Friedrich von Schelling

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Friedrich Wilhelm Joseph von Schelling
Romantikken
FriedrichWilhelmSchelling.jpg
Personlig information
Født Friedrich Wilhelm Joseph SchellingRediger på Wikidata
27. januar 1775
LeonbergRediger på Wikidata
Død 20. august 1854 (79 år)Rediger på Wikidata
Bad RagazRediger på Wikidata
Religion LutheranismeRediger på Wikidata
Ægtefæller Pauline Gotter,
Caroline Schelling (1803-1809)Rediger på Wikidata
Barn Clara SchellingRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Eberhard Karls Universität TübingenRediger på Wikidata
Medlem af Ungarsk Videnskabsakademi,
Det Preussiske Videnskabsakademi,
Bayerische Akademie der WissenschaftenRediger på Wikidata
Fagområde Naturfilosofi, tysk idealisme, ontologi
Arbejdsgiver Humboldt-Universität zu Berlin, Friedrich-Schiller-Universität Jena, Julius Maximilians Universitet Würzburg, Ludwig-Maximilians-Universität MünchenRediger på Wikidata
Arbejdssted MünchenRediger på Wikidata
Skole/tradition Tysk idealisme
Påvirket af Immanuel Kant
Har påvirket Iain Hamilton Grant
Nomineringer og priser
Udmærkelser Pour le Mérite for videnskab og kunst,
Pour le Mérite,
Bayerske Maximiliansorden for videnskab og kunstRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Friedrich Wilhelm Joseph von Schelling (27. januar 1775 i Leonberg i Württemberg, død 20. august 1854 i Ragaz[1]) var en tysk filosof. Schelling var en del af den tyske idealisme og placeres imellem Fichte, hans mentor før 1800, og Hegel, hans gamle værelseskammerat på Eberhard Karls Universität Tübingen (sammen med Hölderlin). Schelling udgjorde også en del af den romantiske bevægelse.

Liv og gerning[redigér | redigér wikikode]

Faderen var præst i Leonberg i Württemberg.[1] Schelling studerede teologi og filosofi i Tübingen, hvor ham sluttede venskab med Hegel og Hölderlin. Efter at have taget doktorgraden her drog han 1796 til Leipzig som lærer for to unge adelige. I 1798 blev han på foranledning af Goethe udnævnt til professor i Jena, der på den tid var centeret for den tyske romantik. Han traf Fichte, der virkede som professor her til 1799, Novalis, Tieck, Steffens, brødrene Schlegel med deres hustruer og et par år senere atter Hegel, i forbindelse med hvem han 1802—03 udgav tidsskriftet "Kritisches Journal der Philosophie". Før dette havde han i Jena udgiver "Zeitschrift für speculative Physik" (1800—02), der atter fortsattes 1803 som "Neue Zeitschrift für speculative Physik". Samme år giftede han sig med A.W. Schlegel’s fraskilte hustru Karoline, f. Michaelis (om hende og hendes Forhold til Schelling se hendes, under titelen "Karoline", af Waitz [1871 og 1882] udgivne breve), og overtog et professorat i filosofi i Würzburg, hvor han begyndte udgivelsen af "Jahrbücher d. Medizin" (1805—08). I 1806 blev han medlem af Videnskabernes Akademi i München og senere dets sekretær.[1]

Efter sin første hustrus død i 1809 giftede han sig med Pauline Gotter i 1812. Året efter begyndte han udgivelsen af et nyt tidsskrift, "Allg. Zeitschr. von Deutschen für Deutsche". Efter en Fejde med München-akademiets præsident Jacobi forlod han München og holdt 1820—26 forelæsninger i Erlangen, til han 1827 kaldtes tilbage til München og blev professor ved det nyoprettede universitet der, senere geheimeråd og præsident for Videnskabernes Akademi. For at støtte den kirkelige reaktion kaldte Frederik Vilhelm IV ham 1841 til Berlin. Dels fordi de med så stor spænding imødesete Berlin-forelæsninger blev en fiasko, dels af vrede over, at de blev udgivne uden hans vidende og vilje, trak Schelling sig tilbage fra sin lærervirksomhed.[1]

Filosofisk udvikling[redigér | redigér wikikode]

I filosofiens historie står Schelling som den typiske romantiker, en glimrende begavelse, der hurtig lærte, men atter hurtig fra videnskabelig undersøgelse gik over til geniale syner eller sælsomme fantasterier. Han stillede altid sin fremgangsmåde i modsætning til erfaringens lange, besværlige vej, og han nåede selv for tidlig sit højdepunkt. Mens Hegel som moden mand langsomt opførte sit vældige system, skrev Schelling sine bedste værker mellem sit 22. og 29. år. Men hurtig lammedes han i sin produktion, hans arbejde blev kun tilløb og, ofte ret pralende, bebudelser af, hvad der skulle komme. Han er filosofiens egentlige romantiker ved sin kærlighed til naturen, hvis inderste væsen han mente at have skuet. Mens romantikken hos Fichte var etik, begyndte den hos Schelling som naturpanteisme og endte i en religiøs mysticisme. Han er romantiker i sit had til oplysningstiden, også her den mest udprægede ved sin ungdommelige og overmodige polemik mod den. Mens Fichte gennem Kant og i meget af sit bedste har forbindelse med den, og selv Hegel på visse punkter står den nær, har Schelling brudt med den i alle retninger og står også Kant fjernt; hvad han tog fra Fichte’s teoretiske filosofi, var stedse de tanker, i hvilke denne var mindst påvirket af Kant. Schelling S.’s Filosofi kan ikke betragtes som eet system, men som flere ret afvigende stadier.[1]

Tidlige udvikling[redigér | redigér wikikode]

Han var begyndt med at studere teologi, og hans første arbejder ("Dissertationen" [1792] og "Ueber Mytherne" [1793]) viser særlig påvirkning af Herder, der inden for oplysningstiden i meget var forløber for den egentlige romantik. Sammen med Hegel gik han snart over til filosofien og studerede særlig Kant og dennes efterfølgere og kritikere. I 1794 kom Fichte’s "Wissenschaftslehre", og studiet af denne gav Schelling den afgørende impuls; samme år skrev han en afhandling i Fichte’s ånd: "Ueber die Möglichkeit einer Form d. Philos. überhaupt" (1795); denne fulgtes samme år af skriftet: "Vom Ich als Prinzip d. Philos.".[1] Fichte ville udlede alt af Jeg’et, men da der var tilstande (objekterne) i vor bevidsthed, der ikke kunne forklares ud fra det Jeg, vi kender, antog han en 3. faktor, det absolutte Jeg, der var årsagen både til det empiriske Jeg og til objekterne (Ikke-Jeg’et); Spørgsmålet måtte, da alt skulle forklares ud fra det absolutte princip, blive dette: hvorfor det absolutte Jeg delte sig, "satte et Ikke-Jeg", og den vanskelighed, der ligger heri, og som vil gå igen i ethvert forsøg på at udlede alt af eet princip, opgav Fichte teoretisk at løse, idet han henviste til etikken: uden kamp ingen moral, Jeg’et må derfor sætte sig selv en modstand for at kunne handle etisk. Det er mod dette hovedpunkt, Schelling retter sin kritik: det etiske kan kun anvendes på personligheder, på noget begrænset, og ikke på det absolutte Jeg, der er ubegrænset, for at forklare, at dette begrænser sig selv. Fichte’s absolutte Jeg kan konsekvent kun forestilles som den absolutte magt. Skønt Schelling i grundprincipper og metode helt står på Fichte’s grund, er hans kritik af betydning og interessant, fordi den straks fremhæver den dybe forskel mellem de to tænkere. Fichte’s system begyndte og endte, trods al abstrakt spekulation, i etik, Schelling interesserede sig aldrig derfor.[2] I "Philos. Briefen über Dogmatismus und Kriticismus" (1796) kritiserer han Kant’s moralske beviser for Guds tilværelse og opstiller den for hele hans senere filosofi så karakteristiske "intuitive anskuen" af det evige, i hvilken han søger at forene Spinoza’s cognitio sub specie æterni med Fichte’s subjektivisme. I 1796—97 skrev han "Abhandlung zur Erläuterung des Idealismus", hvor han uddyber sin kritik af Kant og i tilslutning til Fichte opstiller viljen, som han mener Kant med urette alene byggede sin etik, men ikke sin teoretiske filosofi på, som det sidste grundprincip.[2]

Andet stadium[redigér | redigér wikikode]

Med 1797 begynder der et nyt stadium i Schelling’s Filosofi. Etikken, der lå Schelling fjernt, var kernen i Fichte’s filosofi, den abstrakte dialektik over Jeg og Ikke-Jeg måtte i længden uden den blive for tør og indholdsløs. Schelling’s kærlighed til naturen førte ham til at drage den side frem, Fichte helt havde ladet ligge. For Fichte var naturen tilstrækkelig karakteriseret i ordene "das versinnlichte Material unserer Pflicht"; det var her, Schelling så den store mangel, og hans første plan var da at give en naturfilosofi som supplement til Fichte’s system, men inden for dettes rammer. Han lægger derfor ikke som Fichte blot vægt på, hvorfor subjektet sætter et objekt, hvorfor Jeg’et må danne den ydre natur, men skyder omvendt det problem i forgrunden: hvorledes kan ånden udvikles af naturen? Han fjerner sig hermed fra Fichte’s skarpe modsætning mellem ånd og natur og optager Herder’s tanke om naturen som et trin op mod ånden. Af afgørende betydning har sikkert også påvirkningen fra Spinoza været. idealistisk bliver den løsning, han mener at kunne give på dette problem, derved, at han finder de samme kræfter, der virker i ånden, som virkende i naturen; den samme modsætning ("Duplicitet"), der findes i Jeg’et som modsætning mellem dette og dets objekt, går igen overalt (System, s. 190); han går altså her fra de højere former ned til de lavere, hans metode er derfor "konstruktiv" og tillige, da vejen går gennem den stadige påvisning af modsætninger, dialektisk. Fichte gik ud fra modsætningen mellem Jeg og Ikke-Jeg, den positive og negative grundkraft, men standsede i problemets abstrakte sfærer; det nye hos Schelling er, at han fører dette modsætningsforhold ned gennem naturfænomenernes række. Og som subjekt og objekt hos Fichte involverer hinanden, kommer naturens duplicitet, hvis metodiske udtryk altså dialektikken er, i virkeligheden til hos Schelling at forudsætte en identitet, det absolutte: "Naturen skal være den synlige Aand, Aanden den usynlige Natur" (Ideen, Einleitung).[2]

De forskellige trin af naturen ("potenserne") er betegnede ved, om den subjektive eller objektive side ("pol") har overvægten, og i denne sin påvisning af polaritetsforholdet ned gennem naturfænomenerne fandt Schelling en ikke uvæsentlig støtte i det 18. århundredes elektricitetslære, særlig ved Luigi Galvani’s og Charles Augustin Coulomb’s opdagelser: "De elektriske Fænomener danner det til Grund liggende Skema for hele Materiens Konstruktion" (Einl., s. 46). Af betydning for ham var her arbejderne af H.C. Ørsted’s ven, fysikeren Johann Wilhelm Ritter, der samtidig med Schelling boede i Jena. Naturfilosofien bliver teleologisk, for så vidt som ånden sættes som den højeste potens, som det der gennem udviklingen klarere og klarere udtrykkes i naturen; denne må betragtes som "åndens odyssé«, åndens tilbagevenden til sig selv i sin højeste form. Men denne udvikling med identitet gennem alle potenserne opfattede Schelling ikke, som fandt der, hvad man senere har kaldt en naturlig udvikling sted mellem disse, slægtskabet var et blot ideelt; ligheden viste tilbage til samme grundtype, ideen, som hver potens trods mange afvigelser søgte at udtrykke, men ikke til en real sammenhæng mellem formerne. Kontinuiteten ligger kun i det absolutte; mellem formerne i den natur, vi kender, er der spring. Schelling skiller sig ved dette ud fra Leibniz, hvis opfattelse han ellers i meget stod nær, og hans teori danner her den idealistiske modsætning til den realistiske udviklingslære hos Charles Darwin. potenserne betragtede Schelling dog kun kvantitativt forskellige og kaldte derfor sin naturfilosofi for "dynamisk atomistik"; selve rækken af dem mente han også at kunne konstruere. Den første reale potens er udtrykt ved tyngden, den anden ved lyset, den tredie ved organismen som produktet af de to første. Hertil svarer atter de ideale potenser: sandhed (erkendelsen), godhed (handlingen) og skønhed (kunsten). I den kunstneriske skaben når ånden sin højeste form. Schelling’s Konstruktion af Naturen er fantasier over visse naturvidenskabelige begreber og har i sine enkeltheder næppe interesse længere; både i disse og navnlig i hele sin metode står »Naturfilosofien« virkelig naturvidenskab fjernt. Til denne periode hører følgende værker: "Ideen zu einer Philos. d. Natur" (1797, del I, mere udkom aldrig), "Von der Weltseele", (1798), "Erster Entwurfe, Syst. d. Naturphilos." (1799), "Einleitung zu einem Entwurf" (samme år) og endelig "System des transcendentalen Idealismus" (1800); hertil kommer to mindre afhandlinger (i "Zeitschrift für speculative Physik").[2]

Ikke med glæde havde Fichte af sit system set naturfilosofien udvikle sig, og efter en stedse skarpere brevveksling ("Fichte’s und Schelling’s philos. Briefwechsel" [1856], s. 80 ff.) kom det 1801 til et afgørende brud mellem de to venner. Samtidig knyttedes et nærmere venskab mellem Schelling og Hegel, der nu var kommen til Jena; filos. synes Schelling her at have været den førende og har sikkert øvet indflydelse på vennens udvikling.[3]

Tredje og fjerde stadium[redigér | redigér wikikode]

Friedrich Wilhelm Schelling, maleri af Joseph Karl Stieler fra 1835.

Schelling’s tredie stadium (1801-03) adskiller sig blot fra det andet derved, at den tanke: at natur og ånd er det samme, skydes mere i forgrunden; selve det absolutte som identiteten bliver filosofiens egentlige objekt. Heraf følger, da de samme former skal gå igen i de forskellige potenser, en endnu vilkårligere symbolik eller analogiseren af de forskellige naturfænomener og en stærkere fremhæven af den mystiske skuen af enheden. Denne træder særlig frem i den sværmeriske dialog "Bruno" (1802); andre skrifter fra denne periode er: "Darstellung meines Systems" (1801) og "Fernere Darstellung" (1802). Særlig må fremhæves: "Die Methode des academischen Studium" (1803), der måske er Schelling’s betydeligste værk. Interessant er her den historiske mere underordnede stilling, Schelling i modsætning til sin senere filosofi giver kristendommen (Vorles., IX), og udformningen af den tanke, han ifølge sin fremhæven af det absolutte som det oprindelige og højeste måtte nå til, og som i alle sine former er et af de typiske mærker for romantikken: dekadenceteorien, klarest udtrykt i de ord: "Der gives ingen Tilstand af Barbari, som ikke stammer fra en Kultur, der er gaaet til Grunde" (Vorles., VIII).[3] Denne overføring af princippet om at forklare det lavere ud fra det højere, fra naturfilosofien til det historiske område har særlig i religionsvidenskaben spillet en stor rolle (den Schelling-Creuzer’ske "urmonoteisme"). Ved denne tanke om frafaldet fra ideerne ytrer sig allerede stærkt en platoniserende tendens, der bliver det afgørende i Schelling’s 4. stadium (1804—09). Hans hovedværk fra denne periode er "Philosophie und Religion" (1804), hvortil slutter sig "Das Verhältniss des Realen und Idealen in der Natur" (1806), "Darlegung d. wahren Verhältn. d. Naturphilos. z. verbess. Fichte’schen Lehre" (samme år), "Über d. Verhältn. d. bildende Künste z. Natur" (1807) og nogle afhandlinger (i "Jahrbücher d. Medicin").[3]

Skelsåret 1809[redigér | redigér wikikode]

Caroline Schelling (f. Michaelis), maleri af Tischbein.

Mens alle disse stadier glider over i hverandre, sætter 1809, hans første hustrus dødsår, et afgørende skel: den filosofi, der ligger efter det i dette år udkomne skrift: "Untersuch. über d. Wesen d. menschl. Freiheit", betegner Schelling selv som den "positive"; i virkeligheden er det en mere teistisk religionsfilosofi i modsætning til hans ungdoms naturpanteisme. Efter sit Jena-ophold var han allerede ført ind på det religiøse problem gennem Carl August von Eschenmayer ("Philos. u. Rel. Vorbericht"); sin nærmere udvikling fik hans tænkning på dette punkt ved påvirkning fra Franz von Baader og særlig Jacob Böhme, hvis mystiske teosofi han optog i sit system. Mere og mere skød tanken om en oprindelig modsætning i guddommen sig frem foran den tidligere hævdelse af det absolutte som det identiske. Til nævnte skrift slutter sig et skarpt stridsskrift mod Jacobi (1812) og et lille religionshistorisk skrift: "Die Gottheiten v. Samothrake" (1815).[3]

