Bruger:Nis Hoff/Kladde7

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Indholdsfortegnelse

x[redigér | redigér wikikode]

Sydlige Palæstina-offensiven
Del af 1. Verdenskrig i Mellemøsten
Dato 31. oktober - 9. december 1917
Sted Palæstina
Resultat Sejr til tripelententen
Parter
Storbritannien Storbritannien
Frankrig Frankrig
Osmanniske Rige Osmanniske Rige
Tyskland Tyskland
Ledere
Storbritannien Edmund Allenby Tyskland Erich von Falkenhayn
Osmanniske Rige Fevzi Pasha
Tyskland Friedrich von Kressenstein
Involverede enheder
Egyptiske ekspeditionsstyrke
  • 21. korps
  • Beredne ørkenkorps
Yildarim armégruppen
  • 7. armé
  • 8. armé
Tab
25.000

Sydlige Palæstina-offensiven var en manøvrekrig, som begyndte den 31. oktober 1917 med Slaget om Beersheba under Sinai og Palæstina felttoget i 1. verdenskrig. Efter at den egyptiske ekspeditionsstyrke havde erobret Beersheba blev Gaza-Beersheba linjen stadig mere svækket, og 7 dage senere tvang den egyptiske ekspeditionsstyrke den 7. og 8. osmanniske armé til at trække sig tilbage. I løbet af den følgende uge blev de osmanniske styrker tvunget tilbage til Jaffa. Der fulgte tre uger med hårde kampe i de judæiske bjerge inden Jerusalem blev erobret den 9. december 1917. I løbet af de fem ugers næsten konstante offensiv blev fronten trængt 75 km tilbage.

Efter et koordineret angreb fra 20. korps og det beredne ørkenkors blev Beersheba i den østlige ende af fronten mellem Gaza og Beersheba erobret. Dagen efter, den 1. november 1917, begyndte slaget om Tel el Khuweilfe med en fremrykning nordpå fra Beersheba ind i de judæiske forbjerge af 53. division og den beredne ANZAC division. Fremrykningen ad vejen fra Beersheba mod Jerusalem truede også Hebron og Bethlehem. I løbet af natten mellem den 1. og 2. november fulgte det tredje slag om Gaza med Middelhavets kyst, hvor der blev udført begrænsede angreb af 21. korps mod stærkt befæstede og stærkt forsvarede stillinger. Den følgende dag. Den følgende dag havde de svære kampe syd for Tel el Khuweilfe ikke til hensigt at munde ud i en erobring af Hebron, men at skabe et tilstrækkeligt manøvrerum til indsættelse af 20. korps i et angreb i flanken af de centrale stillinger i den gamle Gaza til Beersheba linje. Kampene om vejen mellem Beersheba og Jerusalem tilskyndede også de tyrkiske hærchefer til at indsætte deres reserver i et forsøg på at holde ekspeditionsstyrken tilbage. Den 6. november blev slaget om Hareira og Sheria udkæmpet i centrum af den gamle linje, halvvejs mellem Gaza og Beersheba, og Hareira blev erobret, men det var først sent den følgende da at Sheria stillingen endelig blev erobret af 60. division efter et fejlslagent angreb ved Sheria af 4. lette beredne brigade fra den beredne australske division. 7. og 8. osmanniske armé var nu i fulgt tilbagetog fra resterne af den gamle Gaza-Beersheba linje.

Den 7. november, på andendagen af slaget om Hereira og Sheria, rykkede 52. division og imperiekavaleribrigaden gennem Gaza uden at møde modstand og angreb stærke bagtropsstillinger, som blev erobret den følgende dag med erobringen af Wadi Hesi.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Ved kanten af Negevørkenen

Efter de første to slag om Gaza stod det klar for de britiske hærførere, at der var brug for store forstærkninger "for at sætte genereal Murrays hær igen."[1] Murray gjorde det helt klart for krigskabinettet og imperiegeneralstaben i begyndelsen af maj, at han ikke kunne invadere Palæstina uden forstærkninger.[2] Samme måned forsikrede krigsministeriet ham om, at han skulle være forberedt på at modtage forstærkninger, som ville bringe den egyptiske ekspeditionsstyrke op på seks infanteri og tre beredne divisioner.[3] Da general Edmund Allenby overtog kommandoen over ekspeditionsstyrken i slutningen af juni manglede der stadig 5.150 infanteri og 400 yeomanry efter tabene i slagene om Gaza.[4]

I slutningen af sommeren 1917 var den britiske regerings politiske og strategiske interesser sammenfaldende med ekspeditionsstyrkens. Dette skyldtes til dels at den franske Nivelleoffensiv var slået fejl på Vestfronten og dels de tyske ubådes vellykkede kampagne mod den britiske skibsfart.[5] Tabet af skibe førte til alvorlig varemangel i Storbritannien, og selv om USA var trådt ind i krigen, ville deres militære bidrag ikke kunne mærkes foreløbig. Storbritannien var på vej ind i det fjerde år af en ekstremt bekostlige krig, og premierminister David Lloyd George var opmærksom på, at man måtte tage hensyn til hjemmefronten. Han mente, at en strålende militær sejr kunne styrke moralen i civilbefolkningen og sagde til Allenby, at "han ville have Jerusalen som julegave til den britiske nation". Lloyd Gorge gjorde det klart, at denne sejr var nødvendig for at "styrke udholdenheden og moralen" i Storbritannien.[6] Det britiske krigskabinet havde brug for en vellykket offensiv i Palæstina på et tidspunkt, hvor der ikke kom mange gode nyheder fra Vestfronten og hvor det så ud til at krigen kunne fortsætte ind i 1919. Hvis de kunne erobre Jerusalem, ville det lægge pres på det Osmanniske Rige, hvilket igen ville lægge pres på den tyske alliance, og samtidig styrke Storbritanniens langsigtede mål om at styrke sin indflydelse i Mellemøsten. I slutningen af oktober var den egyptiske ekspeiditionsstyrke klar til at angribe.[5][7]

Beslutningen om at indlede en stor offensiv i Palæstina i efteråret 1917 var også baseret på "meget fornuftige stategiske grunde". Det russiske kejserriges sammenbrud i foråret 1917 førte til at Rusland trak sig ud af krigen, som følge af den Russiske revolution, og frigjorde et stort antal osmanniske tropper, som havde været indsat på den russiske front. Disse tropper blev til rådighed til en styrkelse af fronten i Palæstina og var ved at blive samlet ved Aleppo sammen med tyske soldater og udstyr. De skulle indlede operationer med henblik på at generobre Bagdad, som var blevet erobret af briterne i marts 1917. Truslen mod Bagdag kunne lettere imødegås med en offensiv fra den egyptiske ekspeditionsstyrke i Palæstina fremfor at sende forstærkninger til general Frederick S. Maude, hvis hær i Mesopotamien holdt Bagdad besat. Briterne hentede forstærkningerne fra Thessaloniki-fronten, som krigsministeriet ønskede at nedprioritere til fordel for Palæstina.[8]

Allenby strategiske mål var at besejre den osmanniske hær i det sydlige Palæstina i en sådan grad, at osmanniske forstærkninger tiltænkt Bagdad i stedet blev sendt til Palæstina.[8] Den 5. oktober telegraferede general William Robertson, chefen for imperiegeneralstaben, imidlertid til general Allenby, at krigskabinettet ønskede at han skulle tvinge det Osmanniske Rige helt ud af krigen ved at tilføje det et "stort nederlag" efterfulgt af en besættelse af en linje mellem Jaffa og Jerusalem. Han ville få "friske britiske divisioner ... i et omfang af en hver seksten dage". Det var først efter starten på offensiven, at Allenby fik at vide, at en sådan forøgelse af hans styrke var usandsynlig.[9]

En militær jernbanebro over Wadi Ghazzeh, med vandreservoirer på den anden side. Ekspeditionsstyrkens heste blev vandet i dette område i september og oktober 1917

Allenby regnede med, at den osmanniske armé ville have 20 divisioner, hvor af ikke mere end 12 ville være ved frontlinjen. Men da disse kunne erstattes af den osmmaniske armé, kunne ekspeditionsstyrken ikke indsætte mere end 14 divisioner efter udbygningen af jernbanen fra Qantara til dobbeltspor, på grund af begrænsningerne i ekspeditionsstyrkens forsyningslinjer.[9] Mellem april og oktober 1917 byggede både ekspeditionsstyrken og den osmanniske armé jernbaner og vandledninger og sendte tropper, kanoner og store mængder ammunition til fronten.[10] I midten af oktober anerkendte en stabsvurdering i London styrken af de osmanniske forsvarere i det sydlige Palæstina, og at ethvert forsøg på at fjerne dem fra linjen mellem Gaza og Beersheba ville koste tre divisioner. Vurderingen anerkendte, at "Tyrken er en stædig kæmper i skyttegrave og vi må forvente, at han i alle tilfælde ville holde ud længe nok til at påføre os alvorlige tab ... vi må være klar til at forsyne general Allenby med yderligere tre divisioner som afløsning for svækkede divisioner.[11]

Slagmark[redigér | redigér wikikode]

Linjen mellem Gaza og Beersheba blev forsvaret af begge sider under dødvandet i Sydlige Palæstina fra april til slutningen af oktober 1917. Ekspeditionsstyrkens front strakte sig 40 km fra Middelhavets kyst til Gaza og videre til et punkt på Wadi Ghazza nær El Gamli, omkring 22 km sydvest for Sharia og 33 km vest for Beersheba på sydkanten af filistrenes slette. Ved kysten var der et 3-6 km bredt bælte af sandklitter, som var uigennemtrængeligt for køretøjer. Mellem klitterne og de judæiske bjerge, som rejser sig 900 meter over havet, strakte der sig nogle bølgende sletter, som var 25-30 km brede. Sletterne blev gennemskåret af mange wadier, som blev til rivende floder under den våde periode om vinteren. Regionen var sparsomt befolket, og hver landsby var afhængig af sin brønd for vand, og hovedafgrøden var byg. Fra dette område var topografien den samme over 130 km nordpå hvor den undervejs blev til Sharons slette fra Jaffa og sluttede ved Karmelbjerget nær Haifa.[12]

Optakt[redigér | redigér wikikode]

Den osmanniske armé i Palæstina under kommando af feltmarskal Erich von Falkenhayn var på næsten 50.000 mand, mens general Allenbys egyptiske ekspeditionskorps var på 76.000 mand.[13]

Den osmannisk/tyske styrke[redigér | redigér wikikode]

Indtil juni 1917 var Sheria hovedkvarter for de tysk-ledede forsvarere, som holdt Gaza-Beersheba linjen.[14] I august 1917 var den 4. osmanniske armé struktureret således:

  • Fjerde armé (Syrien-Palæstina)
      • 3. kavaleridivision
    • 8. korps
      • 48. division
    • 12. korps
      • 23. division
      • 44. division
    • 15. korps
      • 43. division
    • 20. korps
      • 16. division
      • 54. division
    • 22. korps
      • 3. division
      • 7. division
      • 53. division[15]

Fjerde armé i Palæstina blev reorganiseret i to korps, 20. korps blev udvidet, så det udover 16. og 54. infanteridivision også kom til at omfatte 178. infanteriregiment og 3. kavaleridivision, mens 22. korps' tre divisioner forblev uændrede.[16] 20. korps havde hovedkvarter i Huj, mens 22. korps forsvarede Gaza med 3. og 53. division.[17] I juli bestod ottende osmanniske armé under Friedrich Freiherr Kress von Kressenstein af seks infanteridivisioner og en kavaleridivision og havde en styrke på omkring 46.000 rifler, 28.000 sabler og 200 kanoner.[18][19]

Yildirim Armégruppen[redigér | redigér wikikode]

Det osmannisk arabiske kamelkorps

Tyskland havde foreslået, at seks eller syv osmanniske divisioner, som var blevet frigjort som følge af at den russiske hær havde trukket sig ud af krigen, skulle angribe Mesopotamien med tysk støtte. Tyskland ville levere ammunition, udstyr, tropper og guld foruden en af Tysklands "mest fremragende soldater", Erich von Falkenhayn, og staben til et arméhovedkvarter. Disse tyske forstærkninger inkluderede det tyske Asien korps, tre bataljoner af "håndplukket og omhyggeligt trænet" infanteri, meget kraftigt støttet af artilleri, maskingeværer, morterer, fly og mekaniseret transport. Det osmanniske rige skulle bidraget med en nu syvende armé, bestående af divisioner overført fra fronterne i Kaukasus og på Balkan.[20]

Efter etableringen af Yildirim armégruppen i juni 1917 blev betydelige styrker indsat i Syrien og Palæstina, hvor de fortsatte med at forsvare fjerde armés stillinger. I Palæstina var allerede 3., 7., 16. og 54. infanteridivision, mens 26., 27. og 53. infanteridivision ankom i løbet af sommeren. 3., 7., 16. og 26. infanteridivision havde kæmpet ved Gallipoli og 3. kavaleridivision havde kæmpet på Kaukasus. Disse syv infanteridivisioner og en kavaleridivision dannede den nyligt etablerede ottende armé.[21][22]

Ved etableringen bestod Yildirim armégruppen af osmanniske tropper, som allerede var i Palæstina og Mesopotamien. Disse omfattede 19. og 20. division fra Galicien, den 24. og 42. division fra Dardanellerne, 48. division fra Kaukasus, 50. division fra Makedonien og 59. division fra Iskanderunbugtten. 1. og 11. division blev også overførst fra Kaukasus til Yildirim armégruppen og ankom i tide til at forsøge at generobre Jerusalem i henholdsvis slutningen af december og i marts 1918.[23][Note 1]

I august 1917 bestod Yildirim armégruppen af:

  • Syvende armé, Syrien (Mirliva Mustafa Kemal Atatürk)
    • 3. korps
      • 24. division (3.200 rifler)
    • 15. korps
      • 19. division (ca. 4.000 rifler)
      • 20. division
    • Asien korpset
  • 6. armé, Mesopotamien (Mirliva Halil Kut)
    • 13. korps
      • 2. division
      • 6. division
    • 18. division
      • 14. division
      • 51. division
      • 52. division
    • 46. division[15][24]
  • 42. division
  • 48. division[25]
    • 20. korps i Huj
      • 16. division (3.789 rifler)
      • 54. division (2.738 rifler)
      • 178. infanteriregiment
      • 3. kavaleridivision
    • 22. korps i Gaza
      • 3. division (3.698 rifler)
      • 7. division (2.886 rifler)
      • 53. division (3.100 rifler)[17][26]
  • 26. division (2.901 rifler)
  • 27. division (2.408 rifler 76% arabere)
  • 12. depotregiment (2.336 rifler 97% arabere)
  • 136. regiment (1.011 rifler)[24]

Den samlede infanteri "riffelstyrke" for de 12 enheder pr. 30. september var 28.067 plus de 4.000 i 19. division, hvilket gav en total på 32.067 støttet af 268 kanoner. De to regimenter i 3. kavaleridivision i området havde 1.400 sabler, mens 3. regiment i divisionen var indsat øst for Jordanfloden.[24] Disse tal for riffelstyrken pr. 30. september overså de 25% af riflerne i hver infanteribataljon, som gradvis blev udskiftet med maskingeværer fra 10. august 1917.[27]

I midten af september 1917 havde den osmanniske armé besluttet sig for ikke at forsøge at generobre Bagdad. Enver Pasha fulgte von Falkenhayns råd om at sende Yildirim armégruppen til Palæstina for at imødegå den stigende trussel, som Kress von Kressenstein havde rapporteret. Enver Pasha udstedte den 26. september ordre til fjerde armés hovedkvarter om at flytte til Damaskus, samtidig med at han delte området i to og overlod Cemal Pasha med ansvaret for Syrien og det vestlige Arabien. Den 2. oktober aktiverede Enver Pasha den nye ottende armé under Kress von Kressenstein og indsatte den sammen med syvende armé under Mustafa Kemal i Yildirim armégruppen under von Falkenhayn. Men sidst i september var Mustafa Kemal uenig i nogle af Enver Pashas beslutninger og den nye kommandostruktur. Han foreslog, at man skulle indtage en defensiv holdning som svar på den overlegne britiske forsyningslinjer, hvilket kunne sikre en fortsat numerisk overlegenhed i alle omstridte områder. Han mente, at denne ubalance bille gøre det umuligt for Yildirim armégruppen at gå i offensiven. Han foreslog en sammenlægning af syvende og ottende armé og tilbød at træde tilbage til fordel for Kress von Kressenstein. Flere uger senere tog Mustafa Kemal sin afsked og Fevzi Pasa overtog kommandoen over syvende armé, som stadig ved at blive samlet ved Aleppo.[28] I oktober 1917 var hovedkvarteret for ottende armé under Kress von Keressenstein ved Huleikat nord for Huj.[29]

Denne omfattende reorganisering begyndte at blive gennemført i oktober, men ved månedens slutning var det kun hovedkvartererne for syvende og ottende armé, som var klar til at gå i felten.[30] Den 1. oktober bestod ottende armé af 2.894 officerer, 69.709 mand, 29.116 rifler, 403 maskingeværer, 268 stykker artilleri og 27.575 dyr.[31] Mellem 10. og 28. oktober flyttede ottende armé tre infanteridivisioner til reservestillinger, selv om ansvaret for forsvaret af Beersheba forblev hos det osmanniske 3. korps, som bestod af den overvejende arabiske 27. division og 2. infanteriregiment, "bortset fra dens maskingeværer", samt to regimenter af den 3. kavaleridivision.[32]

Den 28. oktober blev der udsendt ordrer fra von Falkenhayns Yildirim armégruppehovedkvarter som gav Kress von Kressensteins ottende arme ordre til at overtage ansvaret for den vestlige, eller Gaza halvdel af den osmanniske frontlinje mens Fevzi Pasas syvende armé overtog ansvaret for den østlige halvdel, herunder Beersheba. 3. korps hovedkvarter, som ledede 27. infanteridivision og 3. kavaleridivision blev overført fra ottende til syvende armé. Den 16. og 24. infanteridivision samt den 19. infanteridivision, som var på vej sydpå blev også tildelt syvende armé.[33] Både 19. og 24. division ankom inden slaget begyndte.[23] Kress von Kressenstein beskrev senere den 27. infanteridivision, som forsvarede Beersheba, som 'dårligt uddannet, dårligt organiseret og bestående af arabere, som man skulle holde øje med'. Han anbefalede at divisionen blev nedlagt og dens soldater indsat andetsteds som forstærkninger. Han foreslog at 19. infanteridivision, Mustafa Kemals "berømte Gallipoli division," skulle afløse den i Beersheba.[32] Den osmanniske generalstab anså 19. infanteridivision for at være den stærkeste i den osmanniske hær. Divisionen, som havde været indsat i Galicien havde en usædvanlig stærk artillerikomponent. Lederen af Yildirim armégruppen, von Falkenhayn, beordrede 19. infanteridivision til at ligge i reserve nær Cemame [Jemame?] nærmere på Gaza end Beersheba.[32]

Den 31. oktober var der ni osmanniske infanteridivisioner og en kavaleridivision med en samlet styrke på op imod 45.000 rifler, 1.500 sabler og 300 kanoner, som forsvarede linjen mellem Gaza og Beersheba. Gaza blev forsvaret af ottende armés 22. korps, mens dens 20. korps forsvarede Sheria. Syvende arm´s 3. korps forsvarede Beersheba. Den nyligt ankomne leder af syvende armé, Fevzi Pasha, "spillede ingen aktiv ledelsen i de indledende faser af det tredje slag om Gaza og hele fronten forblev under Kress' kontrol."[34]

Stormbataljoner[redigér | redigér wikikode]

Hver infanteridivision blev reorganiseret i tre infanteriregimenter, som hver bestod af tre infanteribataljoner og en stormbataljon. De specialiserede stormtrop-divisioner i den tyske hær blev aldrig etableret af den osmanniske hær.[35] Men stormbataljonerne blev oprettet efter ordre fra Enver Pasha den 1. september 1917 som led i en generel indførelse af Stoßtruppen lignende stormtropper i hele den osmanniske hær. 15. korps, første og fjerde armé etablerede henholdsvis 1., 2. og 3. stormbataljon. Derudover beordrede Enver Pasha hver af infanteridivisionerne i Yildirim armégruppen og i fjerde armé til at danne stormenheder bestående af de bedste officerer, underofficerer og mænd fra de bedste enheder i divisionen. Disse soldater skulle være under 27 år gamle, intelligente, sunde og stærke. Hver stormenhed fik en måneds træning i angrebstaktik, bedre rationer og et emblem hvorpå der var broderet en håndgranat.[36]

Fly[redigér | redigér wikikode]

I løbet af oktober ankom der 56 fly fra nr. 301, 302, 303 og 304 eskadron i det tyske flyvekorps til Palæstina fra Tyskland. På dette tidspunkt var den 14. osmanniske eskadrilles A.E.G. to-sædede fly stationeret ved Kutrani.[37]

Karakteristik[redigér | redigér wikikode]

Det er blevet hævdet, at efter Ruslands kollaps i 1917 blev forstærkninger, der var behov for i Palæstina, sendt til Kaukasus, hvilket afstedkom, at den osmanniske armé i Palæstina havde en lav moral. I en beskrivelse af situationen skriver Hughes, at "mange havde ikke fået brev hjemmefra i årevis. De ulykkelige tyrkiske rekrutter afventede den egyptiske ekspeditionsstyrkes angreb i 'sårbare telte' in 'fragile tents' uden 'noget til at forbedre deres humør'."[38] Dette skyldtes "at de osmanniske jernbaners tilstand var således, at osmannerne havde svært ved at opretholde en større styrke i Palæstina, uanset om det var med henblik på defensive eller offensive operationer." Der var en enkeltsporet jernbane, som strakte sig over 2.540 km med strækninger i normal eller smal sporvidde. De osmanniske kommunikationslinjer er blevet beskrevet som "forfærdelige".[39]

Den osmanniske armé i Palæstina i 1917 fortsatte med at fremvise de fleste af de kendetegn, som den havde haft i de første to år af krigen. Hæren var operationelt og taktisk aggressiv, og gennemførte til stadighed både defensive og offensive operationer og træning i realistisk og tidsvarende måde i både mindre og større enheder. Ifølge Erickson var divisioner opgaveorienterede til en række "specifikke taktiske missioner". Lederne var erfarne, højt uddannede og dygtige ledere, som "fortsatte med at fungere godt i det tredje år af en total krig på flere fronter".[40]

Men det er også blevet hævdet, at de osmanniske front-linje infanteribataljoner "fungere på omkring halv styrke". Det 21. infanteriregiment var den 26. oktober, følge den tyrkiske generalstabs arkiver, "på halv styrke i trænede mænd" og forstærkningerne kunne ikke holde trit med afgangen i form af syge og tab i kamp. Deres sidste slag havde været en afgørende sejr syv måneder tidligere i april, udkæmpet fra stærke befæstninger. Kaptajn Hüseyin Hüsnü Emir, vicestabschef i Yildirim armégruppen, hævdede, at 16. division, som havde 200 officerer, 400 underofficerer og 10.900 mand i september 1916, var blevet reduceret til kun 5.017 officerer og mænd den 15. oktober 1917. De tre infanteriregimenter i dens 78, infanteriregiment var på omkring 400 mand hver, ud af en målsat styrke på 750 pr. bataljon. Han hævdede også, at hver division i Gaza stillingerne var under 50% i styrke, men der er ingen omtale af tilstanden i stormbataljonerne. Hertil kom, at der blev rapporteret om kroniske fejlslag som følge af tab og mangel på mandskab, som blev forstærket af sygdom og desertering. Den 3. august 1917 rapporterede Yildirim armégruppen at den manglede omkring 70.000 soldater, og selv med de planlagte forstærkninger ville den stadig mangle 40.000 mand.[41] Ifølge Hussein Husni's Yilderim, "i september 1917 rapporterede Mustafa Kemal, chefen for syvende armé i Palæstina, til Enver Pasha at halvdelen af de tropper der ankom med 54. division enten var for unge eller gamle. En bataljon i en de bedste divisioner forlod Istanbul med 1.000 mand, men ankom til Aleppo med kun 500 mand. [note 76 Hussein Husni, Yilderim, Part 1, kap. 4 (også appendix 16).] "[42]

Ifølge Massey var rationer og lederskab i divisionerne, som stod overfor tropper fra det britiske imperium også dårlige og skrev at "hvis den osmanniske armé ... havde været godt ledet og ordentligt forsynet" skulle den osmanniske 3., 7., 16., 19., 20., 24., 26., 27., 53. og 54. division samt 3. kavaleridivision have været i stand til at forsvare sig mere kraftigt.[43]

Gaza-Beersheba linjen[redigér | redigér wikikode]

Den vestlige del af Gaza–Beersheba linjen

Efter april var stillingerne i Gaza blevet forstærket. Mange af husene lå på en højderyg med haver omgivet af høje kaktushække, som omgav et område, der havde en dybde på mindst 1½ km. Udover dette formidable område skulle de 11 km skyttegrave vest for byen angribes med infanteri, da Allenby ikke havde tilstrækkeligt med artilleri til at løse opgaven.[44] Både Sheria og Beersheba var særligt kraftigt befæstet af den osmanniske styrke. Der var etableret permanente stillinger med skyttegrave og pigtråd fra havet ved Gaza til Shellal ved Wadi Ghazzeh, som blev forsvaret af infanteri.[45][46] En osmannisk vurdering angav, at på grund af knapheden på vand kunne et angreb på Beersheba højest gennemføres med en kavaleri og en infanteridivision.[47][Note 2]

De velplacerede osmanniske stillinger var anhængige af, at der var velforskansede osmanniske soldater, som var klar til at udnytte enhver mulighed for modangreb. Både Gaza og Beersheba var så godt som omringet af forskansninger. Et angreb var ventet, og den osmanniske armé kendte til ekspeditionsstyrkens forberedelser til et angreb.[22]

Styrken af Yildirim armégruppens enheder, som holdt linjen mellem Gaza og Beersheba blev anslået til 40.000 rifler, omend antallet senere viste sig at være nærmere på 33.000 rifler, 1.400 sabler og 260 stykker artilleri, heri medregnet reserven i form af 19. division ved 'Iraq el Menshiye og 12. depotregiment i Hebron.[17][Note 3] Mens både Sheria og Beersheba var særlig kraftigt befæstede af de osmanniske forsvarede, var der permanente stærkt befæstede og pigtrådsbeklædte stillinger, som strakte sig fra havet ved Gaza til Shellal ved Wadi Ghazzeh.[45][46]

Den 31. oktober var forsvarsstyrken mellem Gaza og Beersheba blev forøget til ni divisioner og en kavaleridivision.[48] Yildarim armégruppen havde inden slaget placeret to arméer side om side på Gaza-Beersheba linjen. Til højre var ottende armé med hovedkvarter ved Huleikat nord for Huj placeret

22. korps under Refet Bey med hovedkvarter ved Jebaliye holdt de stærkt befæstede stillinger omkring Gaza med 3. og 53. division
20. korps under Ali Fuad Bey med hovedkvarter ved Huj holdt Sheria og linjen østpå med 16., 26. og 54. division
Armeéreserven med 7. division ved Deir Sneid og 19. division enten ved Iraq el Menshiye, 40 km nord for Beersheba og 30 km nordøst for Gaza, eller i et samlingsområde 32 km bag fronten.[22][48][49]

Gaza var blevet omdannet til en meget stærk fæstning med mange skyttegrave og pigtråd. Der var bygget en række stillinger fra Middelhavet og forbi Gaza ved Sihan, Atawineh, Abu Hariera-Arab el Teeaha og Beersheba over en strækning på 50 km til et punkt syd for Sharia.[12] Stillingerne strakte sig forbi jernbanen og havde "alle fordele ved udsyn over de lange nøgne skråninger, som en angriber må passere". Hinsides disse hovedstillinger var der et hul på omkring 13 km til stillingerne ved Beersheba hvor ørkenen minimerede truslen om et angreb fra ekspeditionsstyrken. Der var imidlertid bygget stærke forsvarsstillinger vest og sydvest for Beersheba med en garnison fra syvende armé på 5.000 til at beskytte områdets vigtige brønde,[18] støttet af en række stærkt befæstede bakker omkring Beersheba.[50]

Beersheba enden af Gaza–Beersheba linjen

Syvende armé til venstre under Fevzi Pasha var placeret –

3. korps ved Kauwukah eller i 20. korps reserve nær Kh. Jemmame øst for Huj (24. division) ved Beersheba (27., 16 division og 3. kavaleridivision) også ved Beersheba.[22][48][49]

Beersheba blev forsvaret af den 27. osmanniske division forstærket med bataljoner fra 16. og 24. division.[51] Her bestod befæstningerne af to række forsvarsstillinger. Den ydre række omkransede byen fra Gaza til Beersheba vejen hvor linjen passerede gennem det højtbeliggende område nordvest for Beersheba til Ras Ghannam. Placeret omkring 6½ km fra Beersheba var denne halvcirkel af stillinger kraftigt forskanset og beskyttet af pigtråd. Mod nordøst, øst og sydøst bestod den ydre ring af stillinger af en række skanser eller stærke poster på højderne Tel el Sakaty og Tel el Saba, foruden to sten blokhuse, som dækkede den nordlige bred af Wadi Saba. Den anden indre række af stillinger omgav fuldstændig byen Beersheba og krydsede Wadi Saba lige syd for jernbanebroen.[52] Inden slaget anbefalede Kress von Kressenstein at brøndene i Beersheba blev ødelagt og garnisonen trukket tilbage til bakkerne nord for byen, fordi han ikke mente, at der var nok tropper til at Beersheba kunne forsvares. Han hævdede, at fra bakkerne mod nord kunne Beersheba garnisonen angribe enhver bevægelse af ekspeditionsstyrken mod Hareira eller Sheria i flanken, men von Falkenhayn afviste dette forslag.[53]

Det britiske imperiums styrke[redigér | redigér wikikode]

Den egyptiske ekspeditionsstyrke var blevet omorganiseret og styrket under Dødvandet i Sydlige Palæstina for at kunne overvinde de stærkt forstærkede og forskansede osmanniske styrker, som holdt Gaza til Beersheba linjen.[54] Allenby havde af krigskabinettet fået besked på at "ramme tyrkerne så hårdt som muligt", og besejre fjendtlige styrker hvor end de stillede sig i vejen for ekspeditionsstyrken. Han skulle begynde offensiven "så hurtigt som muligt i september" inden den osmanniske armé kunne omflytte deres styrker efter Ruslands udtræden af krigen. Robertson sikrede sig, at Allenby klar over, at der blev gjort alt hvad der var muligt for at bringe ekspeditionsstyrken op på fuld styrke både hvad angik soldater og udstyr, men der var "ikke for nærværende udsigt til at kunne sende Dem yderligere forstærkninger ... som er nødvendige for operationer hinsides en linje mellem Jaffa og Jerusalem."[55] På dette tidspunkt konkurrerede ekspeditionsstyrken om en fast mængde britiske ressourcer, som blev begrænset af de meget vellykkede tyske ubådsangreb på britisk skibsfart, med behov fra det Tredje slag ved Ypres, som var indledt den 31. juli. Men der var mere artilleri undervejs og fordoblingen af jernbanen var blevet godkendt den 21. juli.[56]

Ekspeditionsstyrkens kampstyrke var på 100.189 mand:

Det beredne ørkenkorps 745 officerer, 17.935 af anden rang i Anzac, Australske og Yeomanry beredne division
20. korps 1.435 officerer, 44.171 af anden rang i 10., 53., 60. og 74. division
21. korps 1.154 officerer, 34.759 af anden rang i 52., 54. og 75. division.[7][47][57] Styrken bestod af:

20. korps (generalløjtnant Sir R.W. Chetwode, Bart.)

10. division (generalmajor J.R. Longley)[Note 4]
29. brigade
30. brigade
31. brigade
53. division (generalmajor S.F. Mott)
158. brigade
159. brigade
160. brigade
60. division (generalmajor J.S.M. Shea)
179. brigade
180. brigade
181. brigade
74. division (generalmajor E.S. Girdwood)
229. brigade
230. brigade
231. brigade
Korpskavaleriregiment - 1/2. County of London Yeomanry
Korpsartilleri - 96. tunge artillerigruppe

21. korps (generalløjtnant Sir E.S. Bulfin)

52. division (generalmajor J. Hill)
155. brigade
156. brigade
157. brigade
54. division (generalmajor S.W. Hare)
161. brigade
162. brigade
163. brigade
75. division (generalmajor P.C. Palin)
232. brigade
233. brigade
234. brigade
Korpskavaleriregiment - sammensat Yeomanry regiment
Korpsartilleri - 97., 100. og 102. tunge artillerigrupper
20. indiske brigade (Brigadegeneral H.D. Watson)

Beredne ørkenkorps (generalløjtnant Sir H. Chauvel)

Beredne Anzac division (generalmajor E.W.C. Chaytor)
1. lette beredne brigade (brigadegeneral C. F. Cox)
2. lette beredne brigade (brigadegeneral G. de L. Ryrie)
Beredne newzealandske riffelbrigade (brigadegeneral W. Meldrum)
18. brigade kongelige hestartilleri
Beredne australske division (generalmajor Henry W. Hodgson)
3. lette beredne brigade (brigadegeneral L. C. Wilson)
4. lette beredne brigade (brigadegeneral W. Grant)
5. beredne brigade (brigadegeneral Percy Desmond FitzGerald/P. J. V. Kelly)
19. brigade kongelige hestartilleri
Beredne Yeomanry division (generalmajor G. de S. Barrow)
6. (brigadegeneral C. A. C. Godwin)
8. brigade (brigadegeneral C. S. Rome)
22. brigade (brigadegeneral P. D. FitzGerald)
20. brigade kongelige hestartilleri
Korpsreserve
7. beredne brigade (Brigadegeneral J. T. Wigan)
Essex batteriet, kongelige hestartilleri og brigade ammunitionskolonne
Imperie kamelkorpsbrigade (brigadegeneral C. L. Smith)
Hong Kong og Singapore kamelbatteri RGA.[58][59][60] Artilleriet i det beredne ørkenkorps blev i midten af september nedgraderet fra 18 punds til 13 punds kanoner, som Erickson karakteriserede som "endnu bedre".[60][61]
Hovedkvarterstropper
Armé kavaleri
Imperial Service kavaleribrigade (midlertidig brigadegeneral M. H. Henderson)
Kathiwar Signaltrop
124. indiske kavaleri feltambulance.[62] 21. korps sammensatte styrke på næsten en division bestod af 25. indiske infanteribrigade, en vestindisk bataljon, den franske Détachement français de Palestine og den italienske Distaccamento italiano di Palestina, og lå i lejr øst for 75. division i omegnen af Sheikh Abbas.[63]

I alt bestod den egyptiske ekspeditionsstyrke af 200.000 mand (inklusiv arabiske arbejdere), 46.000 heste, 20.000 kameler, over 15.000 muldyr og æsler og hundreder af artilleri piecer.[64] Ekspeditionsstyrkens officielle riffelstyrke den 28. oktober var 80.000 i infanteridivisionerne og imperie kamelbrigaden og 15.000 kavaleri inklusiv de beredne riffel og beredne infanteribrigader.[Note 5] Den "faktiske styrke ... [var imidlertid] omkring 60.000 og 12.000 henholdsvis."[65] Dette udgjorde et sammenligneligt forhold på 2:1 i infanteri, 8:1 i kavaleri og omkring 3:2 i artilleri.[17][Note 6]

Hovedparten af Allenbys infanteri var territorial divisioner, som var blevet mobiliseret ved krigens udbrud, og de fleste, om ikke alle bataljonerne havde nogle linjeofficerer og underofficerer. Nogle af divisionerne havde kæmpet mod den osmannniske hær under slaget om Gallipoli. 52. division ved Cape Helles, mens 53. og 54. division havde kæmpet ved Suvla Bay og 60. divisionen havde kæmpet på Vestfronten og ved Thessaloniki. 74. division var nyligt blevet dannet af 18 undertallige Yeomanry regimenter, som alle hadve kæmpet til fods ved Gallipoli. 10. division var en New Army division, som også havde kæmpet ved Suvla Bay og Thessaloniki.[66] Alle tre brigader i den beredne Anzac division og de to lette beredne brigader i den beredne australske division havde kæmpet mod den osmanniske armé ved Gallipoli.[67][Note 7]

Allenby gik med til at tage offensiven så snart forberedelserne var overstået og han havde syv infanteridivisioner klar til kamp.[68] I oktober ventede Allenby "på forstærkninger fra England."[69] Den 17. oktober skrev Allenby til Robertson, at 75. division var klar, men at 10. division havde omkring 3.000 tilfælde af feber og manglede sin "B" echelon af sin divisions ammunitionskolonne. Han havde håb om at divisionen ville være komplet og havde en kampstyrke på mellem 8-9.000 rifler "på dagen". Desuden havde Allenby været i tæt kontakt med kaptajnerne fra flåden mens han ventede på forstærkninger, for at sikre sig, at de personligt havde rekognosceret området så de "vidste præcis hvad de skulle gøre."[70]

Fly[redigér | redigér wikikode]

Hærens flyvestyrker havde til opgave at udføre strategisk rekognoscering, rapportere om osmanniske reserve langt bag linjerne og gennemføre luftfotografering og luftangreb. Hærens jagereskadrille skulle yde beskyttelse mod fjendtlige luftangreb mens hærens bombeeskadrille var klar til at gennemføre bombeangreb. korpseskadrillerne, som var tilknyttet de to infanterikorps, gennemførte artilleri- og kontaktpatruljer foruden taktisk rekognoscering. Fotografering af fjendens skyttegrave blev i reglen gennemført dagligt af hærens flystyrker. En gruppe fly tilknyttet 20. korps var ansvarlig for at gennemføre artilleri- og kontaktpatruljer samt taktisk rekognoscering for det beredne ørkenkorps.[71]

Udover at der ankom britiske tropper, kom der alle typer krigsudstyr herunder svære kanoner og lastbiler samt tidssvarende hurtige fly, som erstattede de langsomme fly, som ikke kunne følge med de tyske Fokker og Albatross fly. De første af de nye R.E.8'ere ankom til Nr. 1 eskadrille den 17- oktober sammen med nye Martinsydes, udstyret med en 160 hk motor i stedet for de gamle 120 hk motorer. Som følge heraf skiftede herredømmet i luften gradvis væk fra osmannerne, som havde haft det siden Sinaifelttoget og over til ekspeditionsstyrken.[72][73][74]

Nye Bristol jagerfly ankom en eller to ad gangen og blev til 111. eskadrille og blev snart efter blev også 113. eskadrille etableret, og den overtog korpsoperationerne og afløste Nr. 1 eskadrille i noget af rekognosceringen af skyttegravene. Nr. 1 eskadrille blev i stedet til en bombeeskadrille. Nye piloter og observatører fra træningsskolen ankom til eskadrillerne i august. Nr. 1 eskadrille fik tilladelse fra de australske styrkers hovedkvarter til at have en reserve af piloter på 50% udover det normale. Den fulde værdi af denne forholdsregel blev først tydelig under luftkrigen i 1918.[75]

Sheriffens styrker[redigér | redigér wikikode]

Allenby håbede på, at Lawrence af Arabien og sheriffen af Mekkas arabiske styrke kunne støtte et angreb i september, da han var klar over, at de indtil da ville være beskæftiget med høsten, men "de måtte tage afsted inden slutningen af september", inden deres normale rejse til kamelernes græsningsarealer i den Syriske ørken. "De vil naturligvis ikke, og kan ikke gøre meget med mindre jeg gør noget, og det har ikke meget formål at de ødelægger tyrkernes forbindelseslinjer med mindre jeg straks drager nytte af en sådan ødelæggelse ... Hvis jeg bringer dem i kamp og ikke selv gør fremskridt, vil det udsætte dem for gengældelse - hvilket for nogle stammer, såsom druserne syd for Damaskus, kan betyde udryddelse."[76]

Det arabiske oprør spreder sig fint, og de tyrkiske forbindelseslinjer vil blive svære at bevogte mod deres angreb. Det vedlagte foto af sheriffen af Mekka og hans proklamation er en af de måder vi har til at påvirke araberne til at desertere fra tyrkerne. Vi nedkaster disse papirer og pakker med cigaretter over de tyrkiske linjer fra fly. Proklamationen er en appel fra sheriffen til araberne om at forlade tyrkerne og slutte sig til krigen mod dem for frihed og arabisk uafhængighed. Der kan komme mange til, som følge af vor propaganda.

