Kendo

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 11. feb. 2015, 13:16 af Kontoreg (diskussion | bidrag) Kontoreg (diskussion | bidrag) (→‎Japans moderne tidsperiode (efter 1868): Den moderne form for Kendo i relation til de Olympiske Lege + kilde)
Kendō
剣道
Fokus De japanske sværdtyper:
Bokken (træsværd),
Katana ("samuraisværd"),
Shinai (bambussværdet)
Kontaktgrad Afhængig af våbentype
Stammer fra Japan Japan
Skaber -
Ophav Kenjutsu
Efterfølger Ingen
Olympisk sport Nej

Kendo (剣道) betyder på japansk "sværdets vej", er en af de tidligste budo-discipliner (kampveje) i Japan, der udsprang i samuraiernes tidsepoke. Begrebet Kendo (剣道) optrådte første gang i Tokugawa perioden (1603-1868), hvor skoler (ryū) benyttede betegnelsen for at markere et holdningsskift i forbindelse med at træne sværdkunst.[1][2]

Eftersom de samme japanske tegn, kanji, for Kendo (剣道) bliver brugt for både den klassiske form for Kendo og den moderne form for Kendo, opstår der begrebs - og definitionsmæssige problemer.[3]

I dag praktiseres begge former for Kendo, både den klassiske form der er baseret på kobudo og den moderne form der er baseret på shin-budo.

Artiklen indeholder en sammenligning mellem den klassiske - og moderne form for Kendo, hvor japanske sværdkunsttraditioner bliver holdt op imod modernitet inden for Kendokulturen.

Kanji for Kendo

Kanji for Kendo kan forklares på følgende måde. Tegnet Ken (剣) betyder sværd og tegnet do (道) betyder vej. Når de to karakter bliver placeret sammen, fremkommer begrebet Kendo, der betyder sværdets vej.[4]

Etymologi og udvikling

Begrebet 'Kendo' kan spores tilbage til år 1673, hvor denne form for Kendo (den klassiske form) var baseret på det ældste budo-system, kobudo. Omkring første halvdel af 1700-tallet opstod der et "nyt system" inden for Kenjutsu, der beskæftigede sig med sportskonkurrencer. Dette system udviklede sig til stilarten 'Gekken' og systemet blev efter år 1868 udviklet til det moderne budo-system, shin-budo, som den moderne form for Kendo er baseret på. I Tokugawa-perioden var begreberne dog mere flydende i forhold til, hvorledes begreberne defineres i dag.[5]

Følgende model viser oprindelsen og tidsforløbet over hovedretningerne inden for Kendo/Kenjutsu samt de respektive systemer, som Kendo/Kenjutsu kan være baseret på.

Oprindelse af Kendo
Japans feudale tidsperiode
(før år 1868)
≠
Japans moderne tidsperiode
(efter år 1868)
Kendo
opstår som begreb
år 1673
...Kendo/Kenjutsu
der er baseret på
kobudo...
 --------→ --------→
--------→
Kenjutsu --------→
--------→
...Kenjutsu
der er baseret på
den "nye retning"...
første halvdel af 1700-tallet
Gekken
der er baseret på
shin-budo
ca. år 1868
 --------→
Gekken
omdøbes til "kendo"
år 1912
Figur 1 Model af oprindelsen af Kendo.

Japans feudale tidsperiode går op til år 1868, mens Japans moderne tidsperiode starter efter Meiji-restaurationen år 1868.

Øverste tidslinje: Oprindelsen af den klassiske form for Kendo, der baseres på det ældste budo-system, kobudo.

Nederste tidslinje: Oprindelsen af den moderne form for Kendo, der baseres på det moderne budo-system, shin-budo.


Den klassiske form for Kendo

Abe Gorodaiyu var den første kendte japanske fægtemestrer, som anvendte begrebet Kendō for at karakterisere sin fægteundervisning.[1][2] Abe Gorodaiyu beskrev sin Kendo i år 1673 med de japanske tegn, kanji, med følgende ideogrammer: 剣道. I samme periode anvendte Yamanouchi Renshinsai ligeledes betegnelsen 'Kendo' til at beskrive sin fægteundervisning.[1] Forud for det var sværdkunst generelt betegnet som Kenjutsu (figur 1).[6]

Det filosofiske koncept for Kendo ændrede holdningen til sværdkunsten og tog således den dominerende kamprolle ud af dens kontekst ved at ændre kampkunsten til en mere spiritual disciplin.[7] Denne form for sværdkunst var baseret på den tidligeste budo-form, der betegnes som 'klassisk budo'[8] også kaldet 'kobudo'.[9]

Den moderne form for Kendo

I Japans moderne tidsperiode (efter år 1868) blev den japanske organisation Dai Nippon Butoku Kai stiftet og navndøbte sportsformen af sværdkunst, kaldet "Gekken", til navnet "Kendo" i 1912 (figur 1).[10]

Gekken var baseret på den moderne budo-form, shin-budo, der blev etableret omkring Meiji-restaurationen (1867-1869).[11] Shin-budo er ligeledes den budo-form, som den moderne form for Kendo er baseret på.[12][13]

Historie

Samuraien Date Masamune 伊達 政宗 (1567-1635) var daimyo (lensherre), som kontrollerede Mutsu - og Dewa provensen. Var i alliance med Tokugawa Leyasu i slaget om Sekigahara. Var i opposition med hensyn til relationer med Vesten.[14]
Takasugi Shinsaku 高杉 晋作 (1839–1867) var samurai fra Chōshū (i dag Yamaguchi distriktet). I 1858 blev han optaget i Shoheiko, en militærskole under direkte kontrol af Shogunen Tokugawa.[15][16]

Japans feudale tidsperiode (før 1868)

Den japanske krigers sværdkampkunst kan dateres tilbage til 400 e. Kr., hvor bokken blev anvendt som våben.[17] Midt i Heian perioden (794-1185) blev sværdet anvendt som våben og sværdkampdisciplinen (Kenjutsu) blev senere en af de vigtigste kampdiscipliner sammen med ridning, kyujutsu og anvendelse af spyddet.[18]

Bokken og sværdet blev suppleret med et bambussværd i 1563, kaldet fukuro-shinai. Dette bambussværd blev anvendt til træningsbrug for at forebygge skader. I begyndelsen af 1700-tallet blev kote (beskytter til hånd og underarm) udviklet af Nakanishi Chuta. Chuta bliver ligeledes krediteret for udvikling af fukuro-shinai til den type shinai, som der kendes i dag. Derefter fulgte udviklingen af den øvrige rustning, men (hjelm), do (brystplade) og tare (hofte/skridt beskytter).[19]

I Tokugawa perioden (1603-1868) blev Kendo praktiseret med katana og bokken (også kaldet 'bokuto') i form af kata. Desuden indgik shinai (bambussværd) og rustning i træningen, hvor den første træningsmetode i Tokugawa perioden med shinai og rustning blev kaldt for shinai-geiko.[20]

Under Meiji-restaurationen (1867-69) blev den japanske kejser Meiji indsat som nationens leder og det feudale samfund så sine sidste dage med den afsatte shogun. Moderniseringen af det japanske samfund var begyndt under stærk indflydelse fra Vesten.[21]

Modernisering af samfundet fik radikalt indflydelse på Kendo. Inden for Kendo var der i årene lige op til Meiji-restaurationen tendens til ændring af de klassiske traditioner, eftersom mange fægteundervisere ønskede sportskonkurrencer.[22][23] Den klassiske form for Kendo, der var baseret på kobudo, fik nu selskab med den nye retning inden for budo i Meiji-restaurationen (1868), nemlig det moderne budo-system, kaldet shin-budo. Dette budosystem er kendetegnende for den moderne form for Kendo i dag. Til trods for den moderne udvikling fandtes der traditionelle japanske skoler, der ikke ønskede denne ændring, hvilket har resulteret i, at man i dag stadigvæk kan finde traditioner fra tiden før Japans moderne tidsperiode (1868).[24]

Japans moderne tidsperiode (efter 1868)

I løbet af Meiji-perioden (1868-1912) åbnede Japan dørene for den overvældende tilstrømning af vestlige kulturelle påvirkninger. Det japanske folk syntes at have mistet tidsfornemmelsen og interessen for at hellige sig den traditionelle japanske kultur, herunder kampkunsten fra tiden før 1868. Set ud fra samuraiens synspunkt blev denne ulykkelige situation forværres af afskaffelsen af samurai-klassen og offentliggørelse af en lov, der forbød at bære sværd.[25]

Den moderne form for Kendo blev formelt etableret under Japans moderne tidsperiode (efter år 1868) på baggrund af budo-formen, shin-budo.[26] I Meiji perioden blev Kendo kaldt for gekken, der var en konkurrencesport.[27] Den japanske organisation Dai Nippon Butoku Kai blev dannet i 1895, hvorved gekken blev organiserede og standardiserede.[25] Efterfølgende konstruerede Dai Nippon Butoku Kai den nye moderne Kendo kata i år 1912 under navnet 'Dai Nippon Teikoku Kendo Kata'. Denne kata blev senere modificeret flere gange og omdøbt til 'Nihon Kendo Kata' i 1933.[28]

