Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel
Portræt udført af Vigilius Eriksen i 1780'erne.
Dronning af Danmark
Embedsperiode 1752 – 1766
Forgænger Louise af Storbritannien
Caroline Mathilde af Storbritannien
Ægtefælle Frederik 5. af Danmark
Børn Arveprins Frederik
Hus Welf
Far Ferdinand Albert 2. af Braunschweig-Wolfenbüttel
Mor Antoinette Amalie af Braunschweig
Født 4. september 1729
Wolfenbüttel
Død 10. august 1796 (66 år)
Fredensborg Slot
Begravet Roskilde Domkirke

Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel-Bevern, (4. september 172910. oktober 1796[1]), var dronning af Danmark og Norge. Hun var datter af hertug Ferdinand Albert 2. af Braunschweig-Wolfenbüttel (1680-1735) og Antoinette Amalie af Braunschweig (1696-1762).

Ægteskab[redigér | redigér wikikode]

8. juli 1752 blev hun gift med Frederik 5., der året forinden blev enkemand ved dronning Louises død. Juliane Marie blev stedmoder til kronprins Christian og til prinsesserne Sophie Magdalene, Vilhelmine Caroline og Louise.

Dronning[redigér | redigér wikikode]

Den unge dronning.

Juliane Marie og Frederik 5. fik i 1753 sønnen Frederik. Af hendes dagbogsnotater fremgår det, at hun levede et stille og tilbagetrukket liv beskæftiget med de mange børn.

Kongen var kun nødig, tvunget af sine omgivelsers indtrængende råd gået ind på dette ægteskab, der ikke bragte dronningen lykke, skønt hun blev moder til en søn, arveprins Frederik. Hun formåede ikke at vinde sin ægtefælles hengivenhed og måtte med dyb smerte se ham vedblive med det vilde liv, der så tidlig lagde ham i graven; men heller ikke folkets hjerte kunne hun nå trods al sin hæderlighed, besindighed og i det hele taktfulde optræden, hvad der vel til dels var en følge af, at hun havde den forgudede dronning Luise til forgængerinde på tronen, men væsentlig skyldtes hendes tilbageholdne, kølige, på det forstandsmæssige anlagte karakter, der synes at have næsten ganske manglet evnen til at vække sympati. Som regerende dronning var hun temmelig overset ved hoffet og prøvede ikke trods sin svoger Frederik 2. af Preussens tilskyndelse på at vinde politisk indflydelse.[2]

Det er sigende, at Ove Høegh-Guldberg i 1761 blev kaldt som lærer for arveprins Frederik, fordi dronning Juliane Marie ønskede, at han skulle opdrages på dansk.[3]

Hun havde en udsøgt smag, hvad vi kan se på Fredensborg.

Enkedronning[redigér | redigér wikikode]

Enkedronning Juliane Marie siddende med et billede af sin søn Arveprins Frederik.

I 1766 døde Frederik 5. kun 42 år gammel, hvorefter den kun 17 årige kronprins Christian blev konge. Den unge konge begyndte et liv med udskejelser. Han frekventerede Københavns bordeller, hvor han især var sammen med en prostitueret med øgenavnet "Støvlet-Cathrine", hvis borgerlige navn var Anna Cathrine Benthagen, bosat i Vandkunsten. Kongen kunne få raserianfald og udøvede hærværk. For at dæmme op for problemerne, som havde taget form af sindssyge, valgte hoffet at sende kongen på en udlandsrejse.

Senere samme år (1768) vendte kongen hjem, og i hans følge var en tysk læge ved navn Johann Friedrich Struensee. Struensee blev knyttet til hoffet, da han havde en god virkning på kongens sindssygdom. Den reformivrige Struensee udmanøvrerede efterhånden forskellige embedsmænd som Bernstorff. Ikke alene havde Struensee magten, han havde også vundet den unge dronning Caroline Mathildes hjerte, og da dronningen fødte prinsesse Louise Augusta 7. juli 1771, var det den almindelige mening, at Struensee var barnets fader, uanset at kongen anerkendte faderskabet.

