Jerry Lewis

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Der er flere personer med dette navn, se Jerry Lewis (flertydig).
Jerry Lewis 1958

Jerry Lewis (født Joseph Levitch 16. marts 1926), er en amerikansk komiker, skuespiller, filmproducent, forfatter og filminstruktør kendt for sin slapstick humor og sine velgørenheds teleton til Muscular Dystrophy Association – en amerikansk organisation som forsker i bekæmpelse af muskelsvind.

Lewis arbejdede oprindeligt i 1946 meget sammen med Dean Martin, og dannede 'komediegruppen' Martin and Lewis. Bortset fra deres populære arbejde på natklubber, spillede de med i en vellykket række komediefilm for Paramount Pictures. Parret stoppede samarbejdet ti år efter.

Karriere[redigér | redigér wikikode]

Lewis blev født i Newark, New Jersey ind i en jødisk amerikansk familie. Hans far var vaudeville skuespiller. Han begyndte i burlesk(?) i 1942 i en alder af 16 år og giftede sig to år senere i 1944 som 18-årig. Hans første berømmelse fik han med sangeren Dean Martin, som var den ligefremme mand i forhold til Lewis' maniske og skøre narrestreger som Martin and Lewis komediegruppen. De skillede sig ud fra de fleste andre komediespil i 1940'erne ved at stole på de to komikeres samspil i stedet for planlagt sketches. I de sene 1940'ere opnåede de hurtigt national betydning, først med deres populære spil på natklubber og senere som filmstjerner. Anmeldere havde ofte svært ved at beskrive deres kaotiske skuespil ud over det lakoniske "Martin synger og Lewis klovner". De fortsatte med at medvirke i film og i fjernsynet indtil deres samarbejde stoppede i 1956. Efter de gik fra hinanden, blev de to indblandet i en meget omtalt fejde som aldrig rigtig sluttede; den næste gang de kunne ses sammen igen offentligt var da Martin overraskende dukkede op på Lewis' teleton i 1976, arrangeret af Frank Sinatra. Lewis skrev om sit forhold til Martin i bogen Dean and Me (A Love Story) fra 2005. Da Sinatra prøvede at få Lewis tilbage til Martin er Lewis blevet citeret for at sige "Jeg vil aldrig nogensinde arbejde med den fulderik igen". Selvom parret blev forsonet i sen-1980'erne efter Martins søn døde, blev der aldrig nogen genforening af de to.

Lewis vendte tilbage til skuespillet alene med sin debutfilm The Delicate Delinquent i 1957. Han samarbejdede med instruktøren Frank Tashlin, hvis baggrund som vittighedstegner passede til Lewis' humor, han spillede med i fem film mere og spillede også Itchy McRabbitt i Li'l Abner (1959) selvom han ikke står på rollelisten. Derefter producerede, instruerede, var med til at skrive med Bill Richmond og spillede sig med i sin egen film med titlen The Bellboy i 1960. Ved at bruge Fontainebleau Hotel i Miami som scene, på et lille budget, en meget stram tidsplan og uden manuskript filmede Lewis om dagen og optrådte på hotellet om aftenen. Under produktionen udviklede Lewis en teknik hvor han brugte videokameraer og flere skærme fra overvågningskameraer til at se scenerne samtidig med at han filmede dem. Dette gjorde ham i stand til at gennemgå sin præstation øjeblikkeligt. Senere indføjede han videobånd, og da mere transportabelt og økonomisk udstyr blev tilgængeligt, blev denne teknik en standard kendt i industrien som video assist.

Lewis instruerede flere film som han skrev sammen med Richmond, deriblandt The Ladies Man, The Errand Boy og ikonfilmen The Nutty Professor. I denne periode blev han også rost af intelektuelle franske kritikere i inflydelsesrige Cahiers du Cinema for sine absurde komidier, til dels fordi han havde skabt sig et omdømme som en auteur som havde total kontrol over alle aspekter af sine film, ligesom Howard Hawks og Alfred Hitchcock. I marts 2006 tildelte den franske kulturminister Lewis 'Legion of Honor' og kaldte ham 'det franske folks yndlingsklovn.' [1] Derfor er det at kunne lide Jerry Lewis blevet en stereotyp om franskmænd i mange amerikaneres øjne og der findes mange jokes om dette i den amerikanske popkultur.

Billetindtægterne fra Lewis' film dalede i midten af 1960'erne. I 1966 begyndte han som vært for det årlige Labor Day teleton for Muscular Dystrophy Association, en organisation som han havde været offentligt forbundet med siden 1950. Han forblev populær i Europa indtil 1980'erne.

Senere instruerede og medvirkede Lewis i uudgivede The Day The Clown Cried i 1972. Filmen var et drama som foregik i en nazistisk koncentrationslejr. Lewis har forklaret hvorfor filmen ikke blev udgivet ved at antyde retssager over finansielle problemer efter filmen var færdigfilmet. Han har dog senere, da han rejste rundt for at reklamere for sin bog Dean and Me indræmmet at en anden grund til at filmen blev droppet var, at han ikke var stolt af den. Den er kun blevet set af meget få personer, men de som angiveligt skulle have set den har udskældt den for at være særdeles dårlig smag (som Spy Magazine gjorde i 1992). [Kilde mangler]

Efter ikke at have lavet film i 8 år, vendte Lewis tilbage i starten af 1980'erne med Hardly Working , en film som han både instruerede og spillede med i. På trods af at anmelderne rakkede filmen ned, indtjente filmen 50 millioner dollar. Han efterfulgte dette med en meget rost optræden i Martin Scorseses film The King of Comedy fra 1983 hvor Lewis spiller en TV vært som plages af besatte fans (spillet af Robert de Niro og Sandra Bernhard). Ironisk nok havde Dean Martin tidligere fået tilbudt, og afslået, rollen. Lewis fortsatte med at arbejde på små film i 1990'erne, deriblandt sine biroller i den sorte komediefilm Funny Bones (1995) og Arizona Dream (1992).

Lewis og hans populære filmfigurer blev animeret i tegneserien Will The Real Jerry Lewis Please Sit Down? som startede på ABC i 1970 og sluttede i 1972. Serien blev produceret hos Filmation Studios, og David Lander (som senere blev kendt for Laverne and Shirley) lagde stemme til Jerry Lewis.

Lewis fik en mindre blodprop 11. juni 2006 efter en kommerciel flyvetur tværs over USA da han var på vej hjem fra New York. [2] Man fandt senere ud af, at han også havde lungebetændelse. Lewis aflyste herefter sin deltagelse i flere store begivenheder og brugte et par uger på at komme sig.

Lewis bor i øjeblikket i Las Vegas, Nevada.

Velgørenhedsarbejde[redigér | redigér wikikode]

Lewis har organiseret et Labor Day teleton for at hjælpe med at samle penge ind til Muscular Dystrophy Association (den amerikanske version af Muskelsvindfonden) siden 1966. Hans indsats har hjulpet til at samle cirka 2 milliarder dollar ind. [3] I 1977 blev han nomineret til Nobels fredspris og i 1985 modtog han en Department of Defense Medal for Distinguished Public Service fra det amerikanske forsvarsministerium. I september 2005 var Lewis blevet udvalgt til at modtage Governor's Award fra Academy of Television Arts and Sciences, for at hædre hans mange teleton.

Hans teletons er ofte spækket med stjerner: Blandt Lewis' medværter har gennem årene været Ed McMahon og Casey Kasem. Frank Sinatra optrådte ofte i hans teleton i 1970'erne og 1980'erne.

På sit 40. Labor Day teleton i 2005 samlede Lewis også ind til Frelsens Hær (til ofrene for orkanen Katrina) samtidig med sin indsamling til Muscular Dystrophy Association, selvom han også anbefalede seerne at give til det amerikanske Røde Kors.

På grund af sin kultstatus i Frankrig og sit velgørenhedsarbejde i kampen mod neuromuskulære sygdomme, har han også været vært for de franske muskelsvindsteleton i 1987 og 1991.

Kritik[redigér | redigér wikikode]

MDA og Jerry Lewis er blevet kritiseret af nogle aktivister som kæmper for handicappedes rettigheder for deres tendens til at få handicappede til at fremstå som "ynkværdige ofre som ikke vil have eller behøver mere end en stor velgørenhed til at tage sig af dem og kurere dem" [4]. Kritikere mener at ved at fokusere på medicinske kure til at "normalisere" handicappede glemmer man at tage fat på problemer med tilgængelige bygninger, transport, muligheder for arbejde og andre borgerlige rettigheder. [Kilde mangler]

Jerry Lewis har flere gange ytret sig på en måde som er blevet anset for at være ufølsom over for de handicappede:

  • I 1990 skrev han essayet If I Had Muscular Dystrophy ("Hvis jeg havde muskelsvind") til Parade magasinet, hvori han beskrev folk med muskelsvind som værende "en halv person." [5] Mange handicappede har anset hans bemærkning for at være fordomsfuld og for at bidrage til ideen om at handicappede mennesker er "barnagtige, hjælpeløse, håbløse, ikke-fungerende mennesker som ikke bidrager til samfundet." [6]
  • 20. maj 2001 svarede han sine kritikere i et interview på CBS News Sunday Morning: "Hvis du ikke vil have at folk skal få medlidenhed med dig fordi du er en krøbling i kørestol, så lad være med at komme ud af huset." Igen har rettighedsgrupper kritiseret ham for at fremstille handicappede som hjælpeløse og bundne til deres hjem. [Kilde mangler]

Trivia[redigér | redigér wikikode]

En af Jerry Lewis' stjerner på Hollywood Walk of Fame
  • Jerry Lewis har vundet mange Lifetime Achievement Awards fra American Comedy Awards, The Golden Camera, Los Angeles Film Critics Association, Venedig Filmfestival og han har to stjerner på Hollywood Walk of Fame.
  • Lewis har kæmpet mod prostatakræft, sukkersyge og lungefibrose . Medicinsk behandling mod fibrosen i de tidlige 2000'er fik komikeren til at tage kraftigt på i vægt og ændrede hans udseende betydeligt.
  • Lewis har i mange år haft rygsmerter på grund af et slapstick stunt som slog fejl og var tæt på at lamme ham. Et elektronisk apparat udviklet af Medtronic blev for nylig implanteret i hans ryg og har hjulpet til at reducere ubehaget. Han er nu en af Medtronics ledende talsmænd.
  • Lewis prøvede sangkarrieren i 1950'erne, hvor han havde to numre på hitlisterne: "Rock-A-Bye Your Baby with a Dixie Melody" (en sang af Al Jolson, som blev populær da Judy Garland sang den) såvel som sangen "It All Depends On You" i 1958.
  • The Simpsons' Hank Azaria baserede stemmen til Professor Frink på Lewis' Nutty Professor figur Julius Kelp. Lewis selv blev inviteret til at være Frinks far.
  • Animaniacs figuren "Mr. Director" er inspireret af Lewis
  • Lewis er fan af Brisbane Lions fodboldklubben i Australian Football League.
  • I 1984 blev han nomineret til Golden Raspberry Award for værste skuespiller for sin rolle i Slapstick of Another Kind.
  • Lewis er far til 1960'er popmusikeren Gary Lewis, som havde flere hits i midten af 1960'erne med sin gruppe Gary Lewis & the Playboys.
  • I et radiointerview han gav i forbindelse med sin bog i 2005, sagde Lewis at hans IQ er blevet målt til at være 169.

Filmografi[redigér | redigér wikikode]

År Film Rolle Med Dean Martin Noter
1949 My Friend Irma Seymour Ja Filmdebut
1950 My Friend Irma Goes West Seymour Ja
1950 The Milkman Unavngivet mælkemand Statist (ikke bekræftet)
1950 At War With The Army konstabel Alvin Korwin Ja
1951 That's My Boy 'Junior' Jackson Ja
1952 Sailor Beware Melvin Jones Ja
1952 Jumping Jacks Hap Smith Ja
1952 Road to Bali 'Damen' i Lalas drøm Ja statist
1953 The Stooge Theodore Rogers Ja
1953 Scared Stiff Myron Mertz Ja
1953 The Caddy Harvey Miller, Jr. Ja
1953 Money From Home Virgil Yokum Ja Filmet i 3-D
1954 Living It Up Homer Flagg Ja
1954 3 Ring Circus Jerome F. Hotchkiss Ja
1955 You're Never Too Young Wilbur Hoolick Ja
1955 Artists and Models Eugene Fullstack Ja
1956 Pardners Wade Kingsley Sr/Wade Kingsley Jr. Ja
1956 Hollywood Or Bust Malcolm Smith Ja
1957 The Delicate Delinquent Sidney L. Pythias
1957 The Sad Sack Menig Meredith Bixby
1958 Rock-A-Bye Baby Clayton Poole
1958 The Geisha Boy Gilbert Wooley
1959 Don't Give Up the Ship John Paul Steckler I, IV, and VII
1959 Li'l Abner Itchy McRabbit Statist
1960 Visit to a Small Planet Kreton
1960 The Bellboy Stanley/Sig selv
1960 Cinderfella Cinderfella
1961 The Ladies Man Herbert H. Heebert/Mama Heebert
1961 The Errand Boy Morty S. Tashman
1962 It'$ Only Money Lester Marsh
1963 The Nutty Professor Professor Julius Kelp/Buddy Love/Baby Kelp
1963 It's a Mad, Mad, Mad, Mad World Mand som kører hatten over Statist
1963 Who's Minding the Store? Norman Phiffier
1964 The Patsy Stanley Belt/Sangere i trioen
1964 The Disorderely Orderly Jerome Littlefield
1965 The Family Jewels Willard Woodward/James Peyton/Everett Peyton/Julius Peyton/Capt. Eddie Peyton/Skylock Peyton/'Bugs' Peyton
1965 Boeing Boeing Robert Reed
1966 Three On A Couch Christopher Pride/Warren/Ringo/Rutherford/Heather
1966 Way...Way Out Pete Mattermore
1967 The Big Mouth Gerald Clamson/Syd Valentine
1968 Don't Raise the Bridge, Lower the River George Lester
1969 Hook, Line & Sinker Peter Ingersoll/Fred Dobbs
1970 Which Way to the Front? Brendon Byers III
1981 Hardly Working Bo Hooper Udgivet i Europa i 1980
1983 The King of Comedy Jerry Langford Filmet i 1981
1983 Cracking Up Warren Nefron/Dr. Perks
1984 Slapstick (Of Another Kind) Wilbur Swain/Caleb Swain Udgivet i Europa i 1982
1984 Retenez Moi...Où Je Fais Un Malheur Jerry Logan Fransk udgivelse. Aldrig udgivet i USA.
1984 Par Où Rentré? On T'a Pas Vue Sortir Clovis Blaireau Fransk udgivelse. Aldrig udgivet i USA.
1987 Fight For Life Dr. Bernard Abrams ABC tv-film
1989 Cookie Arnold Ross
1992 Mr. Saturday Night Guest statist
1993 Arizona Dream Leo Sweetie
1995 Funny Bones George Fawkes

Anden filmografi[redigér | redigér wikikode]

Bøger[redigér | redigér wikikode]

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]