EU's forfatningstraktat

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Merge-arrow.svg Sammenskrivningsforslag
Denne artikel er foreslået skrevet ind i artiklen Den Europæiske Unions historie.   (Diskutér forslaget).
Bemærk! Den formelle praksis omfatter oprettelsen af et sammenskrivningsforslag, se Hjælp:sammenskrivning.
Når sammenskrivningen sker, skal det helst fremgå af beskrivelsesfeltet.
Forfatninger
  1. Danmarks Riges Grundlov
  2. Grundgesetz
  3. USA's forfatning
  4. Folkerepublikken Kinas forfatning
Se også Kategori:Grundlove

EU's forfatningstraktat, egentlig Traktat om en forfatning for Europa, er den traktat, som EU-landenes regeringer i juni 2004 blev enige om skulle afløse Nice-traktaten. Den skulle tilpasse organisationen til den store udvidelse til 25 lande i 2004 og senere planlagte udvidelser.

Konventet om fremtidens Europa, som det blev døbt, ledet af Frankrigs tidligere præsident Valéry Giscard d'Estaing, udarbejdede efter flere års intense og ophedede diskussioner traktaten; Den 29. oktober 2004 underskrev EU's stats- og regeringschefer Forfatningstraktaten på et møde i Rom; den skulle så godkendes i medlemslandene – i nogle skulle vedtagelsen ske i parlamenterne og i andre lande ved folkeafstemning. Traktaten skulle efter planen træde i kraft i november 2006.

Efter Frankrigs og Hollands nej er det yderst tvivlsomt, om traktaten vil blive gennemført i sin nuværende form.

Danmark udskød efter EU-topmødet d. 16. juni 2005 den ellers planlagte folkeafstemning om Forfatningstraktaten på ubestemt tid. Afstemningen skulle ellers have været holdt d. 27. september 2005.

Traktaten indeholder i grove træk følgende punkter[redigér | redigér wikikode]

  • En fastlæggelse af hvad der er EU's ansvarsområde, og hvad der er nationalstatens opgave. Et såkaldt kompetencekatalog.
  • Der indføres flertalsafgørelser på flere områder. Dvs. at 55% af landene skal stemme for forslaget, og dette flertal skal også svare til minimum 65% af EU's befolkning.
  • Hvis minimum 4 lande nedlægger veto falder forslaget.
  • Hvis 1 million europæere skriver under på et forslag skal Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen behandle forslaget.
  • I 2013 ændres antallet af kommissærer fra de nuværende 25 (27 med Bulgariens og Rumæniens indtræden) til 17 kommissærer.
  • Der vælges en formand for EU samt en slags fælles udenrigsminister.

Ratificering[redigér | redigér wikikode]

EU’s grundlov eller forfatningstraktat skal vedtages af de enkelte medlemslande for at træde i kraft. Landene ratificerer enten med eller uden en folkeafstemning.

Ratificeringen blev eller bliver afgjort af en folkeafstemning i flg. lande:

England, Danmark, Irland og Portugal valgte alligevel ikke at afholde folkeafstemninger, idet at det allerede var blevet til et "nej" i både Holland og Frankrig.

Ratificeringen blev eller bliver afgjort af en afstemning i landets regeringsorgan:

Lande der endnu ikke har besluttet om ratificeringen skal foregå med eller uden en folkeafstemning:

Denne traktat vil højst sansynligt blive erstattet af Reformtraktaten

Se også[redigér | redigér wikikode]

Wikisource-logo.svg
Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel:
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: