Tysk idealisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Tysk idealisme er en betegnelse for en udvikling inden for filosofien i slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet med rødder i dele af Kants filosofi, og med filosofferne Fichte, Schelling og Hegel som hovedrepræsentanter for retningen. Bevægelsen er på ingen måde en homogen retning, men har stærke fællestræk.

Med udgangspunkt i Kants metafysik og praktiske fornuft udformede Hegel (og sandsynligvis også Hölderlin) et udkast til et program for idealismen og etikken, Das älteste Systemprogramm des deutschen Idealismus ("Det ældste systemprogram for den tyske idealisme", 1796/97).

Idealismen forsøgte at give en ny udforming af metafysikken, en filosofi om det absolutte. Den menneskelige bevidsthed som hos Kant måtte forlades til fordel for en absolut bevidsthed. Virkeligheden skulle ses som en sammenhængende enhed, og den forstås bedst ud fra et princip, et system.

Det absolutte

Subjektet forstås i tråd med Kant som fundamentalt skabende og produktivt, og er autonomt. Friheden former virkeligheden og står dermed i en diastase, en spaltning til virkeligheden som helhed og sammenhæng. I skæringspunktet mellem forsøget på at forene virkeligheden som helhed og friheden findes bestræbelsen hos de tyske idealister: hos Fichte det absolutte jeg som fordeler sig i de enkelte individer for at fremme deres moralske udvikling, hos Schelling det absolutte som kommer til bevidsthed i individet for at menneskene skal kunne nyde den æstetiske kontemplation af bevidsthedens og naturens enhed – og hos Hegel den absolutte ånd.

Den tyske idealisme indledte og inspirerede i høj grad romantikken (med Goethe tillige som kilde). Af andre filosoffer som kan regnes til idealismen er Schleiermacher, Herbart og Arthur Schopenhauer.

Se også[redigér | redigér wikikode]

filosofi Stub
Denne filosofiartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.