I forbindelse med 2. Verdenskrig, den 7. december 1941, angreb Japan den amerikanske flådestation, Pearl Harbor og dermed erklærede USA krig.[29] After Soviet invationen af Manchuria og atombombeangreb af Hiroshima og Nagasaki i 1945, kapitulerede Japan den 15 august.[30]

Efter 2. verdenskrig blev Dai Nippon Butoku Kai og dens tilhørsforhold forbudt i perioden 1945-1950 af De Allierede. I 1950 da Dai Nippon Butoku Kai atter blev genetableret, blev træningen inden for de japanske kampdiscipliner genoptaget, inklusiv Kendo.[31]

I 1952 blev International Martial Arts Federation (IMAF) stiftet i Tokyo, Japan.[32] IMAF er en japansk organisation, der fremmer international budo,[33] og består af syv divisioner, der repræsenterer forskellige japanske kampdiscipliner, inklusiv Kendo.[34][35]

Endvidere blev det nationale kendoforbund i Japan, All Japan Kendo Federation (AJKF eller ZNKR) stiftet i 1952. AJKF blev stiftet på princippet om, at Kendo ikke er en kampkunst, men derimod en uddannelsessport.[36]

Den moderne for for Kendo blev demonstreret som sport ved de Olympiske Lege i 1964,[37] men er endnu ikke optaget som disciplin ved det olympiske program.

Våben, rustning og uniform

Illustration af shinai, rustning og uniform inden for Kendo i Tokugawa perioden (1603-1868).
Illustration af shinai, rustning og uniform inden for den moderne form for Kendo.

Våben

Den japanske krigers sværdkampkunst kan dateres tilbage til 400 e. Kr., hvor bokken blev anvendt som våben.[17] Midt i Heian perioden (794-1185) blev sværdet anvendt som våben og sværdkampdisciplinen (Kenjutsu) blev senere en af de vigtigste kampdiscipliner sammen med ridning, kyujutsu og anvendelse af spyddet.[18]

Bokken og sværdet blev suppleret med et bambussværd i 1563, kaldet fukuro-shinai. Dette bambussværd blev anvendt til træningsbrug for at forebygge skader. I begyndelsen af 1700-tallet blev kote (beskytter til hånd og underarm) udviklet af Nakanishi Chuta. Chuta bliver ligeledes krediteret for udvikling af fukuro-shinai til den type shinai, der kendes i dag. Derefter fulgte udviklingen af den øvrige rustning, men (hjelm), do (brystplade) og tare (hofte/skridt beskytter).[19]

I Tokugawa perioden (1603-1868) blev Kendo praktiseret med katana og bokken (også kaldet 'bokuto') i form af kata. Desuden indgik shinai (bambussværd) og rustning i træningen.[20][38]

  • Katana (samuraisværd)
    Katana (samuraisværd)
  • Bokken (massivt træ)
    Bokken (massivt træ)
  • Shinai (bambussværd)
    Shinai (bambussværd)


Rustning

Kendo rustningen, (japansk: bōgu) består af men, dō, tare (hofte-/skridtbeskytter) og kote. Bōgu blev udviklet efter at shinai (bambussværd) blev introduceret, hvorved der blev mulighed for at træne fægteteknikker med kontakt, uden at udøverne blev skadet under træningen.

De ældste former for rustning i Tokugawa perioden er ikke illustreret i denne artikel. Foto til højre viser våben, rustning og uniform fra sidste del af Tokugawa perioden. Nedenfor ses det moderne rustning, der tilnærmelsesvis ligner rustningen fra Tokugawa perioden.

  • Men
    Men
  • Dō
    Dō
  • Tare
    Tare
  • Kote. Hånd/underarmsbeskytter der fremstillet af dyreskind.
    Kote. Hånd/underarmsbeskytter der fremstillet af dyreskind.

Uniform

Uniformen består af en 'overdel' og 'underdel'. Overdelen kaldes blandt andet for keigogi, mens 'underdelen' kaldes for hakama.

I Tokugawa perioden blev uniformeringen bestemt af de respektive Kendogrupper på baggrund af lokal tradition. Uniformens beskaffenhed var typisk af bomuld, mens farvevalget af uniformen kunne være stærk afvigende blandt Kendogrupperne. I den moderne form for Kendo er uniformen typisk indigoblå, mens andre farver bliver anvendt i stadig mindre omfang. Se foto til højre.


Kata

Der eksisterede talrige kata i tidsperioden for den feudale samurai (før 1868). Hver skole (ryu) havde deres respektive kata. Sværdtypen i denne kata er bokken (træsværdet).
Den standardiserede kata fra Japans moderne tidsperiode. Kata-serien for den moderne form for Kendo hedder 'Nihon Kendo Kata', der blev udviklet i perioden 1912-1933. Denne kata blev oprindeligt kaldt 'Dai nihon Teikoku Kendo Kata' i år 1912.[39] Sværdtypen i denne kata er bokken (træsværdet).

Kata repræsenterer en træningsmetode, hvormed udøverne studerer kombinationsteknikker og modangreb efter et formaliseret bevægelsesmønster.

Den klassiske form for Kendo

I den klassiske form for Kendo trænes kata fra de respektive fægteskoler (ryu eller ryuha) fra tidsperioden før Japans moderne tidsperiode (1868). Disse kata kan indvolvere to eller flere udøvere.[40]

Samurai-klanerne havde deres respektive kata-traditioner. Variationen medførte, at der eksisterede en mangfoldighed af teknikker og bevægelsesmønstre over alt i Japan. Disse kata var til dels skabt på baggrund af erfaringer fra slagmarken, men kunne være blandet i mindre grad med analytisk forklaring.[41]

Kata fra de klassiske skoler blev normalt overleveret intakt fra stifteren af skolen fra generation til generation, - der kunne dog forekomme justeringer undervejs.[40]

De klassiske Kendo/Kenjutsu kata kan udføres med bokken (træsværd) eller katana ("samuraisværd").

Den moderne form for Kendo

I den moderne form for Kendo trænes kata, der er udviklet i Japans moderne tidsperiode (fra år 1912), hvor samuraierne ikke længere eksisterede. Disse moderne kata indvolverer to udøvere.

Den moderne Kendo kata blev udviklet af den japanske organisation Dai Nippon Butoku Kai, som inviterede 15 sværdmænd med henblik på at danne en komité, som skulle designe en standardiseret national kata. Dette resulterede i en kata, hvor der blev involveret elementer fra 10 forskellige klassiske sværdskoler. Dette blev sammensat til et samlet kata-system, kaldet ‘Dai Nippon Teikoku Kendō Kata’. Der er således ikke tale om en decideret videreførsel af kata-traditioner fra de pågældende klassiske skoler men derimod, at komitéen involverede elementer fra disse klassiske skoler til at udvikle deres eget nye kata-system.[42] Denne nye moderne Kendo kata blev på dette grundlag udviklet i år 1912.[43]

Ændringer af den moderne Kendo kata fortsatte efterfølgende, hvoraf revisioner forgik i årene 1912, 1917 og 1933.[44] I forbindelse med revisionen i 1933 blev den standardiserede kata omdøbt til det nuværende navn 'Nihon Kendo Kata'.[45]

Den moderne Kendo kata kan udføres med bokken (træsværd) eller katana ("samuraisværd").

Uddannelseniveau og grader

Den klassiske form for Kendo

I den feudale samurais tid eksistede for eksempel menkyo-systemet.[46] Menkyo er et licens system med henblik på instruktørvirksomhed, der blev tildelt elever, som havde opnået forståelse i forhold til et givent niveau. Uddannelsen er begrundet i traditionen inden for den pågældende ryu (traditionel skole).[47][48] Det kendte kyu-dan system eksisterede ikke i denne tidsperiode, dette system blev først opfundet i Japans moderne tidsperiode.[48]

Den moderne form for Kendo

Inden for den moderne form for Kendo anvendes kyu-dan-systemet, et gradueringssystem der blev adopteret fra den japanske sportsgren, judo. Kyu-dan-systemet blev opfundet i år 1883 af grundlæggeren for judo, Jigoro Kano (1860 – 1938).[49]

Duel kontra sport

Den klassiske form for Kendo

Der er flere historiske bevæggrunde for, at konkurrenceforhold ikke eksisterer inden for den klassiske form for Kendo. I det følgende nævnes et par af årsagerne.

Den klassiske samurai som levede før Tokugawa perioden (før 1603) havde ikke konkurrencer inden for fægtning. Derimod eksisterede dueller, der foregik på liv og død ved brug af katana eller bokken.[50] I Tokugawa perioden var den klassiske form for Kendo baseret på budo-systemet, kobudo, hvor træningen inden for sværdkunst primært foregik primært ved hjælp af kata (formaliserede øvelse), hvor der ligeledes blev anvendt katana eller bokken. Fri træning med disse reale våbentyper var farlige og kunne medføre døden.[51]

Konkurrencer inden for japansk fægtning i midten af Tokugawa perioden blev genstand for megen kritik, idet fordømmelsen gik på, at metoden var ubrugelig i en rigtig konflikt. Kamp med sværdet på slagmarken var et spørgsmål om 'sejr er overlevelse, nederlag er død'.[52] Endvidere kunne konkurrencer resultere i, at samuraien let blev provokeret på spørgsmålet om ære og skam.[51]

Den moderne form for Kendo

Uddybende Uddybende artikel: Sport inden for budo i Edo perioden

Den moderne form for Kendo baserer træningen på budo-systemet, shin-budo, har fokus på sportskonkurrencer med dertilhørende standardisering af teknikker til formålet. Den daglige træning er tilrettelagt med dette for øje, hvor shinai (bambussværdet) bliver det primære træningsredskab.[53][54][55][25]

Allerede i starten af 1960'erne var der forudsigelser om, at den moderne form for Kendo kunne blive optaget som en olympisk disciplin,[56] blandt andet fordi den moderne form for Kendo blev demonstreret ved de Olympiske Lege i år 1964.[57] Imidlertid er den moderne form for Kendo ved International Kendo Federation (FIK) endnu ikke optaget som olympisk sportsdisciplin.[58]

Den moderne form for Kendo, men ikke alle, har indgået forpligtelse over for World Anti-Doping Agency, idet der er indgået aftale om at overholde den såkaldte World Anti-Doping Code som et redskab i bekæmpelse af doping inden for den moderne form for Kendo.[59][60]

Substans til feudale traditioner

Den klassiske form for Kendo og den moderne form for Kendo adskiller sig ikke kun i deres alder, men også i deres sociale struktur, træningsmetoder og formål.[61] Den moderne form for Kendo har ingen substans til den feudale samurai, kun i 'spirit'.[62] Dette begrundes med fravalget af traditioner, der har oprindelse i Tokugawa perioden (1603-1868) og tilvaget af modernitet, der blev skabt i Japans moderne tidsperiode (efter 1868).

I forbindelse med den moderne form for Kendo, er mange traditioner gået tabt, fordi de internationale Kendoorganisationer har foretaget standardiseringer, modifiseringer og nyskabelser af Kendo. Denne modernisering fik for alvor vind i sejlene i Meiji perioden (1868-1912). Eksempelvis blev teknikker og undervisningsmetoder modifiseret og standardiseret af den officielle japanske organisation Dai Nippon Butoku Kai i forbindelse med indførelse af den moderne form for Kendo i det japanske uddannelsessystem.[63][64]

Følgende punkter er eksempler på væsentlige forskelle mellem den klassiske form for Kendo og den moderne form for Kendo:

Den klassiske form for Kendo

  • Begrebet Kendō (剣道) blev skabt i år 1673 på baggrund af ændring af metodikken inden for Kenjutsu. Den klassiske Kendo har med andre ord sit udspring i samuraiens feudale tidsalder.[1][2]
  • Den klassiske form for Kendo er baseret på budo-systemet, kobudo, der har sin oprindelse i Tokugawa perioden (1603-1868).[65]
  • Klassisk budo (Kobudo) er organiseret omkring autonome lokale og sociale grupper, der er bundet til lokale og regionale tradioner, hvor standardisering ikke eksisterede.[61]
  • Kata inden for den klassiske form for Kendo har deres oprindelse i Tokugawa perioden (1603-1868).[65]
  • Uddannelsessystemet for den klassiske form for Kendo er baseret på et system, der eksisterede i Tokugawa perioden, for eksempel menkyo systemet.[61][47]

Den moderne form for Kendo

  • Den moderne form for Kendo blev formelt etableret under Japans moderne tidsperiode (efter år 1868) på baggrund af den nye budo-form, kaldet shin-budo.[26][66][67]
  • Den moderne form for Kendo er organiseret i store organisationer, der er oprettet i Japans moderne tidsalder (efter 1868), hvor der er foretaget standardiseringer og nyskabelser inden for Kendo.[25]
  • Kata inden for den moderne form for Kendo blev skabt i starten af det 20. århundrede, hvor kun elementer i disse kata kan sættes i forbindelse med kata fra den feduale samurai-tid (før 1868).[68]
  • Endelig er uddannelsessystemet baseret på kyu-dan systemet, der har oprindelse fra Japans moderne tidsperiode. Kyu-dan-systemet blev opfundet i år 1883.[49][47]

