Slaget ved Warksow

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Slaget ved Warksow
Del af Skånske Krig
Dato 8. januar 1678
Sted Warksow på Rügen
Resultat Svensk sejr, midlertidig svensk generobring af Rügen
Parter
Sverige Sverige Danmark Danmark-Norge
Flagge Brandenburg 17.GIF Brandenburg-Preussen
Ledere
Sverige Feltmarskal Otto Wilhelm von Königsmarck Danmark General Detlef von Rumohr
Flag of Brandenburg Oberst von Hülsen
Styrke
1.000–1.500 infanterister
2.000 cavalerister[1]
5.000 –5.400 mand med fem morterer og 16 kanoner
Tab
170 400 dræbte[1]
omkring 3.600 tilfangetagne[2]

Flere tilfangetagne de næste dage

Slaget ved Warksow var et slag i den Skånske krigRügen. Den svenske feltmarskal Otto Wilhelm von Königsmarck angreb de danske tropper på Rügen, som Danmark havde besat i efteråret 1676.

Den danske general Rumohr blev dræbt i starten af slaget, og det danske rytteri flygtede, mens infanteriet overgav sig.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Majorgeneral Königsmarck, den svenske hærleder

I september 1677 var kongen af Danmark-Norge, Christian V kommet til Rygen med 4.000 soldater, som var blevet fragtet dertil med danske orlogsskibe og transportfartøjer, som senere fragtede yderligere 3.000 brandenburgske soldater, som sluttede sig til styrkerne på Rygen. Disse gik i land ved den nordøstlige odde på Jasmund og begyndte at sprede sig ud over øen og satte flere såkaldte ferjeskanser under belejring. Der var bygget to skanser på sydsiden af Rygen, som forsvarede færgeovergangen til fastlandet med byen Stralsund, den ene blev hurtigt erobret af Christian V i oktober 1677. Men Königsmarck beholdt fortsat en garnison på 600 mand på den sidste færgeskanse på den anden side af sundet vendt mod Stralsund. Et dristig angreb med en eskadre af flere krigsskibe, som nåede en holm lige ved på sundet, blev slået tilbage af stærk svensk artilleriild. Belejringen trak ud over efteråret, og Christian V drog tilbage til København.

Med overlegne danske styrker på Rygen kunne ikke Königsmarck komme til hjælp for Stettin, som var lagt under belejring i det, som som blev kaldt slaget om Stettin. Men mod årets slutning havde danskene foretaet en omorganisering i deres tropper, da de bedste og mest egnede var taget hjem, mens næsten kun hvervede soldater af mindre værdi blev tilbage i mindre antal. 2.000 mand under general Lehndroff var kommanderet ud for at deltage i slaget om Stettin. Desuden havde der været mangel på ly og næringsmidler på den golde ø, som disse skulle overvintre på, hvorfor moralen i de hvervede styrker sank.

Königsmarck ville derfor udnytte dette samt de hvervede styrkers tendens til at tgea vinterkvarter for et overraskelsesangreb. Da et tøvejr løste isen over sundet, fik han derfor mobiliseret både og skibe, som var holdt i beredskab. Med både og skibe i Stralsund fragtede han sine styrker over til Nyskansen på Rygen om aften, afledet general Rumohr med et søtog af en kaper med 30 mindre fartøjer, som sejlet til under Wittou. Der var udsendt falske rygter om landgang på Wittou/Wittby i forvejen. Efter at være gået i land på Rygen ved Nyskansen fik han et døgn til at forberede sig på slag af danskerne. General Rumohr havde nægtet at angribe landgangsoperationen over til Nyskansen og dermed vente på, at svenskerne skulle kom ud i åben land.

Om morgenen den 8. januar 1678 marcherede Königsmarck med sin hær nordover mod det indre af øen og nåede en stor eng med midtområdet som moseland mindre end 3 kilometer inde på øen, hvor de fandt den danske hær på den ene side af engen.

Slagopstillingen[redigér | redigér wikikode]

Så snart, Königsmarck havde ført sin hær dertil, stillede han hæren op i den traditionelle slagorden i to linjer med venstrefløjen som bestod af syv skvadroner, centeret med fire bataljoner af fodfolk og højrefløyen med fem skvadroner og en dragonskvadron.

Rumohr, som var kommet til landet under Nyskansen ved Warksow, stillede sin hær op i tre slagorden med seks skvadroner med ryttere på hver fløj og fire bataljoner i centeret samt en reserve på 9 skvadroner og bataljoner. Han havde 16 feltskyts med sig.

Slaget[redigér | redigér wikikode]

Det vist det stærkere artillerivåben hos svenskerne, der blev afgørende, for med deres ildkraft fik de slået tilbage den danske højrefløj, som var holdt udenfor slagets gang, så Königsmarck kunne koncentrere sig om den venstre fløj af danskenes hær, som var opgivet til at være på 5.000-5.400 mand i alt. Da Königsmarck overførte tropper fra den venstre fløj til den højre, blev general Rumohr opmærksom på bevægelserne og ville rekognoscere nærmere. Efter at være redet fra engen til sin højre fløj, som lå på noget højere land, blev han beskudt og faldt af sin hest.

Med et stærkt flankeangreb med både egen højrefløj og center satte Königsmarck stærkt pres på danskene, som blev slået tilbage, mens den svenske venstrefløj kunne holde det danske center ned. Rumohr havde stillet sig op langs strækningen med moselend således, at angrebet ikke kunne kom over denne, og dermed måtte ryttere omgå denne for at angribe danskene på deres flanke. I mellemtiden var det svenske artilleri blevet ført så nær at på kloss hold skød de løs ind i det danske fodfolk i centeret og på deres venstre fløj.

Allerede ved starten blev general Rumohr dødeligt såret, så der opstod forvirring, da officerer blev uenige om hvem, som skulle overtage ledelsen, og der var ingen, som ville overtage ledelsen i et slag, som allerede var ved at kom udenfor kontrol. De danske ryttere støttet af deres infanteri kæmpede så hårdt, at svenskerne veg helt til et modangreb endelige fik slået hul på deres forsvar. Så snart den danske venstre fløj var slået på flugt, vendte så svenskene sig mod centeret som efter en kort kamp overgav sig en masse.

Königsmarck hadde med vilje ladet være med at engagere centeret, fordi det var på fløjene, at danskerne havde deres bedste og mest lojale styrker i en hær, hvor størstedelen bestod af hvervede tyskere, som havde vist sig mindre pålidelige i tidligere kampe. Resterne af det danske rytteri var udslettet eller tvunget til at rømme øen, resten overgev sig rundt om på hele øen i dagene efter slaget, fortet på Jasmund overgav sig den 11. januar 1678.

Tabene er desværre ikke enkelt at få kundskab om, men visse dokumenter viser, at det var langtfra et enkelt slag med stor tab for svenskerne i visse enheder som Smålandska Ryttere. 200 skal være blevet massakreret af finnerne, da soldatene nægtede at give sig, der var 2.000-2.400 heste i den danske hær, og alle var taget eller fældet. 5.000 skulle være blevet taget til fange under slaget, men det virker mere sandsynligt, at det var resultatet af felttoget, hvor hele Rügen var generobret, fremfor den direkte konsekvens af slagets gang. Blot to danske officerer undslap ved at tage en båd til Usedom.

Efterspillet[redigér | redigér wikikode]

Sejren ved Warksow var en vigtig rekrutteringskilde for Königsmarck, som ud af disse 5.000 fanger kunne rekruttere mange nok til at forsterke egne styrker, som kunne gå ud på hærgningstoger mod Brandenburg. Det var i en fortegnelse vist, at der var 23 kompagnier i kavaleriet mod blot 8 fra Danmark, som var hvervede styrker. Selv om en stor del var brandenburgske styrker, var de hurtige til at deltage i hærgningstoger, hvor de udøvede overgreb mod den brandenburgske befolkning.

Christian V var rasende over nyheden og meldinger om brug af hvervede tyske soldater, som var i dansk sold så han organiserede en ny ekspedition nu med hovedsageligt norske tropper, som havde vist sig langt mere pålidelige. Efter, at Niels Juel med sin flåde vsar kommet til Kalmarsund, hvor de observerede den svenske flåde, som lå der, besluttede han at krydse utenfor Rygen for at få bugt med kaprerplagen derfra. I september 1678 kunne Niel Juel hente de brandenburgske styrker ved Palmerort og sejlede så til ved den lille fiskerby Witby på Rygen. Med 250 fartøjer og 8.000 mand sejlede danskerne og brandenburgerne rundt om, holdt svenskene i uråd om hvor landgangen skulle ske. Først den 12. september startede angrebet, da brandenburgerne fra Palmerort kom over, mens 1.800 danskere og nordmænd kom i land ved Wittby. Det kom til hårde kampe, hvor svenskerne var blevet slået væk, men ikke før 57 dræbte og 52 sårede var faldet hos danskerne og nordmændene. De svenske tab var større.

Königsmarck trakk sig efter hårde kampe, hvor hundreder var faldet under kampene, ud af Rygen og efterlod en garnison på 500 mand i en nybygget skanse, som kort efter overgav sig til de allierede under et mytteri den 16. september. Siden da var Stralsund sat under belejring frem til den 15. oktober, da byen kapitulerede. Blot en måned senere den 15. november kapitulerede den siste svenske fæstning i Greifswald. Alle tyske besiddelser holdt af Sverige var gået tabt. En svensk hær på 11.000 mand fra Riga, som marcherede gennem polske områder, måtte vende om i januar 1679 ved Welau ikke langt fra Tilsit.

Noter[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Ulf Sundberg: Svenska Krig 1521-1814; Hjalmarson & Högberg, Stockholm 1998, ISBN 91-89080-14-9