Tartu bispedømme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Tartu bispedømmes kirkelige (afgrænset med lyseblå linje) og verdslige (lyseblå) forvaltningsområde. Den Liviske Ordens forvaltningsområder er vist med hvidt.

Tartu bispedømme (estisk: Tartu piiskopkond, nedertysk: Bisdom Dorpat, latin: ecclesia Tarbatensis) var en middelalderlig fyrstemagt og et katolsk bispedømme (fyrstbiskop) i Terra Mariae fra 1224 til 1558 omfattede de estisk befolkede områder Ugandi og Vaigas sydlige del, med en samlet størrelse på omkring 9600 km².

Oprettelse[redigér | redigér wikikode]

Tartu bispedømme blev oprettet efter, at Tartu (tysk: Dorpat) i 1224 var blevet undertvunget af biskoppen af Riga (estisk: Riia piiskop) og Sværdbroderordenen (estisk: Mõõgavendade ordu). I årene 12231224 havde biskoppen holdt til i Otepää. Stillingen som Tartu biskop blev oprettet den 6. november 1235, indtil da var biskoppen officielt biskop af Lihula. Dette eftersom den første biskop i Tartu, Hermann von Buxthövden, var broder til biskoppen i Riga Albert von Buxthövden, tidligere udnævnt til biskop af Lihula, men efter erobringen af området i stedet udpeget til biskop over Ugandi. Paven bekræftede imidlertid først den nye stillingsbetegnelse ti år senere, da biskoppen over Øsel-Wiek bispedømme (estisk: Saare-Lääne piiskop) havde indrettet sig i Lihula.

Forvaltning[redigér | redigér wikikode]

Biskoppen var på samme tid verdsligt og åndeligt overhoved. Biskoppens verdslige forvaltningsområde og stift (estisk: diötsees, det kirkelige forvaltningsområde) havde uens afgrænsninger. Under biskoppen af Tartus kirkelige forvaltningsområde hørte tillige len under Den Liviske Orden i det sydøstlige og mellemste Estland. Bispedømmets hovedsæde lå i Tartu, hvor bispeborgen (estisk: piiskopilinnus) og domkirken (estisk: toomkirik) lå på Toomemägi (oversat: dombjerget).

Sine kirkelige beføjelser udførte biskoppen gennem synoder og visitationer. Sine verdslige beføjelser udførte biskoppen med bistand fra det rådgivende domkapitel (estisk: toomkapiitel), der som sin vigtigeste rettighed havde valget af biskop. Kandidaten til biskopembedet skulle godkendes af paven, der imidlertid ikke behøvede at tage hensyn til domkapitlets indstilling. Ved forvaltningen af kirkens økonomiske forhold var biskoppens vigtigste medhjælper domprovsten (estisk: toompraost). Den verdslige og militære forvaltning blev ordnet af stiftsfogden (estisk: stiftifoogt).

Halvdelen af bispedømmets kirkelige forvaltningsområde var len under Den Liviske Orden.

De vigtigste fæstninger i Tartu bispedømme var Otepää biskopborg (estisk: Otepää piiskopilinnus), Vastseliina biskopborg (estisk: Vastseliina piiskopilinnus) og Kirumpää biskopborg (estisk: Kirumpää piiskopilinnus). Af disse udgjorde Otepää det ene historiske midtpunkt i Ugandi ved siden af Tartu, og var tillige bispedømmets første borg bygget af sten (de tidligste stenanlæg opførtes 1224 eller muligvis allerede 1223). Borgene Kirumpää og Vastseliina lå på den historisk betydningsfulde handels- og invasionsvej mellem Tartu og Pskov (estisk: Pihkva) og var opført med henblik på dennes beskyttelse og forsvar. Ved floden Emajõgi, der forbandt Peipsi-søen (estisk: Peipsi järv) og Tartu, opførtes to stenfæstninger: Gamle og Nye Kastre (estisk: Vana-Kastre og Uus-Kastre). Ved det nedre løb af Amme å (estisk: Amme jõgi) nær den historiske landevej mellem Tartu og Põltsamaa lå det stærkt befæstede kloster Valkena (tysk: Falkenau, estisk: Kärkna klooster).

