Arveprins Frederik

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Frederik af Danmark
Arveprins af Danmark
Regent 1772 – 1784
Ægtefælle Sophie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin (g. 1774)
Børn
Hus Huset Oldenburg
Far Frederik 5. af Danmark
Mor Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel
Født 11. oktober 1753(1753-10-11)
Christiansborg Slot, København
Død 7. december 1805 (52 år)
Amalienborg Slot, København
Hvilested Roskilde Domkirke
Religion Lutheransk
Ridder af Elefantordenen

1753

Arveprins Frederik (Friderich) (11. oktober 1753Christiansborg7. december 1805Amalienborg) var en dansk prins, søn af Frederik V af Danmark-Norge og dronning Juliane Marie som deres eneste fælles barn.[1] Arveprinsen var dansk-norsk tronfølger (efter sin halvbror Christian VII) 1766-68, indtil hans svigerinde, dronning Caroline Mathilde, nedkom med sønnen kronprins Frederik (VI). I 1772-84 var han faktisk regent for sin halvbror. Som regent stod den unge prins i skyggen af sin mor enkedronning Juliane Marie og sin tidligere lærer stats- og gehejmekabinetssekretær Ove Høegh-Guldberg.

Arveprins Frederik var gift med Sofie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin. Der var fire børn i ægteskabet: prinsesse Juliane Sophie, kong Christian VIII, prinsesse Louise Charlotte og arveprins Ferdinand.

Opvækst[redigér | rediger kildetekst]

Miniatureportræt udført af Christopher Foltmar ca. 1760.

Prins Frederik blev født den 11. oktober 1753(1753-10-11)Christiansborg Slot i København. Han var Kong Frederik 5.'s femte overlevende barn og det eneste født i kongens andet ægteskab med Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel.[1] Som yngre søn uden umiddelbar udsigt til at arve tronen blev han, for at skaffe ham en fyrstelig stilling, allerede i en alder af tre valgt til koadjutor i fyrstbispedømmet Lübeck, hvor han med tiden skulle efterfølge fyrstebiskoppen.[1] Imidlertid blev det ved mageskiftetraktaterne af 1767 og 1773 fastslået, at prinsen skulle give afkald på denne værdighed.[1] Den opdragelse, han havde fået, var ikke blevet baseret på, at han skulle være fyrste i en lille tysk stat. Han var tværtimod siden enevældens indførelse den første danske prins, der blev opdraget til at opfatte dansk som sit egentlige modersmål.[2] Derfor var fremtrædende danske videnskabsmænd som Jens Schielderup Sneedorff[3] og senere Ove Høegh-Guldberg hans vigtigste lærere.[2]

Enkedronning Juliane Marie med et billede af sin søn Arveprins Frederik.
Oliemaleri: Johann Georg Ziesenis (1766-1767)

Men prinsen viste ikke evner til at anvende den undervisning, han havde fået. Det var derfor en overraskelse, at han skulle komme til at stå i spidsen for staten. Men Johann Friedrich Struensee havde under sit regimente forvist prinsen og hans moder, enkedronning Juliane Marie, fra hoffet, hvorefter de i en periode boede på Fredensborg slot.[3]

Regent[redigér | rediger kildetekst]

Portræt af Arveprins Frederik fra 1777, udført af Vigilius Eriksen.

Derfor blev prinsen et samlingspunkt for dem, der ville Struensee til livs[3], og da januarnatten 1772 havde fjernet Struensee og dronning Caroline Mathilde og deres allierede fra magten, blev det arveprinsen, der kom til at stå som samlingspunkt for regeringen. Men i virkeligheden var han kun et navn.[3] Det er velbekendt, at han var under indflydelse af sin moder, og at de begge med hensyn til statens anliggender nøje fulgte Guldbergs råd.[3][4]

Hvor lidet betydelig han end viste sig på alle de områder, hvor han fik noget at gøre, stod han dog afgjort som den mest fremtrædende mand i staten.[3] Så meget mere kan man forstå, at han blev utilfreds, da den unge kronprins Frederik 14. april 1784 gjorde ende på det guldbergske styre.[3][5] Han protesterede derfor heftigt den dag, da kronprinsen i det afgørende statsrådsmøde forelagde det forslag for den regerende konge, hvorefter statsrådet skulle sammensættes af helt andre personligheder end dem, der var arveprinsens og enkedronningens kårne mænd.[6] Det menes endog, at det kom til håndgribeligheder mellem ham og kronprinsen, da det gjaldt om, hvem der kunne sikre sig kongens person.[5]

Med denne begivenhed var arveprinsens politiske rolle udspillet.[7] Forholdet imellem ham og kronprinsen bevarede en vis ydre høflig karakter, men kunne ikke blive varmt, og arveprinsen sank hen i et privatliv i ubemærkethed.[8]

Senere liv[redigér | rediger kildetekst]

Jens Juels maleri Dansebakken ved Sorgenfri, cirka 1800.

