Dagpenge

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Arbejdsløshedsdagpenge (eller blot dagpenge) er i Danmark en frivillig forsikringsordning for lønmodtagere og selvstændige. I andre lande findes forskellige variationer af dagpengeordninger; i Tyskland er arbejdsløshedsforsikringer gennem lovgivning gjort obligatoriske og arbejdsgiverfinansierede. I alle de nordiske lande er der en dagpengeret, som kan/skal optjenes.[1]

Den danske ordning[redigér | redigér wikikode]

Den danske forsikringsordning, som er et væsentligt element i den danske model, administreres af de statsanerkendte arbejdsløshedskasser, der ifølge loven har til formål at sikre medlemmerne økonomisk kompensation for tab af indtægt i tilfælde at arbejdsløshed. Man kan også få dagpenge i forbindelse med sygdom og andre skader eller graviditet og fødsel.

Arbejdsløshedsdagspenge[redigér | redigér wikikode]

For at modtage dagpenge ved normal arbejdsløshed i Danmark skal man opfylde følgende kriterier:

  • være registreret som arbejdssøgende i det lokale jobcenter
  • have været medlem af en a-kasse i mindst ét år
  • have været beskæftiget som lønmodtager i mindst 52 uger inden for de sidste tre år, hvis man er fuldtidsforsikret eller have udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang i en tilsvarende periode
  • have været beskæftiget som lønmodtager i mindst 34 uger inden for de sidste tre år, hvis man er deltidsforsikret. [1]

Man har ret til at modtage dagpenge i 2 år hvis man opfylder disse kriterier; der findes visse undtagelser for nyuddannede og værnepligtige. Nogle midlertidige undtagelser er vedtaget af Folketinget i perioden 2011 - 2013 i forbindelse med mistet dagpengeret.[2]

Den højeste dagpengesats er på 801 kr. om dagen – det svarer til 4005 kr. om ugen. Er man deltidsforsikret, er den højeste sats på 525 kr. om dagen, hvilket svarer til 2.625 kr. om ugen (2012).

Sygedagpenge[redigér | redigér wikikode]

Lønmodtagere og ledige med ret til a-dagpenge og selvstændige erhvervsdrivende kan modtage sygedagpenge. Sygedagpenge udbetales til personer, der er uarbejdsdygtige, og når uarbejdsdygtigheden skyldes sygdom. Sygemeldte kan modtage sygedagpenge i et år. I visse tilfælde er det muligt at forlænge perioden i et eller to år. Man kan modtage sygedagpenge, hvis man er uarbejdsdygtig, og når uarbejdsdygtigheden skyldes egen sygdom. Ens arbejdsgiver og kommune kan kræve, at man skal dokumenterer ens sygdom, blandt andet ved hjælp af en erklæring fra egen læge.[3]

Sygedagpenge er en økonomisk kompensation for det bortfald at arbejdsindtægt, der opstår ved sygefraværet. Det er således en betingelse for at få sygedagpenge, at man har tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er kommunen, der træffer afgørelse, om man har ret til sygedagpenge.

For at få sygedagpenge skal man som hovedregel:

  • bo i Danmark
  • betale skat af sin indtægt
  • opfylde et nærmere fastsat krav om beskæftigelse.

Sygedagpengene udgør højest 4.005 kr. pr. uge og højest 108,24 kr. pr. time (2013).

Mulig reform af sygedagpenge i 2013[redigér | redigér wikikode]

Den 7. februar 2013 præsenterede beskæftigelsesminister Mette Frederiksen regeringens forslag til en ny model for sygedagpenge, der blandt andet foreslår, at sygemeldte med livstruende sygdommme, fremover skal have ubegrænset adgang til sygedagpenge, mens de er syge. Det drejer sig om i alt 11 livstruende sygdommme: kræft – eksklusive hudkræft og forstadier til kræft, blodprop i hjertet – med efterfølgende nedsat hjertefunktion, hjertestop – med efterfølgende hjerneskade, hjertesvigt – sværere, ventetid – i forbindelse med invasiv behandling som fx hjerteindgreb, hjerneblødning/blodprop i hjernen, Amyotrofisk lateral sklerose (ALS), aids i udbrud, større organtransplantationer, svære psykose og komplicerede ulykkestilfælde med behov for genoptræning.[4]

Et af de konkrete forslag i regeringens udspil er, at alle sygemeldte fremover skal have revurderet deres sag efter seks måneder, og vil i stedet modtage en lavere ydelse på niveau med kontanthjælp. Både Gigtforeningen og Scleroseforeningen har kritiseret den nye sygedagpengemodel.[5]

Dagpengeperioden[redigér | redigér wikikode]

Ved dagpengeperiode forstås det tidsrum, en person maksimalt kan oppebære dagpenge. Når denne periode er udløbet, skal en ny dagpengeret genoptjenes. I 1995 var dagpengeperioden syv år. Omkring 1997 blev den sat ned til fire år, mens den i 2010 blev sænket yderligere til to år.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Grundprincipperne for tildeling af sociale ydelser blev fastlagt i Dagpengeloven af 1907, som var den første danske lov om statsstøtte til arbejdsløshedskasser. Herefter skete en gradvis ændring til det princip, som var gældende ved indgangen til 1980'erne. Det byggede på en målsætning om, at kompensationen for indkomstnedgang eller velfærdstab skulle være tilstrækkelig til at skabe generel tryghed for borgere, der ikke selv kunne klare forsørgelsen. Denne målsætning blev ændret i slutningen af 1990'erne og det første ti-år af 2000-tallet, hvor aktivering blev det bærende princip [6] [7] I samme periode blev der indført særligt lave ydelser for personer, der anses for uegnede eller uvillige til at blive integreret i arbejdsmarkedet, f.eks. starthjælp, 450-timersreglen og kontanthjælpsloftet.[6] Disse særligt lave ydelser blev ophævet i forbindelse med Regeringen Helle Thorning-Schmidts finanslovsaftale for 2012[8] Borgere, der ønsker at sikre sig en bedre kompensation, hvis de rammes af en social begivenhed, er derfor nødt til at sikre sig gennem private tillægsforsikringer eller gennem kollektive ordninger.[6]

Kompensationen for indtægtstab ved overgang til dagpenge og efterløn faldt fra 77% af en LO-arbejders gennemsnitsløn i 1982 til 52% i 2007.[6] En mere differentieret analyse fra 2011 viste, at en murers kompensation var faldet fra 70 til 40 procent, mens en lavtlønnet rengøringsmedarbejder, der i 1982 fik en kompensation på 90%, fik denne reduceret til 65 % i 2011. [9]

Noter[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kilder/Henvisninger[redigér | redigér wikikode]