Brev fra Allenby til sin kone, 3. oktober 1917[77]

Forsyninger[redigér | redigér wikikode]

Allenbys strategiske planer for erobring af Beersheba linjen og den senere erobring af Jerusalem, forudsatte hærchefens udelte beslutsomhed og effektive forsyningslinjer til at støtte hans styrkers mobilitet. Offensiven afhang fuldt ud af effektive kommunikationslinjer.[78] For at to divisioner kunne krydse det tørre land og angribe Beersheba, var det nødvendigt at gennemføre omfattende forberedelser for at sikre forsyningen af vand, levnedsmidler og ammunition. Manglen på vand dikterede i sig selv, at angrebet skulle føres helt igennem ellers ville de beredne divisioner blive tvunget til at trække sig tilbage for at vande hestene.[79]

En række rekognosceringer og arbejder af feltingeniører i den tilsyneladende tørre ørken, baseret på efterretninger, betød at der var tilstrækkeligt vand vest for Beersheba til hestene og til de heste som passerede syd om Beersheba i en bred cirkel.[80][Note 8] Arkivalier fra Palestine Exploration Society afslørede, at Khalasa havde været der hvor den græske by Eleusa havde ligget, 20 km sydvest for Beersheba og at Asluj havde været en stor by 25 km syd for Beersheba. Sandsynligheden for at finde vand på disse to steder blev undersøgt af lederen af ingeniørtropperne i det beredne ørkenkorps og blev bekræftet under diskussioner med indbyggere i området. Der blev lagt planer om at udvikle disse vandressourcer.[81] En 48 timers rekognoscering fra Tel el Fara blev gennemført mellem 23. og 25. september for at undersøge vejene og vandet i Esani og Khalasa områderne.[82]

I løbet af natten mellem den 20. og 21. oktober blev enheder fra 20. korps sendt frem for at etablere forsyningslagre og oplagre vand ved Esani mens det beredne ørkenkorps ingeniører udviklede vandressourcer ved Khalasa og Asluj som de tidligere havde fundet frem til. Den normalsporede jernbane til Imara blev færdiggjort og stationen åbnet den 28. oktober. Jernbanen blev forlænget til et punkt 1,2 km nordnordøst for Karm og en station åbnet der den 3. november. Den lette jernbane fra østbredden af wadi Ghazzeh ved Gamli via Karm til Khasif blev færdig den 30. oktober. Mellem den 22. oktober og 1. november blev vandressourcer ved Mendur til Sheik Ajilin udviklet af 21. korps, ved Esani, Imara, Karm og Khasif af 20. korps og ved Abu Ghalyun, Malaga, Khalassa og Asluj af det beredne ørkenkorps. Cisterner i Khasif og Imsiri området blev fyldt med 227 m³ vand til 53. og 74. division, der skulle suppleres af kamelkonvojer.[83][84]

Efter at 2. lette beredne brigade rykkede til Bir el Esani og imperiekamelbrigaden til Abu Ghalyun fortsatte arbejdet nat og dag med at udvikle vandressourcerne. Disse to brigader fik støtte af felteskadronerne fra de beredne Anzac og australske divisioner. Allenby inspicerede personligt vandingsstederne ved Shellal og så til mens ingeniører rensede brøndene ved Khalassa og Asluj. Hans overraskende besøg og store interesse gav de som udførte det vanskelige og beskidte arbejde en fornemmelse af hvilken betydning Allenby tillagde deres arbejde.[85][86]

Om betydningen af vandet skrev historikeren Matthew Hughes: "Vand var den afgørende faktor for succes eller ej for Allenbys plan ved det tredje slag om Gaza."[87][Note 9] Allenby anerkendte problemet den 21. august, hvor han skrev: "brøndene vil formentlig blive sprængt". Men troede, at der ville være "noget vand" i Wadi es Saba og Wadi el Imaleh; men han var usikker på mængden og medgav at det var "...det tørreste tid på året."[88] Heldigvis for den britiske plan havde tordenbyger den 25. oktober efterladt vandhuller i et stort område.[89] Mens der blev gjort alt muligt for at sikre tilstrækkelige og stabile forsyninger, indeholdt Allenbys administrative instrukser følgende advarsel: "Disse beregninger er baseret på fulde mobile rationer. Det han være nødvendigt at fordoble alle distancer og sætte styrken på halve rationer."[90] Trods det bemærker Hughes, at "uden vandet i Beersheba var kavaleriet afhængig af jernbanens endestation ved Karm eller endda Rafah."[91]

20. og 21. korps transport[redigér | redigér wikikode]

Der var ikke tilstrækkelig transport til at holde både 20. og 21. korps i felten samtidig. Som følge heraf blev de fleste lastbiler, traktorer (undtagen ammunitionstraktorer) og kameler fra 21. korps (der holdt Gaza sektoren) trukket tilbage og overført til at styrke forsyningen af 20. korps i Beersheba sektoren. Flytningen af 21. korps transport til Shellal og Karm, sammen med forlængelsen af jernbanen til Karm, blev udskudt til sidste øjeblik, for at undgå at trække opmærksomhed til denne del af frontlinjen.[92][93][94] I mellemtiden blev der etableret lagre med rationer, ammunition og ingeniørudstyr i 21. korps område på skjulte steder.[95]

31. oktober til 7. november[redigér | redigér wikikode]

Erobringen af Gaza-Beersheba linjen[redigér | redigér wikikode]

Den 22. oktober skrev Allenby i sin Force Order No. 54, at det var hans hensigt at "tage offensiven" ved Beersheba og Gaza og derpå foretage et "omsluttende angreb" mod Hareira og Sheria.[96] "Allenby manøvrerede tyrkerne ud af deres forsvarsstillinger,"[97] Gaza-Beersheba linjen blev fuldstændig løbet over ende og 12.000 oamanniske soldater blev taget til fange eller overgav sig. Den efterfølgende fremrykning førte ekspeditionsstyrke til Jerusalem den 9. december.[98][99]

Allenby beskriver erobringen af Beersheba i sin rapport, som han skrev aftenen efter slaget:

Vi afsluttede vore bevægelser op til angrebet på Beersheba i overensstemmelse med planen ved daggry i dag. Fremskudte befæstninger sydvest for Beersheba blev erobret af 20. korps kl. 8.40. Dette korps nåede alle sine mål inden kl. 13.05 og holdt hele den centrale sektor af stillingerne mellem syd og vest for Beersheba. I mellemtiden erobrede det beredne ørkenkorps, som bevægede sig rundt øst og nord for byen, Tel el Saba kl. 16 og ryddede Hebronvejen så langt som til Bir es Sakaty. Det beredne ørkenkorps, som mødte betydelig modstand, var indenfor en kilometer fra byen i nordøst kl. 16.30. 20 korps var i færd med at angribe tyrkiske stillinger til venstre for dets oprindelige mål. Vi havde nu isoleret fjenden i stillinger mellem 20. korps' mål og det beredne ørkenkorps. Der var endnu ikke indsamlet hverken fanger eller bytte; men indtil kl. 16 var der blevet optalt omkring 250 fanger og nogle maskingeværer var blevet erobret. Bombardment af stillinger ved Gaza var blevet fortsat af 21. korps. Store eksplosioner indtraf ved Deir Sineid og også ved Sheikh Hasan ved kanonild fra flåden. [Senere] blev Beersheba besat. Nogle feltkanoner foruden yderligere fanger medtaget i erobringerne.

Allenby telegram til Robertson sendt 22.30 den 31. oktober 1917.[100]

Selv om de osmanniske forsvarere led mange tab ved Beersheba, "fortsatte stædige kampe" mod kraftige osmanniske bagtroppe, hvilket forsinkede et gennembrud for ekspeditionsstyrken i syv dage.[101] Fortsættelsen af offensiven så langt fra udgangspunktet var afhængig af effektiv forsyning af angrebsstyrken. Den beredne australske division blev forsynet af deres divisions træn, som bragte forsyninger til den ved Beersheba den 2. november.[Note 10] Den 31. oktober vendte den beredne australske divisions træn tilbage fra Esani til Gamli, hvor det lastede forsyninger inden det tog af sted til Reshid Beck hvortil det ankom kl. 17 den 1. november. Med afgang kl. 9.30 den 2. november fortsatte det ad den lange støvede wadi Salia til Beersheba via Hill 1070. Divisionens træn gjorde holdt for et måltid og hvile efter at dyrene var blevet fodret, inden det fortsatte til Beersheba, hvor det gik i bivuak kl. 20. Kl. 8 den 3. november begyndte det af læsse forsyningerne af.[102]

Behandling af de sårede[redigér | redigér wikikode]

Ambulancernes bårebærere fulgte tæt efter regimenterne og opsamlede de sårede hvor de var faldet. Divisionens første opsamlingsstadion blev etableret af mobile enheder ved Khasm Zanna, omkring 5 km øst for Beersheba kl. 12.30. Da den var fuld blev der etableret en ny nærmere ved Beersheba. De 165 sårede fra de beredne Anzac og australske divisioner blev beholdt natten over. Disse sårede blev overført til det osmanniske hospital i Beersheba, som blev overtaget efter at operationsholdet og den beredne australske divisions modtagestation ankom kl. 7 om morgenen den 1. november. Den beredne Anzac divisions modtagestation og konvojbiler i reserve ankom kl. 11 hvor evakuering foregik til Imara med en konvoj af motoriserede ambulancer og lette (Ford) motor ambulancevogne. Den 2. november overtog 20. korps det osmanniske hospital, da den beredne australske modtagestation flyttede til rådhuset, hvortil sårede fra kampene i nord for byen begyndte at ankomme.[103]

Sydlige judæiske bjerge mod Hebron[redigér | redigér wikikode]

I en uge fortsatte de osmanniske forsvarede med at holde hovedparten af Gaza-Beersheba linjen efter erobringen af Beersheba, herunder Sheria og Gaza sammen med Tank og Atawineh skanserne.[104] "Det var ikke vand så meget som kraftigt forsvar og kølig handlinger under beskydning fra fjenden som fastholdt sin linje i syv dage efter Beersheba var faldet, som tillod dens armé at trække sig tilbage på ordnet vis."[105] Nutidige historikere har imidlertid fastholdt fokus på spørgsmålet om vand. "Vand var den afgørende succesfaktor for Allenbys plan i det tredje slag om Gaza."[106] Rent faktisk er tilbagetrækningen af den beredne australske division for at få vand ved Karm blevet beskrevet som "en negering af hele formålet med den omgående bevægelse ... et forsøg på at afskære fjendens styrker var slået fejl" på grund af forsinkelser som følge af vanskeligheder med vandet.[107]

Efter tabet af Beersheba trak de osmanniske forsvarere sig tilbage mod nordnordvest mod Tel esh Sheria og nordpå mod Tel el Khuweilfe.[108][109] De som trak sig tilbage nordpå skulle forsvare syvende armés hovedkvarter ved Hebron og vejen nordpå til Jerusalem, der lå mindre end 80 km borte. En betydelig osmannisk styrke blev indsat her, inklusiv alle disponible reserver, i Tel el Kuweilfeh området til at imødegå kraftige angreb fra den beredne Anzac division. Disse angreb, som begyndte dagen efter at Beersheba var blevet erobret, blev kraftigt imødegået under slaget ved Tel el Khuweilfe af osmannerne, som frygtede et stort kavaleriangreb.[110][111]

Middelhavskysten[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Tredje slag om Gaza.

Under det tredje slag om Gaza blev der gennemført flere angreb af 21. korps med 52., 54. og 75. division.[112] Hovedformålet med disse operationer var at fastholde den osmanniske garnison på 8.000 riffelskytter støttet af 116 kanoner. 21. korps indledte et angreb kl. 23 om natten mellem 1. og 2. november i retning mod Umbrella Hill. Det andet angreb nogle timer senere kl. 3 blev sat ind mod El Arish skansen.[113][114][115] Disse angreb, som koncentrerede sig om en 3 km lang sektion af stillingen mellem Umbrella Hill og kysten havde til formål at erobre tre grupper af skyttegrave eller skanser, som blev kaldt el Arish, Rafa, og Cricket af den egyptiske ekspeditionsstyrke. Disse stillinger var tæt forbundne med en "række af skyttegravslinjer, som var flere linjer dyb og dækket af andre skyttegrave og støttepunkter."[116] Under disse andre, som aldrig havde haft til formål at erobre Gaza, kun den forreste linje af de osmanniske skyttegrave, anvendte 21. korps en ny infanteritaktik, og blev støttet at kampvogne og store mængder artilleri, som var organiseret på samme måde som på vestfronten.[117]

I centrum[redigér | redigér wikikode]

Osmannisk artilleri ved Hareira

Det store angreb i flanken på den osmanniske front ved Gaza blev gennemført den 6. november af ekspeditionsstyrken i centrum ved Hareira og Sheria, og der blev skabt et hul så det beredne ørkenkorps kunne rykke frem og erobre Huj på vejen til Middelhavets kyst.[118][119]

Der var imidlertid under 8.000 ryttere til rådighed ud af de 17.000 i det beredne ørkenkorps.[120] Kun tre lette beredne og en bereden brigade var umiddelbart til rådighed den 7. november til at deltage i gennembruddet. Det var 1. og 2. lette beredne brigade fra den beredne Anzac division,, 4. lette og 5. beredne brigade mens 3. lette beredne brigade i den beredne australske division ventede på at blive afløst fra forposttjeneste mellem 20. og 21. korps.[121] Det beredne ørkenkorps' styrke var blevet reduceret med en tredjedel af beslutningen om at efterlade den beredne Yeomanry division, den beredne newzealandske riffelbrigade og 11. og 12. lette panservognsbatteri i de judæiske bjerge, hvor de støttede den 53. divisions angreb ved Tel el Khuweilfe. Den beredne Anzac division manglede også to eskadroner og maskingeværer og hovedparten af divisionens feltingeniører, som stadig arbejdede på at forøge mængden af vand, som flød fra brøndene i Beersheba.[122]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Angrebet ved Sheria.
Tel es Sheria broen

Kl. 9 skulle den beredne australske division (minus en brigade) ved Kh. Buteihah mødes med den beredne Anzac division, som til stadighed trængte osmanniske poster tilbage for at skabe manøvrerum.[123] Men den beredne australske division var ikke i stand til at rykke frem før om aftenen som følge af forsinkelser ved erobringen af Tel esh Sheria.[124] Efter at have deltaget i et mislykket angreb blev hestene i 11. lette beredne regiment vandet kl. 6 den 8. november ved vandtårnet i Sheria, hvor regimentet også fik udleveret rationer og goder fra deres B1 echelons særlige nødrationer. Klokken 7.30 meddelte 4. lette beredne brigade regimentet, at brigaden kl. 9 ville rykke i en nordlig retning op ad Wadi Sudeh.[125] 4. lette beredne brigade samledes l km syd for Tel el Sheria og 12. lette beredne regiment rykkede ud med brigaden nordpå. Osmanniske kolonner blev rapporteret på tilbagetog nordpå fra Atawineh mod Huj og Beit Hanun ved midnat til 8. november.[126]

I mellemtiden fortsatte den langstrakte kamp om Khuweilfeh højderyggen den 7. november uden megen forandring. Hen mod aften begyndte de osmanniske styrker at trække sig tilbage for at tilpasse sig en generel tilbagetrækning langs hele den osmanniske forsvarslinje, inklusiv ved Gaza og Sheria.[127] Ved Gaza blev en række infanteriangreb fra ekspeditionsstyrken om natten den 6. november ikke kraftigt imødegået og da der kom en generel fremrykning om morgenen den 7. november viste det sig at byen var blevet rømmet.[128] Byen, som havde en befolkning på 40.000 før krigen, var fuldstændig forladt.[129][130] Selv om der ikke var taget mange fanger, var "fjenden blevet fjernet fra stærke stillinger", som havde holdt stand overfor ekspeditionsstyrken i otte måneder.[131]

Osmannisk tilbagetrækning[redigér | redigér wikikode]

Det 22. osmanniske korps var ikke blevet besejret, men havde dygtig gennemført et taktisk tilbagetog fra Gaza og demonstreret såvel operationel som taktisk mobilitet.[132] Yildirim armégruppen havde heller ikke forsøgt et kraftigt modangreb. Syvende armé under Mustafa Kemal og ottende armé under Kress von Kressenstein fik i stedet ordre til at "gennemføre en kæmpende tilbagetrækning," hvor den osmanniske 3. kavaleridivision dækkede syvende armés venstre flanke. Mens Yildirim armégruppens hovedkvarter trak sig tilbage til Jerusalem trak syvende armés hovedkvarter sig tilbage fra Hebron til Bethlehem. En ny forsvarslinje 15 km nord for Gaza var begyndt at blive etableret inden de afbrød kontakten og trak sig tilbage i løbet af natten. Tilbage bagtropper dækkede tilbagetrækningen, men mange osmanniske tropper blev dræbt eller taget til fange mens de forsvarede disse bagtropper. Under pres fra ekspeditionsstyrkens hovedfremstød i centrum og langs kysten mod ottende armé havde Kress von Kressenstein stort besvær med at fastholde kontrol og sammenhæng. Den 9. november havde ottende armé trukket sig 30 km tilbage mens syvende armé næsten ikke havde mistet terræn.[115]

Bagtropper[redigér | redigér wikikode]

Situationen som den var kendt i ekspeditionsstyrkens hovedkvarter kl. 18 den 7. november 1917

Selv om de havde trukket sig tilbage de to foregående nætter, gjorde de kraftig modstand og kæmpede mod ekspeditionskorpsets beredne divisioner på den mellemliggende dag. Bagtropper dannet af grupper, som varierede i størrelse fra et kompagni til adskillige regimenter forsvarede hver en bakke eller anden dominerende position for at skabe stærke bagtropstillinger, hvorfra de kæmpede ihærdigt.[133] Mange osmanniske tropper døde eller blev taget til fange når de forsvarede disse bagtropstillinger, men deres offer forsinkede ekspeditionsstyrkens fremrykning og reddede ottende armé fra at blive omringet og nedkæmpet.[98][134]

Efter at de havde evakueret Gaza blev den 53. osmanniske division beordret til at rykke tværs over fronten og passerede Huj for at stoppe det beredne ørkenkorps' gennembrud. Den angreb de forreste eskadroner af 2. lette beredne brigade, som blev tvunget tilbage inden den angreb den 7. beredne brigade til venstre, hvilket stoppede fremrykningen. Da den imidlertid blev truet af 1. lette beredne brigade til højre, trak 53. division sig tilbage til Wadi Hesi, men forsinkelse af de beredne styrkers fremrykning gav 16. og 25. division mulighed for at undgå at blive fanget.[135]

Om aftenen nåede den beredne Anzac division Tel Abu Dilakh, den beredne australske division var til venstre for dem, og 60. division til venstre for australierne.[136] Gennembruddet var kun delvist, da stærke velorganiserede modangreb blokerede de beredne divisioner ved Tel Abu Dilakh, nord for Tel esh Sheria og ved Wadi el Hesi linjen, hvilket gjorde det muligt for bagtropper fra Atawineh, Tank og Beer stillingerne at trække sig tilbage. Denne disciplinerede tilbagetrækning havde held til at forhindre en flugt, men de osmanniske forsvarsstillinger var nu kun redumentære og kunne i stoppe det beredne ørkenkorps ret længe.[137]

To faktorer havde betydning for hastigheden i ekspeditionsstyrkens fremrykning: de hyppige modangreb og vand.[138] Det var kendt, at vand var til rådighed ved Bir Jamameh, ved Tel el Jejile og ved Huj.[139] Men kun en del af det beredne ørkenkorps var udstyret til at kunne gennemføre angreb til hest. "Men det faktum, at kun to af de seks til rådighed stående brigader var bevæbnede med svært påvirkede utvivlsomt deres taktik og den hastighed hvormed de håndterede modstanden var de tyrkiske bagtropper."[140][Note 11]

Den 7. november blev den beredne australske division forsinket af stærke osmanniske bagtropper under slaget ved Hereira og Sheria nær Sheria, mens kun to brigader af den beredne Anzac division var til rådighed til at rykke frem og true den osmanniske tilbagetrækninger, som fortsatte uanfægtet. Chauvel anmodede om at den beredne Yeomanry division kom tilbage til det beredne ørkenkorps.[141]

Forfølgelse - 7. til 16. november[redigér | redigér wikikode]

Nyere historikere har overset det vellykkede manøvrefelttog, som førte til erobringen af Jerusalem,[142] og hævder, at slaget ved Megiddo i september 1918, var det "eneste vellykkede allierede felttog i hele 1. Verdenskrig."[97] Forfølgelsen blev hæmmet af problemer med at få vandet hestene, mangel på forsyninger og begge dele blev forstærket af en khamsin, den varme søndenvind, som hvirvlede sand og støv op.[143] Et hundrede lastbiler med fyldte 1.800 liters vandtanke kørte frem og tilbage mellem Beersheba og Karm 26 km borte.[144] Mangel på vand og hyppige modangreb, der som oftest var rettet mod højre side af de fremrykkende beredne korps fra forbjergene af de judæiske bjerge, var de to vigtigste faktorer, som forsinkede forfølgelsen.[145]

7. november[redigér | redigér wikikode]

Den beredne Anzac division (undtagen den berende newzealandske riffelbrigade, som stadig var tilknyttet 53. division ved Khuweilfe) fik ordre til at rykke til Ameidat den 7. november.[139][146] Den trængte igennem et hul i den osmanniske forsvarslinje ved Kh. Umm el Bakr. Dette hul var opstået, da forsvarerne trak sig ind mod Tel esh Sheria og Tel el Khuweilfe. Den red til Umm el Ameidat, 8 km nordvest for Tel esh Sheria stationen på jernbanen til Beersheba uden at møde modstand de første kilometer. Som forreste brigade rykkede 1. lette beredne brigade i åben formation over sletten hvor de blev beskudt med artilleri fra vest og nordvest. Da 1. lette beredne brigade nærmede sig stationen kl. 11 blev det forreste regiment beskudt. I stedet for at sidde af og angribe til fods, angreb de i galop og erobrede stedet efter en "skarp kamp" foruden store forsynings- og ammunitionsdepoter.[147][148] Ved Ameidat tog de 396 fanger og 27 vogne læsset med ammunition, lagre af materiel, herunder våben og sadeltøj.[149] I deres stilling 15 km bag den osmmaniske frontlinje blev den beredne Anzac division beskud fra de judæiske bjerge til højre for dem af de tunge osmanniske kanoner i Sheria og fra Atawineh skanserne til venstre. Disse osmmaniske kanoner beskød også 20. og 21. korps og dækkede området med granatsplinter, røg og støv.[150]

Ved middagstid blev der sendt patruljer ud fra den beredne Anzac division fra Ameidat nordpå mod Tel en Nejil 6 km borte ved jernbanen og nordvest på mod Kh. Jemmame ved Wadi Jammame også 6 km borte. En halv time senere fik de at vide, at Gaza var faldet, og divisionen fik besked på at forsøge at afskære garnisonen i Gazas tilbagetrækning ved at rykke frem til Kh. Jemmame, selv om centrum af linjen omkring Hareira og Atawineh stadig blev holdt af osmanniske bagtropper.[149][151] Begge patruljer blev stoppet af osmanniske bagtropper, hvoraf en meget stærk en lå ved Tel Abu Dilakh halvvejs til Kh. Jemmame. Da 2. lette beredne brigade red frem for at støtte 1. lette beredne brigade angreb på højen kl. 15, og de to brigader tilsammen trængte forsvarerne ned af bakken, indtog bagtroppen en ny stærk stilling lidt længere mod nord.[149][151] Selv om der ikke var vand til rådighed gik den beredne Anzac division i bivuak nær Ameidat hvor den opstillede en forpostlinje, som strakte sig fra Abu Dilakh til 3 km øst for jernbanen.[147][151] I løbet af natten fik spejdere fra 3. lette brigade (efter at de var blevet afløst fra forpostlinjen, som forbandt 20. og 21. korps) forbindelse til den beredne Anzac division i nærheden af Abu Dilakh,[152] og 7. beredne brigade blev sendt af sted for at forstærke den beredne Anzac division, da den beredne newzealandske riffelbrigade stadig var i området ved Tel el Khuweilfe med 53. division.[151][Note 12]

7.–8. november[redigér | redigér wikikode]

Beit Hanun og Wadi el Hesi[redigér | redigér wikikode]

Det er blevet hævdet, at 21. korps ikke havde noget kavaleri til at "forfølge" til retirerende osmanniske armé "op gennem kystsletten",[106] men forfølgelsen, som til sidst ende omkring 80 km længere nordpå begyndte om morgenen den 7. november med at Imperial Service kavaleribrigaden rykke ud af Gaza til Beit Hanun, hvor den mødte en del af Gaza garnisonen, som forsvarede en stærk bagtropsstilling på en højderyg 2,5 km sydøst for Beit Hanun. Mens det lykkedes dem at besætte en højederyg vest for Beit Hanun forblev landsbyen på osmannernes hænder indtil de trak sig tilbage bag Wadi Hesi, 11 km nordøst for Gaza i sandklitterne og det opdyrkede område. Yildirim armégruppen havde marcheret natten igennem for at få afstand og tid til at etablere en let befæstet linje, som forsvarede deres vandkilder. Her blev de angrebet af 157. brigade fra 52. division, som var marcheret nordpå fra Gaza. Det lykkedes de osmanniske styrker at holde wadien hele dagen og modstod ekspeditionsstyrkens fremrykning indtil sendt den 8. november.[153][154][155]

20. korps' tab mellem 31. oktober og 7. november udgjorde 932 dræbte, 4.444 sårede og 108 savnede. I denne periode tog de 2.177 fanger, 45 kanoner, 7 morterer og 50 maskingeværer.[156]

8. november[redigér | redigér wikikode]

Om morgenen den 8. november befandt Ali Fuads styrke sig nord for Tel el Sheria, hvor den opererede uafhængigt af syvende og ottende armé.[157] Patruljer fra det sammensatte regiment (Royal Glasgow Yeomanry, Duke of Lancaster Yeomanry 1/1st Hertfordshire Yeomanry squadrons) ved Sheikh Abbas konstaterede, at skanserne langs Gaza til Beershebavejen ikke blev stærkt forsvaret. Store dele af den 26. og 54. osmanniske division havde i stilhed trukket sig tilbage i løbet af natten mellem den 7. og 8. november, mens ekspeditionskorpset var blevet holdt tilbage af 53. divisions skærm af maskingeværer. Den osmanniske styrke trak sig tilbage gennem det stadig mindre hul mellem ekspeditionsstyrkens beredne tropper ved kysten og inde i landet.[158][159] Bagtroppen holdt ud i skanser på vejen mellem Gaza og Beersheba, hvilket medførte at 20. og 21. korps' træn måtte tage lange omveje for at undgå beskydning. I løbet af dagen lykkedes det 232. brigade sammen med den sydafrikanske brigades feltartilleri, 495. feltkompagni af Royal Engineers og to sektioner af en feltambulance at rykke frem til Deir Sneid.[160]

Hodgson beordrede 3. lette beredne og 5. beredne brigade fra den beredne australske division til at trykke frem med 3. lette beredne brigade til højre ved Kh. el Kofkha og 5. beredne brigade til venstre ved Huj. Chauvel, var klar over at tropper fra 21. korps rykkede frem langs kysten og beordrede kl. 13 Hodgson til at sende et regiment fra 4. lette beredne brigade (som han igen havde fået kommandoen over tidlgiere på dagen) ud for at få kontakt med dem. 12. lette beredne regiment red 19 km på halvanden time gennem terrænet for at slutte sig til Imperial Service kavaleribrigaden nær Beit Hanun.[161] Sent på eftermiddagen nåede den beredne australske division Huj, hvor angrebet fra Yeomanry enheden tog 30 fanger, 11 kanoner og fire maskingeværer.[162]

Huj[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Angrebet ved Huj.
Osmannisk haubits, som blev erobret ved Huj, er nu udstillet ved Victoria Barracks, Melbourne.

Den beredne australske division og 60. divisions fremrykning mod Huj blev genoptaget den 8. november, hvor de stødte på en ny stærk bagtrop med artilleri og maskingeværer.[163][164] Mens de var udsat for betydelig granatbeskydning rykkede 5. brigade frem i venstre side af 60. division. Under en personlig rekognoscering af general Shea, lederen af 60. division, så han en kolonne efternølere på vej fra vest mod øst omkring 5 km fremme og en flankedækning med artilleri, som hastigt gik i stilling på højre front. Han gav 5. beredne brigade ordre til at angribe den osmanniske flankedækning.[165] En lille enhed foretog et kavaleriangreb med sabler. Disse 200 mand fra 1/1. Warwickshire Yeomanry og 1/1. Worcestershire Yeomanry led store tab, men det lykkedes dem af nå kanonerne og dræbe kanonererne.[163] Herved nedkæmpede de den sidste osmanniske styrke syd for Huj.[143] Ingen større grupper af fjendtlige soldater blev dog afskåret.[143] WMens den beredne australske division erobrede Huj, som havde rummet hovedkvarteret for Kress von Kressensteins ottende armé, erobrede den beredne Anzac division Wadi Jemmame og vandforsyningen.[166]

60. division nåede det yderste af deres forbindelseslinje, da de gik i bivuak omkring 2½ km øst for Huj. Divisionen havde marcherert 38 km mellem kl. 5.30 den 6. november og 16.30 den 8. november, erobret stillingerne ved Kauwukah og Rushdi samt brohovedet ved Sheria, stoppet et ihærdigt modangreb og trængt osmanniske bagtropper ud af tre forsvarsstillinger. De havde erobret to 15 cm haubitser, 10 stykker feltartilleri, 21 maskingeværer, to Lewis guns og antiluftskytskanoner. 179. brigade havde tab på 28 døde, 274 sårede og to savnede. 180. brigades tab var 50 døde, 248 sårede og seks savnede mens 181. brigade havde 35 døde, 207 sårede og 10 savnede. Divisionsartilleriet havde 11 døde og 44 sårede.[167]

20. og 21. korps' transportproblemer[redigér | redigér wikikode]

Transportvogne. Gaza i baggrunden

Kun en infanteridivision kunne forsynes i en afstand af 30-40 km fra jernbanen med de kameler og køretøjer som var tildelt ekspeditionsstyrkens infanterikorps.[168] Under angrebet på Beersheba var trænet fra 21. korps blevet indsat i transportopgaven for 20. korps, som næsten marcherede tilbage til jernbanens endestation efter sejren. Her var der kun brug for et minimum af transportkapacitet, så trænet blev sendt tilbage til 21. korps. Mange tusinde kameler i lange linjer bevægede sig langsomt til deres tildelte områder, inden de blev lastet til fremrykningen. Lastbiler dækket af støv kørte også vestpå gennem sandet. De søvnberøvede chaufførers køretøjer blev derpå læsset inden de kørte afsted for at forsyne deres infanterienheder.[169]

60. division, som ikke kunne få forsyninger længere nordpå end Huj, blev i det område mens transporten af de to infanterikorps blev reorganiseret.[170]

Det beredne ørkenkorps[redigér | redigér wikikode]

Det var således kun enheder fra 21. korps ved kysten, som rykkede frem for at angribe den osmanniske bagtrop, der forsvarede Wadi Hesi linjen, og seks beredne brigader fra det beredne ørkenkorps inde i landet var til rådighed til en forfølgelse af den osmanniske armé. Da han havde hårdt brug for forstærktninger beordrede Chauvel den 8. november den beredne Yeomanry division tilbage til det beredne ørkenkorps fra Barrow's enhed i Tel el Khuweilfe området.[170] Dorset Yeomanry i 6. beredne brigade tilbagelagde 100 km i løbet af 54 timer. [171][172] Mange af de hyppige modangreb mod det beredne ørkenkorps blev udført mod dens højre fløj fra forbjernene af de judæiske bjerge af den syvende osmanniske armé.[151]

En stor osmannisk bagtrop sydvest for Nejile var fast besluttet på at holde ekspeditionsstyrken væk fra vandet i 24 timer.[Note 13] Presset fra den beredne Anzac division (uden den beredne newzealandske brigade, men i stedet med 7. beredne brigade tilknyttet) tvang til sidst bagtroppen til at give efter. Men 1/1. Sherwood Rangers og 1/1. South Notts Hussars (fra 7. beredne brigade) blev udsat for ihærdige modangreb på den beredne Anzac divisions højre fløj, som de "tappert modstod".[151][173]

Den beredne Anzac division var redet ud ved daggry mod Bureir, omkring 20 km nordøst for Gaza, med 1. og 2. lette beredne brigade side om side over en 10 km bred front med centrum omkring Abu Dilakh med 7. beredne brigade i reserve til højre for 2. lette beredne brigade.[153][174] 1. lette beredne regiment (fra 1. lette beredne brigade) rykkede kl. 5.45 mod Tell en Nejile, mens 3. lette beredne regiment (1. lette beredne brigade) forblev ved Ameidat for at dække den højre flanke. 5. og 7. lette beredne regiment fra 2. lette beredne brigade til venstre rykkede mod Kh. Jemmame.[164] Divisionen red gennem åbent, kuperet, bart men fast land, som var spækket med bakker eller 'tels' som skabt for kavaleri med den beredne australske division til venstre for sig.[153][174] Undervejs erobrede 2. lette beredne brigade to kanoner, som havde holdt dem tilbage den foregående aften.[151]

Heste i kø for at blive vandet ved Jemmameh den 8. november 1917. Ambulanceheste og heste der var i slutningen af køen kl. 8.30 blev vandet kl. 17.30

Fra kl. 9 kunne man se lange kolonner af Yildirim armégruppens enheder med kanoner og træn under tilbagetrækning nordpå gennem Kh. el Kofkha mod Jemmame. Efter at have vandet deres heste ved Wadi Sheria ankom 7. beredne brigade ved divisionens hovedkvarter kl. 9 og b blev strakts beordret til at forstærke 1. og 2. lette beredne brigade i centrum.[164] Kl. 11 blev 2. lette beredne brigade udsat for et kraftigt modangreb i højre siden af det beredne infanteris linje nær Tel el Nejile, og blev holdt tilbage mens 7. beredne brigade i centrum fortsatte med at rykke frem mod Bir el Jemameh. Klokken 13 havde de omtrent nået deres mål, da de blev udsat for et kraftigt angreb fra de osmanniske styrker, der forsvarede deres vandforsyning, hvilket tvang brigaden tilbage og bragte dens venstre flanke. 1. lette beredne brigade kom op på den vestlige side af den 7. beredne brigade og drev de osmanniske angribere tilbage. De forreste tropper fra 1. lette beredne brigade, 3. lette beredne regiment, kæmpede sig ind i Bir el Jemameh/Kh Jemmame lidt efter kl. 15. Her erobrede de brønde, cisterne og en dampdrevet pumpestation intakt, inklusiv den ansvarshavende ingeniør. Mens et regiment fra 1. lette beredne brigade sikrede højdedragene mod nord, der havde udsagt over Bir el Jemameh og dækkede området, vandede resten af 7. beredne brigade alle deres heste.[174][175] I mellemtiden indtog 2. lette beredne brigade Tel el Nejil station efter mørkets frembud, da den 53. osmanniske division havde trukket sig tilbage. Selv om der blev fundet noget vand i Wadi Hesi, var det ikke muligt at vande hestene i de enheder, som dannede en natlig forpostlinje, der beskyttede Nejil.[174][176]

Den beredne Anzac division havde erobret området fra Nejile til den nordlige bred af wadi Jemmameh foruden 300 fanger og to kanoner.[177] Mens den beredne australske divisioner rykkede frem rundt om nordsiden af Huj, var deres 5. lette beredne brigade i forbindelse med Imperial Service kavaleribrigaden (21. korps) ved Beit Hanun. I løbet af dagen tog den 3. lette beredne brigade fanger og to østrigske 15 cm haubitser.[177]

Om aftenen den 8. november var alle de osmanniske stillinger, som havde udgjort Gaza–Beersheba linjen blevet erobret og fjenden var på fuld retræte.[162] I løbet af den 8. november rykkede ekspeditionsstyrken 13 km frem for at gå i stilling øst for Huj, som havde været osmannisk arméhovedkvarter og endestation for jernbanen langs kysten. Ekspeditionsstyrkens artilleri kunne gå i stilling inden aften og beskød om natten hovedvejen nordpå fra Huj. Om morgenen den 9. november var vejen oversået med kanoner, lavetter, ammunitionsvogne og transport af enhver slags i dynger sammen med døde forspand og besætninger.[178]

Slaget er i fuld gang ... Min hær er over det hele, nu på en 55 km bred front. Jeg er i centrum for telegraf og telefonlinjerne i mit gamle hovedkvarter. Jeg har endnu ingen ide om hvad vi har erobret, men det er meget, når alt er samlet sammen. Jeg hører, at dele af slagmarken er dækket med døde tyrker. Mine flyvere har kronede dage med at bombe og beskyde de retirerende kolonner. Hele min stab ser glade ud. Jeg tænker, at Kress von Kressenstein selv nærmer sig Jaffa–Jerusalem linjen. Jeg har fået mange lykønskningstelegrammer - fra sultanen, højkommissæren, osv., osv. og fra general Maude – som selv har vundet en ny sejr ved Tekrit ... Jeg hører om 43 kanoner erobret indtil videre, men jeg ved det ikke med sikkerhed. Vi bør ende med at få en masse.

Brfev fra Allenby til Lady Allenby, 8. november 1917[179]

Historikere har beskrevet forfølgelsen som en fejlslået forsøg på at fange de retirerende osmanniske styrker.[180][181] At det 21. korps fremrykning fra Gaza og det beredne ørkenkorps fremrykning fra Tel skulle danne to kæber, som skulle afskære og erobre de retirerende osmanniske arméer.[182] I denne periode var der nogle heste, som kun blev fik vand nok en gang på fire dage, hvilket havde alvorlige konsekvenser for deres tilstand. Så kun seks af de 11 brigader i det beredne ørkenkorps var til rådighed ved forfølgelsen, og de havde manglet vand siden de forlod Khalasa/Asluj/Easni den 30.-31. oktober, så deres heste var langfra i topform. De brigader, som ikke var klar til kamp, blev til et reservekorps og sendt tilbage til områder, hvor der var vand og foder til rådighed. Da de var klar igen, var de til rådighed som forstærkninger, da der var knaphed på vand i det sparsomt befolkede område nord for Hareira og Sharia, hvor der kun var nogle få meget dybe brønde, som ikke gav meget vand. Yildirim armégruppens taktik tog hensyn til de geografiske forhold. De vidste, at hvis ekspeditionsstyrken blev forsinket i mere end 48 timer uden vand måtte forfølgelsen indstilles af den grund, så der blev etableret stærke bagtropper, så deres infanteri kunne trække sig tilbage et godt stykke foran det langsommere britiske infanteri. Ekspeditionsstyrkens styrker holdt ud på trods af de lange marcher med sparsomt foder og vand og angreb uophørligt de osmanniske styrker.[183][184]

Manøvrekrigs bevæbning[redigér | redigér wikikode]

Den voldsomme ændring af krigsførelsen med indførelsen af maskingeværet blev demonstreret den 8. november, hvor det ikke var det osmanniske artilleri der greb ind i den beredne Anzac divisions fremrykning, men derimod maskingeværer der forhindrede den i at bryde igennem og angribe kolonnerne.[164] Den 8. november viste også værdien af sværd ved beredne angreb, direkte under angrebet ved Huj og indirekte da de sværdløse ryttere fra den lette beredne australske brigade blev "tvunget til at foretage afsiddede angreb" i stedet for at angribe store osmanniske kolonner på tilbagetog. Inden Allenby ankom havde den britiske hærledelse "overvejet at inddrage sværdene fra Yeomanry regimenterne for at lette byrden på deres heste, da der ikke var stor sandsynlighed for at de blanke våben nogensinde ville blive anvendt.[185]

Luftangreb og -luftstøtte[redigér | redigér wikikode]

No. 304 Bayerske flyeskadrille[redigér | redigér wikikode]

Yildirim armégruppen led et alvorligt tab af fly, lagre og flyvepladser under tilbagetrækningen. For at beskytte deres luftvåben blev det den 4. november under en konference med Felmy, der var chef for den tyske luftstyrke, at en af de nye tyske eskadroner, der var stationeret på Irak el Menshiye flyvepladsen, skulle rykke nordpå til en ny flyveplads nær Junction Station. Dette skridt blev forsinket i tre dage "på grund af akut behov for piloter", men den 7. november, da flytningen endelig blev beordret, var der ikke transportmidler til rådighed. En stabsofficer fra den ottende osmanniske armé ankom kl. 18 i en bil for at beordre øjeblikkelig tilbagetrækning. Eskadrille No. 304 rekvirerede jernbanevogne til transport af det flyvende materiel, men de eneste, der var til rådighed, var fulde af korn. Den militære kommissionær hævdede, at armégruppen havde givet prioritet til transport af forplejning, men eksdrillechefen truede med at beskyde jernbanestationen med maskingeværer, hvis ikke vognene blev frigivet. Kornet blev tømt ud og flyeskadrillerne lastet, hvilket forsinkede togets afgang.[186]

Ekspeditionsstyrkens luftstøtte[redigér | redigér wikikode]

Tre RE8 jagerfly fra den 1. australske eskadrille forbereder sig på start på et bombeangreb under sydlige Palæstina offensiven i november 1917

Ekspeditionsstyrken gennemførte luftangreb om natten mellem den 1. og 2. november da 12 bomber blev kastet over Gaza. Den 3. og 4. november blev der gennemført luftangreb i bjergene nord for Beersheba. Den 6. november blev det rapporteret, at osmanniske hospitaler blev trukket tilbage, hvilket signaliserede begyndelsen på en generel tilbagetrækning mod Mejdel, som også blev bombet af fly.[187] Der blev også kastet bomber på de vigtigste stillinger ved Kauwukah, nær Um Ameidat, ved Gaza og mod tilflugtssteder vest for Sheria, og der blev udkæmpet tre luftkampe mod tre fjendtlige fly.[188] I denne periode så man sjældent tyske fly, men denne eftermiddage blev to R.E.8 og to B.E.12.a fly fra No. 1 eskadrille på fotopatrulje angrebet af fire Albatros flyvere og stærkt beskadiget;[189] mens et tysk fly blev skudt ned i flammer nær Wadi Hesi.[190]

'Iraq el Menshiye flyveplads og jernbanestation efter luftangreb fra ekspeditionsstyrken den 8. november 1917

indtil den osmanniske tilbagetrækning blev synlig den 7. november havde Royal Flying Corps fortrinsvis været involveret i strategisk rekognoscering, som blev udført af 40. luftstyrke mens 5. luftkorps havde udført artilleriregistrering og taktisk fotografering. De fleste fly indledte bombe- og maskingeværangreb mod de retirerende kolonner.[191] Under forfølgeligsen gennemførte den 1. australske eskadrille fotorekognoscering og tog detaljerede billeder af området og de fjendelige stillinger umiddelbart foran samt tog del i luftangreb.[190] I en hel uge angreb de osmanniske kolonner med bomber og maskingeværer foruden osmannisk infrastruktur, herunder flyvepladser, transport og artilleri, og ramte mange af deres mål.[192]

Koncentrationer af osmanniske styrker blev rapporteret den 7. november ved el Mejdel og Beit Duras, nord for Wadi Hesi.[193] Mens morgenrekognosceringen den 8. november meldte om at fjenden trak sig tilbage overalt lod det til at lufteskadrillerne var blevet forsinket. På flyvepladserne ved Julis (lige udenfor Mejdel), ved Arak el Menshiye og ved Et Tine var der fly på jorden og mange hangarer var endnu ikke blevet demonteret. Et bombeangreb med 30 fly, heriblandt 9 australske, ramte den største flyveplads ved Arak el Menshiye om morgenen. Dette angreb, som blev gentaget om eftermiddagen, afstedkom betydelige skader da 200 bomber blev kastet, og de 58 ramte. Ti træffere ramte fly på jorden. Flere hangarer blev sat i brand eller beskadiget og fly på jorden blev også beskadiget. Fly som undslap fra Arak el Menshiye og Julis blev bombarderet to gange den 9. november, og ved Et Tine den 9. november blev mindst 9 fly ødelagt. Da det beredne ørkenkorps nåede frem til Arak el Menshiye og Et Tine den 10. og 11. november fandt de otte ødelagte fly og flyvepladserne og jernbanestationen i Arak el Menshiye lå i ruiner.[189] Andre mål var jernbanestationer og -overskæringer, tropper på march, forsyningslagre og transportmidler, som til stadighed blev bombet og beskudt med maskingeværer.[190][191]

Yderligere fem fjendtlige fly blev ødelagt på Ramleh flyvepladsen og endnu en i Ludd mens slagmarken blev oversået af affald fra luft- og artilleribombardementer.[192] Fjendtlige fly fløj i formationer på mellem to og fire fly i et forsøg på at udfordre ekspeditionsstyrkens nye overlegenhed i luften, men i næsten alle tilfælde slog det fejl. Ekspeditionsstyrkens fly havde kontrol over luftrummet i en periode, om en der skete en genopblussen af luftkrigen omkring den 24. november.[191]

I løbet af dagen kastede RFC næsten 300 bomber mod forskellige mål. Tropper og transport nord for Julis og Falujeh blev bombarderet med ødelæggende virkninger og angrebet med maskingeværild. På Julis jernbanestation var der direkte træffere på rullende materiel. 120 bomber blev kastet senere på dagen i og omkring El Tine. Adskillige direkte træffere på hangarer, hvoraf to brød i brand. En direkte træffer på maskine på flyvepladsen. Lagre nær jernbanen og stationsbygninger blev angrebet med held, tropper i området blev spredt da nogle bomber blev kastet mellem dem. Vore piloter dykkede herefter ned og beskød dem med maskingeværer.

Allenby til Roberson aftenrapport den 8. november 1917[194]

9. november[redigér | redigér wikikode]

Den eneste infanterienhed, som kunne rykke frem den 9. november var 52. divisions 156. brigade under brigadegeneral Archibald Herbert Leggett. 155. og 157. brigade i 52. division opgrupperede sig den 9. november efter intense kampe om Sausage højde ryggen den 8. november.[195][196]

De fleste af den egyptiske ekspeditionsstyrkes infanteridivisioner var nået til enden af deres forsyningslinjer og kunne ikke følge den osmanniske tilbagetrækning. 21. korps' 54. division var tvunget til at gøre ophold ved Gaza og imperiekavaleribrigade ved Beit Hanun. Bagude havde generalløjtnant Philip Chetwodes 20. korps overladt sine transportmidler til 21. korps. 20. korps 60. division under generalmajor John Shea) rastede ved Huj mens dens 10. division under generalmajor John Longley og 74. division under generalmajor Eric Girdwood var ved Karm. I felten var 53. division under generalmajor S. F. Mott, korpskavaleriet, kamelkorpsbrigaden og den beredne newzealandske riffelbrigade var indsat på fronten nær Tel el Khuweilfe i Judæabjergenes udløbere nord for Beersheba.[197][198][199] Allenby brordrede den beredne Yeomanry division tilbage fra Khuweilfe til Chauvel straks om eftermiddagen den 8. november, men de ankom først på højre flanke af det beredne ørkenkorps to dage senere den 10. november. Imperie kamelkorps brigaden blev også givet tilbage til Chauvel den 11. november da den beredne newzealandske riffelbrigade blev beordret 83 km frem fra Beersheba. De ankom 18½ timer senere.[200] I mellemtiden var Chauvel den 9. november tvunget til at sende den beredne australske division tilbage for at få vand, så kun den beredne Anzac division (uden newzealænderne) som havde fået vand ved Jemmameh var til rådighed til at fortsætte forfølgelsen. Havde de australske og newzealandske regimenter været udrustet ved sværd, kunne de have haft mulighed for at gennemføre afgørende chokangreb i tillæg til yeomanry kavaleriets angreb ved Huj, El Mughar og Abu Shushe.[200]

Den 8. osmanniske armés tropper trak sig tilbage i nogenlunde orden, så hurtigt som muligt, beskyttet mod alvorlige angreb og i rimelig afstand fra deres forfølgere, mens den 7. arme i god forfatning havde trukket sig omkring 16 km tilbage uden at blive generet, og var i færd med at forberede et modangreb. I mellemtiden udstedte den egyptiske ekspeditionsstyrke ordrer om at fortsætte forfølgelsen den 9. november i retning af Nahr Suqreir, mere end 40 km nord for Gaza, den næste mulige forsvarslinje.[201]

Isdud[redigér | redigér wikikode]

Indtil den 9. november havde den 8. armé trukket sig 32 km tilbage mens 7. armé næsten ikke havde mistet terræn.[115] Snart efter at det blev lyst tog Chaytors beredne Anzac division afsted for at ride over kystsletten mod kysten efter at have vandet deres heste den forudgående aften.[202][203] Omkring kl. 8.30 ankom 1. lette beredne brigade til Bureir og omkring en time senere nærmede den 2. lette beredne brigade sig hovedkvarteret for Friedrich Freiherr Kress von Kressensteins 8. armé ved Hulayqat, hvor en osmannisk bagtrop lå i en stærk stilling. Brigaden foretog et afsiddet angreb og tog omkring 600 fanger, store mængder forsyninger, materiel og et forladt tysk felthospital. Ved middagstid blev El Mejdel, 20 km nordøst for Gaza, besat af den 1. lette beredne brigade, som tog 170 fanger og fandt en god brønd med en dampdrevet pumpe, som gjorde det muligt for brigaden hurtigt at vande alle hestene. Efter at have passeret den antikke by Ashkelon fik den beredne Anzac division fra det beredne ørkenkorps om at 21. korps marcherede langs kysten mod El Mejdel og Julis. Da den osmanniske hovedvej og jernbane nordpå fra Gaza begge var afbrudt beordrede Chauvel divisionen til at rykke frem mod Bayt Daras, hvilket betød at divisionen skulle dreje mod nordøst. Efterfølgende gik 1. lette beredne brigade ind i Isdud nær Middelhavet mens 2. lette beredne brigade til højre for dem erobrede landsbyerne Suafir el Sharkiye og Arak Suweidan samt en konvoj og dens eskorte (omkring 350 fanger). Mens brigaden reorganiserede sig for at sikre sig fangerne åbnede osmanniske kanoner længere nordpå ild og beskød både fanger og deres vogtere. Lige inden aften tog 2. lette beredne brigade yderligere 200 til fange inden den beredne Anzac division dannede en forpostlinje til natten langs et højtliggende område syd for Wadi Mejma, fra i nærheden af Isdud til Arak Suweidan.[162][204]

I mellemtiden tilbragte Hodgsons beredne australske division det meste af 9. november med at lede efter vand, som de til sidst fandt ved Huj.[203] Om aftenen den 8. november havde 3. lette beredne brigade ikke fået vand siden den 7. november og 5. beredne brigade ikke siden 6. november, og hvis de ikke fik vand den følgende dag, ville det ifølge divisionens krigsdagbog have yderst alvorlige konsekvenser. Efter at have afløst disse to brigaden kl. 7.30 den 9. november udsendte 4. lette beredne brigade patruljer på jagt efter vand. 12. lette beredne regiment fandt en lille brønd ved Nejed, mens en anden patrulje fandt to brønde ved Simsim med simple løfteanordninger, hvilket gjorde vandingen meget langsom. De fik også forbindelse til den beredne Anzac division. Ved middag den 9. november var division i færd med at få vand ved Jemmameh, hvilket forventedes at vare til kl. 18..[205] Efter at de fleste heste havde fået vand, rykkede de 25 km frem til KastinaIsdud linjen mens de to fanger og erobrede kanoner og transportmidler på vejen. Denne fremrykning om natten mellem den 9. og 10. november var den eneste natlige fremrykning under hele Sinai og Palæstinafelttoget gennem osmannisk område.[197][206]

Den beredne australske divisions 12. lette beredne regiment (i 4. lette beredne brigade) rykkede nordpå fra Burieh til Al-Faluja hvortil de ankom ved midnat mellem den 9. og 10. november og ingeniørudstyr og fem udbrændte fly blev erobret.[207][208] Divisionen blev fulgt af 4. lette beredne brigades feltambulance og divisionens træn i form af brigade transport og forsyningssektioner med rationer. Feltambulancen opstillede en forbindingsstation og behandlede omkring 40 mand inden den rykkede gennem Huj kl. 16. Efter at være stødt på uvejsomme bjergslugter og 10 km med meget vanskeligt terræn slog den lejr omkring midnat i bunden af en wadi.[209]

Barrow's beredne Yeomanry division, havde været i kamp i Tel el Khuweilfe området indtil Allenby beordrede den til igen at slutte sig til det beredne ørkenkorps 30 km borte ved kysten. I mellemtiden forblev infanteriet i 10. og 74. division ved Karm, mens 60. division blev ved Huj.[197][203][210]

10. november[redigér | redigér wikikode]

Wadi Sukereir[redigér | redigér wikikode]

Fil:Falls sketch 9.jpeg
Falls' kortskitse 9 viser hvortil fremrykningen var nået kl. 18 den 10. november 1917

Osmanniske styrker blev mødt den 10. november nær Isdud ved Middelhavskysten. Den forreste brigade fra 62. division - 156. brigade - rykkede 25 km frem selv om den mødte hård osmannisk modstand og blev udsat for artilleribeskydning fra den anden side af Nahr Sukereir. Brigaden trængte over Nahr Sukereir ved Jisr Esdud til Hamama. Her etablerede den et brohoved på osmannernes højre flanke. Der blev fundet vand i rigelige mængder og brohovedet blev udvidet den følgende dag.[197][211] Brigaden fulgte efter 1. lette beredne brigade, som havde rapporteret fri bane ved Isdud kl. 8.30.[212]

Selv om den beredne Anzac division om morgenen den 10. november rapporterede, at divisionen var nødt til at gøre holdt for at få vand,[213] have 1. lette beredne brigade fundet vand den foregående dags eftermiddag ved el Medjel, og var derfor i stand til at rykke frem og besætte Isdud.[212] men 2. lette beredne brigade kunne ikke rykke frem den 10. november på grund af en stærk osmannisk bagtrop nær "New Beit Duras" og Kustine. Den brugte dagen på at lede efter vand og på at vande hestene inden den fortsatte til Hamama om natten for at afslutte vandingen af hestene.[214]

Summeil[redigér | redigér wikikode]

The 4th Light Horse Brigade was ordered at 10:40 on 10 November to threaten the Ottoman force opposing 3rd Light Horse Brigade on the Menshiye–Al Faluja line.[207][208] Between 08:00 and 10:30, the 3rd Light Horse Brigade had occupied the Arak el Menshiye Station while the 4th Light Horse Brigade entered Al-Faluja 2 miles (3,2 km) to the north-west.[215]

The Australian Mounted Division was joined a few hours later by the Yeomanry Mounted Division which had left Huj early in the morning. They came up on the right of the Australian Mounted Division and took over Arak el Menshiye extending the line a little further east. By the afternoon of 10 November the whole of the Desert Mounted Corps with the exception of the New Zealand Mounted Rifles Brigade, (still at Tel el Khuweilfe) were in line from a point a little east of Arak el Menshiye to the sea.[216][217][Note 14] Both the Australian and Yeomanry Mounted Divisions reconnoitred the eastern half of the Ottoman line running from Qastina, roughly through Balin and Barqusya, to the neighbourhood of Bayt Jibrin in the Judean Hills.[207][208]

Chauvel ordered the Yeomanry Mounted Division to move westward to the coast to support the Anzac Mounted Division, leaving the Australian Mounted Division on the right flank. Neither he nor Hodgson commanding the Australian Mounted Division were aware at that time, that the division was threatened by three or four Ottoman Eighth Army infantry divisions. The 16th and 26th Divisions (XX Corps) and the 53rd Division (XXII Corps) were holding a 6 miles (9,7 km) line between the railway line and Bayt Jibrin, all more or less reorganised and all within striking distance.[218] Ottoman trenches had been dug from Summil 4 miles (6,4 km) north of Arak el Menshiye to Zeita, 3 miles (4,8 km) to the north-east, and to the east of the railway line.[215][219]

With its headquarters at Al-Faluja on 10 and 11 November, the Australian Mounted Division became engaged (during 10 November) in stubborn fighting,[162][208] when the three brigades of the Australian Mounted Division ran into this Ottoman rearguard's left flank near the village of Summil.[220] At 12:55, Ottoman forces were seen advancing from Summil, and the 4th Light Horse Brigade deployed to attack them, with the 3rd Light Horse and the 5th Mounted Brigade in support. By 16:30 3rd Light Horse Brigade headquarters were established 870 yards (800 m) south-east of Al-Faluja on the railway line, but owing to darkness at 17:15 the attack was not developed and night battle outpost lines were established at 20:00.[221] The 4th Light Horse Brigade held a line linking to the Anzac Mounted Division at Beit Affen, while the Ottomans rearguard were holding a ridge near Barqusya with three cavalry troops, three guns and about 1,500 infantry.[207][208]

11 November[redigér | redigér wikikode]

The mounted infantry and cavalry brigades of the Australian Mounted Division were unable to advance further on 10 November, due to intense Ottoman artillery fire which continued throughout the day. However, Summil was occupied unopposed, at 06:00 by patrols of the 3rd Light Horse Brigade on 11 November when the place was found to be deserted. However by 09:30 Ottoman units were holding a high ridge 1,5 miles (2,4 km)* north east of the town and Ottoman field guns began shelling Summeil from about 3 miles (4,8 km) away. In the afternoon the brigade carried out active patrolling making themselves as conspicuous as possible without becoming engaged, while the division advanced north.[207][220][221]

Allenby's force was deployed with infantry from the 52nd (Lowland) Division and the 75th Division in the centre, the Australian Mounted Division on their right flank with the Anzac and Yeomanry Mounted Divisions on the infantry's left flank.[222][223] He ordered the 52nd (Lowland) Division to extend their position across the Nahr Sukereir on the Ottoman right flank.[224] And, reinforced with two additional brigades, he ordered the Australian Mounted Division to advance towards Tel es Safi where they encountered a determined and substantial Ottoman counterattack.[225][226] The New Zealand Mounted Rifles Brigade was ordered to rejoin the Anzac Mounted Division on 11 November. They left Beersheba at 16:30 and arrived at Hamama at 23:00 on 12 November.[227][228]

Ottoman line[redigér | redigér wikikode]

The 20 miles (32 km)-long defensive line, chosen by the Ottoman commanders to rally their 20,000-strong army and stop the invasion of Southern Palestine, was also designed to protect the Jaffa to Jerusalem railway and Junction Station. Prisoners had been captured from almost every unit of the Ottoman Army, indicating that rearguards had been driven back in on the main body of the Eighth Ottoman army. However, all along their line Ottoman resistance grew noticeably stronger.[229][230][231] Erich von Falkenhayn, commander of the Yildirim Army Group, had decided to make a stand in front of Junction Station, deploying his forces by the evening of 11 November and he ordered a counterattack against the British right flank which was covered by the Australian Mounted Division. His plan was to overwhelm them, cut their supply lines, outflank and capture all the forward units. Originally ordered for 11 November it was postponed until the next day.[232]

12 November[redigér | redigér wikikode]

Infantry attack[redigér | redigér wikikode]

As part of the preparations for the attack on Junction Station, planned for the next day, the 52nd (Lowland) Division made a preparatory attack near the coast. They were to attack north of the Nahr Sukhereir between the villages of Burqa and Yazur with the Yeomanry Mounted Division acting as flank guard.[224][233][234] Their objective was an important Ottoman rearguard position which ran from the village of Burqa to Brown Hill. While the village was easily taken the steep sided Brown Hill proved an extremely difficult attack. The hill was topped by a large cairn and commanded a long field of fire over the plain southwards across the Nahr Sukhereir.[235] By the time a battalion of the 156th Brigade, covered by two batteries of the 264th Brigade Royal Field Artillery and the South African Field Artillery Brigade of 75th Division captured the crest, the battalion had been reduced to one officer and about 100 men. However, just 20 minutes after their victory, the remnants of the Scots battalion was unable to withstand an Ottoman counterattack and was driven off after a fierce struggle at close quarters.[236]

The 2/3rd Gurkha Rifles were then ordered to renew the attack at dusk. Owing to poor light, the artillery was no longer able to give much assistance, but the Gurkhas quickly retook the hill with a bayonet charge, suffering 50 casualties, and in the process recovering two Lewis guns.[237] The fighting here has been described as equal in intensity to the 157th (Highland Light Infantry) Brigade's assault at Sausage Ridge on 8 November.[238] The success of these operations north of the Nahr Sukhereir opened the way on the Mediterranean coast for the main attacks the following day, on the Ottoman armies' front line positions.[223]

Ottoman counterattack[redigér | redigér wikikode]

Fil:Falls map 9 det.jpeg
Ottoman counterattack on 12 November 1917

While the infantry attack was in progress, the Australian Mounted Division advanced in the direction of Tel es Safi, to press the left flank of the Ottoman forces as strongly as possible.[239] About 4,000 Australian and British mounted troops of 3rd and 4th Light Horse and 5th Mounted Brigades moved northwards in a conspicuous demonstration of aggression. The Ottoman force appeared at first, to have retired altogether, and the 9th Light Horse Regiment (3rd Light Horse Brigade) was able to ride through Barqusya, with one troop pressing on to occupy Tel es Safi. The 5th Mounted Brigade also found Balin unoccupied, and rapidly advanced northwards towards Tel es Safi and Kustineh. By 12:00 the Australian Mounted Division was spread over at least 6 miles (9,7 km) facing the north and east, when four divisions of the Ottoman Seventh Army (about 5,000 soldiers) began their counterattack.[216][240] Ten minutes later the British Honourable Artillery Company horse artillery battery opened fire, but was hopelessly out shot, outnumbered, and out ranged by Ottoman guns of greater power and weight.[241]

An artillery battery of four guns deployed in the hills
Hong Kong mountain gun battery

The Ottoman infantry divisions were moving south from El Tineh 3 miles (4,8 km) east of Qastina from the Ottoman controlled branch line of the railway line. Here and further north along the railway, trains were arriving with huge numbers of Ottoman soldiers, deployed for the attack in three separate columns (of all arms). They were seen advancing towards Tel es Safi from the north and north-east. Not long afterwards, the 11th Light Horse Regiment (4th Light Horse Brigade) was forced to retire from Qastina, as Ottoman units occupied the place in strength.[242]

The approach of the Eighth Ottoman Army's XX Corps (16th, 26th, 53rd, and 54th Divisions) was at first unknown to the 5th Mounted Brigade in Balin. But at about 13:00 they were attacked by about 5,000 Ottoman soldiers in two columns, one coming down the track from Junction Station to Tel el Safi, and the other arrived by train and marched south from El Tineh Station. The 5th Mounted Brigade, was pushed back out of Balin before they could be reinforced by the 3rd Light Horse Brigade which rode from Summil, followed by two batteries of the Australian Mounted Division. One light horse regiment which managed to occupy Berkusie, was forced to retire by a very strong Ottoman force supported by heavy artillery fire from several batteries. All available troops of the Australian Mounted Division were now engaged, but the Ottoman attack continued to be strongly pressed.[226][243][244] The 4th Light Horse Brigade had been unable to support the 3rd Light Horse or the 5th Mounted Brigades, as they were being heavily attacked on the left of the 5th Mounted Brigade, while holding the line to the west towards Dayr Sunayd railway line. Ottoman units managed to advance to within 100 yards (91 m) of the 4th Light Horse Brigade's position, but were eventually stopped at the end of the day by machine-gun and rifle fire.[245][246]

Hodgson (commander of the Australian Mounted Division) had ordered a slow withdrawal by 3rd Light Horse and 5th Mounted Brigades to high ground on the line Bir Summil–Khurbet Jeladiyeh. The order had only just been given when another Ottoman train was seen moving south. It stopped west of Balin and a fresh force of Ottoman soldiers rapidly deployed to attack the left flank of the 5th Mounted Brigade. Fighting steadily and withdrawing skilfully, the 3rd Light Horse and 5th Mounted Brigades reached the edge of Summil village, where the Ottoman attack was finally held. Two batteries of Australian Mounted Division had come into action on the high ground north-west of Summeil firing on the fresh Ottoman force moving over the open plain in full view of the gunners. Effective EEF artillery fire halted this attacking Ottoman advance, forcing them to fall back a little where they dug trenches. The attack ended at 18:00 in darkness.[246][247] Chauvel's reliance on the steadiness of the Australian Mounted Division was "amply justified."[248] The Yildirim Army Group commander had been forced to halt his Seventh Army's attack, and then to take away from it the 16th Division, plus one regiment.[249] While in their eastern sector, the 3rd Cavalry Division (Seventh Army's III Corps) and 19th Division (Eighth Army) held a line in front of Beit Jibrin.[33][48] This force waited throughout the day, prepared to begin a flank attack, but the opportunity never eventuated.[216][241][250]

13 November[redigér | redigér wikikode]

Mughar Ridge[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Battle of Mughar Ridge.
Fil:Falls map 9.jpeg
Counter-attack and capture of Junction Station 12–14 November 1917

