Antidepressivum

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Et af de første antidepressiva af SSRI-typen, fluoxetin. Fluoxetin blev solgt som Prozac® i USA.

Et antidepressivum (flertal antidepressiva) er et lægemiddel der anvendes til behandling af depression. Antidepressiva anvendes undertiden også til behandling af andre lidelser, herunder angst, obsessiv-kompulsiv tilstand (OCD), spiseforstyrrelser, kroniske smerter, neuropatiske smerter, dysmenoré, ADHD, migræne, søvnforstyrrelser og stofmisbrug.

Målet med behandlingen i den akutte sygdomsfase er at "opnå fuldstændig symptomfrihed (remission) og genoprette det sociale funktionsniveau."[1]

Depression er hyppig, idet op til 15% af befolkningen i løbet af livet kommer til at lide af en depression. Der er en udtalt suicidalrisiko. Hos ældre kan symptomerne skjules under somatiske klager og tilstanden kan forveksles med demens.

Der er generelt konsensus om den biopsykosociale model, hvor også depression, ses som forårsaget af en kombination af flere faktorer – herunder biologiske, psykologiske og sociale faktorer.

En mulig forklaring på sygdomsmekanismen ved depression er den såkaldte monoaminhypotese. Ifølge denne hypotese er der en sammenhæng mellem stemningslejet og funktionen af monoamin signalstoffer, som noradrenalin og serotonin, i det centrale nervesystem.[2] Om ikke andet, så har denne hypotese bidraget til udviklingen af antidepressiva, som synes at have en effekt på bl.a. moderat og svær depression. Alle antidepressiva øger koncentrationen af disse aminer i synapsespalten.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Kemisk struktur af iproniazid. Det første stof til at være markedsført som antidepressivum.

Før 1950erne blev opioider og amfetaminer almindeligt brugt som antidepressiva. Brugen af disse stoffer blev dog senere begrænset på grund af deres bivirkninger og afhængighedsskabende karakter. Ekstrakter fra planten perikon (Hypericum perforatum) har også været brugt til at lindre depression.

Kemisk struktur af imipramin. Det første tricykliske antidepressivum. Læg mærke til de tre ringe, der lægger navn til denne gruppe af antidepressiva.

I 1952 blev stoffet iproniazid undersøgt som et muligt lægemiddel mod tuberkulose. Man fandt imidlertid ud af, at iproniazid havde psykoaktive egenskaber. Man observerede, at selv døende patienter blev optimistiske, mere glade og fysisk aktive. Ikke lang tid derefter fandt man ud af, at virkningen skyldtes en nedsat nedbrydelse af monoamin signalstoffer som noradrenalin, serotonin og dopamin. Denne nedsatte nedbrydelse var medieret af en hæmning af enzymet monoaminoxidase (MAO), og denne gruppe af stoffer blev derfor kaldt MAO-hæmmere. På trods af denne opdagelse blev disse stoffer ikke anvendt klinisk mod depression før en dekade senere.[3]

I 1950erne blev der systematisk fremstillet mange kemisk modificerede derivater af det antipsykotiske lægemiddel chlorpromazin. Et af disse var stoffet imipramin, der viste sig at have en god virkning på depression. Imipramin blev det første tricykliske antidepressivum, da det blev introduceret mod depression i 1959.[3]

Nyere antidepressiva[redigér | redigér wikikode]

Selvom introduktionen af MAO-hæmmere og tricykliske antidepressiva var et stort fremskridt i behandlingen af depression, var deres brug hæmmet af de mange bivirkninger som fx sedation, samt alvorlige interaktioner de havde med andre lægemidler og fødevarer. Da virkningsmekanismerne bag de ældre antidepressiva blev klarlagt, gik forskere i gang med at designe stoffer der mere specifikt kunne påvirke signalstofferne i hjernen. Dette førte til at zimelidin blev lanceret i 1982 af den svenske lægemiddelvirksomhed Astra AB (nu AstraZeneca). Zimelidin var det første i gruppen af stoffer der selektivt hæmmede genoptagelsen af signalstoffet serotonin ind i den præsynaptiske nervecelle og blev derfor kaldt selektive serotoningenoptagshæmmere (SSRI). Zimelidin blev senere taget af markedet på grund af alvorlige bivirkningner.[3]

