Halshugning

Halshugning med sværd afbildet i 1552

Dekapitering eller halshuggning er en henrettelsesmetode, hvorved den dømtes hoved adskilles fra kroppen med sværd, økse eller guillotine.

Halshugning, historisk

Halshugning har været praktiseret gennem årtusinder.

Hvis skarpretterens økse eller sværd var skarpslebne, og hvis han sigtede omhyggeligt, indebar halshugningen en hurtig og smertefri død. Ellers kunne dødskampen blive smertefuld. Måske er det baggrunden for, at den dødsdømte gav skarpretteren gode drikkepenge. Der var skarprettere, der blev fyret, fordi de ikke kunne hugge et hoved af i ét hug. Henrettelse ved halshugning blev i 1700-tallet betragtet som en ærlig straf, og liget kunne begraves i indviet jord, hvorimod hængning blev betragtet som en uærlig død.

Dømte almuefolk blev i Europa ofte halshugget med økse, mens adelige blev halshugget med sværd. I arabiske land og i en del asiatiske land har sværdet været det almindeligste henrettelsesredskab for alle samfundslag. En dansk bøddeløkse var så tung, at bøddelen blot lod den falde. Tyngden var i sig selv nok til at skille hovedet fra kroppen. Svenske skarprettere måtte derimod svinge øksen over hovedet, som om de skulle hugge brænde.

Selv når skarpretteren havde held til at skille hovedet fra kroppen med ét hug, medførte hugget en kraftig blodstrøm. Og det krævede både præcision, et egnet redskab, og at den dømte holdt sig helt i ro. Hvis det ikke lykkedes påførtes den dømte store lidelser. Da Maria Stuart blev halshugget i 1587, behøvede bøddelen tre slag for at skille hendes hoved fra kroppen, og det langtrukne støn, hun gav, da øksen traf hende, efterlod ingen tvivl om, at smerterne var ulidelige. Det gik også galt under Struensees henrettelse, og da søstrene Anne og Alet Christophersdatter blev halshugget i Øyestad ved Arendal 24.juli 1771 efter at have taget livet af et ukendt antal mennesker med gift, gik det galt under henrettelsen af den yngste søster, Anne: «Efterat den høire Haand var afhugget, førte Mestermanden endelig det Hug, der skulde bringe den Ulykkelige Døden. Men det blev dog ikke Dødshugget. Øxen traf hende ikke rigtigt, og man saa Pigen opløfte sit Legeme og gjøre nogle svage Bevægelser med den Haand hun endnu havde tilbage. Det andet Hug mislykkedes ligeledes. Først ved det tredie Hug faldt Hovedet, snarere afskaaret end afhugget. Menneskeslagteren havde Blodpletter i Ansigtet. Alet laa besvimet paa Skafottet.»

Der har været rejst spørgsmål, om hovedet er ved bevidsthed efter halshugningen. Da morderen Henri Languille blev henrettet kl. 05:30 om 28.juni 1905, observerede lægen Beaurieux hovedet nøje for at se tegn til liv. Lægen løftede ikke hovedet op, som aviserne bagefter påstod, for hovedet stod af sig selv. Beaurieux iagttog, at den guillotinerede mands øjenlåg og læber rørte sig i rytmiske sammentrækninger i fem-seks sekunder. Det kunne dreje sig om rene reflekser, men efter at ansigtet var blevet roligt, råbte lægen med høj stemme: "Languille!" Øjnene åbnede sig da langsomt: "Derefter fæstede Languilles øjne sig helt tydeligt på mine, og pupillerne fokuserede på mig." Efter nogle sekunder lukkede øjenlågene sig, og Beaurieux råbte igen den guillotineredes navn: "- og nok en gang, uden nogen spasmer, løftede øjenlågene sig, og afgjort levende øjne fæstede sig på mine, måske mere gennemtrængende end første gang. Så sank øjenlågene igen i, men ikke helt. Jeg prøvede at råbe en tredje gang, men der kom ingen flere bevægelser – og øjnene antog det glasagtige udseende, de får hos døde." Lægen anslog det hele til at have varet 25-30 sekunder.

David Livingstone skrev, at afrikanerne, han mødte, regnede med, at halshuggede mennesker beholdt bevidstheden en kort tid, så de bøjede et ungt træ og fæstede et tov fra træet bagved ørerne til den, der skulle halshugges, så han i sin sidste stund skulle få oplevelsen af at flyve gennem luften.

I dag er Saudi-Arabien det eneste land, der benytter halshugning som straf. Qatar, Yemen og Iran har beholdt metoden i lovbøgerne, men benytter den ikke.

Islamistiske grupper har også gentagne gange halshugget gidsler blandt andet i Irak, Afghanistan og på Filippinerne. Kriminelle bander rundt om i verden har også benyttet halshugning.