A 20,000-strong Ottoman force was deployed to defend the Jaffa to Jerusalem railway along the Wadi al-Sarar and Al-Nabi Rubin. They held the prominent 100-foot (30 m) high ridge, which stretched north towards Zernukah and El Kubeibeh dominated the battlefield, which consisted of mainly bare and open cultivated land. This naturally strong ridge formed the backbone of the Ottoman Army's 20-mile (32 km) long defensive position defended by the Eighth Army's 3rd Division (XXII Corps) to the north, the 7th Division (Eighth Army Reserve) to the east, the 54th Division (XX Corps) near el Mesmiye, with the 53rd Division linking to the 26th Division (XX Corps) holding Tel es Safi.[251][252] On the ridge, the villages of Qatra and Al-Maghar had been fortified to become two strong defensive positions, each with commanding views of the countryside. These villages were separated by the Wadi Jamus, which links the Wadi al-Sarar with the Nahr Rubin.[230][231][253]

Allenby's plan for 13 November was to turn the right flank of the Ottoman line on the coast, despite aircraft and cavalry reconnaissances revealing the large Ottoman force, inland on his right flank facing the Australian Mounted Division. Indeed the division was ordered to make as big a demonstration of their activities, as possible, to focus Ottoman attention away from the coastal sector. Here Allenby planned for the Anzac and Yeomanry Mounted Divisions to advance northwards to attempt to turn the Ottoman right flank, assisted by infantry attacks on the Ottoman right centre.[239][254]

In the centre, the XXI Corps' 52nd (Lowland) and the 75th Divisions were to advance towards Junction Station between the Gaza road on the right, and the village of El Mughar on the left.[233] These infantry attacks were held up by very strong Ottoman defences.[255][256] At Mesmiye the Ottoman Army was strongly deployed on high ground in and near the village, and well-sited machine-guns swept all approaches. However, infantry in the 75th Division made steady slow progress, eventually forcing the main body of the Ottoman rear guard, to fall back to a slight ridge 1 mile (1,6 km) to the north-east. Towards dusk the final stage of the infantry assault was supported by two troops of 11th Light Horse Regiment (4th Light Horse Brigade), who galloped into action on the infantry's right flank and gave valuable fire support. An infantry frontal attack covered by machine-gun fire drove the Ottoman defenders off the ridge, enabling Mesmiye esh Sherqiye to be occupied soon after. Subsequently they halted in darkness not far from Junction Station.[257][258][259]

Fil:Falls map 9 capture.jpeg
Capture of Junction Station

On their right flank the Australian Mounted Division's 3rd and 4th Light Horse and 5th Mounted Brigades, reinforced by the 2nd Light Horse Brigade (Anzac Mounted Division), the 7th Mounted Brigade (Yeomanry Mounted Division) and two cars of the 12th Light Armoured Motor Battery, attacked in line advancing northwards towards Junction Station.[260][Note 15] The 4th Light Horse Brigade covering the right flank of the 75th Division, entered Qazaza at 12:00, when the 7th Mounted Brigade on their left, was only ,5 miles (0,80 km)* from Junction Station.[260] By 16:00 the 4th Light Horse Brigade was ordered to push forward to El Tineh as the infantry advance on their left was progressing. It was occupied the following morning.[261]

Fil:Wavell p.152.jpeg
Sketch map of Yeomanry charge at El Mughar

On the left flank of the XXI Corps, the remainder of the Desert Mounted Corps; the Anzac and the Yeomanry Mounted Divisions covered the infantry attack, with Yibna as their first objective and Aqir their second.[222] As soon as Junction Station was captured they were to swing north to occupy Ramla and Lod and reconnoitre towards Jaffa.[223] After capturing Yibna, the 8th Mounted Brigade (Yeomanry Mounted Division) continued their advance northwards, to El Kubeibeh and Zernukah.[262] However, the 22nd Mounted Brigade was held up by Ottoman units defending Aqir, while the 6th Mounted Brigade (with the Imperial Camel Brigade covering their northern flank) was directed to attack el Mughar.[263][264]

The 52nd (Lowland) Division had been halted at about 11:30 by heavy shrapnel and machine-gun fire forcing them to the shelter of the Wadi Jamus about 600 yards (550 m) from their objective. Every attempt to leave the wadi was stopped by very heavy fire from well placed Ottoman machine-guns.[265] At about 14:30 it was agreed between the GOC 52nd (Lowland) Division and the GOC Yeomanry Mounted Division that the 6th Mounted Brigade should attack the El Mughar ridge in combination with a renewed infantry assault on Qatra and El Mughar. Half an hour later two mounted regiments, the Royal Buckinghamshire Yeomanry and the Queen's Own Dorset Yeomanry (6th Mounted Brigade), already deployed in the Wadi Jamus, advanced in column of squadrons extended to four paces across 3.000 yards (2,7 km), at first trotting then galloping up and onto the crest of the ridge.[256] The horses were completely exhausted and could not continue the pursuit of the escaping Ottoman units down the far side.[266] However, the Ottoman defenders continued to hold El Mughar village until two squadrons of the Berkshire Yeomanry regiment (6th Mounted Brigade) fighting dismounted, with two battalions of the 52nd (Lowland) Division, renewed the attack.[256][267] Fighting in the village continued until 17:00 when both of the crucial fortified villages of Qatra and El Mughar were captured.[233][268]

14 November[redigér | redigér wikikode]

Units of the 75th Division supported by several armoured cars occupied Junction Station during the morning of 14 November, cutting the Ottoman Jaffa to Jerusalem railway.[266][269][270] While the 52nd (Lowland) and 75th Divisions concentrated and reorganised their ranks during the day,[271] the 4th Light Horse Brigade entered El Tineh early in the morning, with the remainder of the Australian Mounted Division following a couple of hours later. Here good wells containing plenty of water were found but without steam pumps, watering was not complete until 16:00.[272][273] Meanwhile, their divisional Supply Train followed, travelling from Beersheba via Hareira and Gaza on 11 November, to reach Isdud on 14 November, then on to Mesymie the next day and Junction Station on 16 November.[274]

Ayun Kara[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Battle of Ayun Kara.

The advance was taken over by the Yeomanry Mounted Division which crossed the railway north of Junction Station, and the Anzac Mounted Division which pressed the retreating Ottoman Army northwards near the coast.[271] The Anzac Mounted Division had been ordered capture Ramleh and Ludd, and cut the only road linking Jaffa to Jerusalem.[275][276] During the morning Meldrum's New Zealand Mounted Rifles Brigade crossed the Wadi es Surar/Nahr Rubin close to the sand dunes with 1st Light Horse Brigade on its right, and by 09:00 had occupied El Kubeibeh. They pushed on towards the Wadi Hunayn where Ottoman rearguards were encountered in the orange groves and on the hills between El Kubeibeh and the sand dunes.[277] About noon the 1st Light Horse Brigade drove an Ottoman rearguard from a ridge facing Yibna and occupied the village of Rehovot also known as Deiran.[278][279] At the same time the New Zealand Mounted Rifles Brigade (commanded by Brigadier General William Meldrum) ran into a determined and well entrenched Ottoman rearguard near Ayun Kara, which they attacked. Fierce close quarter fighting against the Ottoman 3rd Infantry Division continued during the afternoon.[257][280] Although severely threatened, the New Zealand Mounted Rifle Brigade eventually prevailed and they occupied Jaffa two days later, unopposed.[281] The official New Zealand historian concluded in 1922 that the engagement at Ayun Kara demonstrated the ability of the New Zealand mounted rifles regiments to rapidly attack and reinforce successive positions on horseback. During this intense engagement, the attacking power of the mounted rifle arm, against a strongly entrenched infantry position was comprehensively proven.[282]

15 November 1917[redigér | redigér wikikode]

Abu Shusheh, Ludd and Ramleh[redigér | redigér wikikode]

In the distance a group of people walk down a dirt road away from the village.
Ramleh after occupation by the EEF

At midnight on 14 November von Falkenhayn ordered a general withdrawal and the Ottoman Seventh Army, which retreated back into the Judean Hills towards Jerusalem, while the Eighth Army was ordered to retreat to the north of Jaffa across the Nahr el Auja about 3 miles (4,8 km) north of Jaffa.[283][284] These Ottoman armies had suffered heavily, and lost between 40–60 miles (64–97 km) of Ottoman territory north of the old Gaza–Beersheba line. These two Ottoman armies left behind 10,000 prisoners of war and 100 guns.[285][286]

The day after the action at Ayun Kara, the 75th Division and the Australian Mounted Division advanced towards Latron where the Jaffa to Jerusalem road enters the Judean Hills, while the Anzac Mounted Division occupied Ramleh and Ludd about 5 miles (8,0 km) north of Junction Station. An Ottoman rearguard above Abu Shusheh blocked the Vale of Ajalon on the right flank of the advance towards Ramleh. The Yeomanry Mounted Division reached the Jerusalem road, after the 6th Mounted Brigade made a cavalry charge, which overwhelmed an Ottoman rearguard position. This charge has been described as even more difficult than that at Mughar Ridge, owing to the rocky nature of the ground over which the horsemen rode.[287][288]

16 November[redigér | redigér wikikode]

The pursuit continued as the EEF pushed north, Jaffa was captured by the Anzac Mounted Division in mid–November, and Jerusalem was captured by the XX Corps on 9 December. Desert Mounted Corps alone captured more than 9,000 prisoners and 80 guns before the new front stabilised in the Judean Hills.[289] Seventeen days of operations virtually without rest, had resulted in an advance of between 50 og 60 miles (80 og 97 km) from Beersheba; major and minor engagements occurring on 13 of those days. Most of the mounted units had covered at least 170 miles (270 km) since 29 October 1917 capturing 5,270 prisoners and over 60 guns and about 50 machine-guns.[266][269] Since the advance from Gaza and Beersheba began very heavy casualties and over 10,000 Ottoman prisoners of war and 100 guns had been captured by the Egyptian Expeditionary Force.[290][291]

The EEF had evolved into a "genuinely imperial all–arms force"[292] and the offensive was a "nearly ideal instance of the proper use of all arms in combination."[293]

Jaffa and Latron[redigér | redigér wikikode]

New Zealand Mounted Rifles Brigade accept surrender of Jaffa at town hall

On 16 November Latron was captured and the New Zealand Mounted Rifle Brigade (Anzac Mounted Division) occupied Jaffa, without opposition.[271][294] They administered the city until representatives of the director of Occupied Enemy Territory arrived to take over the job.[295]

Judean Hills 19–24 November[redigér | redigér wikikode]

Despite not having established a defensive line of entrenchments, Allenby reviewed the threat of counterattack and his supply situation. He decided that a force large enough to attack into the Judean Hills, and another separate force to operate on the maritime plain, could be maintained at an extended distance from base.[296][297][298][299]

On 18 November, while Allenby was at the XXI Corps headquarters at El Kastine, the decision was made to closely follow the Ottoman Seventh Army into the Judean Hills.[300] This decision, to quickly attack Fevzi Pasha's Seventh Army in the Judean Hills, was to keep the pressure on this Ottoman army with the hope of capturing Jerusalem, while denying them time to complete their reorganisation, dig deep trenches or worst of all, counterattack.[296][297][298][299] Two infantry divisions; the 52nd (Lowland) (Major General J. Hill) and the 75th Division,(Major General P. C. Palin), and two mounted divisions; the Yeomanry and the Australian Mounted Divisions, were to begin the advance into the Judean Hills.[300][301] The Ottoman forces they encountered on the road into the hills, were rearguards von Falkenhayn had ordered the XX Corps to establish, as it retired back to defend Jerusalem. Established on commanding ridges, these rearguards were made up of small groups dug in on the hills, each of which were attacked one after the other by Indian and Gurkha troops who outmanoeuvred the Ottoman defenders.[302] "[A]ll the armies that have sought to take Jerusalem have passed this way, save only that of Joshua. Philistine and Hittite, Babylonian and Assyrian, Egyptian and Roman and Greek, Frankish Knights of the Cross, all have passed this way, and all have watered the hill of Amwas with their blood."[303]

Nebi Samwil[redigér | redigér wikikode]

After taking over the advance on 19 November, the 75th Division with the Yeomanry Mounted Division on their northern flank, advanced towards Nebi Samwil.[300][303] This fortified and prominent hill 908 meter (2.979 ft) above sea level in the Judean Hills, was the traditional site of the tomb of the Prophet Samuel, was eventually captured late in the evening by the 234th Brigade, 75th Division, after particularly fierce fighting between 21 and 24 December.[304][305][306] They had been supported during this battle by the 52nd (Lowland) Division which had taken the more difficult line, when the 75th Division had been directed to the south western approaches.[304] These two divisions of the XXI Corps commanded by Bulfin had been involved in the extremely successful, but almost continuous fighting advance from 7 November. Their part in this first campaign of manoeuvre has them "advance[ing] in stages and then faltered in the hills around Jerusalem ... [where they were] [d]efeated by the Turkish forces defending Jerusalem" and withdrawn.[307] Here Fevzi's Seventh Army fought them to a standstill.[308]

Mediterranean coast 24–25 November[redigér | redigér wikikode]

Nahr el Auja[redigér | redigér wikikode]

On 24 November, infantry from the 54th (East Anglian) Division and the Anzac Mounted Division began their attack on the Mediterranean coast, to the north of Jaffa across the Nahr el Auja.[309][310] The northern bank was defended by the Ottoman 3rd and 7th Divisions (Eighth Army).[115]

Two bridgeheads were established by the New Zealand Mounted Rifles Brigade. The first was across the bridge on the main road near Khurbet Hadrah, while the second was established on the coast Sheik Muanis, near the mouth of the river. Their aims were to discourage the Ottoman Eighth Army from transferring troops into the Judean Hills to reinforce the Seventh Army, and to gain territory. The New Zealand Mounted Brigade, and two infantry battalions of the 54th (East Anglian) Division, continued to hold these two bridgeheads on the northern bank, until they were attacked by overwhelming forces on 25 November.[299][311] The 3rd and 7th Divisions of the Ottoman Eighth Army pushed back the bridgeheads and restored their hold on the Nahr el Auja, and the tactical situation.[115]

Relief of XXI Corps and Desert Mounted Corps 24 November to 2 December[redigér | redigér wikikode]

On 24 November also, Allenby ordered the relief of the XXI Corps and Desert Mounted Corps by the XX Corps.[310] This relief of the XXI Corps has been described as, "[t]his unnecessary shifting of troops [which] was a time–consuming procedure that delayed Jerusalem's fall ... [due] to the timid nature of the British advance."[307]

Owing to supply problems during the advance from Beersheba, Allenby had left Philip W. Chetwode's XX Corps in the rear close to the lines of communication where they could be easily supplied and refitted. After 10 days rest, these fresh troops were ordered to the front in the Judean Hills to take over the offensive against the Ottoman Seventh Army.[312] On 23 November, the 60th (London) Division, commanded by Major General John Shea, arrived at Latron from Huj and relieved the seriously depleted 52nd (Lowland) and the 75th Divisions, without much of a reduction in fighting ability on 28 November. On the same day, the 74th (Yeomanry) Division, commanded by Major General E. S. Girdwood, arrived at Latron from Karm, and two days later the 10th (Irish) Division, commanded by Major General J. R. Longley, also arrived at Latron from Karm.[312] The movement of such large formations made a pause in the fighting unavoidable, and so the attack was discontinued, but von Falkenhayn and his Ottoman Army took notice of the temporary cessation of hostilities.[313][314]

Ottoman counterattacks 27 November to 1 December[redigér | redigér wikikode]

Ottoman counterattacks 1800 28 November 1917

Von Falkenhayn and the Ottoman Army sought to benefit from the weakened and depleted state of the worn out British Empire divisions which had been fighting and advancing since the beginning of the month.[315] During the week beginning 27 November the Ottoman Army launched a series of infantry attacks employing shock tactics in the hope of breaking the British lines during the period of destabilisation created by EEF reinforcements and withdrawals.[315] Counterattacks were launched by the Ottoman 16th and 19th Divisions in the Judean Hills on Nebi Samweil and on the Zeitun plateau. Attacks were also launched against British lines of communication via a gap between the British forces on the maritime plain and those in the Judean Hills and also against several British units spread out on the maritime plain.[316]

Turkish attack the 4th Northamptonshire Regiment at Wilhelma on 27 November 1917

The Ottoman forces on the maritime plain advanced in strength in the region of Wilhelma (a German colony) to attack the 162nd Brigade (54th Division). Here a strong attack was launched against the EEF units holding Wilhelma Station. The attackers also established a strong firing line in the Wadi Rantye. By 17:00 these coordinated attacks had progressed to within 400 yards (370 m) of the British infantry line, where they were held while both flanks of the Ottoman force were attacked and driven in, forcing the attackers back to Rantye.[317] On the left the 54th (East Anglian) Division a company of the 4th Battalion (Imperial Camel Brigade) was attacked at Bald Hill, south of Mulebbis and pushed back 500 yards (460 m) off the hill, which was later targeted by EEF artillery.[318] Also on 27 November, the Yeomanry Mounted Division's advanced post at Zeitun on the western end of the Beitunia Ridge was attacked by a larger Ottoman force. They managed to hold off the attackers until 28 November, when the division was forced to withdraw from Sheik Abu ez Zeitun and Beit Ur el Foqa as well as Zeitun.[319]

On 28 November, the Australian Mounted Division (less the 5th Mounted Yeomanry Brigade) which had been resting at Mejdel from 19 to 27 November, was ordered to return to the Judean Hills. The 4th Light Horse Brigade's march to Berfilya was diverted straight on to Beit Ur el Tahta.[320] When they reached south of Beit Ur el Tahta, the brigade covered a dangerous, isolated position, out of contact with either the 8th or the 6th Mounted Brigades. By nightfall, the line, was held by the 60th (London) Division, the 8th Mounted , the 22nd Mounted, the 7th Mounted, the 156th Brigade, the 155th Brigade, the 4th Light Horse Brigade still out of touch with the 8th and 6th Mounted Brigades.[321] This line was "hard pressed" after night fall when the Ottoman attackers launched a "very fierce bombing attack" reopening a gap in the EEF line.[322] These operations were supported on 28 November by a combined force of the British and Australian Nos. 1 and 111 Squadrons, which attacked the Tul Keram aerodrome with aerial bombing. This attack was repeated the following morning and evening after German planes bombed the Julis aerodrome and hit No. 113 Squadron's orderly room.[323]

Detail of Ottoman counterattack on morning of 28 November 1917

As the Ottoman counterattacks continued on 29 November, the 5th Mounted Yeomanry Brigade was ordered to rejoin its division, while the 10th Light Horse Regiment (3rd Light Horse Brigade) remained under orders of the 60th (London) Division. The 3rd Light Horse Brigade marched on to Berfilya 2 miles (3,2 km) west of el Burj.[324][Note 16] The Yeomanry Mounted Division was relieved by the 74th (Yeomanry) Division; two brigades of infantry were substituted for four brigades of cavalry resulting in a sixfold increase in the number of rifles. With additional reinforcements from the dismounted Australian Mounted Division, these proved sufficient troops to hold all subsequent Ottoman counterattacks.[325]

At about 01:00 on 1 December a battalion of the Ottoman 19th Division, armed with hand grenades, launched a series of attacks at Beit Ur el Tahta against the 157th Brigade, and north east of El Burj against the 3rd Light Horse Brigade.[326] After two attempts at Beit Ur el Tahta, they succeeded in driving a severely weakened infantry company of the 5th Battalion, Highland Light Infantry, 52nd (Lowland) Division, off 200 yards (180 m) of the ridge in front of the village, but by 04:30 they had reoccupied the position. The 8th Light Horse Regiment north east of El Burj withstood four separate onslaughts by enemy forces armed with stick grenades. A squadron of the Royal Gloucestershire Hussars of the 5th Mounted Yeomanry Brigade, attached to the 3rd Light Horse Brigade was rushed up to fill gaps in the line, and the Hong Kong Battery came into action. They were reinforced by the 4th Battalion, Royal Scots Fusiliers with a small group of bombers from Beit Sira, which arrived just as Ottoman soldiers launched a new assault. The British bombing party attacked Ottoman bombers and after a fierce engagement forced them back. The Ottomans continued desperately to attack and another company of the 4th Scots Fusiliers came up. Combined with the steady fire of the dismounted 3rd Light Horse Brigade, the shower of bombs from the Fusiliers forced the Ottoman soldiers to fall back and dig in. At dawn they surrendered.[327][Note 17] Ottoman counterattacks launched at Nebi Samwill on 1 December were repulsed, with the Ottoman Seventh Army suffering heavy losses.[328] The Ottoman Army had failed to win any ground as a result of their counterattacks, and the advancing British troops were successfully replacing the worn out XXI Corps, holding well entrenched positions close to Jerusalem, with the fresh XX Corps.[329]

Jerusalem 2–9 December[redigér | redigér wikikode]

By 2 December the relief of the XXI Corps by the XX Corps was completed.[328][330] And both side began to adjust and improve their lines, leaving insecure or hard to defend places. The fresh EEF soldiers increased the strength of their line, creating a powerful concentration. Over four days the 10th (Irish) and 74th (Yeomanry) Divisions extended their positions, while the extended position held by the 60th (London) Division was decreased.[329][331] Although it is claimed that on 3 December the Ottoman Army had abandoned their counterattacks and that fighting in the Judean Hills ceased,[315][330] as a consequence of units of the 74th (Yeomanry) Division recapturing Beit Ur el Foqa, during a night time attack,[332] the position was impossible to hold. At daylight they found they were overlooked by Ottoman positions on higher ground. Bombing and hand-to-hand fighting continued all morning, and the Yeomanry infantry battalion was forced to withdraw, suffering 300 casualties.[330]

Mott's Detachment[redigér | redigér wikikode]

The 53rd (Welsh) Division (XX Corps), with the Corps Cavalry Regiment and a heavy battery attached, remained on the Hebron road north of Beersheba, after that place was captured on 31 October and during the advance up the maritime plain. Now they came under direct orders from General Headquarters (GHQ) and became known as Mott's Detachment.[312] The detachment was ordered to advance north along the Beersheba to Jerusalem road and by 4 December had arrived 4,5 miles (7,2 km)* south of Hebron. Here two Australian light armoured cars from a Light Armoured Motor Battery (LAMB), drove in from the north. They reported no Ottoman units in Hebron, so the detachment continued their advance to the Dilbe valley that night.[333][334][Note 18]

An armoured car showing the driver standing beside the car, passenger sitting in the car with a machine gun and gunner.
A Model T Ford Utility with a Vickers .303 machine gun mounted on a tripod

Chetwode commanding XX Corps, ordered Mott to advance as quickly as possible and get into a position 3 miles (4,8 km) south of Jerusalem, by the morning of 8 December. Mott's advanced guard moved tentatively during the night of 5 December to 3 miles (4,8 km) north of Hebron,[335] and by 7 December had come finally found an Ottoman rearguard defending Bethlehem 4 miles (6,4 km) from his objective. Bad weather prevented the advance continuing.[336] So Mott's Detachment was not able to cut the road from Jerusalem to Jericho, and get into position in time to cover the right flank of the 60th (London) Division,[337] although Mott managed to capture Solomon's Pools to the south of Bethlehem by the evening of 7 December.[338]

City buildings, some with people looking down from roofs, people and soldiers in a large square, with motor car in foreground
The 4th Battalion, Sussex Regiment march through Bethlehem. Their infantry division, the 53rd (Welsh) Division, occupied Bethlehem on the night of 9 December

About noon on 8 December, Chetwode ordered the detachment to get moving. Mott finally attacked his main objective at Beit Jala at 16:00.[312][339] It was not until the evening that they continued their advanced to find the way completely clear of Ottoman defenders. At the crucial moment, Mott's Detachment had been unable to cover the southern flank of the 60th (London) Division, forcing the Londoners to pause during daylight, as enfilading fire would have made their advance extremely costly.[340]

Surrender[redigér | redigér wikikode]

The surrender of Jerusalem to the British, 9 December 1917

During almost continuous rain on 8 December, Jerusalem ceased to be protected by the Ottoman Empire.[341][342] At the same time Chetwode launched the final advance taking the heights to the west of the city.[341] The Ottoman Seventh Army retreated during the evening and the city surrendered the following day.[343] Jerusalem was almost encircled by the EEF, although Ottoman Army units briefly held the Mount of Olives on 9 December. They were attacked by units of the 60th (London) Division which captured the position the following afternoon.[344]

Casualties[redigér | redigér wikikode]

From 31 October to the capture of Jerusalem the Ottoman armies suffered 25,000 casualties.[345]

A total of 14,393 battle casualties were evacuated to Egypt from the EEF along with 739 Australians during October and November 1917. These Australian wounded were mainly treated in the 1,040 beds of No. 14 Australian General Hospital at the Abbassia Barracks, Cairo. Here 754 surgical cases, the heaviest battle casualties admissions of the Sinai and Palestine campaign, were admitted during November. These had been evacuated by ambulance trains from the British casualty clearing stations at Deir el Belah and Imara. During the same period it received 720 medical cases, which rapidly increased during the following months.[346]

Aftermath[redigér | redigér wikikode]

Capture of Arsuf 20–21 December[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Battle of Jaffa (1917).
Falls' Sketch Map 20 Passage of the Nahr el 'Auja

Allenby planned to establish a defensive line running from the Mediterranean Sea to the Dead Sea. With both flanks secured, the line could be held with reasonable security.[347] In order to establish this line, it was necessary to push the 3rd and 7th Infantry Divisions of the Ottoman Eighth Army back away from the Nahr el Auja 4 miles (6,4 km) north of Jaffa on the Mediterranean coast.[115] After the first attempt between 24 to 25 November, this second attempt in the same area was officially designated a subsidiary battle during the Jerusalem Operations.[348] One historian thought these operations "hardly merit in size or importance the name 'Battle of Jaffa'."[349] Now, three infantry divisions of the XXI Corps began moving their units into position on the coastal plain on 7 December. The 75th Division was on the right with the 54th (East Anglian) Division in the centre and the 52nd (Lowland) Division on the coast.[350][351] They relieved the New Zealand Mounted Rifles Brigade, which had been heavily involved in the first attempt to capture the Nahr el Auja, fought shortly after their victory at the Battle of Ayun Kara.[352]

Military operations resumed a fortnight after the surrender of Jerusalem with the final EEF attack of this campaign.[353] Preparations were, however, complicated by the sodden state of the low and swampy ground on the southern banks of the Nahr el Auja where the attack would be launched, and the river was swollen by rain which had fallen on 19 and 20 December. From Mulebbis to the sea the river was between 40–50 feet (12–15 m) wide and 10–12 feet (3,0–3,7 m) deep except for the ford at the mouth known as Sheik Muanis. To the north of the river two prominent spurs ran down to the river from a series of sandy ridges. These overlooked the damaged stone bridge at Khurbet Hadrah to the east and the village of Sheik Muannis, near Jerisheh to the west where a mill dam bridged the stream.[354][355] The Ottoman Eighth Army held strong commanding positions covering all the possible crossing places which had been used by the attackers in November. They held both spurs in addition to a post opposite the ford at the mouth of the Nahr el Auja. They also held a line extending east of Khurbet Hadrah which crossed to the south bank of the river to include Bald Hill and Mulebbis.[351]

All three infantry brigades of the 52nd (Lowland) Division managed to cross the River Auja on the night of 20/21 December, completely surprising the defenders who surrendered without firing a shot.[354][356] Temporary bridges were subsequently built so the infantry's artillery could cross the river. On 23 December the 52nd (Lowland) and 54th (East Anglian) Divisions moved up the coast a further 5 miles (8,0 km), while the left of the advance reached Arsuf 8 miles (13 km) north of Jaffa, capturing key Ottoman defensive positions. They were supported by guns on warships.[357] Shortly afterwards, the 52nd (Lowland) Division was ordered to France.[358]

Defence of Jerusalem 26–30 December[redigér | redigér wikikode]

Officially recognised by the British as one of three battles which made up the "Jerusalem Operations", this Ottoman attack occurred between 26 and 30 December 1917.[348] The 10th (Irish), the 60th (London), and the 74th (Yeomanry) Divisions with support from infantry in the 53rd (Welsh) Division (XX Corps) fought the Seventh Ottoman Army's 24th, 26th and 53rd Divisions (III Corps).[359]

Falls' Sketch Map 21: Defence of Jerusalem. Situation on 30 December 1917 at 1800
Dead Ottoman soldiers at Tel el Ful in 1917

After the Ottoman evacuation, Jerusalem remained within range of Ottoman artillery, and with the opposing sides in such close proximity, there was still the risk of counterattack. An offensive to push the Ottoman Army further northwards away from the city was planned for 24 December 1917, but was delayed due to bad weather.[360] So the EEF was prepared for battle when the Ottoman Army launched their counterattack at 01:30 on 27 December. This fell on units of the 60th (London) Division holding the Nablus road.[361][362] The initial objective of the Ottoman attack, was a line of villages, including Nebi Samweil 1 mile (1,6 km) in front of their starting positions.[363] Their focus was towards Tell el Ful, a hill east of the Nablus road about 3 miles (4,8 km) north of Jerusalem defended by the 60th (London) Division. This Ottoman attack on Tell el Ful initially drove the British outposts back and captured several important places. However, the engagement continued for two days and was ultimately unsuccessful.[361] A general EEF infantry advance on a 12-mile (19 km) front moved their front line 6 miles (9,7 km) northwards on the right and 3 miles (4,8 km) on the left.[364] They pushed the whole line along the Nablus road to beyond Ramallah and Bireh by 30 December.[361][365] Final objectives were gained and the line along the whole front secured.[366] In the middle of February 1918 the line was extended eastwards to Jericho in the Jordan Valley, when it was finally secured on the Dead Sea.[367]

Summation of offensive[redigér | redigér wikikode]

Jaffa to Jerusalem train climbing the Judean hills east of Lydda in 1947

The EEF had evolved into a "genuinely imperial all–arms force"[292] and the offensive was a "nearly ideal instance of the proper use of all arms in combination."[293] The scale of the enormous territorial gains of the Southern Palestine offensive, contrasted with the British offensive on the Western Front at Cambrai. Fought in Flanders from 20 to 30 November, it ended with heavy losses and no territorial gains. The French army was still recovering from a serious mutiny, while the Italians were defeated at the Battle of Caporetto, and Russia was out of the war following the Bolshevik Revolution. Allenby's advance by comparison made considerable territorial gains, helped secure Baghdad and the oilfields at Basra in Mesopotamia, encouraged the Arab Revolt, and inflicted irreplaceable losses on the Ottoman Army.[356] These substantial victories of the EEF's campaign from October to December 1917 resulted in the first military defeat of a Central Power, which led to a substantial loss of enemy territory. In particular the fighting from 31 October to 7 November against the Ottoman Gaza–Sheria–Beersheba line resulted in the first defeat of strongly entrenched, experienced and, up until then, successful Ottoman armies which were supported by artillery, machine guns and aircraft.[368]

Footnotes[redigér | redigér wikikode]

Notes[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ 19. og 24. division ankom inden slagene om Gaza-Beersheba linjen, 20. division ankom i tide til forsvaret af Jerusalem, 48. division ankom kort efter tabet af Jerusalem. 42. division nåede først frem til Syrien i sommeren 1918, og 50. og 59. division blev opløst, formentlig i Aleppo og tropperne sendt til Mesopotamien og Palæstina som forstærkninger. [Falls 1930 Vol. 2 p. 24]
  2. ^ Baseret på en rapport fra 11. november 1917 fra major Pardoe med titlen "Turkish Machine Gun Defences and Emplacements" er det blevet hævdet, at "Gazas forsvarsstillinger var så svage, at Allenby burde have koncentreret sit kavaleri ved Gaza og foretaget sit hovedangreb her, og ignoreret eller højest have foretaget et afledningsangreb mod Beersheba." [Hughes 1999 p. 50]
  3. ^ Disse tal omtaler ikke maskingeværer. [Falls 1930 Vol. 2 p. 35]
  4. ^ Nominally Army Troops. [Keogh 1955 p. 135]
  5. ^ Halvdelen af brigaderne i det beredne ørkenkorps var lette beredne og beredne riffelbrigader, som kun var bevæbnet med rifler og bajonetter. [Keogh 1955 pp. 125–6]
  6. ^ Det er blevet hævdet, at ekspeditionsstyrken havde 17.000 sabler mens det osmanniske kavaleri kun havde 1.500. [Young 1986 pp. 2390–1] Antallet af maskingeværer er ikke medtaget i kilderne.
  7. ^ Erickson overser felttoget i Sinai og Palæstina. 52. division kæmpede i slaget ved RomaniSinaihalvøen og Første og Andet slag om Gaza, 53. og 54. division kæmpede i første og andet slag om Gaza, mens den beredne Anzac division kæmpede ved Romani, Magdhaba, [[slaget ved Rafah|Rafah], første og andet slag om Gaza.
  8. ^ Infanteriet angreb vest fra. [Falls 1930 Vol. 2 sketch map 1 Situation at 18:00 28 October 1917]
  9. ^ Returneringen af den beredne australske division for at vande ved Karm er blevet beskrevet som en negering af "hele formålet med flankeringsoperationen ... forsøget på at afskære fjendens styrker var slået fejl" på grund af forsinkelser som følge af vanskeligheder med vand. [Hughes 1999 p. 57]
  10. ^ Ligeledes den 2. november sendte den britiske udenrigsminister Arthur Balfour et brev til den mest prominente jøde i Storbritannien, Baron Rothschild, som var en velhavende bankmand og leder af den britiske gren af den europæiske jødesag. Brevet, der blev kendt som Balfour-deklarationen og foreslår et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina, blev offentliggjort i The Times den 9. november 1917. [Grainger 2006 p. 178]
  11. ^ Wavell medregner formentlig både 5. og 7. beredne og den newzealandske beredne riffelbrigade, som ikke kom tilbage til det beredne ørkenkorps fra Tel el Khuweilfe før den 12. november, to dage efter den beredne Yeomanry division. [Falls 1930 Vol. 2 p. 124]
  12. ^ Chauvel er blevet kritiseret for ikke at have beordret den beredne australske division til at slutte sig til den beredne Anzac divisions fremrykning, hvilket ville have placeret 4. lette beredne brigade i stilling til at foretage angrebet ved Sheria fra flanken. [Baly 2003 p. 125]
  13. ^ I gennemsnit blev hestene i det beredne ørkenkorps vandet en gang hver 36 timer. [Preston 1921 p. 316]
  14. ^ Desert Mounted Corps was less the Anzac Mounted Division. [Falls 1930 Vol. 2 p. 143]
  15. ^ Although Falls Map 9 shows the 3rd Light Horse Brigade on the left of the 155th Brigade near Yebna on 13 November and south of Summil on 12 November, this light horse brigade's War Diary confirms the brigade remained with its division, on the right of the main attack. [3rd Light Horse Brigade War Diary November 1917 AWM4-10-3-34]
  16. ^ A quarter of the men of these light horse brigades took the horses to the rear. Each man had four horses to look after day and night and as these "led horses" were prime targets for aerial bombing, it was both solid and dangerous work.[Hamilton 1996, p. 91]
  17. ^ One Scotsman furiously roared as he hurled one Mills grenade after another: "They mairched us a hunnder miles! (Tak' that, ya ...!) An' we've been in five fechts! (Anither yin, ya ... !) And they said we wur relieved! (Tak' that, ya ...!) And we're ott oor beds anither nicht! (Swalla that, ya ...!)." [quoted in Woodward 2006, pp. 145–6]
  18. ^ A Light Car Patrol raided Beit Jibrin and Beit Netief, and the Wadi es Sunt. Unable to retire, they drove on towards Solomon's Pools and south to Hebron and on towards Beersheba. [Powles pp. 166–7]