I 1983 kom et nyt antidepressivum af SSRI-typen på markedet: Fluvoxamin (Luvox®), der var udviklet af Solvay Pharmaceuticals. I 1987 kom det nok mest berømte SSRI-lægemiddel, fluoxetin, der var udviklet af Eli Lilly og solgt som Prozac® i USA og Fontex® i Danmark. Disse stoffer havde så få bivirkninger ift. tidligere lægemidler, at antidepressiva, som før kun blev udskrevet af psykiatere, nu i stigende grad blev udskrevet af praktiserende læger. Andre lægemiddelvirksomheder fulgte trop med deres egne SSRI'er. Lundbeck kom med citalopram (Cipramil®) i 1989, Pfizer med sertralin (Zoloft®) i 1990 og GlaxoSmithKline med paroxetin (Paxil®) i 1991.[3]

Gruppeinddeling[redigér | redigér wikikode]

Antidepressiva inddeles i følgende grupper:[2]

Neurotransmittergenoptagshæmmere[redigér | redigér wikikode]

Disse grupper hæmmer genoptagelsen af neurotransmittere fra synapsespalten og ind i den præsynaptiske nervecelle.

Tricykliske antidepressiva (TCA)[redigér | redigér wikikode]

Tricykliske antidepressiva (TCA) er ældre stoffer der primært virker ved at hæmme både genoptagelsen af serotonin og noradrenalin. Mange TCA hæmmer samtidig serotonerge, kolinerge, histaminerge og α1-adrenerge receptorer. TCA har relativt mange bivirkninger og er derfor i vidt omfang blevet erstattet af nyere stoffer.

Stoffer i denne gruppe omfatter amitriptylin, clomipramin, dosulepin, doxepin, imipramin, maprotilin og nortriptylin.

Selektive serotoningenoptagshæmmere (SSRI)[redigér | redigér wikikode]

Selektive serotoningenoptagshæmmere (SSRI) hæmmer genoptagelsen af serotonin i den præsynaptiske nervecelle, og øger dermed mængden af serotonin i synapsespalten. Disse stoffer er i dag de mest anvendte antidepressiva i de fleste lande.

Stoffer i denne gruppe er citalopram, escitalopram, fluoxetin, fluvoxamin, paroxetin og sertralin.

Noradrenalingentoptagshæmmere (NARI)[redigér | redigér wikikode]

Noradrenalingentoptagshæmmere (NARI) hæmmer genoptagelsen af noradrenalin i synapsespalten.

Stoffer i denne gruppe inkluderer atomoxetin og reboxetin. Atomoxetin anvendes kun til behandling af ADHD.

Serotonin- og noradrenalingenoptagshæmmere (SNRI)[redigér | redigér wikikode]

Serotonin- og noradrenalingenoptagshæmmere (SNRI) hæmmer genoptagelsen af både serotonin og noradrenalin.

Stoffer i denne grupper er duloxetin og venlafaxin.

Monoaminoxidase-hæmmere (MAO-hæmmere)[redigér | redigér wikikode]

Monoaminoxidase-hæmmere (MAO-hæmmere) er blandt de ældste antidepressiva og virker ved at hæmme enzymer kaldt monoaminoxidaser (MAO). Disse enzymer nedbryder aminer og der findes to typer: Type A og B. Type A nedbryder primært noradrenalin og serotonin, og hæmning af denne type er derfor det ønskede mål i antidepressiv behandling.

Stoffer i denne gruppe omfatter isocarboxazid og moclobemid. Isocarboxazid er en non-selektiv MAO-hæmmer og hæmmer derved begge typer af enzymet. Moclobemid er en selektiv MAO-A hæmmer.

Noradrenalinerge og specifikke serotonerge antidepressiva (NaSSA)[redigér | redigér wikikode]

Disse stoffer hæmmer de præsynaptiske α2-adrenerge receptorer, hvilket medfører at både noradrenalin og serotonin aktiviteten øges postsynaptisk.

Stoffer i denne grupper er mirtazapin og mianserin.

Melatoninagonister[redigér | redigér wikikode]

Melatoninagonister er en ny gruppe antidepressiva. Kun et stof i denne gruppe er i klinisk brug, nemlig agomelatin. Agomelatin virker ved at stimulere melatoninreceptorer, samt hæmme serotoninreceptorer af typen 5-HT2C.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Sundhedsstyrelsens Referenceprogram for unipolar depression hos voksne, 2007, s. 43.
  2. 2,0 2,1 "Antidepressiva". Pro.medicin.dk. 2011-11-01. http://pro.medicin.dk/Laegemiddelgrupper/Grupper/315574. Hentet 2013-04-18. 
  3. 3,0 3,1 3,2 3,3 López-Muñoz, F.; Alamo (2009). "Monoaminergic neurotransmission: the history of the discovery of antidepressants from 1950s until today". Current pharmaceutical design 15 (14): 1563–1586. doi:10.2174/138161209788168001. PMID 19442174. 

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]