Johann Gottlieb Fichte

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Johann Gottlieb Fichte
Personlig information
Fødselsdato 19. maj 1762Rediger på Wikidata
Fødested RammenauRediger på Wikidata
Dødsdato 27. januar 1814 (51 år), 29. januar 1814 (51 år)Rediger på Wikidata
Dødssted BerlinRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Eksterne henvisninger
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Fichte.

Johann Gottlieb Fichte, den ældre Fichte (født 19 maj 1762 i Rammenau, Sachsen, død 27 januar 1814 i Berlin) var en tysk filosof; far til filosoffen Immanuel Hermann Fichte, "den yngre Fichte" .

Fichte var ved siden af Immanuel Kant, Friedrich Schelling og Georg Wilhelm Friedrich Hegel den tyske idealismes ledende repræsentant.

Liv og gerning[redigér | redigér wikikode]

Fichte kom fra fattige kår: faderen var væver, og han måtte arbejde som barn.

Fichte studerede teologi i årene 1780–1784, først i Jena, Wittenberg, senere i Leipzig, men afbrøt studierne. I årene 1784–1790 arbejdede han som huslærer.

Som følge af, at en filosofistudent bad ham forklare Kants Kritik af den rene fornuft for sig, vendte Fichte i 1790 tilbage til Leipzig og fordybede sig i Kant. Fichte oplevede Kants filosofi som en befrielse fra sit deterministiske verdenssyn, og skrev Aphorismen über Religion und Deismus. I juli 1791 besøgte han Kant i Königsberg men blev skuffet. I 1792 udgav han efter Kants anbefaling værket Versuch einer Critik aller Offenbarung. Værket blev udgivet anonymt og gik først for at være et længe savnet religionsfilosofisk værk av Kant selv. Da Kant opklarede misforståelsen, blev Fichte berømt og fik en undervisningstilling i filosofi i Jena efter anbefaling af Weimarministeren Goethe. Fichte blev Reinholds efterfølger og tiltrådte i 1794. Samme år udgav han første udkast til en systematisk rekonstruktion af Kants videnskabslære, den såkaldte Grundlage der gesamten Wissenschaftslehre.

I de følgende år offentliggjorde Fichte en del større værker, af disse skabte essayet Über den Grund unseres Glaubens an eine göttliche Weltregierung furore og førte til den såkaldte ateisme-strid. Fichte blev beskyldt for at være ateist og blev i 1799 afskediget fra professoratet. I en appel i 1789 forsøgte han at tilbagevise påstanden om, at han var ateist.

I årene efter afskedigelsen boede han sig hovedsagelig i Berlin, hvor han arbejdede som privatdocent.

I 1804 takkede Fichte ja til en stilling ved Universitetet i Erlangen og blev professor fra april 1805. I 1806 flygtede han til Königsberg på grund af Napoleons invasion.

Fichte vendte tilbage til Berlin i 1807 og holdt i årene 1807–1808 sine berømte Reden an die deutsche Nation. I 1810 blev han udnævnt til professor i filosofi ved det nyoprettede universitet i Berlin, og blev dets første rektor (1811–1812).

Videnskabeligt arbejde[redigér | redigér wikikode]

Kritik af Kant[redigér | redigér wikikode]

Kants filosofi førtes af Fichte videre til en ren idealisme. Fichte kritiserede resterne af dogmatismen i Kants filosofi, dvs. dette at Kant forudsatte tingen i sig ("Ding an sich"). Bertrand Russell mente i A History of Western Philosophy, at Fichte i sin subjektivisme nærmede sig "insanity", og at han, idet han anså jeg'et som den eneste gyldige realitet, nærmede sig solipsismen. Russell mente, at Fichte ikke kan anses vigtig som filosof, men i stedet at hans betydning ligger i, at han gav den tyske nationalisme et filosofisk grundlag, hvilket kommer til udtryk i Taler til den tyske nation fra 1807.

Jeg'ets skabende aktivitet[redigér | redigér wikikode]

Kundskabens grundlag så Fichte i jeg'ets skabende aktivitet. Jeg'et har ikke mulighed for at vide noget om tingen i sig og dermed skal man ikke tale om det. Man kan blot se omverdenen som ikke-jeg, og eftersom kundskaben er begrænset til jeg'ets bevidsthed, bliver kundskab om omverden umulig. Jeg'et opfatter altså sine tankefrembringelser som en verden af i sig eksisterende fakta: omverden eller ikke-jeg'et skaber jeg'et selv eller jeg'et sætter ikke-jeg'et. Jeg'et og ikke-jeg'et kommer således til at virke i et dualistisk, gensidigt afhængighedsforhold.

Fichtes "jeg" indbefatter på en måde alle jeg'er – et absolut jeg (det rene jeg) som kan forstås som en slags almen moralsk verdensorden eller grundlæggende formende aktivitet. Så kan verden ses som en verden formet for menneskelig handling, hvor individet er et handlende væsen snarere end en ting. Menneskets bestemmelse er friheden.

Frihedens filosof[redigér | redigér wikikode]

Man kan således se Fichte som en frihedens filosof: han mente, at den lovbundenhed og kausalitet, som vi oplever i naturen, er en forudsætning for, at jeg'et skal kunne indse sammenhængen i naturen og handle på en meningsfuld måde. Determinismen bliver altså en forudsætning for indeterminismen eller troen på viljens frihed.

Fichte så jeg'et som et i vid betydning alment jeg, hvori alle tænkende subjekter har del, hvilket skulle kunne ligestilles med Gud; verdens-jeg'et manifesterer sig i individerne: individerne er til for at handle i eller omforme verden i overensstemmelse med verdens-jeg'ets (Guds-) vilje (som individerne er del af). Menneskets bestemmelse er friheden og dets frie handlen er således afhængig af verdensviljen.

Af Fichtes skrifter[redigér | redigér wikikode]

  • 1794 Grundlage der gesamten Wissenschaftslehre, ("Grundlaget for hele videnskabslæren"), hvor Fichte bestemte det absolutte jegs sættelse af sig selv, «Selbstsetzung des absoluten Ichs» som kernepunktet for viden og filosofiens endelige begrundelse
    • Fichte, Johann Gottlieb (2001). Forsøg på en ny fremstilling af videnskabslæren Oversat og udgivet af Poul R. Mørch-Petersen. Det lille Forlag. DK5=12 Fichte, Johann Gottlieb. ISBN 87-90030-85-0. Originaltitel: Versuch einer neuen Darstellung der Wissenschaftslehre.
Den tyske filosof Johann Gottlieb Fichtes forsøger i sin videnskabslære at udarbejde et system, der beskriver grundlaget for viden og videnskab med udgangspunkt i jeget, ikke at forveksle med såkaldt videnskabsteori.
  • 1807/08 Reden an die deutsche Nation, ("Taler til den tyske nation") i forbindelse med de franske troppers tilstedeværelse i Berlin

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Tyskland Stub
Denne biografi om en tysker er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi