Den livlandske krig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Den livlandske krig
Russernes belejring af Narva i 1558 af Boris Sjorikov,1836
Russernes belejring af Narva i 1558 af Boris Sjorikov,1836
Dato 1558-1583
Sted Estland, Livland, Ingermanland og Rusland
Resultat Dansk-norsks, polsk-litaunsk og svensk sejr.
Territoriale
ændringer
Estland underlagt Sverige
Livland, Kurland og Zemgale underlagt Polen-Litauen
Ösel og andre øer i Rigabugten underlagt Danmark-Norge
Parter
Terra Mariae Livlandske konføderation
Sverige Sverige
Danmark Danmark-Norge
Kong Sigismund III Vasas banner Polen-Litauen
Moskva Zar-Rusland
Livlands flag Kongedømmet Livland
Ledere
Baltic coat of arms.svg Gotthard Kettler
Sveriges orlogsflagg Erik XIV
Danmark Frederik 2.
Herb Rzeczypospolitej Obojga Narodow.svg Stefan Báthory
Coat of arms of Russia (XV Century).svg Ivan den Grusomme
Magnus af Øsel

Den livlandske krig fra 15581582 var en langvarig militær konflikt mellem Zar-Rusland og en vekslende koalition af Danmark, storfyrstendømmet Litauen, kongedømmet Polen (senere Polen-Litauen) og Sverige om kontrollen over Livland.

I slutningen af 1550'erne havde Reformationen og Modreformationen forårsaget interne konflikter i den Livlandske konføderation, mens dets nabo i øst, Rusland, var blevet styrket efter at have besejret khanaterne, Kazan og Astrakhan. Konflikten mellem Rusland og de andre lande blev forstærket af Ruslands isolation i søhandelen. Zaren kunne heller ikke hyre kvalificeret arbejdskraft fra Europa.

I 1547 ansatte Hans Schlitte, agent for zaren Ivan den Grusomme, håndværkere i Tyskland til at arbejde i Rusland. Alle disse håndværkere blev imidlertid arresteret i Lübeck efter ønske fra Livland.[1] Hanseforbundet ignorerede den nye havn, som zar Ivan havde ladet bygge på østbredden af floden Narva i 1550, og leverede fortsat varerne til havne, som var under Livland.[2]

Zar Ivan forlangte, at det livlandske konføderation skulle betale 40.000 taler for Tartu bispedømme, baseret på et krav om, at territoriet en gang havde hørt under den russiske republikken Novgorod. Disputten endte med en russisk invasion i 1558. Russiske tropper okkuperede Dorpat (Tartu) og Narwa (Narva), og belejrede Reval (Tallinn). Målet for Ivan var at skaffe sig den vigtige adgang til Østersøen.

Ivans handlinger var i konflikt med interesserne i andre lande. I tiden efter det katastrofale slag ved Ergeme blev den svækkede liviske orden opløst ved Vilniuspagten i 1559, mens ordenens landområder blev tildelt forbundet mellem storfyrstendømmet Litauen og Polen (Ducatus Ultradunensis), og resten til Sverige (den nordligste halvdel af dagens Estland) og Danmark (Ösel). Den sidste ordensmester for Den livlandske orden, Gotthard Kettler, blev det første overhoved for det polsk-litauiske vasalstat, Hertugdømmet Kurland og Semgallen.

Erik 14. af Sverige og Frederik 2. sendte tropper for at beskytte deres nyvundne territorier. I 1561 overgav byrådet i Reval sig til Sverige, og byen blev udgangspunkt for videre svenske erobringer i området. I 1562 befandt Rusland sig i krig med Litauen og Sverige. I begyndelsen vandt zarens armeer flere sejre, og tog Polotsk i 1563 og Pernau (Pärnu) i 1575, og overvandt dele af Litauen frem til Vilnius, hvilket førte til, at han afslog fredsforslag fra sine fjender.

Men inden 1579 befandt Ivan sig i en vanskelig situation. Krimtatarer hærgede russiske territorier og nedbrændte Moskva, tørke og epidemier havde alvorlig svækket økonomien og opritšnina havde totalt forstyrret rigets indre stabilitet, mens Litauen var gået i union med Polen (ny union i 1569) og skaffet sig en energisk leder, kong Stefan Báthory. Ikke bare vandt Batory Polotsk tilbage i 1579, han indtog tillige russiske fæstninger i Sokol, Velizj, Usvzat, Velikije Luki (1580), og belejrede Pskov (1581–1582). Polsk-Litauisk kavaleri knuste de enorme regioner Smolensk, Tsjernigov og Rjazan, sydvest for det novgorodske territorium[3] og nåede endog en af zarens residenser, og tvang Ivan selv til at flygte i panik. I 1581 tog en hær af lejesoldater, hyret af Sverige og ledet af Pontus de la Gardie, den strategiske by Narva.

Disse hændelser førte til undertegnelsen af en fredsaftale, Jam Zapolski-traktaten i 1582, mellem Rusland og den polsk-litauiske realunion, hvor Rusland fraskrev sig sine krav på Livland. Den jesuitiske pavelige legat Antonio Possevino var indblandet i forhandlingerne om aftalens udformning. Året efter indgik zaren også fred med Sverige. Under Plussa-traktaten mistede Rusland Narva og sydkysten af den finske bugt, som var landets eneste adgang til Østersøen. Situationen blev delvis forandret 12 år senere ved Freden i Teusina, som afsluttede en ny krig mellem Sverige og Rusland.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Karamzin
  2. ^ The Full Collection of Russian Annals, vol. 13
  3. ^ Heidenstein

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Rheinhold Heidenstein: The Notes about the Moscow war (1578–1582) (Sankt Petersborg 1889)
  • N. M. Karamzin: "The History of Russia", vol. VIII (Documents from the Archive of Koenigsberg)
  • Knud Rasmussen: Die livländische Krise 1554—1561. Københavns Universitets Slaviske Institut. Studier 1. (Akademisk Forlag, Universitetsforlaget i København 1973)
  • The Full Collection of Russian Annals, vol. 13, (Sankt Petersborg 1904)