Regeringen Helle Thorning-Schmidt I

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Regeringen Helle Thorning-Schmidt præsenteret ved Amalienborg.

Regeringen Helle Thorning-Schmidt I (S-R-SF-regeringen) var Danmarks regering i perioden fra 3. oktober 2011 til 3. februar 2014. Regeringen blev dannet, efter at Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og tre nordatlantiske mandater opnåede flertal (92 mandater) ved folketingsvalget den 15. september 2011. Helle Thorning-Schmidt (S) blev efter en dronningerunde den 16. september udnævnt til kongelig undersøger, hvilket pålagde hende ansvaret for at danne en ny regering.[1] Thorning-Schmidt gik til Dronning Margrethe 2. den 3. oktober for at meddele, at hun var klar til at danne regering bestående af Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre.[2] Regeringen bestod af i alt 23 ministre og undergik i dens levetid omrokeringer i oktober 2012, december 2012, august 2013, november 2013 og december 2013. I februar 2014 blev der efter SF's udtræden dannet en helt ny regering: Regeringen Helle Thorning-Schmidt II.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Helle Thorning-Schmidt præsenterer den nye 3-parti regering på Amalienborg Slotsplads 3. oktober 2011

I tiden hvor Regeringen Lars Løkke Rasmussen I regerede havde den daværende opposition bestående af Socialdemokraterne (S), Socialistisk Folkeparti (SF), Radikale Venstre (R) og Enhedslisten (EL) i længere tid i meningsmålingerne stået til at vinde regeringsmagten efter et valg.[3] I medierne gik der mange spekulationer om et valg før tid: i januar 2011 efter statsministerens nytårstale,[4] ved forhandlingerne om 2020-planen i maj 2011,[5] samt i august 2011 før fremlæggelsen af finansloven,[6] men først 26. august 2011 offentliggjorde Lars Løkke Rasmussen på et pressemøde ved Marienborg udskrivelsen af valget.[7]

S-SF gik ind i valgkampen med programmet Fair Løsning som valgoplæg, mens R havde givet sin tilslutning til tilbagetrækningsreformen.[8] Trods dette blev de fire partier i opposition betegnet som "rød blok" i medierne, med den "blå blok" (Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance) som modstandere. De fleste meningsmålinger op til valget forudsagde et relativt klart flertal til rød blok;[3] valgets udfald blev imidlertid mere tæt end forventet, men dog tilstrækkeligt til at forøge rød bloks mandattal i Folketinget med 8 mandater til 89. For at kunne danne regering kræves, at der ikke er et flertal imod, såkaldt negativ parlamentarisme, hvilket i praksis normalt udlægges, som at man skal have en politisk alliance med mindst 90 mandater i ryggen. Rød blok fik imidlertid to støttermandater valgt ind i Folketinget fra Grønland og en fra Færøerne,[9][10] hvilket samlet set gav dem et flertal med 92 mandater mod blå bloks 87.

Regeringsgrundlaget[redigér | redigér wikikode]

Efter 16 dages forhandlinger fremlagde Socialdemokraterne (S), Socialistisk Folkeparti (SF) og Radikale Venstre (R) et fælles regeringsgrundlag, som blev offentliggjort den 3. oktober 2011. Heri annonceredes en helhedsløsning for dansk økonomi, der skulle skabe balance i statens finanser senest år 2020, bl.a. ved at styrke konkurrenceevnen og skabe 135.000 nye arbejdspladser. [11] Blandt forudsætningerne var, at tilbagetrækningsreformen blev accepteret af S og SF, mens R opgav sin modstand mod 24-års-reglen. [11] Blandt de øvrige mål i regeringsgrundlaget var investeringer i ny teknologi inden for energiområdet, en udbygning af de videregående uddannelser og forbedrede forhold for asylansøgere.[11]

Under Folketingets åbningsdebat den 4. oktober 2011 anklagede den nye opposition med Venstre i spidsen S og SF for at have begået løftebrud i forhold til de garantier, man havde givet vælgerne under valgkampen.[12] Enhedslisten udtalte sig også stærkt kritisk om regeringsgrundlaget, således at der opstod tvivl om, hvorvidt de annoncerede reformer kunne opnå flertal i Folketinget.[13]

Ændringer i ministerier og styrelser[redigér | redigér wikikode]

Ved den kongelige resolution af 3. oktober 2011[14] skete der en række ændringer i forhold til den tidligere regering.

Nyt Ministerium for By, Bolig og Landdistrikter og nyt Økonomi- og Indenrigsministerium[redigér | redigér wikikode]

Boligministeriet blev oprettet første gang i 1947 og nedlagt ved regeringsskiftet i 2001. Dette ministerium blev igen oprettet, nu som Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter, der samtidig fik ansvar for udviklingen i "Udkantsdanmark". Fra Socialministeriet og Erhvervsministeriet tilbageførtes de resortområder, disse ministerier havde fået ved boligministeriets nedlæggelse i 2001. Herudover overførtes resortansvaret for sager vedrørende regional- og landdistrikter fra det gamle Indenrigs- og Sundhedsministerium og fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri resortansvaret for tilskud til lokale aktionsgrupper.

Der blev desuden oprettet et nyt Økonomi- og Indenrigsministerium, der overtog opgaver vedrørende konjunkturovervågning mv. fra Finansministeriet, statistik og makroøkonomi inkl. Danmarks Statistik og Det Økonomiske Råd fra Økonomi- og Erhvervsministeriet samt indenrigsområdet fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Endvidere blev der oprettet to nye ministerposter, Handels- og investeringsminister og Europaminister. De blev ligesom Minister for nordisk samarbejde og Minister for udviklingsbistand betjent af Udenrigsministeriet, der således bestod af hele fem ansvarlige ministre.

Nedlæggelse af Integrationsministeriet og styrelser[redigér | redigér wikikode]

Ved regeringsdannelsen skete der følgende nedlæggelser af ministerier og styrelser:

Finansloven for 2012[redigér | redigér wikikode]

Efter et intenst forhandlingsforløb opnåede regeringen en aftale med Enhedslisten om finansloven, som blev offentliggjort den 20. november 2011. Dette forlig omfattede øgede offentlige udgifter i størrelsesordenen ca. 10 mia. kr. i 2012.[16] Finansloven for 2012 opererede med indtægter på 605 milliarder kr. og udgifter for 700 mia. kr., hvilket gav et underskud på 95 mia. kr.[17] [18] Den endelige vedtagelse i Folketinget af finansloven for 2012 foregik den 20. januar 2012, hvor 109 af de fremmødte stemte for, mens 5 (fra Liberal Alliance) hverken stemte for eller imod.

Betalingsringen[redigér | redigér wikikode]

I regeringsgrundlaget var etableringen af en betalingsring om København et væsentligt element. Efter en intens offentlig debat, som gav store tilbagegange i meningsmålingerne for S og SF, opgav regeringen at gennemføre betalingsringen, angiveligt fordi den havde lyttet til befolkningens reaktioner.[19] Indtægterne fra betalingsringen skulle have finansieret forbedringer i den kollektive trafik, men disse blev ifølge et lovforslag af 29. februar 2012 i stedet finansieret ved at stramme beskatningen på leasede biler.[20]

Arbejdsmarkedet[redigér | redigér wikikode]

Regeringen havde som erklæret mål at nedbringe antallet af danskere på overførselsindkomst, samtidig med, at den ville skabe nye arbejdspladser. Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen varslede i november 2011 denne forbindelse seks nye initiativer:

  • En sygedagpengereform.
  • En dagpengereform.
  • En kontanthjælpsreform.
  • En reform af den aktive beskæftigelsespolitik.
  • En førtidspensionsreform.
  • En reform af fleksjob-ordningen.

Alle disse reformer skulle ifølge ministeren indgå i finansloven for 2013 [21] Tidligere beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) var yderst skeptisk og forudså, at reformerne stik mod den angivne hensigt kunne føre til øget ledighed.[21] Reformforslagene blev udskudt til en "forårspakke", der skulle forhandles i Folketinget i foråret 2013.

Danmark i arbejde[redigér | redigér wikikode]

Danmark i arbejde var titlen på den skattereform, som skatteminister Thor Möger Pedersen bebudede i februar 2012. Målsætningen var at lette beskatningen af personer, mens finansieringen af en øget indsats mod ledighed skulle ske ved at beskære bl.a. ydelserne til fleksjob og adgangen til førtidspension.[22] Enhedslisten kritiserede i skarpe vendinger den planlagte finansiering af reformerne, som regeringens støtteparti betegnede som "unødigt bureaukrati [der] gør dem, som står udenfor (arbejdsmarkedet) fattigere".[23] Ved forelæggelsen af reformen den 29. maj 2012 understregede Helle Thorning-Schmidt, at skattelettelser for alle, der er i arbejde, ville øge både arbejdsudbuddet og beskæftigelsen. Reformen brød delvis med principperne bag flexicurity og blev af velfærdsforskeren Jørgen Goul Andersen vurderet således:

"Flexicurity er hovedsagelig fortid, og det her er så lige et yderligere søm i kisten" [24]

Det samlede udspil ville fuldt gennemført i 2020 give en skattelettelse på ca. 13 mia. kr, mens overførselsindkomsterne ville blive forringet med ca. 4 mia. kr i samme periode. [25] Forslaget blev af Venstre betegnet som "løftebrud" og medvirkede til den for Socialdemokratiets vedkommende hidtil dårligste meningsmåling.[26]

Efter et dramatisk forløb, hvor Enhedslisten troede, at en aftale med regeringen var forhandlet på plads, gik Venstre i realitetsforhandlinger. Forhandlingerne resulterede i en rammeaftale mellem regeringspartierne, Venstre og Det Konservative Folkeparti.[27] Enhedslistens politiske ordfører Johanne Smidt Nielsen reagerede med at udtale:

"Enhedslistens tillid til regeringen er på nuværende tidspunkt ikke eksisterende. Vi er ikke længere støtteparti for denne her regering. Vi er i opposition."[28]

Denne udmelding kommenterede Henrik Sass Larsen bl.a. med at meddele, at regeringen foretrækker at forhandle reformer med de borgerlige partier frem for at underkaste sig "et ekstremt parti".[29]

Regeringsrokaden i 2012[redigér | redigér wikikode]

Den 16. oktober 2012 blev der foretaget en regeringsrokade som følge af formandsskiftet i SF. Skatteminister Thor Möger Pedersen og erhvervs- og vækstminister Ole Sohn udtrådte af regeringen, og blev erstattet af henholdsvis Holger K. Nielsen og den nyvalgte SF-formand, Annette Vilhelmsen.

Finansloven og nye reformer i 2013[redigér | redigér wikikode]

Kontroverserne mellem regeringen og dens støtteparti blev midlertidig bilagt, da parterne indgik en finanslovsaftale for finansåret 2013, hvor der bl.a. blev afsat økonomiske midler til uddannelsestilbud til de ledige, der ville falde for de nye dagpengeregler i foråret 2013. [30] Et nyt forslag fra regeringen om skattelettelser til erhvervslivet og besparelser på bl.a. SU og kontanthjælp, fremsat i februar 2013, førte til fornyede protester fra Enhedslisten, men også en række fremtrædende socialdemokrater og SF'ere gjorde indsigelser. Blandt andre udtrykte børne- og ungdomsborgmesteren i Københavns kommune, Anne Vang, sin skuffelse over og protest mod forslagene.[31]

Regeringen fremlagde for Folketinget et forslag til vækstplan, som efter forhandlinger, hvor Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance fik medindflydelse, blev vedtaget den 24. april 2013 af alle partier i Folketinget, bortset fra Enhedslisten og for anden dels vedkommende Dansk Folkeparti [32] [33] Vækstpakken gav skattelettelser til erhvervslivet og indebar besparelser på bl.a. kontanthjælp og SU.[34] Regeringens parlamentariske grundlag, Enhedslisten betegnede kontanthjælpsreformen som en "fattigdomsydelse".[35]

Indgreb i lockout[redigér | redigér wikikode]

Den 25. april 2013 indkaldte statsministeren til pressemøde kl. 10.00, hvor hun redegjorde for et forslag fra regeringen om et lovindgreb i Lærerlockouten 2013. Forslaget blev forelagt af beskæftigelsesministeren og offentliggjort samme eftermiddag på Folketingets hjemmeside. [36] Fredag den 26. april vedtog et flertal i Folketinget bestående af samtlige partier bortset fra Enhedslisten og Liberal Alliance lovforslaget.

Regeringsrokaden i august 2013[redigér | redigér wikikode]

Fredag den 9. august 2013 præsenterede Helle Thorning-Schmidt en større rokade, der omfattede seks ministerier og indebar, at daværende transportminister Henrik Dam Kristensen og daværende fødevareminister Mette Gjerskov udtrådte af regeringen.[37]

Ministre i regeringen[redigér | redigér wikikode]

Regeringen bestod af 22 ministre, heraf 10 fra Socialdemokraterne, 6 fra Radikale Venstre og 6 fra SF.[38] De første 7 ministre på listen var medlemmer af Regeringens Koordinationsudvalg.[39] Regeringen var historisk på flere områder: Den havde den første kvindelige statsminister (Helle Thorning-Schmidt), den yngste minister nogensinde (26-årige Thor Möger Pedersen) og den første minister af ikke-europæisk oprindelse (Manu Sareen).

Portefølje Minister Parti Valgt som
Statsminister Helle Thorning-Schmidt Socialdemokraterne MF'er
Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager Radikale Venstre MF'er
Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (2011-2012)α SF MF'er
Annette Vilhelmsen (2012-2013)αγ
Henrik Sass Larsen (2013-2014)γ Socialdemokraterne
Finansminister Bjarne Corydon Socialdemokraterne MF'er
Udenrigsminister Villy Søvndal (2011-2013)ε SF MF'er
Holger K. Nielsen (2013-2014)ε
Justitsminister Morten Bødskov (2011-2013)ε Socialdemokraterne MF'er
Karen Hækkerup (2013-)ε
Minister for forskning, innovation og videregående uddannelser Morten Østergaard Radikale Venstre MF'er
Skatteminister Thor Möger Pedersen (2011-2012)α SF
Holger K. Nielsen (2012-2013)αε MF'er
Jonas Dahl (2013-2014)ε
Kulturminister Uffe Elbæk (2011-2012)β Radikale Venstre MF'er
Marianne Jelved (2012-)β
Transportminister Henrik Dam Kristensen (2011-2013)γ Socialdemokraterne MF'er
Pia Olsen Dyhr (2013-2014)γ SF
Minister for by, bolig og landdistrikter Carsten Hansen Socialdemokraterne MF'er
Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen Socialdemokraterne MF'er
Undervisningsminister Christine Antorini Socialdemokraterne MF'er
Social- og integrationsminister
Social-, børne- og integrationsminister
Karen Hækkerup (2011-2013)γ Socialdemokraterne MF'er
Annette Vilhelmsen (2013-2014)γ SF
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Mette Gjerskov (2011-2013)γ Socialdemokraterne MF'er
Karen Hækkerup (2013)γε
Dan Jørgensen (2013-)ε MEP'er
Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard Radikale Venstre
Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (2011-2013)γ SF MF'er
Handelsministeriet underlagt Europaministeriet 9/8-2013
Minister for sundhed og forebyggelse Astrid Krag (2011-2014) SF[38] MF'er
Forsvarsminister Nick Hækkerup (2011-2013)γ Socialdemokraterne MF'er
Nicolai Wammen (2013-)γ
Miljøminister Ida Auken (2011-2014) SF[38] MF'er
Europaminister
Europa- og handelsminister
Nicolai Wammen (2011-2013)γ Socialdemokraterne MF'er
Nick Hækkerup (2013-)γ
Minister for ligestilling og kirke og minister for nordisk samarbejde Manu Sareen Radikale Venstre MF'er
Minister for udviklingsbistand Christian Friis Bach (2011-2013)δ Radikale Venstre MF'er
Rasmus Helveg Petersen (2013-)δ

αMed valget af Annette Vilhelmsen som formand for SF den 13. oktober 2012 blev der foretaget en ministerrokade den 16. oktober 2012.

βKulturminister Uffe Elbæk meddelte den 5. december 2012 sin afgang til statsministeren. Dagen efter blev han erstattet af Marianne Jelved.

γMinisterrokaden den 9. august 2013 som følge af sikkerhedsgodkendelsen af Henrik Sass Larsen[40].

δUdviklingsminister Christian Friis Bach meddeler den 21. november 2013 sin afgang. Han afløses samme dag af Rasmus Helveg Petersen[41].

εMinisterrokaden den 12. december 2013 som følge af Villy Søvndals blodprop og Morten Bødskovs afgang[42].

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Thorning udpeget til kongelig undersøger – Politiken.dk
  2. ^ Her er regeringen Helle Thorning-Schmidt
  3. ^ a b Seneste nyt om politik – politiken.dk Læs seneste nyt om dansk politik og EU på politiken.dk. Nyheder fra Christiansborg, kommuner, regioner og Bruxelles
  4. ^ BT: Valgrygterne buldrer på Christiansborg
  5. ^ BT: Christiansborg summer af valgrygter
  6. ^ B.dk: Ny næring til valgrygter
  7. ^ Løkke: Vi skal have valg 15. september – Politiken.dk, 26. august 2011
  8. ^ Aftale om en senere tilbagetrækning – Finansministeriet
  9. ^ Ministeriet for Sundhed og ForebyggelseValg i Grønland – sum.dk
  10. ^ Valg på Færøerne – valg.sum.dk
  11. ^ a b c Et Danmark der står sammen, statsministeriet
  12. ^ DR Nyheder: Venstre: S og SF er champagnesocialister 4. oktober 2011
  13. ^ DR Nyheder Enhedslisten imod regeringsgrundlaget 6. oktober 2011
  14. ^ "Kongelig resolution af 3. oktober 2011"
  15. ^ Finansministeriet rustet til fremtidens udfordringer - Ministry of Finance
  16. ^ Finansministeriet 20.12 2011
  17. ^ Finansloven 2012: Dét indeholder den Mandag d. 14. nov. 2011 kl. 10:42 af Ritzau
  18. ^ Finansministeriet Aftale om Finansloven 2012
  19. ^ Folkelig modstand fældede betalingsringen DR Nyheder22. februar 2012 22.05
  20. ^ Nicolaj Vorre & Rasmus Lindkvist Bendtsen:Leasingregler kan forgylde statskassen 27-02-2012 13:38, Børsen.dk
  21. ^ a b Beskæftigelsesreformer vil påvirke hver femte dansker Ugebladet A4 28. november 2011
  22. ^ Altinget.dk: Det vil regeringen med sin førtidspensions- og fleksjobreform 28. februar 2012
  23. ^ Enhedslisten: Reform af fleksjob og førtidspension Hentet 3. marts 2012
  24. ^ Man kan ikke længere tale om flexicurity i Danmark, Dagbladet Information 30. maj 2012, s. 6.
  25. ^ Skatteministeriet: Danmark i arbejde 2012
  26. ^ DR:Meningsmåling giver S historiske stryg, 31. maj 2012
  27. ^ Rammeaftale om en skattereform
  28. ^ Medlemmerne vælter ind hos Enhedslisten, politiken.dk, 26. juni 2012
  29. ^ Sass om Enhedslisten: Hellere miste magt end lade sig styre af ekstremt parti. Politiken. 9. juli 2012. 
  30. ^ [http://www.fm.dk/nyheder/pressemeddelelser/2012/11/finanslov-goer-danmark-staerkere/ Pressemeddelelse fra Finansministeriet 11.november 2012
  31. ^ Anne Vang: Jeg kan ikke genkende mit parti, kronik i Politiken , 4. marts 2013
  32. ^ Berlingske Politiko:Danmark er blevet en vækstplan rigere 24. april 2013
  33. ^ Venstres pressetjeneste: Næsten én milliard mere hentet på kontanthjælpsreform, 18. april 2013, 18.30
  34. ^ Kraka Analyse Så kom vækstpakken 25. april 2013
  35. ^ Berlingske Nyhedsbureau: Enhedslisten kalder kontanthjælpsreform for fattigdomsydelse
  36. ^ Forslag til Lov om forlængelse og fornyelse af kollektive overenskomster og aftaler for visse grupper af ansatte på det offentlige område Fremsat den 25. april 2013 af beskæftigelsesministeren (Mette Frederiksen)
  37. ^ Fakta: Her er Helle Thornings ministerrokade | B.T. Den 8. august 2013. Opdateret den 9. august 2013. Hentet den 10. august 2013
  38. ^ a b c Astrid Krag skiftede fra SF til Socialdemokraterne den 30. januar 2014, og Ida Auken skiftede fra SF til de radikale den 31. januar 2014 få dage før den store regeringsomdannelse ved SF's udtrædelse af regeringen.
  39. ^ Statsministeriet – Regeringen Helle Thorning-Schmidt
  40. ^ Her er Thornings nye ministerhold Berlingske 9. august 2013
  41. ^ Ændringer i Regeringen 21. november 2013
  42. ^ Ritzau (11. december 2013). Fakta: Her er de nye ministre. 

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Foregående: Danmarks regeringer Efterfølgende:
Regeringen Lars Løkke Rasmussen I
3. oktober 2011
Regeringen Helle Thorning-Schmidt II
3. februar 2014