Nogle halshuggede

Danmark

• 1517: Torben Oxe.
• 1589: Magnus Heinason, færøsk søhelt henrettet 18. januar på Københavns slotsplads for anklager fremsat af rentemester Christoffer Valkendorf. Året efter blev han ved en rettergang frifundet for alle anklager.
• 1610: Godsejer Christoffer Rosenkrantz henrettet 23. eller 24. april på Københavns slotsplads for dokumentfalsk og bedragerier. Sagen er grundlaget for en fejlagtig legende om, at Christian 4. selv skulle have gennemskuet det falske dokument.
• 1626: Sognepræst Søren Jensen Qvist henrettet på Ravnehøj Bakke uden for Grenå for mord på sin kusk 19 år før. Dommen blev underkendt i 1634, og danner baggrund for Blichers novelle Præsten i Vejlby.
• 1635: tre personer på Slotspladsen i København.
• 1651: Dina Vinhofvers.
• 1703: "Henning Andersen fra Køng By henrettet med et sværd ved Kierte Broe dømt til [ved] Landstinget at knibes med gloende tænger, hans legeme at steyles, hans hoved paa en stage, og haanden slås til en pæl for sit lidet barn, som han hafde myrdet med fri forsæt; men Kongen som i de samme dage kom til Odense og reyste til Norge, modererte hans dom saaledes, at efter at hand med sværdet var henrettet, blef hans hånd afhugget med en øxe men legemet, hovedet og haan­den kom i en kiste og blef begrafvet i Køng Kirkegaard." Afskrift af Køng Kirkebog, Båg Herred, Odense Amt.
• 1706: 22. februar [begravet] "Hans Jensen i Køng By henrettet, fordi hand med en ofns fiel hafde myrdet sin egen hustrue; hand var blefven dagen tilforne betient af mig på sin seng med sacramen­tet. Han blef kneben 5 gange med gloende tæn­ger, derefter paa dend høje banke ved Glamsbjerg Mølle hans haand afhugget med en øxe, og derefter hovedet kroppen lagt paa steile &c. Det var en jammerlig og scammelig død; det tvifles icke paa at hand io døde salig saasom hand omvendte sig, og døde i troen paa Jesum &c." Afskrift af Køng Kirkebog, Båg Herred, Odense amt.
• 1772: Johann Friedrich Struensee og Enevold Brandt.
• 1822: Thomas Thomasen Bisp halshugges i Hjørring Bjerge for mordet på sin hustru Maren Justsdatter. Herefter blev hans legeme sat på hjul og stejle og hovedet banket fast på en stage over legemet. Det var skik at liget fik lov at stå på stejle og stage til skræk og advarsel for andre om udåd – men Thomas' slægtninge nedtog legeme og hoved om natten og begravede de jordiske rester et stykke fra galgen. I år 1900 i forbindelse med vejarbejde blev Thomas Thomasen Bisps kranium med en stage igennem fundet, og det har siden befundet sig på Vendsyssel Historiske Museum, hvor det i dag er en del af den permanente udstilling. Henrettelsen af Thomas Thomasen Bisp var den sidste henrettelse i Hjørring.
• 1825: Maren Christiansdatter, hendes kæreste Niels Pedersen og gårdskarlen Peder Eliasen halshuggedes 8. april på Kanehøj ved Skælskør for mordet på Marens fader, sognefoged Christen Knudsen. Henrettelsen er kendt, fordi den omtales af H.C. Andersen, der overværede den.
• 1826: Mads Jensen Holm, urmager i Rønne, halshugget 10. august 1826 for mordet 7. februar 1826 på konen Karen Kirstine Hansdatter. Hovedet blev sat på stage, og kroppen lagt på stejle. Kilde er kirkebogen for Rønne 1825-1832.
• 1832: Søren Andersen Kragerup.
• 1837: Petri Worm.
• 1838: 9. juli blev bommanden i Asmindrup myrdet og kastet i brønden. Mordet blev opklaret, og hovedmanden, Kristen Olsen, halshugget på Tømmerup banke (galgebakken, som nu er væk). To medskyldige blev pisket samme sted. Skarpretteren kom derfor til Kalundborg og prøvede under opholdet forgæves at få solgt sin vogn. Da han havde stået i hørkræmmerlære sammen med Ole Lunds morfar, kom vognen i mange år til at stå på Ole Lunds gård i Kalundborg, til den til sidst blev hugget i stykker og brændt.
• 1840: Ole Kollerød.
• 1843: Carl Larsen og Christian Jensen fra Venslev i Horns Herred henrettedes ved halshugning med økse på Galgebakken i Himmelev i Roskilde for mordet på parcellist Niels Jørgensen af Eiby, samt kone og søn i januar 1842. Carl Larsen kom desuden på hjul og stejle.
• 1853 "Den 22. februar blev en dreng paa 16 Aar halshugget i Svendborg, fordi han havde ihjelslaaet en dreng paa 5 Aar." – Fra gårdejer Rasmus Knudsens optegnelser.
• 1854: Hans Wilhelm Nielsen fra Køge, på Amager Fælled, for mordet på en ligbærer
• 1856: 16. august. Jens Henrik Boye blev henrettet på en bakke i Balslev Sogn, Vends Herred, for rovmordet på Niels Hansen i Broendehuset i Udby Sogn, Vends Herred.
• 1860: Lars Nielsen Bahl, kaldet "Balle-Lars", halshugges på Rakkerbakken i Ugledige Skov for lejemord på ældre enke.
• 1861 Ane Andersdatter henrettes lørdag den 21. december på Rødovre Mark (ved den nuværende Annexgårdsvej) for mord på sine tre børn født uden for ægteskab. Ane Cathrine Andersdatter var den sidste kvinde, som blev halshugget i Danmark.
• 1869: Den 20-årige Hans Hansen henrettedes ved Vognmandsløkken i udkanten af Odense 6. august 1869 for mord på moderen Ane Margrethe Hansdatter (den første halshugning under straffeloven af 1866, og den sidste henrettelse på Fyn).
• 1881: Dobbeltmorderen Rasmus Pedersen Mørke henrettes på Klejtrup Hede (1½ mil fra Hobro).
• 1882: Anders Sjællænder Nielsen (sidste offentlige henrettelse i Danmark).
• 1892: Jens Nielsen henrettes af Theodor Seistrup (sidste halshugning i Danmark).

Henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Halshugning