Ferenc Puskás

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ferenc Puskás
Ferenc Puskass spillerlicens

Ferenc Puskás (1. april 192717. november 2006[1]) var en ungarnsk fodboldspiller og træner og anses som en af de største fodboldspillere gennem tiden.[2] I sin rolle som angriber scorede han 84 mål i 85 landskampe for Ungarn og 514 mål i 529 kampe i de ungarske og spanske ligaer.

Puskás, der fik tilnavnet "Den galopperende Major", startede som 16-årig i Budapest-klubben Kispest og kom som 18-årig på landsholdet. Efter 2. verdenskrig blev Ungarn en del af det kommunistiske Østeuropa, og Kispest blev til militærets hold og omdøbt til Honved. Puskás scorede i den første sæson 50 mål, og Honved vandt det ungarske mesterskab. Ungarns landshold, med Puskás som den store profil, var af de fleste regnet som favoritter til at vinde VM i fodbold 1954. Ungarn lagde stærkt ud med at vinde de to første kampe 9-0 og 8-3. De nåede helt til finalen, som de overraskende tabte 2-3 mod Vesttyskland.

I 1956 flygtede han til Vesten, og han fik kontrakt med Real Madrid, hvor han fik en flot afslutning på sin karriere med mesterskaber og Europacup-sejre. I Spanien fik Puskás tilnavnet "Den lille Kanon". Han nåede også at stille op for det spanske landshold, hvor han dog ikke fik den store succes. I den lange karriere blev det til 84 landskampe og 83 mål for Ungarn og 4 kampe og ingen mål for Spanien. Puskás vandt det ungarske mesterskab i 1950, 1952, 1954 og 1955, OL-guld 1952, det spanske mesterskab 1961, 1962, 1963, 1964 og 1965 og Europa Cup´en for mesterhold i 1959, 1960 og 1966. I 1993 vendte han tilbage til Ungarn, hvis landshold han blev landstræner for.

Efter sin spillerkarriere fortsatte Puskás som træner i en lang række klubber over det meste af verden. Den længste periode i en klub var fem år i græske Panathinaikos i starten af 1970'erne.

I sine sidste år var Puskás sygdomsramt med Alzheimers sygdom, og han døde efter en langvarig lungebetændelse.

Referencer

  1. ^ www.nsport.hu: Han hævdede selv at være født den 2. april for at undgå hån for at være født på dagen for Aprilsnar, men i 2004 blev det dog opdaget, at han var født den 1. april
  2. ^ "Ferenc Puskas, 79, International Soccer Star, Dies". The New York Times. Hentet 2008-03-08. {{cite web}}: Kursiv eller fed markup er ikke tilladt i: |publisher= (hjælp)

Eksterne henvisninger