Estisk Ingermanland

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Kort, der viser Estisk Ingermanland (orange) øst for Narva-floden.
Kort, der viser en del af Estisk Ingermanland i 1939.

Estisk Ingermanland er et mindre område i de vestligste dele af Ingermanland, som kom under estisk styre efter Freden i Tartu den 2. februar 1920.

Grænser[redigér | redigér wikikode]

Området var mod vest begrænset af floden Narva og i øst af en linje fra Finske Bugt mod øst til Kullaåen lige syd for Bolsjoje Kuzemkino, derfra sydover langs Kullaåen og videre en bue mod floden Luga, derfra mod vest vest til søen Peipus.

Administrative forhold[redigér | redigér wikikode]

Estisk Ingermanland bestod af Narva, Kose (senere Piiri) og Skarjatina (senere Raja) sognekommuner og hørte administrativt til Vaivara sogn.

Vaivara sogns område 1919–1925 omfattede landsbyerne: Bolšaja Mokred, Bolšaja Žerdjanka, Bolšoje Zagrivje, Dolgaja Niva, Hannika, Karstula, Konduši, Kukin Bereg, Kuritšek, Malaja Mokred, Maloje Zagrivje, Odrasaare, Olga-Risti, Otradnoje, Perevolok, Popovka, Pustoi Konets, Radovel, Saarküla, Skarjatina Gora, Ust-Žerdjanka, Vanaküla, Väiküla.

Kirkeligt hørte de historiske områder og landsbyer[1]: Uusi Arsia, Uusi-Feodormaa, Hanike, Kalliviere, Karstala, Kullaankylä, Magdeburg, Uusi-Ropsu, Räkälä, Saarkylä, Tervola (Smolka), Vanhakulä, Väikylä til Kalliviere kirkesogn[2].

Narva vald (kommune), den nordligste, hørte ved valget til de estiske parlament (Riigivolikogu) i 1938 til 73. valgkreds, som valgte Elmar-Aleksander Lehtmets, og Piiri ja Raja vald, de to sydligste, hørte til 66. valgkreds, som valgte Aleksander Ossipov.

Det administrative ansvar for forholdene og overvågning af grænseegne hørte fra 20. februar 1939 under minister Ants Oidermaale.

I sit direktiv af 28. februar 1936 understregede lederen for forsvaret, Johan Laidoner, at området hinsides Narva-floden burde holdes uopdyrket og tyndt befolket. Skovområder skulle derfor bevares for at begrænse bosættelsen. Man skulle virke for, at de lokale russere skulle blive loyale borgere i staten Estland.[3].

Befolkningsforhold[redigér | redigér wikikode]

Området i 1930.

I henhold til folketællinger i 1922 og 1934 var befolkningsfordelingen således:

Område Estere
1922
Russere
1922
Andre*
1922
I alt
1922
Estere
1934
Russere
1934
Andre*
1934
I alt
1934
Naroova
(Narva kommune)
350 (12,5%) 1.765 (63,0%) 684 (24,5%) 2.799 600 (20,8%) 1.449 (50,0%) 845 (29,2%) 2.894
Kose
(Piiri kommune)
113 ( 8,7%) 1.194 (91,1%) 3 ( 0,2%) 1.310 145 (11,3%) 1.135 (88,2%) 7 ( 0,5%) 1.287
Skarjatina
(Raja kommune)
118 ( 3,4%) 3.374 (96,4%) 7 ( 0,2%) 3.499 158 ( 4,6%) 3.290 (95,0%) 16 ( 0,4 %) 3.464
I alt 581 ( 7,7%) 6.333 (83,2%) 694 ( 9,1%) 7.608 903 (11,8%) 5.874 (76,8%) 868 (11,4%) 7.645
Ivangorod
(del af Narva)
17.501 (65,0%) 7.927 (29,5%) 1.484 ( 5,5%) 26.912 15.584 (66,3%) 6.661 (28,3%) 1.267 ( 5,4%) 23.512
*Andre omfatter voter, finner, ingrere, tyskere, svenskere, letter m.fl.
kilde: Edgar Mattisen: Eesti-vene piir; ILO 1993; s. 85 (estisk)

I henhold til en undersøgelse fra 1941 var befolkningsfordelingen på landsbyer denne:

Landsby Antal Deporterede
af bolsjevikker
Bemærkninger
Uusi Ropsu
Hanike
64
.
-
.
finsk-ingrisk
finsk
Kulla 80 9 finsk
Uus Arsia 36 1 finsk
Räkälä 56 1 ingrisk-finsk
Vanaküla 161 2 ingrisk-finsk
Kalliviere 293 6 finsk-ingrisk
Uus Feodormaa 37l - finsk
Karstala-Gorka 79 - Eksempel
Väiküla 263 1 ingrisk
Saarküla 83 1 ingrisk
Magerburg 39 1 russisk-estisk
Tervola 75 - estisk-russisk-ingrisk
Alaküla (50) finsk
I alt 1.316 22
Kilde: Noormets, s. 98f

Finsk kultur[redigér | redigér wikikode]

Kallivieri skole 1930.
Kallivieri kirke 1931.

Till forskel fra de andre dele af Ingermanland blomstrede den finske kultur op i dette område efter 1920. Centralfigur i denne udvikling var Leander Reijo (også Reijonen og Reiju) fra Kullankylä, senere kaldt "Ingermanlands Konge". Man oprettede finske skoler og udgav et stencileret finsk tidsskrift. I Kallivieri blev i 1920 opført en kirke, som fik en finsk præst. Sproget blev renset for russiske låneord. Kallivieri forsamling havde 1928 ca 1.300 indbyggere.

Området blev ramt meget hårdt under 2. verdenskrig, hvor mange flygtede til Finland og i en del tilfælde videre til Sverige, og hele byer blev jævnet med jorden. Kirken i Kallivieri blev lukket i 1940 og nedrevet i 1948[4].

Efter 1944 blev Estisk Ingermanland besat af Sovjetunionen, og der efter er områdets finske præg stadig mere udtyndet.

I dag indgår området i Leningrad oblast, Rusland.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ VIRON INKERI, Kallivieren kylät, http://www.inkeri.com/, Virtuaali-Inkeri (finsk)
  2. ^ Priit Rohtmets, Eesti Evangeeliumi Luteri Usu Kiriku välissuhted aastatel 1919-1940, Tartu Ülikool Usuteaduskond Kirikuloo õppetool, Tartu 2006 (estisk)
  3. ^ Sõjavägede ülemjuhataja päevaraamat; ERA.2553.1.2; 1934-1938 (estisk)
  4. ^ Viron Inkeri. Virtuaali Inkeri. Hentet 2007-08-23.  (finsk)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]