Argentinas historie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg
Question book-4.svg Der er få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.

Argentinas historie falder i tre hovedperioder: tiden før europæernes ankomst, tiden som spansk koloni og tiden efter kolonivældets afslutning.

Argentina som spansk koloni[redigér | redigér wikikode]

Argentina opdagedes af den spanske rigspilot Juan Diaz de Solis, som var udsendt for at finde søvejen syd om Sydamerika. 1515 opdagede han La Plata-mundingen, men blev dræbt af indianerne på et strejftog i land. 1527 sejlede rigspiloten Sebastiano Caboto op ad Parana og anlagde et fort, men måtte opgive kolonisationen. 1535 anlagdes Buenos Aires af Pedro de Mendoza. Byen blev senere ødelagt af indianerne, men genopbyggedes 1580 af Juan de Garay. Det indre af Argentina erobredes fra Peru, og først 1620 fik Argentina som Provinzia del rio de la Plata sin egen guvernør i Buenos Aires. Kolonien led meget under et trykkende monopolsystem, som bevirkede en umådelig smughandel, der dreves af portugiserne fra den nordlige bred af Plata-mundingen. 1776 fordrev imidlertid spanierne portugiserne fra landet nord for mundingen, og samme år oprettedes et Vicekongerige af La Plata-landene, omfattende Argentina, Uruguay, Paraguay og dele af Bolivia.

Argentina efter selvstændigheden[redigér | redigér wikikode]

Argentinas løsrivelse fra Spanien foregik 1810. Vicekongen afsattes, en provisorisk junta overtog styrelsen og fordrev spanierne. 1813 opløstes juntaen og en konstituerende forsamling trådte sammen. Da imidlertid spanske tropper var landsatte i Montevideo, valgte folket i Buenos Aires Antonio Posadas til diktator og satte San Martin i spidsen for hæren, Brown for flåden. I maj ødelagde Brown den spanske flåde, og i juni fordrev San Martin spanierne fra Montevideo, hvorpå han gik vest på for at fordrive spanierne fra Chile og Peru. Imidlertid var indre stridigheder opståede, idet landbefolkningen ikke ville finde sig i hovedstadens dominerende stilling. En kongres i Tucuman (1816) vedtog endelig de forenede stater ved La Platas uafhængighed, mens Uruguay og Paraguay udskiltes og kom til at danne særskilte stater. Kongressen i Buenos Aires (1819) gav endelig landet en forfatning efter de nordamerikanske forenede staters mønster.

Borgerkrig[redigér | redigér wikikode]

De følgende år optoges af stridigheder mellem unitarierne, som ville have en helstatsforfatning, og føderalisterne, som holdt på et statsforbund med vidtgående selvstændighed for enkeltstaterne. Forbundet blev en tid opløst og dannedes igen. Endelig blev gauchoen Juan Manuel Rosas guvernør i Buenos Aires (1829) og senere diktator. Han førte et rædselsregimente med henrettelser, snigmord, konfiskationer og plyndringer. Flere provinser gjorde oprør, og efter at Rosas havde fornærmet England og Frankrig, slog en engelsk-fransk flåde den argentinske ved Montevideo, hvor efter den blokerede Buenos Aires. 1850 affandt Rosas sig med England og Frankrig, men næste år sluttede staten Entre Rios et forbund med Brasilien og Uruguay mod Rosas. Guvernøren i Entre Rios, José de Urquiza gik i spidsen for en hær over Parana og sejrede ved Montelaceres, hvor efter Rosas måtte flygte til England. Urquiza fik nu magten, men så snart han havde forladt hovedstaden, fik unitarierne magten der og udnævnte general Pinto til præsident, mens de øvrige stater samlede en kongres i Santa Fé, som maj 1853 vedtog en forfatning for den argentinske republik og valgte Urquiza til præsident. Parana blev foreløbig hovedstad for Argentina. Der var nu i nogle år to republikker, Argentina og Buenos Aires. 1859 blev Buenos Aires dog tvunget til at træde ind i forbundet og blev derpå (1860) regeringssæde. Allerede næste år fornyedes striden. Buenos Aires gjorde oprør under general Mitre, som overvandt Urquiza’s tropper og derpå selv blev præsident.