I 1783 købte han Sorgenfri Slot, og i 1791-94 udvidede og moderniserede han slottet ved arkitekten Peter Meyn. Nicolai Abildgaard stod for den indre udsmykning i nyklassicistisk stil. Samtidig gennemførtes anlægget af haven og en smuk lystskov i forbindelse med det bakkede terræn langs åen.[9]

Året 1794 blev et begivenhedsrigt år for arveprinsen og hans familie. Ved det første Christiansborgs brand i februar 1794, mistede familien sit hjem og flyttede ind i det nordvestlige palæ ved Amalienborg Slotsplads, Levetzaus palæ[a].[10] Og i november samme år døde Arveprinsesse Sophie Frederikke, der led af et skrøbeligt helbred, i en alder af bare 36 år.

Arveprins Frederik selv døde 52 år gammel efter længere tids svagelighed den 7. december 1805Amalienborg.[8]

Ægteskab og børn[redigér | rediger kildetekst]

Arveprins Frederik og Arveprinsesse Sophie Frederikke med deres tre ældste overlevende børn: Fra venstre Prinsesse Louise Charlotte, Prinsesse Juliane Sophie og Prins Christian Frederik.
Maleri: Jens Juel (1790).

I en alder af 21 år var arveprinsen (21. oktober 1774) blevet gift med prinsesse Sofie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin (1758-1794). I ægteskabet fødtes syv børn:

Navn Født Død Bemærkninger
Med Sophie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin
unavngivet datter 19. september 1781 19. september 1781 begravet i Roskilde Domkirke
unavngivet datter 17. februar 1783 17. februar 1783 begravet i Roskilde Domkirke
Juliane Marie 2. maj 1784 28. oktober 1784 begravet i Roskilde Domkirke
Christian Frederik[8] 18. september 1786 20. januar 1848 konge af Norge i 1814 og konge af Danmark som Christian 8. 1839-1848
gift 1. gang 1806 med hertuginde Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin
gift 2. gang 1815 med prinsesse Caroline Amalie af Augustenborg
Juliane Sophie[8] 18. februar 1788 9. maj 1850 gift 1812 med prins Frederik Vilhelm Carl Ludvig af Hessen-Philippsthal-Barchfeldt
Charlotte[8] 30. oktober 1789 28. marts 1864 gift 1810 med landgreve Vilhelm af Hessen-Kassel
Arveprins Ferdinand[8] 22. november 1792 29. juni 1863 arveprins af Danmark
gift 1829 med prinsesse Caroline af Danmark

Noter[redigér | rediger kildetekst]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b c d Holm, s. 325
  2. ^ a b Feldbæk, s. 232
  3. ^ a b c d e f g Holm, s. 326
  4. ^ Feldbæk, s. 233
  5. ^ a b Feldbæk, s. 234
  6. ^ Holm, s. 326f
  7. ^ Feldbæk, s. 235
  8. ^ a b c d e f Holm, s. 327
  9. ^ J.P. Trap: Kongeriget Danmark; 3. Udgave 2. Bind : Frederiksborg, Kjøbenhavns, Holbæk, Sorø og Præstø Amter; 3. udgave bind 2; København 1898; s. 274
  10. ^ Feldbæk, s. 239

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Bo Bramsen: Huset Glücksborg, bind 1, side 200, 3. udg. 2002
  • Bramsen, Bo (1985). Ferdinand og Caroline : en beretning om prinsen, der nødig ville være konge af Danmark (4. udgave). København: Nordiske Landes Bogforlag. ISBN 8787439220.
  • Ole Feldbæk: "Den lange fred" (Olaf Olsen: Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 9: 1700-1800; København 1990; ISBN 87-89068-11-4)
  • Holm, Edvard (1891). "Frederik, Arveprins". I Bricka, Carl Frederik (red.). Dansk Biografisk Lexikon, tillige omfattende Norge for Tidsrummet 1537-1814. Vol. V. (1. udgave). København: Gyldendal. s. 325-327.

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]