre, spillebrikker, hestebidsel og redskaber samt uden for båden ofrede heste og hunde.[1]

Gravfundene afspejler, at under vendeltiden opbyggedes anseelige rigdomme i området omkring Gamla Uppsala formodentlig fra bjergværksvirksomhed og handel. Skibene blev stadig vigtigere, og hestene fra vendeltidens Sverige er omtalte som særligt gode. 16-tegnsfutharken, som de fleste runesten er blevet skrevne med, erstatter den tidligere 24-tegns futhark i hele Skandinavien, hvilket antyder, at stærke herskere med nære indbyrdes kontakter regerede.

Under den tidlige vendeltid regerede, ifølge sagaerne, de sidste konger af den gamle Ynglingeæt. En magtkoncentration kan formodes at afspejle sig i de store kongehøje og de senere talrige bådgrave i Svealand. Vedrørende Ynglingeættens to sidste kongers, Bröt-Anunds og Ingjald Illrådes, formodede gravhøje, Anundshøjen i Västmanlands og tillige Sveriges største "kungshög" og Uppsa kulle, Södermanlands største kongehøj er dog ingen nærmere arkæologiske undersøgelser eller dateringer blevet foretaget.

Efterhånden blev højene betydeligt mindre, og i vikingetiden er de blot nogle få meter i diameter, dog gerne placerede i nærheden af de gamle høje i Gamla Uppsala. En anden gravskik, som kom frem under vendeltiden, var bådgravene. Disse findes flere steder i Svealand, men de mest kendte er formentlig dem i Valsgärde nogle kilometer nord for Gamla Uppsala og dem i Vendel, som har givet epoken dens navn. Bådgravene viser lige som bronzealderens skibssætninger, at søvejene var vigtige. Bådgravene fra vendeltiden er rige på gravfund, og at kontakterne med udlandet var vigtige viser sig blandt andet ved, at man i bådgraven i Sutton Hoo i England har gjort fund, som udviser et nært slægtskab med fx dem, man har gjort i Valsgärde.

Sagaerne, som dog formodes at være prægede af digtning, beretter tillige om, hvorledes Ivar Vidfamne noget senere, som den første konge efter Ynglingeætten, skaber et rige eller en union, som skulle have bestået af såvel dele af England, Skandinavien og provinser på den anden side af Østersøen. Dette rige skulle siden være blevet opløst som følge af det i flere kilder omtalte Bråvallaslag mellem Harald Hildetand og Sigurd Ring.

I 700-tallet, ikke mindst efter at Birka var blevet anlagt som erstatning for Helgö, intensiveredes handelen successivt og da især den mod øst. Det er derfor ikke muligt at angive noget nøjagtigt år for, hvornår Sverige gik ind i vikingetiden på samme måde som for de vestlige vikingefærder, hvor vikingernes opdukken ved Lindisfarne i 793 regnes som det traditionelle starttidspunkt.

Galleri med arkæologiske fund fra vendeltiden[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Nationalencyklopedin multimedia plus, 2000.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]