Landets opbygning og gældsætning[redigér | redigér wikikode]

Efter Mitre fulgte (1868) Domingo Faustino Sarmiento, som gjorde meget for skolevæsenet, agerbruget og handelen og søgte at fremme indvandringen. Efter ham fulgte (1874) Nicolo Avellaneda, efter at en opstand af Mitre var underkuet. Da der efter hans afgang (1880) skulle vælges en ny præsident, udbrød der atter uroligheder, som dog dæmpedes, og general Julio Roca valgtes. Han havde som krigsminister under Avellaneda vundet popularitet ved indlemmelsen af det nordlige Patagonien i Argentina, efter at disse landstrækninger var blevne rensede for de røverske indianerstammer. Han udskilte hovedstaden fra provinsen Buenos Aires, som fik La Plata til provinshovedstad. Under hans regering gjorde landet store fremskridt, og 1886 kunne hans efterfølger, Miguel Juarez Celman tiltræde sit embede uden uroligheder. Under Celman’s regering fortsattes arbejderne for landets fremskridt med anlæg af jernbaner og andre foranstaltninger, men herved steg statsgælden foruroligende, og da staten udstedte udækkede papirspenge, sank disses kurs til en trediedel af deres pålydende værdi. Der opstod derved stor utilfredshed, som (1890) brød ud i et oprør. Efter at Roca havde dæmpet dette, måtte dog Celman gå af, og vicepræsidenten, Pellegrini, overtog regeringen, indtil Saenz Peña valgtes til Præsident (1892). Hans regering søgte at afhjælpe finansnøden ved sparsommelighed, men partistridighederne forhindrede alle forholdsregler. Et oprør brød ud og dæmpedes, men Peña måtte desuagtet gå af (1895).

Grænseproblemerne løses[redigér | redigér wikikode]

Fra 1893 skærpedes grænsekonflikten med Chile, efter Bolivia havde afstået en del af Puna de Atacama til Argentina – et område som havde været besat af Chile siden Salpeterkrigen. Situationen udviklede sig til et våbenkapløb mellem Chile og Argentina. Den britiske konge Edvard 7. mæglede i 1902 i grænsestriden. Patagonien og Ildlandet blev igen opdelt, og heraf tilfaldt 54.000 km² Chile og 40.000 km² Argentina.[1]

Vicepræsidenten Uriburu blev nu præsident. Under hans regering blev striden med Chile om grænsen mellem landene gennem Patagonien akut, og en krig blev med nød og næppe undgået. Man blev til sidst enig om at underkaste sig den britiske regerings voldgift, lige som en strid om grænsen mod nordvest underlagdes voldgift af en kommission med den amerikanske gesandt i Argentina som formand. Imidlertid afløstes Uriburu (1898) af Roca, som anden gang blev præsident. Striden om nordvestgrænsen afgjordes (1899) til fordel for Argentina, og 1902 faldt voldgiftsdommen om grænsen i Patagonien på en for begge parter tilfredsstillende måde. Under Roca’s regering blev der ført forhandlinger med Chile og Brasilien om at henvise alle fremtidige stridigheder til voldgift og at foretage en successiv afrustning. Der foretoges besparelser i forskellig retning og arbejdedes på forbedring af samfærdselsmidlerne. Roca afløstes (1904) af Manuel Quintana, som døde 1906 og afløstes af Figuero Alcorta. 1910 kom det radikale parti i Argentina til magten med præsident Roque Saenz Peña. De store jernbaneanlæg fortsattes, og 1910 gennemførtes jernbaneforbindelsen over Anderne med Chile. Besparelser i administrationen og en effektiv jordbeskatning indførtes.

Indvandring og økonomiboom[redigér | redigér wikikode]

Julio A. Rocas regeringstid blev betegnet som et "skindemokrati" og et oligarki.

Årene fra 1880 til 1912 var kendetegnet ved massiv indvandring af italienere og spaniere, som bosatte sig i byerne og i såkaldte "kolonier" på landet. Politisk betegnes denne tid som et "skindemokrati", da regeringen under Julio Argentino Roca, samt de følgende regeringer var oligarkisk indrettet, under stor indflydelse af de store landejere.[Kilde mangler] Størstedelen af befolkningen blev gennem et nøje udtænkt valgsystem nægtet deres politiske ret af regeringspartiet Partido Autonomista Nacional, som havde regeret uafbrudt fra 1874 til 1916; indvandrerne havde ligeledes ingen stemmeret.[Kilde mangler]

Argentina under 1. verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Under 1. verdenskrig var Argentina strengt neutral. 1915 sluttedes en traktat med Chile og Brasilien, hvor efter i tilfælde af stridigheder en kommission skulle nedsættes til at forsøge tvisten afgjort ved voldgift. Argentina led betydeligt i økonomisk henseende under verdenskrigen. Kødeksportens stigning opvejede ikke nedgangen i uldeksporten. Arbejdsforholdene var urolige, og uroen kulminerede 1919 med en generalstrejke i Buenos Aires og andre byer, som først endtes efter blodige kampe.

Mellemkrigstiden[redigér | redigér wikikode]

I 1912 blev stemmeret for alle indført af lederen for den liberale fløj af PAN, Roque Sáenz Peña, og i kølvandet kom i 1916 et magtskifte, da partiet Unión Cívica Radical fra den borgerlige protestbevægelse vandt valget. Det regerede frem til 1930, hvor et militærkup genindførte et konservativt system. 1930'erne bliver i dag oftest omtalt som década infame, det berygtede årti, hvor demokratiet kun eksisterede på papiret, og valgsvindel var dagligdag.[Kilde mangler]

Peronisme[redigér | redigér wikikode]

Juan Domingo Perón blev en folkehelt for Argentinas arbejderklasse.

I løbet af den første halvdel af 1940'erne nåede den unge officer Juan Domingo Perón at manøvrere sig frem til magten i Argentina. Ved general Pedro Ramírez' kup blev Perón sat i spidsen for det dengang relativt ligegyldige arbejdsministerium[Kilde mangler], og blev gennem vidtrækkende indrømmelser overfor fagforeningerne hurtigt til en folkehelt for arbejderklassen. I 1946 blev han valgt som præsident.

Argentina var officielt neutralt under 2. verdenskrig. Landet sympatiserede i starten med aksemagterne, men støttede de allierede hen mod krigens slutning. Under krigen modtog Argentina mange flygtninge fra Europa; efter krigen søgte nazister og fascister tilflugt i Argentina såvel som i resten af Latinamerika. Blandt de mest kendte nazistiske krigsforbrydere, der flygtede til Argentina, var Adolf Eichmann, som 23. maj 1960 blev bortført af Mossad og taget til Israel, hvor han blev idømt dødsstraf, Josef Mengele, som var berygtet læge fra koncentrationslejren Auschwitz, og Walter Rauff, som under anden verdenskrig var medansvarlig for arbejdet med mobile gaskamre, såkaldte gasvogne, som blev brugt til at myrde fanger i koncentrationslejre.

Under Perón, som symaptiserede med de fascistiske grundtanker, søgte Argentina at afværge kommunismen gennem flere indrømmelser overfor arbejderne. Fra hans første regeringstid blev industrialisieringen af landet, som var begyndt efter den verdensomspændende økonomiske krise i 1930, forstærket og der blev gennemtvunget en importsubstitutionspolitik. I 1955 blev han afsat ved et kup, og flygtede i eksil. Peróns tanker har efterfølgende lagt navn til ideologien peronisme.

Ustabilitet og diktatur[redigér | redigér wikikode]

Eva Perón

Argentina oplevede i den følgende tid skiftevis økonomisk succes og krise. Indtil 1983 var der en æra af ustabilitet, hvor landet havde forskellige civile- og militærregeringer. Arturo Frondizis (1958–62) og Arturo Umberto Illias (1963–1966) demokratisk valgte regeringer blev væltet af det Perón-fjendtlige militær. I perioden 1966 til 1973 var landet et længere højrekonservativt militærdiktatur under Juan Carlos Onganía og hans efterfølgere. Diktaturet blev ophævet i 1973 efter stærke protester fra befolkningen. Landet blev kortvarigt et demokrati igen, hvorefter den stadig populære Perón fik tilladelse til at vende tilbage til landet, og snart efter genvandt magten.

Peróns anden embedsperiode fra oktober 1973 til sin død 1. juli 1974 bragte kun en ubetydelig beroligelse af Argentinas politiske og økonomiske forhold. Efter hans død blev hans tredje hustru, Isabel Perón (kaldet "Isabelita"), som han havde udnævnt til vicepræsident, indsat som præsident. Den tidligere natklubdanserinde blev dog overvældet af embedet og tjente udelukkende som marionet for højreorienterede peronister som José López Rega[Kilde mangler], der med AAA allerede under Perón havde indsat en paramilitær gruppe som torturerede og myrdede modstandere af regimet. Desuden tog de økonomiske problemer til i styrke, og landet blev ramt af en stærk inflation. Kriminelle grupperinger (Guerilleros) udnyttede kaosset til at begå bortførelser og andre forbrydelser i egen interesse.[Kilde mangler]

I 1976 kom et nyt kup, som installerede et militærdiktatur under ledelse af Jorge Rafael Videla. Diktaturet, som officielt fik navnet Proceso de Reorganización Nacional ("den nationale reorganiseringsproces") blev ledet af en tremands-junta, som forsøgte at løse situationen ved hjælp af åben statsterror i årene mellem 1976 og 1978 i det, som senere blev kendt som "Den Beskidte Krig". I løbet af årene forsvandt anslået 30.000 modstandere af regimet, samt andre, samlet betegnet "Desaparecidos".

For at ende suverænitetsstridighederne over øerne på Amerikas sydlige spids, oprettede Argentina og Chile i 1971 et internationalt tribunal, som skulle beslutte en endelig fortolkning af grænseaftalen fra 1881. Voldgiften i Bealekonflikten blev fastslået i 1977, og gik på at alle øer syd for Isla Grande de Tierra del Fuego skulle tilhøre Chile. I 1978 erklærede Argentina voldgiften ugyldig, og forberedte sig på at indtage øerne militært ved Operation Soberania, hvilket dog blev undgået takket været indgriben fra den daværende pave.[Kilde mangler] Først i 1984 anerkendte Argentina officielt beslutningen, efter diverse ændringer, såsom en ændring i den maritime grænse mod vest, og underskrev Venskabs- og frihedstraktaten.

Det demokratiske Argentina[redigér | redigér wikikode]

Raúl Alfonsín
Cristina og Néstor Kirchner

I april 1982 kom Argentina under den nye juntaleder Leopoldo Galtieri i krig mod Storbritannien i den såkaldte Falklandskrig. Konflikten begyndte efter Argentina invaderede Falklandsøerne, som ifølge Argentinas forfatning tilhørte Argentinas eget statsområde, men som dog blev administreret af Storbritannien. Invasionen af argentinske soldater blev besvaret af Storbritannien med et succesfuldt modangreb til lands, til vands og i luften. Argentina kapitulerede 14. juni samme år.

I 1983 vendte landet tilbage til demokrati. Den første demokratiske præsident i perioden var Raúl Alfonsín (UCR), som dog trådte tilbage før tid i 1989 som følge af en finanskrise. Partido Justicialista kom dermed igen til magten, med Carlos Menem i spidsen. Menems neoliberale finanspolitik og 1:1-bindelsen af den argentinske peso til den amerikansk dollar under hans første regeringstid var blandt de tiltag som stabiliserede landet. I hans anden regeringsperiode blev de negative sider ved hans finanspolitik dog mere synlige.[Kilde mangler]

Mellem 1998 og 2002 faldt landet på ny ind i en stor finanskrise, hvor købekraften gik 20% tilbage. I 1999 blev Menems regering afløst af en centrum-venstre-koalition med præsidentkandidaten Fernando de la Rúa. De la Rúa kunne dog ikke forbedre den finansielle situation, som hans forgænger havde efterladt, hurtigt eller holdbart.[Kilde mangler] Præsidentens tøven med at handle, stridigheder internt i kolalitionen samt en stærk udenomparlamentarisk opposition gennem fagforeningerne, som traditionelt var peronister, svækkede i stigende grad De la Rúa.[Kilde mangler] Dette kulminerede i slutningen af 2001 efter omfattende uro og plydringer i at præsident Fernando de la Rúa trådte tilbage.

Efterfølgende kom mere peronistiske præsidenter, først Eduardo Duhalde som dog blev slidt op af håndteringen af krisen.[Kilde mangler] I maj 2003 blev Néstor Kirchner, som tilhørte den socialdemokratiske fløj af Partido Justicialista, valgt som ny præsident efter et meget kaotisk valgforløb. På trods af hans beskedne valgresultat var Kirchner meget vellidt af befolkningen i sin regeringstid, da det lykkedes ham at overvinde krisen og dermed forbedre landets overordnede situation.[Kilde mangler] Økonomien begyndte en kraftig vækst: i 2003 rapporterede Argentina om en vækst i bruttonationalproduktet helt op til +8,7% mod −10,9% i 2002[2]. Kirchner blev dog også udsat for kritik, specielt på grund af hans autokratiske ledelsesstil og til dels også på grund af hans samarbejde med Piquetero-protestbevægelsen, hvilket blev tolket som populisme.[Kilde mangler]

Ved valget til det argentinske senat og til det argentinske repræsentantkammer i oktober 2005 gik Néstor Kirchners tilhængere frem med 40% af stemmerne. Ved valget til senatorposten for den vigtige provins Buenos Aires vandt Kirchners kone Cristina Fernández de Kirchner mod dens tidligere præsident Eduardo Duhaldes kone Hilda González de Duhalde, som også tilhørte det peronistiske Partido Justicialista. Præsidenten var dermed yderligere styrket, og kunne støtte sig til et bredt flertal i begge kamre.

Ved præsident- og parlamentsvalget 28. oktober 2007 vandt de regerende peronister, især Kirchners valgplatform, Frente para la Victoria, en overvældende sejr. Cristina Fernández de Kirchner sikrede sig i første valgrunde 45,3% af stemmerne og undgik dermed at skulle ud i anden valgrunde. Hun tiltrådte præsidentembedet 10. december 2007. Kirchnerismen blev også let styrket i parlamentet.[3]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]