Bispedømmets jordejendomme var overvejende forlenet til biskoppens vasaller, hvis vigtigste opgave var at tjene biskoppen i hæren. Med tiden voksede vasallernes politiske betydning, og de opnåede en stadig større selvstændighed i forhold til biskoppen.

I kirkelig henseende hørte biskoppen i Tartu under ærkebiskoppen i Riga (estisk: Riia peapiiskop) og gennem denne under paven i Rom, i verdslig henseende var han imidlertid den tysk-romerske kejsers vasal og hørte således til de tyske rigsfyrster og var som sådan fyrstbiskop.

Tartu var en hansastad.

Udenrigspolitik[redigér | redigér wikikode]

I 1242 blev daværende biskop Hermann med sine ugandiske undersåtter slået af Republikken Novgorod under ledelse af fyrst Alexander Nevskij i Slaget på Peipsi-søen.

Omkring 1268 kaldte daværende biskop af Tartu, Fredrik, sig tillige "Biskop af Karelien", omend baggrunden for denne titel er uklar.[1]

I slutningen af det 14-de århundrede blev Dietrich Damerow biskop i Tartu. Han var en svoren modstander af Den Liviske Orden og dannede et forbund vendt imod dette med Storfyrstendømmet Litauen, Mecklenburg-Schwerin og Fetalje Brødrene (en berygtet sørøvergruppe, der holdt til på Gotland og huserede i Østersøen). Han bad endog Kong Richard 2. af England om at tage Tartu under sin beskyttelse. Som svar herpå invaderede Den Liviske Orden bispedømmet i 1379 men uden fremgang. Ved konfliktens afslutning måtte Den Liviske Orden opgive sit krav om, at bispens vasaller fremover skulle deltage i militære felttog.

Afviklingen[redigér | redigér wikikode]

I midten af det 16. århundrede udvikledes en konflikt mellem Tartu bispedømme og Storfyrstendømmet Moskva (estisk: Moskva suurvürstiriik) om Tartus skatter. Ivan den Grusomme (estisk: Ivan Julm) krævede betaling af skatter, som Tartu skulle have lovet Jaroslav den Kloge (estisk: Jaroslav Tark), men som så vidt vides aldrig var blevet betalt. Ivan krævede nu betaling for alle mellemværende år. Biskoppen nægtede dete, hvilket fik Ivan til at starte den livlandske krig (estisk: Liivi sõda), hvorunder Den Liviske Orden blev slået og ødelagt.

Bispedømmet stoppede sit virke midt under Den Liviske Krig, da hærenheder fra Storfyrstendømmet Moskva den 18. juli 1558 besatte Tartu[2]. Samme år besatte Moskva tillige bispedømmets øvrige områder.

Fyrstbiskopper i Tartu[redigér | redigér wikikode]

Navngivning[redigér | redigér wikikode]

På ældre kort bærer Tartu bispedømmes områder navnet Odenpoa (også Oldenpoa). Odenpoa er en latinisering af Otepää i formen Odenpe.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Tõnis Lukas: Tartu toomhärrad 1224-1558; Tartu Ülikooli Kirjastus 1998; ISBN 9985-56-314-X

Se også[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Excerpt from sources. På latin. National Archive of Finland. Se The National Archives Service of Finland  (Webside ikke længere tilgængelig) og Diplomatarium Fennicum.
  2. ^ Tartu stiftsfoged Elert Kruse meddelelse til Rigas ærkebiskop Wilhelm von Hohenzollern den 5. august 1558 i Ērkuļ (Erkull) slot, Mitteilungen aus dem Gebiete der Geschichte Liv-, Est- und Kurlands, Band 1, 1840, lk.469-477