Med 1809 var den store standsning i hans produktion indtrådt. Som han engang holdt opgør med Fichte, var der blevet holdt opgør med ham selv; hans tidligere ven og forbundsfælle, Hegel, der så, at hans filosofi førte ud i sværmeri og videnskabelig tomhed, tog i fortalen til sit første store værk ("Phänomenologie" [1807]) afstand fra Schelling og hans absolutte, "Mørket, hvori alle Katte er graa". Fichte havde lagt tyngdepunktet i etikken, Schelling lagde det over i naturfilosofien, det blev nu Hegel, der førte romantikkens filosofi videre ved væsentlig at lægge det over i historien; dermed brød han spekulationen og tillige den europæiske åndsvidenskab ny baner og erobrede efter Fichte’s død ubestridt førerstillingen i den tyske filosofi, hvad Schelling aldrig tilgav ham.[3] Da efter Hegel’s død hans skoles venstre fløj drog religionsfilosofiske konsekvenser af mesterens lære, der forekom kirken betænkelige, kaldte den reaktionære romantiker på Preussen’s trone 1841 Schelling til Berlin for at støtte den kirkelige reaktion. Schelling begyndte sine forelæsninger ("Philos. d. Mythologie" og "Philos. d. Offenbarung") under stor tilstrømning og store forventninger; men disse skuffedes bittert. Hans ny filosofi, der skulle vise udviklingen fra "Urmonoteismen" gennem mytologien til den pavelige og den protestantiske kristendom og videre til romantikkens yndlingsform for kristendom, den johanneiske, er en bred og dårlig fremstilling af urigtige ideer og ligner kun hans ungdoms værker ved sine fantastiske analogier og sin foragt for kendsgerninger.[3]

Betydning[redigér | redigér wikikode]

Friedrich Schelling, Daguerreotype af Hermann Biow, Berlin, 1848.

Som sikkert ingen anden har Schelling, særlig ved sin naturfilosofi, haft den sørgelige lod at bringe filosofien i vanry, og dog har hans tanker øvet en befrugtende indflydelse på de forskelligste kredse; en bestemt afgrænset skole har Schelling, der selv så ofte skiftede standpunkt, ikke efterladt sig. Under hans åpåvirkning var blandt andre Hegel, Franz von Baader, Fr. Krause, W. Rosenkranz, Karl Wilhelm Ferdinand Solger, Coleridge og af naturforskere mænd som Johs. Müller, Karl Ernst von Baer, K. G. Carus og H.C. Ørsted.[3]

Hans samlede værker (14 bind) er udgivne 1856—61.

Citater[redigér | redigér wikikode]

  • "Ånden slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret og kommer til bevidsthed i mennesket".

Værker[redigér | redigér wikikode]

  • Über die Möglichkeit einer Form der Philosophie überhaupt (1794)
  • Vom Ich als Princip der Philosophie oder über das Unbedingte im menschlichen Wissen (1795)
  • Abhandlung zur Erläuterung des Idealismus der Wissenschaftslehre (1796)
  • Ideen zu einer Philosophie der Natur (1797)
  • Von der Weltseele (1798)
  • System des transcendentalen Idealismus (1800)
  • Philosophie der Kunst (Vorlesung) (1802/1803)
  • System der gesammten Philosophie und der Naturphilosophie insbesondere (Nachlass) (= „Wurzburger-“ oder „1804system“) (1804)
  • Philosophische Untersuchungen über das Wesen der menschlichen Freiheit (1809); da. overs.: "Om den menneskelige friheds væsen", Hans Reitzel; 1997. ISBN 87-412-3004-3
  • Weltalter (1811: es gibt noch andere Versionen dieser Schrift)
  • Philosophie der Mythologie (Vorlesung) (1842)
  • Philosophie der Offenbarung (Vorlesung) (1854).

Nyere udgaver

  • Vorlesungen über die Methode (Lehrart) des akademischen Studiums. Hrsg.v. Walter E. Erhardt. Meiner, Hamburg 1990. ISBN 3-7873-0972-1
  • Das Tagebuch. Hrsg. v. Hans Jörg Sandkühler. Meiner, Hamburg 1990. ISBN 3-7873-0722-2
  • System des transzendentalen Idealismus. Hrsg. v. Horst D. Brandt u. Peter Müller. Meiner, Hamburg 2000. ISBN 3-7873-1465-2
  • Philosophische Untersuchungen über das Wesen der menschlichen Freiheit und die damit zusammenhängenden Gegenstände. Hrsg. v. Thomas Buchheim. Meiner, Hamburg 2001. ISBN 3-7873-1590-X
  • Zeitschrift für spekulative Physik. Hrsg. v. Manfred Durner, 2 Bde. Meiner, Hamburg 2002. ISBN 3-7873-1694-9
  • Bruno oder über das göttliche und natürliche Prinzip der Dinge. Ein Gespräch. Hrsg. v. Manfred Durner. Meiner, Hamburg 2005. ISBN 3-7873-1719-8

Noter[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information: