Børge Riisbrigh

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Børge Riisbrigh
Vestlig filosofi
Oplysningstiden

Børge Riisbrigh 1798 by Clemens.jpg

Personlig information
Født 5. december 1731Rediger på Wikidata
Død 18. april 1809 (77 år)Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Teolog, filosofRediger på Wikidata
Arbejdsgiver Københavns UniversitetRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Børge Riisbrigh (født 5. december 1731 i VejlbyFyn, død 18. april 1809 i København) var en dansk filosof.

Uddannelse og karriere[redigér | redigér wikikode]

Hans far, Hans Christiansen Riisbrigh, var sognepræst (1699-1746) i Vejlby Sogn på Fyn. Moderen var Petronella Dorothea Knudsdatter Werchmeister (1708-1782). 1749 dimitteredes han fra Fredericia Skole, studerede teologi navnlig stærkt påvirket af Johan Ernst Gunnerus og fik teologisk embedseksamen 1753. Fra 1760 var han dekan på Klosteret og begyndte samtidig at holde offentlige forelæsninger over filosofiske emner. Han talte klart og præcist og havde stor tilstrømning. Efter en treårig udenlandsrejse fra 1762 til 1765, på hvilken han besøgte tyske universiteter i Leipzig og Tübingen samt Paris og stiftede bekendtskaber med adskillige lærde (bl.a. Crusius), blev han 1767 ekstraordinær og 1773 ordinær professor i logik og metafysik ved vort universitet. Omtrent samtidig blev han medlem af Det Kongelige Norske Videnskabers Selskab. I denne stilling virkede han med utrættet iver og nidkærhed, indtil en overhåndtagende døvhed 1803 førte ham til at tage sin afsked. 1777 blev han valgt til Konsistorium, og 1786-87 var han Universitetets rektor. 1790 indvalgtes han i kommissionen til forbedring af universitetets og de lærde skolers forhold. 1796 blev han medlem af Videnskabernes Selskab.

Ved Københavns bombardement 1807 mistede han sit bibliotek og forskellige værdifulde samlinger, et tab, han dog bar med stor sindsro. 1803 blev han etatsråd og 1809 Ridder af Dannebrog. Han døde 18. april 1809, ugift.

Skrifter[redigér | redigér wikikode]

Hans skrifter er ikke mange. Foruden et par latinske disputatser udgav han sin lærebog for de studerende: Prænotiones philosophicæ (1775), endvidere en i Videnskabernes Selskabs Skrifter optaget afhandling: "Undersøgelse om, og hvorvidt, deres Mening er grundet, som holde for, at sand Filosofi og et fuldstændigt Begreb om sand Filosofi først i vore Tider er blevne til" (1803), og endelig leverede han en oversættelse af Diogenes fra Laërtes' Filosofiske Historie, som senere (1812) udgavs af hans nevø Børge Thorlacius.

Filosofi[redigér | redigér wikikode]

Det var den af Wolf og Alexander Gottlieb Baumgarten indførte filosofi, der omkring århundredets midte særlig beherskede Tyskland, og det var væsentlig også denne, Riisbrigh foredrog fra sit kateder. Det var de første kejtede og famlende forsøg på at vinde større kritiskhed over for opgavernes løsning; men ofte nok blev man stikkende i en tom, pedantisk og udtværet formalisme. Det kan derfor ikke forbavse, at Heinrich Steffens, der jo var udgået fra en ganske modsat lejr, med stor ringeagt taler om Riisbrighs forelæsninger, som han hørte omkring 1790. Fra anden side roses Riisbrigh omtrent enstemmig for sit klare og tydelige foredrag; han havde bestandig talrige tilhørere, og adskillige af disse have udtalt sig varmt om, hvor meget de skyldte ham. Han var sund og besindig, som J.P. Mynster fremhæver: ikke uden lune, og han fulgte endnu i sin ældre alder med usvækket iver de filosofiske bevægelser i udlandet. Da Kant i 1780'erne havde gjort sit heldigere forsøg på at indføre en mere kritisk metode, gjorde Riisbrigh i sine forelæsninger og i det førnævnte skrift dette nye fænomen til genstand for besindige undersøgelser, og om han end ikke – som det snart blev tilfældet med de fleste yngre – i ubetinget tilslutning stillede sig på Kants side, ydede han dog det gjorte fremskridt sin varme anerkendelse.

Personlighed[redigér | redigér wikikode]

Men var Riisbrigh som videnskabsmand således ikke blandt de særlig fremragende, var han så meget mere betydelig ved sin elskelige personlighed. Med den største nidkærhed røgtede han sit embede; med varm opofrelse tog han sig personlig af de studerende, som han endog opsøgte for at yde dem understøttelse, når han troede dem trængende. "Uberegnelig", siger Jens Møller, "er den Udbredelse af sund Tænkning, som han befordrede blandt Danmarks og Norges Embedsmænd", og i sin nekrolog over ham kalder P.E. Müller ham "den danske Sokrates".

Han er begravet i Helligåndskirken.

Gengivelser[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

Foregående: Rektor for
Københavns Universitet
1786 - 1787
Efterfølgende:
Christian Gottlieb Kratzenstein Claus Frees Hornemann


Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) i 1. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.

Når en omskrivning af teksten til mere nutidig sprog, og wikificeringen er foretaget, skal der anføres en reference med henvisning til forfatteren og den relevante udgave af DBL, jf. stilmanualen, dette angives som f.x:
{{Kilde |forfatter=Navn |titel=Efternavn, Fornavn |url=http://runeberg.org/dbl/... |work=[[Dansk Biografisk Leksikon]] |udgave=1 |bind=I til XIX |side=xxx |besøgsdato=dags dato}}
og herefter indsættelse af [[Kategori:Artikler fra 1. udgave af Dansk biografisk leksikon]] i stedet for DBL-skabelonen.