Tysk idealisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Broom icon.svgDer er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres. Hvis ikke der tilføjes kilder, vil artiklen muligvis blive slettet.
Question book-4.svg

Tysk idealisme er en betegnelse for en udvikling inden for filosofien i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet med rødder i dele af Kants filosofi, og med filosofferne Fichte, Schelling og Hegel[1] som hovedrepræsentanter for retningen. Bevægelsen er på ingen måde en homogen retning, men har stærke fællestræk.

Med udgangspunkt i Kants metafysik og praktiske fornuft udformede Hegel (og sandsynligvis også Hölderlin) et udkast til et program for idealismen og etikken, Das älteste Systemprogramm des deutschen Idealismus ("Det ældste systemprogram for den tyske idealisme", 1796/97).

Idealismen forsøgte at give en ny udforming af metafysikken, en filosofi om det absolutte. Den menneskelige bevidsthed som hos Kant måtte forlades til fordel for en absolut bevidsthed. Virkeligheden skulle ses som en sammenhængende enhed, og den forstås bedst ud fra et princip, et system.

Det absolutte

Subjektet forstås i tråd med Kant som fundamentalt skabende og produktivt, og er autonomt. Friheden former virkeligheden og står dermed i en diastase, en spaltning til virkeligheden som helhed og sammenhæng. I skæringspunktet mellem forsøget på at forene virkeligheden som helhed og friheden findes bestræbelsen hos de tyske idealister: hos Fichte det absolutte jeg som fordeler sig i de enkelte individer for at fremme deres moralske udvikling, hos Schelling det absolutte som kommer til bevidsthed i individet for at menneskene skal kunne nyde den æstetiske kontemplation af bevidsthedens og naturens enhed – og hos Hegel den absolutte ånd.

Den tyske idealisme indledte og inspirerede i høj grad romantikken (med Goethe tillige som kilde). Af andre filosoffer som kan regnes til idealismen er Schleiermacher, Herbart og Arthur Schopenhauer.

Litteratur på dansk[redigér | redigér wikikode]

Primærlitteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Fichte, Johan Gottlieb (2001): Forsøg på en ny fremstilling af videnskabslæren. Oversat af Poul R. Mørch-Petersen, Det lille Forlag
  • Hegel, G. W. F. (1997): Forelæsninger over historiens filosofi. Gyldendal
  • Hegel, G. W. F. (2003): Differensen mellem det Fichteske og det Schellingske filosofiske system. IN: Slagmark nr. 36, 2002-03[2]
  • Hegel, G. W. F. (2004): Retsfilosofi. DLF. Oversat af Claus Brat Østergaard
  • Hegel, G. W. F. (2004): To anmærkninger om Spinoza fra G.W.F. Hegels Wissenschaft der Logik. IN Slagmark 39 (2004), s. 43–58. Oversat af Jørgen Huggler.[3]
  • Hegel, G. W. F. (2005): Åndens fænomenologi. Gyldendal. Med forord af og oversat af Claus Bratt Østergaard
  • Hegel, G. W. F. (2012): Den tyske idealismes ældste systemprogram. IN Tidskrift, 2012. Oversat af Søren Mau og Søren Riis.[4]
  • Hegel, G. W. F. (2019): Indledning til æstetikken. København: Forlaget Senmund. Oversat af Jacob Bittner.
  • Schelling, F. W. J. (2008). Om den nyere filosofis historie - München-forelæsninger (1827). Slagmark - Tidsskrift for idéhistorie, (52), 149–172.
  • Schelling, Friedrich (2013): Filosofiske undersøgelser om den menneskelige friheds væsen og de dermed sammenhængende genstande. Philosophia
  • Schelling, Friedrich (2018): Om den nyere filosofis historie. München-forelæsninger. Philiosophia
  • Schelling, Friedrich (2021): Den transcendentale idealismes system. Philosophia. Forord og oversættelse ved Ulf Houe og Lasse Posborg Michelsen

Sekundærlitteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Bukdahl, Jørgen K. (1996): Introduktion til Hegel, Philosophia
  • Hansen, Oskar (1971): Hegel. De store tænkere. Oversættelse og indledning ved Oskar Hansen, Berlingske forlag
  • Hartnack, Justus (1979): Fra Kant til Hegel: en nytolkning. Berlingske Forlag
  • Huggler, Jørgen (1999): Hegels skeptiske vej til den absolutte viden. En analyse af Phänomenologie des Geistes. MTF
  • Huggler, Jørgen & Lise Huggler (2004): Substansen er et subjekt. Slagmark, 36[5]
  • Liisberg, Sune (2008). Schelling og Nietzsche som kritikere af Descartes. Slagmark - Tidsskrift for idéhistorie, (52), 139–148.[6]
  • Macherey, P. (2004). Hegels idealistiske Spinoza. Slagmark - Tidsskrift for idéhistorie, (39), 59–68.
  • Sørensen, Jonas Holst (2004): Den antikke, græske filosofis paradigmatiske betydning for Hegels spekulative tænkning. Slagmark 36[7]
  • Sørensen, Peter Aaboe (2004): At tænke i sammenhæng – om Hegels Einleitung til Phänomenologie des Geistes. Slagmark: 36[8]
  • Wind, H.C. (1998): Anerkendelse: et tema i Hegels og i moderne filosofi. Aarhus universitetsforlag
  • Wolsing, Peter (2004): Sprog, virkelighed og spekulativ tænkning i Hegels Logik. Slagmark 36[9]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]

filosofiSpire
Denne filosofiartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.