Citations[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Wavell 1968 p. 89
  2. ^ Keogh 1955 p. 122
  3. ^ Falls 1930 Vol. 1 p. 360
  4. ^ Allenby til Robertson 12. juli 1917 i Hughes 2004 pp. 34–5
  5. ^ a b Downes 1938 p. 660
  6. ^ Wavell 1968 p. 96
  7. ^ a b Bruce 2002 p. 116
  8. ^ a b Wavell 1968 pp. 96–7
  9. ^ a b Falls 1930 Vol. 2 p. 27
  10. ^ Cutlack 1941 p. 64
  11. ^ Erickson 2007 p. 124
  12. ^ a b Blenkinsop 1925 p. 200
  13. ^ Jerusalem Memorial 1928 p. 9
  14. ^ Cutlack 1941 p. 57 note
  15. ^ a b Erickson 2001 p. 170
  16. ^ Erickson 2001 p. 163
  17. ^ a b c d Falls 1930 Vol. 2 p. 35
  18. ^ a b Hill 1978 p. 120
  19. ^ Bruce 2002 p. 115
  20. ^ Keogh 1955 pp. 129–30
  21. ^ Erickson 2007 p. 102
  22. ^ a b c d Erickson 2001 p. 172
  23. ^ a b Falls 1930 Vol. 2 p. 24
  24. ^ a b c Falls 1930 Vol. 2 p. 42 note for riffel styrke pr. 30. september 1917
  25. ^ Falls 1930 Vol. 2 p. 24note
  26. ^ Erickson 2001 p. 163
  27. ^ Erickson 2007 p. 103
  28. ^ Erickson 2001 p. 171, 2007 p. 115
  29. ^ Falls 1930 Vol. 2 p. 36
  30. ^ Erickson 2001 171–2
  31. ^ Erickson 2007 p. 128
  32. ^ a b c Erickson 2007 p. 117
  33. ^ a b Erickson 2007 pp. 115–6
  34. ^ Bruce 2002 p. 125
  35. ^ Erickson 2007 pp. 104–5
  36. ^ Erickson 2007 p. 104
  37. ^ Cutlack 1941 p. 81
  38. ^ Hughes 1999 p. 51
  39. ^ Hughes 1999 p. 54
  40. ^ Erickson 2007 p. 109
  41. ^ Erickson 2007 pp. 105, 107–8, 109
  42. ^ Hughes 1999 p. 55
  43. ^ Massey 1919 p. 12
  44. ^ Massey 1919 p. 15
  45. ^ a b Preston 1921 p. 12
  46. ^ a b Woodward 2006 pp. 87–8
  47. ^ a b Downes 1938 p. 661
  48. ^ a b c d Wavell 1968 p. 114
  49. ^ a b Falls 1930 Vol. 2 pp. 35–6
  50. ^ Massey 1919 p. 26
  51. ^ Gullett 1941 p. 384
  52. ^ Preston 1921 p. 20
  53. ^ Keogh 1955 p. 140
  54. ^ Blenkinsop 1925 p.199
  55. ^ Robertson, chef for imperiegeneralstaben, til Allenby 10. august citeret i Hughes 2004 p. 52
  56. ^ Falls 1930 Vol. 2 pp. 14–15
  57. ^ Falls 1930 Vol. 2 pp. 660–1
  58. ^ Preston 1921, pp. 331–3
  59. ^ Wavell 1968, pp. 139–41
  60. ^ a b Erickson 2007 p. 112
  61. ^ Powles 1922 p. 28
  62. ^ Blenkinsop 1925 pp. 199–200
  63. ^ Grainger 2006 p. 125–26
  64. ^ G. Massey 2007 p. 7
  65. ^ Falls 1930 Vol. 2 p. 35 note
  66. ^ Erickson 2007 pp. 111–2
  67. ^ Erickson 2007 p. 112
  68. ^ Falls 1930 Vol. 2 p. 17
  69. ^ Pugsley 2004 p. 139
  70. ^ Allenby til Robertson 17. oktober 1917 i Hughes 2004 p. 66–7
  71. ^ Massey 1919 p. 120 Appendix VI Force Order 22 October 1917
  72. ^ Powles 1922 p. 122
  73. ^ Downes 1938 p. 628
  74. ^ Cutlack 1941 pp. 76–7
  75. ^ Cutlack 1941 p. 74
  76. ^ Allenby til Robertson 19. juli 1917 citeret i Hughes 2004 p. 41
  77. ^ i Hughes 2004 p. 61
  78. ^ Wavell 1968 p. 239
  79. ^ Keogh 1955 pp. 135–6
  80. ^ Bou 2009 pp. 171–2
  81. ^ Falls 1930 Vol. 2 p. 23
  82. ^ 11th Light Horse Regiment War Diary September 1917 AWM4-10-16-24
  83. ^ Massey 1919 p. 27
  84. ^ Blenkinsop 1925 p. 201
  85. ^ Keogh 1955 pp. 151–2
  86. ^ Powles 1922 pp. 132–3
  87. ^ Hughes 1999 p. 56
  88. ^ Allenby til Robertson 21. august 1917 i Hughes 2004 p. 54
  89. ^ Gullett 1941 pp. 406–7
  90. ^ Wavell 1968 p. 240
  91. ^ Hughes 1999 p. 58
  92. ^ Keogh 1955 p. 136
  93. ^ Massey 1919 p. 24
  94. ^ Falls 1930 Vol. 2 p. 21
  95. ^ Keogh 1955 p. 137
  96. ^ Falls 1930 Vol 2 p. 676
  97. ^ a b Erickson 2007 p. 97
  98. ^ a b Carver 2003 p. 223
  99. ^ Woodward 2006 p. 147
  100. ^ Hughes 2004 p. 70
  101. ^ Wavell citeret i Erickson 2007 p. 124
  102. ^ Australian Mounted Divisional Train War Diary, November 1917 AWM4-25-20-5
  103. ^ Downes 1938 pp. 663–4
  104. ^ Keogh p. 161
  105. ^ Keogh 1955 p. 161
  106. ^ a b Hughes 1999 p. 56
  107. ^ Hughes 1999 p. 57
  108. ^ Bou 2009 p. 176
  109. ^ Falls 1930 Vol. 2 p. 108
  110. ^ Grainger 2006 p. 135
  111. ^ Dalbiac 1927 p. 125
  112. ^ Falls 1930 Vol. 2 pp. 67–8, 71, 664–5
  113. ^ Woodward 2006 pp. 111–2
  114. ^ Cutlack 1941 p. 79
  115. ^ a b c d e f Erickson 2001 p. 173
  116. ^ Grainger 2006 pp. 124–5
  117. ^ Erickson 2007 p. 123
  118. ^ Grainger 2006 pp. 136–7
  119. ^ Dalbiac 1927 p. 124
  120. ^ Grainger 2006 pp. 150–1
  121. ^ Falls 1930 Vol. 2 pp. 86, 111–2, note p. 112
  122. ^ Falls 1930 Vol. 2 pp. 111–2, note p. 112
  123. ^ Egyptian Expeditionary Force War Diary 7 November 1917 AWM4-1-6-19part2
  124. ^ Bruce 2002 p. 142
  125. ^ 11th Light Horse Regiment November 1917 AWM4-10-16-26
  126. ^ 12th Light Horse Regiment November 1917 AWM4-10-17-10
  127. ^ Wavell 1968 pp. 136–7
  128. ^ Preston 1921 p. 48
  129. ^ Falls 1930 Vol. 2 p. 75
  130. ^ Moore 1920 p. 67
  131. ^ Hill 1978 p. 130
  132. ^ Erickson 2007 pp. 124–5
  133. ^ Preston 1921 p. 51
  134. ^ Erickson p. 173
  135. ^ Falls 1930 Vol. 2 pp.117–8
  136. ^ Massey 1919 p. 42
  137. ^ Grainger 2006 pp. 152–3
  138. ^ Powles 1922 p. 143
  139. ^ a b Preston 1921 p. 44
  140. ^ Wavell 1968 p. 149
  141. ^ Hill 1978 p. 132
  142. ^ Hughes 1999 pp. 55–59
  143. ^ a b c Carver p. 218
  144. ^ Smith p. 85
  145. ^ Powles p. 143
  146. ^ Keogh 1955 p. 160
  147. ^ a b Preston 1921 p. 45–6
  148. ^ Falls 1930 Vol. 2 pp. 112–4
  149. ^ a b c Falls 1930 Vol. 2 p. 113
  150. ^ Powles 1922 pp. 142–3
  151. ^ a b c d e f g Powles 1922 p. 143
  152. ^ Preston 1921 p. 46
  153. ^ a b c Preston 1921 pp. 50–1
  154. ^ Gullett 1919 p. 16
  155. ^ Falls 1930 Vol. 2 pp.130–4
  156. ^ Paget 1994 Vol. 5 p. 168
  157. ^ Grainger 2006 p. 154
  158. ^ Grainger 2006 pp. 153–4
  159. ^ Falls 1930 Vol. 2 pp. 665
  160. ^ Falls 1930 Vol. 2 p. 138
  161. ^ Falls 1930 Vol. 2 pp.118–9
  162. ^ a b c d Powles 1922 p. 144
  163. ^ a b Woodward 2006 pp. 124, 127
  164. ^ a b c d Falls 1930 Vol. 2 p. 117
  165. ^ Falls 1930 Vol. 2 pp. 120–1
  166. ^ Grainger 2006 pp. 135, 156
  167. ^ Dalbiac 1927 pp. 134–5
  168. ^ Massey 1919 p. 13
  169. ^ Massey 1919 p. 45
  170. ^ a b Falls 1930 Vol. 2 p. 124 and note
  171. ^ Bruce 2002 p. 144
  172. ^ Falls 1930 Vol. 2 pp. 661, 664
  173. ^ Massey 1919 p.42
  174. ^ a b c d Falls 1930 Vol. 2 p. 118
  175. ^ Preston 1921 pp. 51–2
  176. ^ Preston 1921 p. 52
  177. ^ a b Massey 1919 p. 43
  178. ^ Powles 1922 pp. 143–4
  179. ^ Hughes 2004 p. 80
  180. ^ Woodward 2006 p. 122
  181. ^ Paget 1994 Vol. 5 pp. 258–9
  182. ^ Grainger 2006 pp. 151–2
  183. ^ Veterinary History pp. 204–5
  184. ^ Powles 1922 pp. 133–4
  185. ^ Falls 1930 Vol. 2 p. 123
  186. ^ Cutlack 1941 pp. 82–4
  187. ^ Cutlack 1941 pp. 79–80
  188. ^ Egyptian Expeditionary Force War Diary November 1917 AWM4-1-6-19part2
  189. ^ a b Cutlack 1941 p. 80
  190. ^ a b c Gullett 1941 p. 448
  191. ^ a b c Falls 1930 Vol. 2 pp. 138–9
  192. ^ a b Massey 1919 p. 107
  193. ^ Grainger 2006 p. 155
  194. ^ Hughes 2004 p. 81
  195. ^ Grainger 2006, p. 158
  196. ^ Preston 1921, p. 60
  197. ^ a b c d Wavell 1968, pp. 150–1
  198. ^ Bruce 2002, pp. 147–9
  199. ^ New Zealand Mounted Rifles Brigade War Diary 8. og 9. november 1917 AWM4-35-1-31
  200. ^ a b Hill 1978 pp. 132–3
  201. ^ Grainger 2006 p. 157
  202. ^ Preston 1921, p. 59
  203. ^ a b c Grainger 2006, p. 157
  204. ^ Preston pp. 59–60
  205. ^ Australian Mounted Division General Staff War Diary November 1917 AWM4-1-58-5
  206. ^ Keogh 1955, p. 168
  207. ^ a b c d e 4th Light Horse Brigade War Diary AWM4, 10/4/11
  208. ^ a b c d e Preston 1921, p. 66
  209. ^ Hamilton 1996, p. 80
  210. ^ Falls 1930 Vol. 2 p. 663
  211. ^ Grainger 2006, pp. 160 & 163
  212. ^ a b 1st Light Horse Brigade War Diary November 1917 AWM4-10-1-40
  213. ^ Falls p. 143
  214. ^ 2nd Light Horse Brigade War Diary November 1917 AWM4-10-2-35
  215. ^ a b Falls 1930 p. 144 Fodnotefejl: Ugyldigt <ref> tag; navnet "Falls144" er defineret flere gange med forskelligt indhold
  216. ^ a b c Bruce 2002, pp. 148–9
  217. ^ Preston 1921, pp. 58–9
  218. ^ Falls 1930, pp. 146–7
  219. ^ Grainger 2006, p. 160
  220. ^ a b Gullett 1939, p. 460
  221. ^ a b 3rd Light Horse Brigade War Diary AWM4, 10/3/34
  222. ^ a b Falls 1930 Vol. 2 p. 158
  223. ^ a b c Bruce 2002, p. 150
  224. ^ a b Falls 1930, pp. 148–9
  225. ^ Powles 1922, p. 145
  226. ^ a b Preston 1921, pp. 72–3
  227. ^ Powles 1922 p. 145
  228. ^ Falls 1930 Vol. 2 p. 148
  229. ^ Preston 1922, p. 70
  230. ^ a b Wavell 1968, p. 153
  231. ^ a b Bruce 2002, p. 149
  232. ^ Keogh 1955, p. 170
  233. ^ a b c Carver 2003 p. 219
  234. ^ Grainger 2006 p. 165
  235. ^ Grainger 2006 p. 163
  236. ^ Falls 1930 Vol. 2 pp. 152–4
  237. ^ Falls 1930 Vol. 2 p. 154
  238. ^ Grainger 2006 p. 160
  239. ^ a b Wavell 1968 p. 151
  240. ^ Grainger 2006 pp. 162–4
  241. ^ a b Grainger 2006 p. 164
  242. ^ Falls 1930 Vol. 2 p. 149
  243. ^ Falls 1930 Vol. 2 pp. 148–150
  244. ^ Grainger 2006 pp. 163–4
  245. ^ Falls 1930 pp. 151–2
  246. ^ a b Preston 1921 pp. 73–4
  247. ^ Falls 1930 Vol. 2 pp. 150–2
  248. ^ Falls 1930 Vol. 2 p. 147
  249. ^ Grainger 2006 pp. 164–5
  250. ^ Keogh 1955 pp. 170–1
  251. ^ Grainger 2006 pp. 165–6
  252. ^ Falls 1930 Vol. 2 Map 9
  253. ^ Keogh 1955 p. 171
  254. ^ Preston 1921 p. 76
  255. ^ Bruce2002 p. 150
  256. ^ a b c Wavell 1968 pp. 153–4
  257. ^ a b Wavell 1968 p. 155
  258. ^ Falls 1930 Vol. 2 pp. 160–2
  259. ^ Keogh 1955 pp. 171–2
  260. ^ a b Falls 1930 Vol. 2 p. 175
  261. ^ Australian Mounted Division General Staff War Diary November 1917 AMW4-1-58-5
  262. ^ Paget 1994 pp. 191–2
  263. ^ Wavell 1968 pp. 154–5
  264. ^ Grainger 2006 pp. 167 & 170
  265. ^ Keogh 1955 p. 172
  266. ^ a b c Blenkinsop 1925, p. 205
  267. ^ Grainger 2006 p. 168
  268. ^ Wavell 1968 pp. 153–5
  269. ^ a b Bruce 2002 p. 151
  270. ^ Falls 1930 p. 164
  271. ^ a b c Keogh 1955 p. 175
  272. ^ 12th Light Horse Regiment War Diary November 1917 AWM4, 10/17/10
  273. ^ Falls 1930 Vol. 2 p. 174
  274. ^ Australian Mounted Divisional Train War Diary November 1917 AWM4, 25/20/5
  275. ^ Kinloch 2007 p. 219
  276. ^ Carver 2003 p. 218
  277. ^ Powles 1922 pp. 145–6
  278. ^ Falls 1930 Vol. 2 p. 176
  279. ^ Powles 1922 pp. 153–4
  280. ^ Grainger 2006 pp. 172–3
  281. ^ Falls 1930 Vol. 2 pp. 177–8
  282. ^ Powles 1922 p. 150
  283. ^ Keogh 1955 pp. 175 & 178
  284. ^ Falls 1930 Vol. 2 p. 217
  285. ^ Bruce 2002 pp. 152–3
  286. ^ Wavell 1968 p. 156
  287. ^ Bruce 2002 pp. 151–2
  288. ^ Falls 1930 Vol. 2 p. 178
  289. ^ Bou 2009 p. 177
  290. ^ Wavell 1968, p. 156
  291. ^ Carver 2003 p. 222
  292. ^ a b Bou 2009 p. 171
  293. ^ a b Major General M. G. E. Bowman–Manifold quoted in Downes 1938 p. 676
  294. ^ Bruce 2002 p. 152
  295. ^ Powles 1922 p. 155
  296. ^ a b Keogh 1955 p. 177
  297. ^ a b Wavell 1968, p. 157
  298. ^ a b Bruce 2002 pp. 152, 155
  299. ^ a b c Moore 1920 p. 95
  300. ^ a b c Falls 1930 Vol. 2 pp.188–9
  301. ^ Carver 2003, p. 222
  302. ^ Falls 1930 Vol. 2 pp. 190–1
  303. ^ a b Preston 1921 pp. 101–3
  304. ^ a b Keogh 1955 p. 180
  305. ^ Bruce 2002 p. 157
  306. ^ Falls 1930 Vol. 2 pp. 189–213
  307. ^ a b Hughes 2009 p. 56
  308. ^ Erickson 2001 pp. 173–4
  309. ^ Grainger 2006 p. 193
  310. ^ a b Woodward 2006 p. 144 Fodnotefejl: Ugyldigt <ref> tag; navnet "Woodward144" er defineret flere gange med forskelligt indhold
  311. ^ Bruce 2002, pp. 158–9
  312. ^ a b c d Keogh 1955 p. 182
  313. ^ Bruce 2002, p. 158
  314. ^ Falls 1930, p.218
  315. ^ a b c Bruce 2002, p. 159
  316. ^ Grainger 2006, pp. 195–6 & 199
  317. ^ Falls 1930 Vol. 2 pp. 221–2
  318. ^ Falls 1930 Vol. 2 p. 223
  319. ^ Wavell 1968 p. 163
  320. ^ Falls 1930, pp. 223–4
  321. ^ Falls 1930 Vol. 2 p. 227
  322. ^ Falls 1930 Vol. 2 p. 228
  323. ^ Cutlack 1941, pp. 86–7
  324. ^ Falls 1930, p. 229
  325. ^ Preston 1921, p. 115
  326. ^ Preston 1921, p. 117
  327. ^ Falls 1930, pp.234–5
  328. ^ a b Keogh 1955, p. 183
  329. ^ a b Grainger 2006, p. 200
  330. ^ a b c Wavell 1968 pp. 163–4
  331. ^ Wavell 1968 p. 162
  332. ^ Falls 1930, p. 235
  333. ^ Falls 1930, p. 239
  334. ^ Grainger 2006, p. 205
  335. ^ Falls pp. 239–41
  336. ^ Falls 1930 Vol. 2 pp. 242–3
  337. ^ Bruce 2002, p. 160
  338. ^ Falls 1930 Vol. 2 p. 250
  339. ^ Grainger 2006, p. 206
  340. ^ Falls 1930 Vol. 2 pp. 246, 250–1
  341. ^ a b Hill 1978, p. 136
  342. ^ Powles 1922, p. 167
  343. ^ Bruce 2002, p. 162
  344. ^ Bruce 2002, p. 163
  345. ^ Falls p. 262
  346. ^ Downes p. 753
  347. ^ Allenby to Robertson 7 December 1917 in Hughes 2004 pp. 102–3
  348. ^ a b Battles Nomenclature Committee 1922 p. 32
  349. ^ Wavell 1968, p. 169
  350. ^ Bruce 2002, p. 166
  351. ^ a b Wavell 1968, p. 169
  352. ^ Powles 1922, p. 170
  353. ^ Wavell 1968, p. 162
  354. ^ a b Bruce 2002, p. 167
  355. ^ Wavell 1968, pp. 168, 170
  356. ^ a b Woodward 2006, p. 156
  357. ^ Bruce 2002, pp. 167–8
  358. ^ Wavell 1968, p. 170
  359. ^ Falls 1930 Vol. 2 Sketch Map 21
  360. ^ Bruce 2002, p. 168
  361. ^ a b c Keogh 1955, p. 186
  362. ^ Woodward 2006, p. 152
  363. ^ Grainger 2006, pp. 222–3
  364. ^ Bruce 2002 p. 169
  365. ^ Grainger 2006 p. 223
  366. ^ Wavell 1968 pp 171–2
  367. ^ Jerusalem Memorial 1928, p. 10
  368. ^ Grainger 2006, p. 230

References[redigér | redigér wikikode]

  • "11th Light Horse Regiment War Diary". First World War Diaries AWM4, 10-16-26 (Canberra: Australian War Memorial). November 1917. 
  • "12th Light Horse Regiment War Diary". First World War Diaries AWM4, 10-17-10 (Canberra: Australian War Memorial). November 1917. 
  • "4th Light Horse Brigade War Diary". First World War Diaries AWM4, 10-4-11 (Canberra: Australian War Memorial). November 1917. 
  • "New Zealand Mounted Rifles Brigade Headquarters War Diary". First World War Diaries AWM4, 35-1-31 (Canberra: Australian War Memorial). November 1917. 
  • "Australian Mounted Division General Staff War Diary". First World War Diaries AWM4, 1-58-4 Part 1, 4, 1-58-5 (Canberra: Australian War Memorial). October, November 1917. 
  • "Australian Mounted Division Train War Diary". First World War Diaries AWM4, 25-20-1, 2, 3, 4, 5 (Canberra: Australian War Memorial). June, July, August, September, October–November 1917. 
  • "Egyptian Expeditionary Force General Staff Headquarters War Diary". First World War Diaries AWM4, 1-6-19 Part 2 (Canberra: Australian War Memorial). November 1917. 
  • Jerusalem Memorial Bearing the Names of Soldiers of the Forces of the British Empire Who Fell in Egypt and Palestine During the Great War and Have No Known Graves. Part 1 A-L. London: Imperial War Graves Commission. 1928. OCLC 221064848. 
  • Baly, Lindsay (2003). Horseman, Pass By: The Australian Light Horse in World War I. East Roseville, Sydney: Simon & Schuster. OCLC 223425266. 
  • History of the Great War Based on Official Documents Veterinary Services. London: H.M. Stationers. 1925. OCLC 460717714. 
  • Bruce, Anthony (2002). The Last Crusade: The Palestine Campaign in the First World War. London: John Murray. ISBN 978-0-7195-5432-2. 
  • Cutlack, Frederic Morley (1941). The Australian Flying Corps in the Western and Eastern Theatres of War, 1914–1918. Official History of Australia in the War of 1914–1918. Volume VIII (11th udg.). Canberra: Australian War Memorial. OCLC 220900299. 
  • Dalbiac, Philip Hugh (1927). History of the 60th Division (2/2nd London Division). London: George Allen & Unwin. OCLC 6284226. 
  • Downes, Rupert M. (1938). "The Campaign in Sinai and Palestine". I: Butler, Arthur Graham. Gallipoli, Palestine and New Guinea. Official History of the Australian Army Medical Services, 1914–1918. Volume 1 Part II (2nd udg.). Canberra: Australian War Memorial. s. 547–780. OCLC 220879097. 
  • Erickson, Edward (2001) [2000]. Ordered to Die: A History of the Ottoman Army in the First World War. Westport, Connecticut: Greenwood Publishing. ISBN 0-313-31516-7. 
  • Erickson, Edward J. (2007). John Gooch and Brian Holden Reid (red.). Ottoman Army Effectiveness in World War I: A Comparative Study. No. 26 of Cass Military History and Policy series. Milton Park, Abingdon, Oxon: Routledge. ISBN 978-0-203-96456-9. 
  • Falls, Cyril; G. MacMunn (1930). Military Operations Egypt & Palestine: From the Outbreak of War with Germany to June 1917. Official History of the Great War Based on Official Documents by Direction of the Historical Section of the Committee of Imperial Defence. Volume 1. London: HM Stationery Office. OCLC 610273484. 
  • Falls, Cyril; A. F. Becke (maps) (1930). Military Operations Egypt & Palestine: From June 1917 to the End of the War. Official History of the Great War Based on Official Documents by Direction of the Historical Section of the Committee of Imperial Defence. Volume 2 Part I. London: HM Stationery Office. OCLC 644354483. 
  • Goodsall, Robert H. (1925). Palestine Memories 1917 1918 1925. Canterbury: Cross & Jackman. OCLC 8856417. 
  • Grainger, John D. (2006). The Battle for Palestine, 1917. Woodbridge: Boydell Press. ISBN 978-1-843-83263-8. OCLC 255698307. 
  • Australia in Palestine. Sydney: Angus & Robertson. 1919. OCLC 224023558. 
  • Gullett, Henry S. (1941). The Australian Imperial Force in Sinai and Palestine, 1914–1918. Official History of Australia in the War of 1914–1918. Volume VII (11th udg.). Canberra: Australian War Memorial. OCLC 220900153. 
  • Hughes, Matthew (1999). John Gooch, Brian Holden Reid (red.). Allenby and British Strategy in the Middle East 1917–1919. Military History and Policy. 1. London: Frank Cass. OCLC 470338901. 
  • Hughes, Matthew, red. (2004). Allenby in Palestine: The Middle East Correspondence of Field Marshal Viscount Allenby June 1917 – October 1919. Army Records Society. 22. Phoenix Mill, Thrupp, Stroud, Gloucestershire: Sutton Publishing. ISBN 978-0-7509-3841-9. 
  • Keogh, E. G.; Joan Graham (1955). Suez to Aleppo. Melbourne: Directorate of Military Training by Wilkie & Co.. OCLC 220029983. 
  • Kinloch, Terry (2007). Devils on Horses: In the Words of the Anzacs in the Middle East 1916–19. Auckland: Exisle Publishing. ISBN 978-0-908988-94-5. 
  • Massey, Graeme (2007). Beersheba: The Men of the 4th Light Horse Regiment Who Charged on the 31st October 1917. Warracknabeal, Victoria: Warracknabeal Secondary College History Department. OCLC 225647074. 
  • Massey, William Thomas (1919). How Jerusalem Was Won: Being the Record of Allenby's Campaign in Palestine. London: Constable and Company. OCLC 2056476. 
  • Moore, A. Briscoe (1920). The Mounted Riflemen in Sinai & Palestine The Story of New Zealand's Crusaders. Christchurch: Whitcombe & Tombs. OCLC 561949575. 
  • Paget, G.C.H.V Marquess of Anglesey (1994). Egypt, Palestine and Syria 1914 to 1919. A History of the British Cavalry 1816–1919. Volume 5. London: Leo Cooper. ISBN 978-0-85052-395-9. 
  • Powles, C. Guy; A. Wilkie (1922). The New Zealanders in Sinai and Palestine. Official History New Zealand's Effort in the Great War. Volume III. Auckland: Whitcombe & Tombs. OCLC 2959465. 
  • Preston, R. M. P. (1921). The Desert Mounted Corps: An Account of the Cavalry Operations in Palestine and Syria 1917–1918. London: Constable & Co.. OCLC 3900439. 
  • Pugsley, Christoper (2004). The Anzac Experience: New Zealand, Australia and Empire in the First World War. Auckland: Reed Books. ISBN 9780790009414. 
  • Wavell, Field Marshal Earl (1968) [1933]. "The Palestine Campaigns". I: Sheppard, Eric William. A Short History of the British Army (4th udg.). London: Constable & Co.. OCLC 35621223. 
  • Woodward, David R. (2006). Hell in the Holy Land: World War I in the Middle East. Lexington: The University Press of Kentucky. ISBN 978-0-8131-2383-7. 

Skabelon:World War I