George Boleyn

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
George Boleyn
Personlig information
Fødselsdato ca. 1504
Fødested Blickling HallRediger på Wikidata
Dødsdato 17. maj 1536
Dødssted LondonRediger på Wikidata
Forældre Thomas Boleyn
og Elizabeth Boleyn
Ægtefælle Jane Parker
Uddannelse og virke
Underskrift George Boleyn signature.jpg
Eksterne henvisninger
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

George Boleyn (født ca. 1504 – død den 17 maj 1536) var bror til Henrik 8. af Englands anden hustru Anne Boleyn, og gift med Jane Boleyn. Da hans søster, Anne, faldt i unåde, blev han sammen med hende anklaget for højforræderi. De blev begge dømt til døden og blev halshugget i 1536.

Familien[redigér | redigér wikikode]

George var den eneste overlevende søn af ægteparret Thomas og Elizabeth Boleyn. Parret havde oplevet tabet af adskillige børn, men kun tre overlevede, Mary Boleyn, Anne Boleyn og George Boleyn. Der har været meget debat om de præcise fødselsdatoer for de tre børn, men man er i dag temmelig enige om, at Mary var den ældste og George den yngste. George og hans søstre blev født i Norfolk på deres families ejendom, Blickling Hall , men de tilbragte det meste af deres barndom på et andet af familiens ejendomme, Hever Castle, Kent, hvilket blev deres faste hjem omkring 1505, da Thomas arvede det fra sin far [1]. Ligesom sin far var det en selvfølge at George skulle have en karriere som hofmand, politiker og diplomat. Med dette i tankerne blev George som 10-årige introduceret ved Henrik 8. af Englands hof, da han deltog i julefestlighederne imellem 15141515, sammen med sin far. Der mødte han også for første gang de ældre Charles Brandon og Nicholas Carew, der senere skulle blive hans største fjender (Brandon var i juryen, der dømte ham, og Carew hjalp Jane Seymour med at vinde kongens hjerte). Takket være sin families indflydelse og det faktum, at han behagede kong Henrik, gjorde, at han kom til at tjene kongen kort tid efter. Da lærdom blev højt værdsat ved hoffet, og afgørende for en karriere som diplomat, modtog George en fremragende uddannelse, og han talte flydende fransk samt italiensk og latin. Selv om hans to søstre blev uddannet i udlandet (Mary fra 1514 til 1519, og Anne fra foråret 1513 til slutningen af 1521), forblev George i England under størstedelen af sin barn- og ungdom. George har måske opholdt sig en kort periode i Frankrig som barn, da hans far var ambassadør i januar 1519, og dette kunne forklare, at George kunne tale perfekt fransk fra en ung alder, og måske også grunden til at Anne og George var så knyttede til hinanden. Dette er dog ren spekulation.

Privatliv[redigér | redigér wikikode]

Meget lidt vides om George privatliv til trods for hans plads ved hoffet. Men man ved dog, at han indgik ægteskab med Jane Parker engang i 1525. De var helt sikkert gift i januar 1526, da et brev til Wolsey bekræfter, at han var berettiget til yderligere £20 så den:” unge Boleyn og hans kone kunne leve af det” [2]. Der har altid været meget spekulation om, hvorvidt ægteskabet mellem George og Jane var lykkeligt, men der findes ingen konkrete beviser på hverken det ene eller det andet. Der findes heller ikke dokumenter, der tyder på, at parret skulle have fået børn, hvilket sikkert ville have været tilfældet, hvis det var rigtigt, da George var bror til Henrik 8. hustru Anne Boleyn. Der har været rygter om, at George Boleyn, dekan for Lichfield, skulle have været parrets søn, men det er mere sandsynligt, at han bare var en fjern slægtning, og Jane nævner ikke noget barn, for hvem hun har ansvaret, da hun efter Georges død skrev til Cromwell.

Hoffet[redigér | redigér wikikode]

Efter at Mary Boleyn vendte tilbage til England i 1519, indgik hun ægteskab med William Carey, og selveste kongen var gæst. Kort tid efter blev Mary kong Henrik 8. af Englands elskerinde, men i 1526 blev hun skiftet ud, da kongen faldt for hendes søster Anne Boleyn.

Retssag og henrettelse[redigér | redigér wikikode]

I 1536 aborterede Anne Boleyn en søn, og hendes manglende evne til at skænke Henrik en mandlig arving faldt sammen med kongens forelskelse i Jane Seymour, en af Annes hofdamer. Katharina af Aragonien var død, og Henrik udtænkte sammen med sin rådgiver, Thomas Cromwell, at slippe af med Anne og i stedet ægte Jane. Anne blev beskyldt for utroskab med fem mænd, hvoraf den ene var hendes bror, George. George blev anklaget for incest med dronningen, og at hjælpe hende med at planlægge at dræbe kongen. Anne og George blev arresteret den 2. maj 1536, dagen efter May Day festlighederne. De fire andre anklagede i sagen, Henry Norris, Francis Weston, William Brereton og Mark Smeaton, fik deres sag for retten den 12. maj. Kun Smeaton tilstod, formentlig under tortur, men helt sikkert under følelsesmæssigt pres. Trods manglende beviser blev alle fire mænd fundet skyldige. Thomas Boleyn sad i juryen og dømte sin egen datter ved at finde mændene skyldige. George fik sin retssag et par timer efter Annes mandag den 15. maj. Anne var blevet fundet skyldig, da George fik sin sag op, og han blev kendt skyldig, da hans søster allerede var fundet skyldig i incest. Rækkefølgen af retssagerne var blevet sat sammen med henblik på, at de ikke skulle kunne mislykkes. Alle, der var vidne under Georges retssag, herunder ambassadør Eustace Chapuys, bekræftede, at han lagde op til et storslået forsvar og mange troede, han ville blive frikendt. Chapuys bekræftede, at de, der var med til retssagen, væddede om, at han ville blive frikendt, og derfor var forbløffelsen stor, da han blev kendt skyldig. Georges kone, Jane Boleyn,, er gennem tiderne blevet beskyldt for at være skyldig i hans domfældelse, men det er sandsynligvis ikke korrekt. Ingen af beviserne siger, at Jane skulle være skyldig. Derudover virker det sandsynligt, at hun blev tillagt ord, så George ville blive fundet skyldig. Men uanset hvad Jane måske skulle have sagt lader det, at flertallet af hoffolkene troede på hans uskyld. uafhængigt af, hvad hoffolkene troede, blev han enstemmigt fundet skyldig, og straffen, han modtog, var, at han skulle hænges, druknes og parteres (dette blev senere ændret til halshugning) [3]. Han bad om, at hans gæld blev betalt af det konfiskerede indbo, så ingen skulle lide tab ved deres udestående. George Boleyn og de fire andre mænd blev halshugget på Tower Hill om morgenen den 17. maj 1536]. Georges tale på skafottet var usædvanlig lang og viste sproglige færdigheder overfor det store publikum der var mødt op for at overværede henrettelsen. I talen forsvarede han sin religiøse overbevisning og sin reformiver. Da det ikke ansås som passende at benægte sin skyld på skafottet, når først man var fundet skyldig af en domstol, brugte han talen på at bekende sig som en synder, der fortjente døden. Han bad om tilgivelse fra alle, han måtte have fornærmet og om Guds nåde. Anne blev halshugget to dage senere.

Henvisninger og fodnoter[redigér | redigér wikikode]

Fodnote[redigér | redigér wikikode]