Søslaget i Køge Bugt

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Søslaget i Køge Bugt (1710).
Søslaget i Køge Bugt
Del af Den Skånske Krig
Søslaget i Køge Bugt. Billede af Claus Møinichen
Søslaget i Køge Bugt. Billede af Claus Møinichen
Dato 1. juli2. juli 1677
Sted Farvandet mellem Stevns og Falsterbo ved indgangen til Køge bugt, syd for København
Resultat Dansk sejr
Parter
Danmark Danmark-Norge Sverige Sverige
Ledere
Niels Juel Henrik Horn
Styrke
36 skibe
6.700 mænd
47 skibe
8.600 mænd
Tab
Ca. 100 døde og 275 sårede 20 skibe
Ca. 3.000 dræbte, sårede og tilfangetagne

Slaget i Køge Bugt fandt sted den 1. juli 1677 som del af Skånske krig, hvor Danmark var i krig med Sverige. Søslaget var kulminationen af flere søslag mellem danskerne og svenskerne i perioden 1676-1677, hvor følgende slag bør nævnes: Erobringen af Gotland (29. april 1676), Slaget ved Bornholm (25-26. maj 1676), Slaget ved Öland (1. juni 1676) og Slaget ved Møn (1. juni 1677).

Slaget ved Køge Bugt blev udkæmpet mellem Stevns og Falsterbo, altså ikke i selve bugten, og resulterede i en afgørende dansk sejr. Svenskerne mistede i alt otte orlogsskibe og et antal mindre skibe. Syv af skibene kunne indlemmes i den danske flåde. Det svenske tabstal anslås til ca. 3000 døde, sårede eller tilfangetagne, mens det danske har været på 100 døde og 275 sårede.[1]

Dette resultat ødelagde de svenske planer om at få søherredømmet i de danske farvande og betød, at der fortsat var forbindelse til den danske hær i Skåne.

Optakten til slaget[redigér | redigér wikikode]

Europæisk uro førte til det, vi kender som Skånske krig, som varede fra 1675-79. Danmark kom i forbund med Nederlandene og Brandenburg, mens Frankrig var i forbund med Sverige. I den danske flåde var den danske generaladmiral Cort Adler død i november 1675, og stillingen var derfor ledig. Det blev besluttet at hente den hollandske admiral Cornelius Tromp til Danmark for at besætte stillingen. Dette var ikke udelukkende et valg ud fra kvalifikationer, men også for at forstærke forholdet til Nederlandene, som var en stærk sømagt. Det oplagte danske svar på stillingen ville nok have været Niels Juel, der på dette tidspunkt var admiral på Holmen. Inden Tromp ankom til Danmark, var Niels Juel stået til søs med en eskadre skibe, der en måned senere hurtigt erobrede Gotland. Ved slaget ved Øland 1. juni 1676 mistede svenskerne skibene Stora Kronan, Svärdet, Äpplet, der sank, mens Neptunus (?). To fregatter og tre mindre skibe blev erobret af danskerne. Dette holdt svenskerne væk fra Øresund resten af året, og den følgende vinter blev Tromp sendt til Holland for at hverve matroser og fremskynde den hollandske hjælpeeskadres afsendelse. Den hollandske eskadre nåede ikke at deltage i slaget ved Køge Bugt. En måned før slaget den 1. juni 1677 slog danskerne igen svenskerne i slaget ved Møn, hvor svenskerne mistede Calmar Castel og fire andre orlogsskibe; fire fregatter og to jagter blev erobret af danskerne. Efter dette slag sejlede Niels Juel til Køge Bugt for at reparere flåden og få nye forsyninger. Den 22. juni holdt Niels Juel chefmøde og uddelte signalbreve, samt formerede flåden, som blev inddelt i tre eskadrer. Niels Juel stod i spidsen for 2. eskadre på skibet Christianus Quintus, som havde en besætning på 567 mænd og var armeret med 84 kannoner.

Flåderne[redigér | redigér wikikode]

Den danske flåde bestod i alt af 27 orlogsskibe, samt 5 fregatter, 2 jagter, 2 brandere med en besætning på ca. 6.700 mænd. Dette var mod svenskernes 30 orlogsskibe samt 17 mindre skibe og en samlet besætning på ca. 8.600. Der er flere forskellige måder at vurdere styrkeforholdet på. Svenskerne var overlegne i antal, og danskerne havde problemer med for lidt mandskab på skibene. Den danske flåde var dog væsentligt bedre trænet og havde en langt bedre leder i Niels Juel, mens svenskernes øverste admiral Henrik Horn var feltmarskal, før han blev sat i spidsen for den svenske flåde.

Den danske flåde[redigér | redigér wikikode]

Chrisianus Quintus, under Slaget i Køge Bugt
Maleri af Christian Mølsted

1. eskadre, Marquor Rodsten (Anna Sophia)

art/eff
Lindormen 50/512
Norske Løve 86/964
Fredericus Tertius 64/754
Anna Sophia 62/794
Christianus Quartus 58/646
Hummeren 40/354
Delmenhorst 42/390
Havmanden 30/200
Bonte Falk 28/
En brander og to galioter

2. ekadre, Niels Juel (Christianus Quintus)

art/eff
Christianssand 40/222
Churprinsen 68/910
Enighed 66/788
Christianus Quintus 84/1120
Neptunus 40/324
Maria 30
Tre Løver 64/674
Havfruen 30/140
Postillionen 12
En brander, en jagt og en galiot

3. eskadre, Jens Rodsten (Tre Kroner)

art/eff
Svanen 62/620
Gyldenløve 54/482
Lossen 30/126
Christiania 54/592
Tre Kroner 68/928
Neldebladet 54/554
Charlotta Amalia 64/810
Hvide falk 30/200
Svenske Falk 40/308
Tre galioter og en jagt

[2]

Den svenske flåde[redigér | redigér wikikode]

1. eskadre, Henrik Horn

art/eff
Victoria 76/1114
Wrangel 60/792
Saturnus 64/934
Mars 72/946
Wismar 58/500
Riga 46/440
Hjorten 32/222
Flygande Vargen 44/
Andromeda 52/412
Friderica Amalia 32/120
Elisabeth 18/
Trumslager 18/
To brandere og fire boierter

2. eskadre, H. Clerck (Kronosolen)

art/eff
Kronosolen 72/892
Venus 62/884
Mercurius 66/788
Hercules 54/654
Spes 46/332
Svenska Lejonet 52/448
Phonix 34/284
Kung David 33/
Pälan 18/
To brandere og tre boierter

3. eskadre, H. Wachtmeister (Nyckeln)

art/eff
Nyckeln 88/1164
Jupiter 68/860
Draken 64/888
Hieronymus 72/616
Cesar 56/606
Kalmar 60/440
Gustavus 48/
Kompisolen 32/
Salvator 32/
To brandere og fire boierter

[3]

Selve slaget[redigér | redigér wikikode]

Om aftenen den 30. juni havde de to flåder fået hinanden i sigte og gjorde sig derfor klar til kamp den efterfølgende dag. Søndag morgen den 1. juli var vinden syd med bramsejlskuling. Svenskerne lå sydligst med admiral Wachmeisters 3. eskadre, derefter kom Clerk med 2. eskadre og til sidst Admiral Horn med 1. eskadre. Den danske flåde lå med admiral Jens Rodstens 3. eskadre, Niels Juels 2. eskadre og sidst admiral Marquor Rodsten med 1. eskadre. 1. eskadre drev i løbet af natten noget nord for 2. og 3. eskadre,og har derfor ikke kunnet deltage i slagets indledende fase. Både danskerne og svenskerne var indstillede på at afprøve kræfter med hinanden. Det var svenskerne, der indledte slaget ved at gå næsten vinkelret på den danske linje for at komme tæt nok til entring. Den svenske flåde blev ramt af kraftig dansk beskydning under denne manøvre, der måtte afbrydes, hvorefter skibene lagde større afstand til hinanden. De to linjer fulgtes nu indad mod Stevns, hvor vinden skiftede til en mere vestlig retning. Det svenske orlogsskib Draken kom for tæt på kysten og gik på grund ved Stevns Klint. Admiral Horn Horn befandt sig nu i en svær situation, da han skulle beslutte, hvad han skulle gøre ved Draken. Horn valgte at efterlade fem skibe til beskyttelse af Draken, mens resten af flåden vendte omkring 180 grader.

Niels Juels eskadre stod i høj grad for nedkæmpelsen af Draken, som til sidst måtte stryge flaget. Niels Juels flagskib Christianus Quintus var hårdt medtaget efter kampen med Draken, og han måtte skifte skib til Fredericus Tertius. Marquor Rodsten var nu ankommet til kampene og deltog i nedkæmpelsen af de skibe, Horn havde efterladt til forsvar for Draken. Resultatet af denne kamp var, at tre af Horns skibe undslap op mod sundet, mens det må formodes, at de sidste skibe slog sig til hovedflåden i vendingen på den østlige kurs.[4]

Efter vendingen fortsatte de to flåder på sydøstlig retning parallelt med hinanden. Svenskernes moral må været svækket efter tabet af Draken. [5] Efter at være kommet væk fra Stevns Klint opsod et hul i den svenske linjeformation, hvilket Niels Juel udnyttede til at gennembryde den svenske linje. Det er dog ikke til at sige, hvem der indledte denne 3. vending. Niels Juel fik afskåret 16 skibe, hvoraf syv var orlogsskibe, og der opstod nu heftige nærkampe mellem skibene.[5] Tre Løver blev stærkt beskadiget, men fik gjort det svenske orlogsskib Mars manøvreudygtigt, så det blev nødt til at overgive sig. Under de heftige kampe blev Niels Juel igen så stærkt engageret i kampene, at Fridericus Tertius blev ukampdygtigt, og han måtte skifte skib for anden gang under slaget. Denne gang til Charlotta Amalia. I løbet af eftermiddagen fandt admiral Horn situationen uholdbar og valgte at trække sig fra kampene. Dette beskriver han selv: ”I værende combat blev vore skibe skudt meget redningsløse, desom endnu kunne holde luven var formedelst Guds nådige hjælp og den højeste flid i stand til at salvere sig, men hvad der kom i læ eller blev stikkende på grund fandtes ingen midler til at hjælpe, thi vi kunne ikke længere resistere, men måtte trække os bort fra combatten, hvilket skete med så god orden, da vi havde sendt de havarede skibe forud”. [6]

Da Horn begyndte flugten, blæste det op og begyndte at regne, hvilket gjorde det svært at navigere, og det lykkedes derfor den svenske flåde at undslippe danskerne. Forfølgelsen blev opgivet omkring Bornholm, og Niels Juel vendte tilbage mod København.

Slagets resultat[redigér | redigér wikikode]

Den danske sejr havde stor betydning for resten af krigens forløb, da svenskernes drømme om søherredømmet var knust. Et dansk nederlag ville have betydet, at svenskerne nemt kunne nedkæmpe den hollandske hjælpeflåde – der ikke var nået frem til slaget ved Køge Bugt – og nemt kunne have taget søherredømmet. Det var ikke kun vigtigt for de danske tropper i Skåne, at søherredømmet blev bevaret, men også for den danske moral. I Niels Juel fik danskerne en militærhelt af international kaliber. Christian V fik en lykønskning fra den engelske Kong Charles II: ”…at Juel var den største admiral, som nu var i Europa”[7] Svenskerne mistede i alt otte orlogsskibe og et antal mindre skibe. Syv af skibene kunne indlemmes i den danske flåde. Det svenske mandskabstab må anslås til ca. 3000 døde, sårede eller tilfangetagende, mens det danske var 100 døde og 275 sårede: slaget var en overlegen dansk sejr.

Bagsiden af medaljen

En medalje blev slået i anledning af sejren.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Niels Probst, s. 92
  2. ^ Niels Probst, s. 84-85
  3. ^ Niels Probst, s. 86-87
  4. ^ Niels Probst, s. 90
  5. ^ a b Jørgen Barfod, s. 26
  6. ^ Jørgen Barfod, s. 27
  7. ^ Jørgen Barfod, s. 30

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Niels Probst, Niels Juel – Vor største flådefører, København, 2005
  • Jørgen Barfod, Slaget ved Køge Bugt – Den 1. juli 1677, Køge, 1977

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]