År i ubemærkethed[redigér | redigér wikikode]

Enkedronningens tilværelse var endnu mere ubemærket i de første år af Christian 7.s regering. Den unge konge gjorde sig en glæde af at afslå selv de ubetydeligste anmodninger fra hendes side, lige som hun og arveprinsen ved enhver lejlighed blev tilsidesatte, men hun fandt sig tålmodig i alt, selv i Struensee’s hensynsløse og plumpe drillerier, og det var først, da man havde gjort det indlysende for hende hvilke følger, Struensee’s forhold til Caroline Mathilde med tiden kunne få for kongehuset, og da man så at sige satte hende kniven på struben, at hun overvandt sin ulyst til at træde frem på scenen.[4] Den 12. januar 1772 gik hun ind på de sammensvornes planer om at få Struensee styrtet.

Den 17. januar 1772 fandt et kup sted, der medførte, at Struensee og hans ungdomsven Enevold Brandt blev arresteret tillige med dronning Caroline Mathilde. Juliane Marie havde aftenen forinden fået stedsønnen til at underskrive deres arrestordrer.[5] Efterfølgende nedsattes en kommissionsdomstol. Anklagerne lød på krænkelse af den enevældige majestæt. Begge blev dømt skyldige. Struensee og Brandt blev henrettet og den unge dronning Caroline Mathilde forvist til Celle.[6]

Nicolai Abildgaard fortæller, at hun havde en kikkert på sit værelse indstillet så hun kunne se Struensees lig på stejlen ude på Østerfælled.

Regenten[redigér | redigér wikikode]

Juliane Marie i 1776.

Med eet slag var enkedronningen blevet midtpunktet i hoffet og statsstyrelsen; hyldet og lovprist fra alle sider stod hun som den ledende personlighed i dansk politik i de følgende 12 år, men sit væsen tro deltog hun kun sjældent direkte i statssagernes afgørelse, og skønt kabinetsregeringssystemet kunne give hende lejlighed nok til at gøre sin vilje gældende, indskrænkede hun sig dog som regel til at øve indflydelse på områder, der havde hendes særlige interesse, som udenrigspolitikken, mens hun mere og mere overlod den øvrige styrelse til sine omgivelser, især Guldberg for de senere års vedkommende. Man kan se dette som udtryk for manglende personlig selvstændighed til at give sine tanker udslag i virksom praksis men snarere har det været erkendelse af de faktiske magtforhold ved hoffet, der bevirkede, at hun fulgte de råd, som hendes omgivelser gav. Ved forholdenes magt kom hun til at stå forrest blandt den kongelige families medlemmer, men styrer og leder i egentlig forstand blev hun ikke. Det er muligt og forståeligt, at hun efter så mange års tilsidesættelse kunne føle glæde ved at lade folk mærke, at det nu var nødvendigt at tage tilbørligt hensyn til hendes ønsker. Beskyldninger mod hende for intriger er ganske uberettigede, den slags stemte ikke med hendes ubestridelige hæderlighed; uden vaklen fulgte hun Guldberg i hans nationale bestræbelser, og hun kunne vise megen takt i omtalen selv af politiske modstandere. Blandt hendes personlige fortjeneste er, hun senere skænkede midlerne til Fødselsstiftelsen i København.[7]

Enkedronning Juliane Marie og Høegh-Guldberg indførte et konservativt styre: de reformer, som Struensee havde indført, blev sat ud af kraft. Juliane Marie uddelte mange titler og ordener – muligvis som et middel til at holde sig ved magten.[8]

Hun var ikke økonomisk ekspert og regnede med at styre landets finanser ved at lade seddelpressen køre, samt ved at yde venner og støtter afdragsfrie lån.

Hun havde større held med at drive propaganda for sit styre. Hun ville fremstå som landets moder, som en mild og fornuftig moder, der kun ville sit folk det bedste. En del af propagandaen kan ses i Nordmandsdalen ved Fredensborg Slot og ved Jægerspris Slot, hvor hun lod en jættestue fra stenalderen indrette som et nyklassicistisk monument.

Den kongelige Porcelænsfabrik blev grundlagt i 1775 med Enkedronningen som protektor, 200 år senere er et spisestel] opkaldt efter hende.[9]

Hendes "regeringstid" faldt sammen med den florissante periode i Danmark. Handelen blomstrede, købmænd blev rige og der var fred.

I 1780 foranledigede Juliane Marie, at de fire overlevende børn af hendes storebror Anton Ulrik af Braunschweig blev inviteret til Danmark efter frigivelsen fra russisk fangenskab. De var alle født i fangenskab i Rusland, efter at deres bror, Ivan 6. af Rusland, var afsat fra tronen. De fire – Katharina (26. juli 1741 – 21. april 1807), Elisabeth (16. november 1743 – 20. oktober 1782), Peter (30. marts 1745 – 13. januar 1798) og Alexej (10. marts 1746 – 21. oktober 1787) – levede resten af deres liv i Horsens.

Magtoverdragelsen[redigér | redigér wikikode]

Enkedronningen, Høegh-Guldberg og arveprins Frederik forsøgte at knytte den unge kronprins Frederik til sig sandsynligvis i et forsøg på at fastholde magten. Det fremgår af de af hende forfattede regeringsregler, som var bestemte for kronprinsen, at Juliane Marie indså, at magten efter hans konfirmation måtte glide over i hans hænder, men lige så sikkert er det, at hun har ventet også efter den tid at kunne bevare en betydelig indflydelse for sig selv, arveprinsen og Guldberg. Regeringsforandringen af 14. april 1784 blev hende derfor en bitter skuffelse, der et øjeblik fyldte hende med ustyrlig vrede, men hun fandt sig hurtig til rette i de forandrede forhold og prøvede siden aldrig på at genvinde noget af sin tidligere betydning. I det ydre vedblev forholdet mellem hende og kronprinsen at være godt, og resten af hendes dage hengled i et stille privatliv, som det synes uden andre sorger end dem, hendes stadige pengeforlegenhed voldte hende.[10]

Hendes død på Fredensborg Slot i efteråret 1796 gik temmelig upåagtet hen.[11]

Eftermæle[redigér | redigér wikikode]

Hun var en afholdt enkedronning og korresponderede blandt andre med Frederik den Store og Katharina den Store.

Da Christiansborg Slot brændte i 1794 gik hun ud fra, at branden var påsat, og at pøbelen ville storme slottet og dræbe hende. Hun troede fejlagtigt, at det drejede sig om uroligheder som de samtidige i Paris. Den franske revolution var hende en kilde til stor frygt.

Død og begravelse[redigér | redigér wikikode]

Juliana Maries kiste i Roskilde Domkirke.

Ved sin død i 1796 blev enkedronning Juliane Marie begravet i Roskilde Domkirke, i en klassicistisk kiste tegnet af Abildgaard.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttelgravsted.dk
  2. Trier, s. 237
  3. Feldbæk, s. 232
  4. Feldbæk, s. 227
  5. Feldbæk, s. 228
  6. Feldbæk, s. 229
  7. Trier, s. 237
  8. Feldbæk, s. 231
  9. [http://dkks.dk/juliane-marie-stel
  10. Trier, s. 237
  11. Trier, s. 237

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Steffen Heiberg: Danske dronninger i tusind år, 2000
  • Ole Feldbæk: "Den lange fred" (i: Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 9: 1700-1800); København 1990; ISBN 87-89068-11-4

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Foregående: Dronning af Danmark Efterfølgende:
Louise af Storbritannien Caroline Mathilde