Jeffrey Dahmer

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jeffrey Dahmer
Jeffrey Dahmer (1978)
Personlig information
Pseudonym Kannibalen fra Milwaukee
Født Jeffrey Lionel Dahmer
21. maj 1960 Rediger på Wikidata
Milwaukee, Wisconsin i USA
Død 28. november 1994
Columbia Correctional Institution, Wisconsin, USA Rediger på Wikidata
Dødsårsag Myrdet
Kriminalitet
Antal ofre 17
Periode juni 1978 til 22. juli 1991
Arresteret 22 juli 1991
Straf Livstidsdom
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Jeffrey Lionel Dahmer (21. maj 196028. november 1994) var en amerikansk seriemorder, nekrofil og kannibal, der dræbte 17 mænd mellem 1978 og 1991. De fleste af drabene skete i perioden mellem 1989 og 1991.

Dahmer blev den 22. juli 1991 arresteret ved et tilfælde, da et af hans ofre, den unge Tracy Edwards, mirakuløst undslap fra lejligheden og tilkaldte politiet. Da man ransagede den lille lejlighed (lgh 213 i Oxford Apartments i Milwaukee), fandt man af fødevarer kun en pose chips – og i køleskabet et menneskehoved. I en fryser lå der plastikposer med yderligere 3 menneskehoveder og et blodigt menneskehjerte. I alt blev der fundet kranier, knogler og afskårne lemmer fra 11 ofre.

Barndom og tidlige liv

Jeffrey Dahmer, blev født i West Allis, Wisconsin,USA som søn af Lionel og Joyce Dahmer. Hans familie flyttede kort tid efter til Bath, Ohio, hvor han gik på Revere High School. Dahmer dissekerede døde dyr som barn og i hans teenageår var han en enegænger og alkoholiker. Dahmer gik på Ohio State University, men droppede ud efter to semestre. Dahmers far tvang han derefter til at melde sig til hæren, hvor han skulle have gjort tjeneste i 6 år, men han afskedigedes efter to år på grund hans voldsomme drikkeri. Da hæren afskedigede Dahmer i 1981, forsynede de ham med en flybillet til et tilfældigt sted i landet. Dahmer fortalte politiet, at han ikke kunne se sin far i øjnene, så han tog til Miami Beach, Florida, fordi han prøvede at ”køle af”. Han tilbragte det meste af sin tid der på et hospital, men blev hurtigt smidt ud for at drikke..[1]

I 1982 flyttede Dahmer ind hos sin bedstemor, i West Allis, Wisconsin, hvor han boede i 6 år. I august det år blev han arresteret for at blotte sig selv på et marked. I september 1986 blev han igen anklaget for at blotte sig offentligt, efter at to drenge havde meldt ham for at onanere på offentlig gade. Denne gang blev han dømt til et år i fængsel, hvoraf han sad 10 måneder. Den 25. september 1988 blev han arresteret for at gøre seksuelle tilnærmelser til en 13 år gammel dreng af latinsk afstamning i Milwaukee, for dette fik han en dom på et år, hvoraf han sad 10 måneder i en arbejdslejr. Dog fik han overbevist dommeren om, at han havde behov for terapi, og han blev løsladt med en betinget dom på 4 år. Han var nu påkrævet at registrere sig som sexforbryder. Kort tid derefter begyndte han på en række mord, som endte med hans anholdelse i 1991.

Mordene

I de tidlige morgentimer den 31. maj 1991 blev den 14 år gamle Konerak Sinthasomphone (en yngre bror til en dreng Dahmer tidligere havde forulempet) fundet gående rundt på gaden, nøgen og under stærk indflydelse af stoffer. Rapporter om drengens skader varierer. Dahmer fortalte politiet, at de havde haft et skænderi, mens de havde drukket, og at Sinthasomphone var hans 19 år gamle kæreste. Mod teenagerens protester, overlod politiet ham i Dahmers varetægt. De reporterede senere en underlig lugt, men de havde ikke undersøgt sagen. Det blev senere fundet ud af at være døde kroppe gemt i hans lejlighed. Senere denne nat dræbte og parterede Dahmer Sinthasomphone, han beholdte hans hoved som souvenir.

John Balcerzak og Joseph Gabrish, de to politibetjente, som overgav Sinthasomphone til Dahmers varetægt, blev fyret fra Milwaukee politi, efter deres handlinger blev offentliggjort - deriblandt en båndoptagelse med betjentenes homofobiske bemærkninger til den vagthavende og deres sarkastiske grin over at have returneret ”elskeren”. De to betjente gik i retten for at anke deres fyring og blev genindsat med løn og tilbagevirkende kraft. De blev udnævnt som årets betjente af politiforeningen. Balcerzak blev senere valgt som formand for Politiforeningen i maj 2005.[2][3] I sommeren 1991 myrdede Dahmer i gennemsnit en person om ugen. Han dræbte Matt Turner den 30. juni, Jeremiah Weinberger den 5. juli, Oliver Lacy den 12. juli og til sidst Joseph Brandehoft den 18. juli.

Anholdelsen

Den 22. juli 1991 lokkede Dahmer endnu et muligt offer ved navn Tracy (Traci) Edwards,[4]. Dahmer sloges med Edwards i forsøg på at iføre sit offer håndjern. Edwards flygtede og fik alarmeret en politibil med håndjernene hængende fra sit ene håndled. Tracy Edwards førte politiet hen til Dahmers lejlighed, hvor Dahmer i første omgang var venlig over for betjentene for så at vende bøtten, da han indså, at de mistænkte, at der var noget galt. Mens den ene betjent sloges med Dahmer, undersøgte den anden betjent lejligheden, hvor han fandt flere fotografier af mordofre og kropsdele af Dahmers ofre, deriblandt tre afhuggede hoveder og penisser. En mere grundig undersøgelse af hans lejlighed resulterede i endnu flere beviser, blandt andet flere fotografier af ofre og kropsdele af hans ofre i fryseren.

Historien om Dahmers anholdelse og indholdet af hans lejlighed med nummeret 213 blev hurtigt berygtet: Adskillige lig var opbevaret i aminosyrefyldte kar, flere hoveder blev fundet i hans fryser, og et påbegyndt alter med menneskekranier blev fundet i hans skab. Der var beskyldninger om, at Dahmer var nekrofil, kannibal og udførte en form for trepanation (en forhistorisk form for kirurgi, som bestod i at bore huller i kranium) for at skabe såkaldte "zombier". Ejendommen med hans lejlighed er siden revet ned pga. forbrydelserne.

Dom

I en opsigtsvækkende retssag tilstod Dahmer sig skyldig i mord, usømmelig omgang med lig og kannibalisme men erklærede sig mentalt utilregnelig. Han fortalte, hvorledes han havde bedøvet dem, boret huller i deres hoveder (mens de var levende), havde kvalt dem, havde haft sex med deres lig adskillige gange, havde skåret dem i stykker og enten spist eller gemt dele af dem til senere sexlege. Han fortalte, hvorledes han havde leget med de døde kroppe, og hvordan han havde kogt kødet af deres kranier og udstillet dem i sit hjem. Juryen afsagde deres dom, men eftersom dødsstrafen er afskaffet i delstaten Wisconsin, blev Dahmer dømt til 15 gange livsvarigt fængsel (937 år) for mordene.

Død

Den 28. november 1994 dræbte Christopher Scarver (født 1969) Jeffrey Dahmer og Jesse Anderson med et jernrør fra en vægt i fængslets træningsrum. Scarver hævdede, at han var Guds søn og at dræbe Dahmer og Anderson var at følge Hans vilje. Nogle mener, at race spillede en rolle i drabene, eftersom de fleste af Dahmers ofre var sorte, mens Anderson dræbte sin kone og gav en sort mand skylden.

Jeffrey Dahmer regnes i dag som en af USA's værste seriemordere gennem tiderne.

Dræbte

Navn [4] Alder Dødsdato
Stephen Hicks 19 Juni 1978
Steven Tuomi 26 September 1987
Jamie Doxtator 14 Oktober 1987
Richard Guerrero 25 Marts 1988
Anthony Sears 24 Februar 1989
Eddie Smith 36 Juni 1990
Ricky Beeks 27 Juli 1990
Ernest Miller 22 September 1990
David Thomas 23 September 1990
Curtis Straughter 19 Februar 1991
Errol Lindsey 19 April 1991
Tony Hughes 31 24. maj 1991
Konerak Sinthasomphone 14 27. maj 1991
Matt Turner 20 30. juni 1991
Jeremiah Weinberger 23 5. juli 1991
Oliver Lacy 23 12. juli 1991
Joseph Bradeholt 25 19. juli 1991

Forsøgte drab

  1. Tracy Edwards, 22 – juli 1991

Moderne kultur

Der er blevet filmatiseret og skrevet en masse bøger om Dahmer. De mest kendte film er nok Jeffrey Dahmer: The Secret Life fra 1993 med Carl Crew som Dahmer og den biografiske Dahmer fra 2002, med Jeremy Renner i hovedrollen.

Noter

  1. ^ Did Dahmer Have One More Victim?
  2. ^ "Cop union and cop image," Milwaukee Journal Sentinel; May 13, 2005
  3. ^ "Jeff Dahmer, a notorious serial killer and [[cannibal]] - the Crime library". CourtTV. {{cite web}}: Konflikt mellem URL og wikilink (hjælp)
  4. ^ a b BBC - Jeffrey Dahmer, the Milwaukee Cannibal
  5. ^ Johnson, Greg. Invisible Writer: A Biography of Joyce Carol Oates. New York: Dutton, 1998, p. Ύ201

Eksterne henvisninger