Organisation

Majoritetsgruppen inden for Kendo er den moderne form for Kendo, der har tilknytning til nationale - og internationale Kendoorganisationer. Dette forhold står i kontrast til den klassiske form for Kendo, der typisk uafhængige af nationale og internationale Kendoorganisationer. Historisk er klassiske Kendogrupper organiseret i små autonome sociale enheder med et lille medlemsantal.[69] Ganske få nationale organisationer interesserer sig for at bibeholde den gamle struktur og integritet inden for den klassiske form for Kendo.[70]

Der eksisterer adskillige internationele- og nationale organisationer, der varetager Kendoaktiviter uden for Japan. For Danmarks vedkommende eksisterer der to forskellige organisationer, der varetager Kendo.

Den klassiske form for Kendo

Generelt interesserer ganske få organisationer sig for at bibeholde den gamle struktur og integritet inden for klassiske former for japanske kampdiscipliner.[70]

Internationale organisationer
Der eksisterer ingen internationale organisationer, der varetager interesserne inden for den klassiske form for Kendo.
Organisation i Danmark
Dansk Kendo Societet, stiftet 2008, varetager den klassiske form for Kendo.[71] Foruden Kendo organiseres disciplinerne Kenjutsu[72] og Iaijutsu.[73] Dansk Kendo Societet er uafhængig af internationale organisationer.[71]

Den moderne form for Kendo

Internationale organisationer
Der eksisterer en række internationale organisationer, der organiserer den moderne form for Kendo, for eksempel:
I år 1895 blev den første japanske kampsportsorganisation stiftet under navnet Dai Nippon Butoku Kai (DNBK).[74]
I år 1952 blev International Martial Arts Federation (IMAF) stiftet,[32] foruden Kendo organiserer denne organisation andre moderne discipliner, så som Aikido, Iaidō, Judo, Jujutsu, Karate og Okinawan kobudo[75] ('Okinawan kobudo' forskellige våbensystemer fra Okinawa.).
I år 1970 blev International Kendo Federation (FIK) stiftet.[76] FIK er medlem af SportAccord som 'Full Member' [77] og af World Anti-Doping Agency.[78]
Desuden organiserer organisationerne All Japan Budo Federation og International Budokan Kendo Federation Kendo på internationalt niveau.
Organisation i Danmark
Dansk Kendo Forbund (DKF), stiftet 1987, varetager den moderne form for Kendo.[79] Foruden Kendo organiseres disciplinen Iaido.[80] DKF er medlem af Europæisk Kendo Forbund (EKF) og herigennem, Internationalt Kendo Forbund (FIK).[81]

Se også

Referencer

  1. ^ a b c d Draeger, Donn F. (1973). Classical Budo - The Martial Arts and Ways of Japan. Boston: Weatherhill; side 81. ISBN 978-0-8348-0234-6
  2. ^ a b c Tominaga, Kengo (1973). Kendo Gohyakunen Shi (A Five Hundred Year History of Kendo). Hakusui Shoten, Tokyo; side 20.
  3. ^ Dann, Jeffrey (1978). Kendo in Japanese Martial Culture: Swordsmanship as Self-cultivation. Ph.D. thesis. University of Washington. Side 22.
  4. ^ Junzo, Sasamori og Warner, Gordon (1964): This is Kendo. Tuttle Publishing, Tokyo; side 55. ISBN 0-8048-1607-7.
  5. ^ Friday, Karl F. (1997): Legacies of the Sword. University of Hawai'i Press, side 8. ISBN 0-8248-1879-2.
  6. ^ Donohue, John J. (1999) Complete Kendo. Tuttle Publishing; side 27. ISBN 0-8048-3148-3
  7. ^ Draeger, Donn F. (1973). Classical Budo - The Martial Arts and Ways of Japan. Boston: Weatherhill; side 81-82. ISBN 978-0-8348-0234-6
  8. ^ Draeger, Donn F. (1973). Classical Budo - The Martial Arts and Ways of Japan. Boston: Weatherhill; side 31-37, 40, 68, 124, 125. ISBN 978-0-8348-0234-6
  9. ^ Dann, Jeffrey (1978). Kendo in Japanese Martial Culture: Swordsmanship as Self-cultivation. Ph.D. thesis. University of Washington. Side 47.
  10. ^ Green, Thomas A. m.fl. (2010). Martial Arts of the World: An Encyclopedia of History and Innovation. ABC-CLIO. Side 601. ISBN 978-1-59884-244-9
  11. ^ Draeger, Donn F. (1974). Modern Bujutsu & Budo - The Martial Arts and Ways of Japan. Boston: Weatherhill; side 57. ISBN 0-8348-0351-8
  12. ^ Dann, Jeffrey (1978). Kendo in Japanese Martial Culture: Swordsmanship as Self-cultivation. Ph.D. thesis. University of Washington. Side 74.
  13. ^ Donohue, John J. (1999) Complete Kendo. Tuttle Publishing; side 26. ISBN 0-8048-3148-3
  14. ^ Deal, William E. (2006) Handbook to Life in Medieval and Early Modern Japan. Oxford University Press. Side 24-25. ISBN 978-0-19-533126-4
  15. ^ Takasugi, Shinsaku | Portraits of Modern Japanese Historical Figures
  16. ^ Deal, William E. (2006) Handbook to Life in Medieval and Early Modern Japan. Oxford University Press. Side 229. ISBN 978-0-19-533126-4
  17. ^ a b Junzo, Sasamori og Warner, Gordon (1964): This is Kendo. Tuttle Publishing, Tokyo: s. 26. ISBN 0-8048-1607-7.
  18. ^ a b Knutsen, Roald (2004): Rediscovering Budo. Global Oriental, Kent, United Kingdom; side. 14-15. ISBN 1-901903-61-3
  19. ^ a b Junzo, Sasamori og Warner, Gordon (1964): This is Kendo. Tuttle Publishing, Tokyo; side 52-54. ISBN 0-8048-1607-7.
  20. ^ a b Junzo, Sasamori og Warner, Gordon (1964): This is Kendo. Tuttle Publishing, Tokyo; side 52. ISBN 0-8048-1607-7.
  21. ^ Junzo, Sasamori og Warner, Gordon (1964): This is Kendo. Tuttle Publishing, Tokyo; side 58-59. ISBN 0-8048-1607-7.
  22. ^ Draeger, Donn F. Modern Bujutsu & Budo. Weatherhill. Side. 99. ISBN 0-8348-0351-8
  23. ^ Knutsen, Roald (2004): Rediscovering Budo. Global Oriental, Kent, United Kingdom; side 34. ISBN 1-901903-61-3.
  24. ^ Friday, Karl F. (1997): Legacies of the Sword. University of Hawai'i Press, side 118. ISBN 0-8248-1879-2.
  25. ^ a b c d e All Japan Kendo Federation. (1974) Fundamental Kendo. Tokyo: Japan Publications. Side 11. ISBN 0-87040-226-9
  26. ^ a b c Skoss, Meik (2002). Itto-Ryu Kenjutsu i Keiko Shokon redigeret af Diane Skoss. Koryu Books Berkeley Height, New Jersey, USA. Side 123. ISBN 1-890536-06-7.
  27. ^ Draeger, Donn F. (1974) Modern Bujutsu & Budo. New York: Weatherhill. Side 103. ISBN 0-8348-0099-3
  28. ^ Budden, Paul. (2000) Looking at a far mountain. North Clarendon: Tuttle Publishing. Side 11-14. ISBN 0-8048-3245-5
  29. ^ Merriam, Ray (2003) Pearl Harbor. Bernnington: Merriam Press. Side 11. ISBN 1-57638-154-4
  30. ^ Shillony, Ben-Ami (1981) Politics and Culture in Wartime Japan. Oxford Universitet Press. Side 88 ISBN 0-19-821573-8
  31. ^ Draeger, Donn F. (1974) Modern Bujutsu & Budo - The Martial Arts and Ways of Japan. New York/London: Weatherhill. Side 48-49. ISBN 0-8348-0351-8
  32. ^ a b International Martial Arts Federation - FAQ. Hentet den 17. november 2013. Fodnotefejl: Ugyldigt <ref> tag; navnet "imaffaq" er defineret flere gange med forskelligt indhold
  33. ^ Journal of Combat Sports and Martial Arts. MEDSPORTPRESS, 2011; 1(2); Vol. 2, side 50.
  34. ^ International Martial Arts Federation (IMAF) - Divisions. Hentet den 17. november 2013.
  35. ^ The East: Volume 36; Volume 36, 2000.
  36. ^ Hiroshi, Ozawa (1997). Kendo: The definitive guide. Kodansha International. Tokyo, Japan. ISBN 4-7700-2119-4. Side xiv.
  37. ^ Mallon, Bill og Jeroen Heijmans (2011) Historical Dictionary of the Olympic Movement. The Rowman & Littlefield Publishing Group. Inc. Page 189. ISBN 978-0-8108-7249-3
  38. ^ Draeger, Donn F. (1974). Modern Bujutsu & Budo - The Martial Arts and Ways of Japan. Boston: Weatherhill; side 80. ISBN 0-8348-0351-8
  39. ^ Budden, Poul., 2000. Looking at a far mountain. Boston: Tuttle Publishing. Side 9, 12, 14. ISBN 978-0-8048-3245-8
  40. ^ a b Friday, Karl F. (1997): Legacies of the Sword. University of Hawai'i Press, side 102. ISBN 0-8248-1879-2.
  41. ^ Friday, Karl F. (1997): Legacies of the Sword. University of Hawai'i Press, side 104. ISBN 0-8248-1879-2.
  42. ^ Dann, Jeffrey (1978). Kendo in Japanese Martial Culture: Swordsmanship as Self-cultivation. Ph.D. thesis. University of Washington. Side 89.
  43. ^ Budden, Poul (2000). Looking at a Far Mountain. Tuttle Publishing. USA. Side 12. ISBN 978-0-8048-3245-8.
  44. ^ Donohue, John J. (1999). Complete Kendo. Tuttle Publishing. Boston. Side 110. ISBN 0-8048-3148-3.
  45. ^ Budden, Poul (2000). Looking at a Far Mountain. Tuttle Publishing. USA. Side 14. ISBN 978-0-8048-3245-8.
  46. ^ Draeger, Donn F. og Smith, Robert W. (1969): Comprehensive Asian Fighting Arts. Kodansha International, Tokyo: side 93. ISBN 0-87011-436-0.
  47. ^ a b c Donn F. Draeger, Robert W. Smith (1969) Comprehensive Asian Fighting Arts. Tokyo: Kodansha International Ltd. Side 93. ISBN 0-87011-436-0
  48. ^ a b Knutsen, Roald (2004): Rediscovering Budo. Global Oriental, Kent, United Kingdom; side 33. ISBN 1-901903-61-3.
  49. ^ a b The Magazine Black Belt, year 1991, side 64.
  50. ^ Hiroshi Ozawa (1991) Kendo - The definitiv guide. Tokyo: Kodansha International. Side xii. ISBN 4-7700-2119-4
  51. ^ a b Dann, Jeffrey (1978). Kendo in Japanese Martial Culture: Swordsmanship as Self-cultivation. Ph.D. thesis. University of Washington. Side 52-53.
  52. ^ Hiroshi Ozawa (1991) Kendo - The definitiv guide. Tokyo: Kodansha International. Side xiii. ISBN 4-7700-2119-4
  53. ^ Draeger, Donn F. (1974) Modern Bujutsu & Budo. Martial Arts and Ways of Japan. New York: Wwatherhill. Side 101, 106. ISBN 0-8348-0351-8
  54. ^ Dann, Jeffrey (1978). Kendo in Japanese Martial Culture: Swordsmanship as Self-cultivation. Ph.D. thesis. University of Washington. Side 101.
  55. ^ Junzo, Sasamori og Warner, Gordon (1964): This is Kendo. Tuttle Publishing, Tokyo: side 62. ISBN 0-8048-1607-7.
  56. ^ Junzo, Sasamori og Warner, Gordon (1964): This is Kendo. Tuttle Publishing, Tokyo: side 17. ISBN 0-8048-1607-7.
  57. ^ Mallon, Bill og Jeroen Heijmans (2011) Historical Dictionary of the Olympic Movement. The Rowman & Littlefield Publishing Group. Inc. Side 189. ISBN 978-0-8108-7249-3
  58. ^ Den moderne form for Kendo er endnu ikke optaget som en olympisk sportsdisciplin.
  59. ^ World Anti-Doping Agency. Hentet den 20. maj 2013.
  60. ^ International Kendo Federation har offentliggjort listen over dopingstoffer.
  61. ^ a b c Dann, Jeffrey (1978). Kendo in Japanese Martial Culture: Swordsmanship as Self-cultivation. Ph.D. thesis. University of Washington. Side 20.
  62. ^ Donohue, John J. (1999) Complete Kendo. Tuttle Publishing; side 3. ISBN 0-8048-3148-3
  63. ^ Draeger, Donn F. (1973): Modern Bujutsu & Budo. The Martial Arts and Ways of Japan. Weatherhill, USA; side 47. ISBN 0-8348-0351-8.
  64. ^ Dann, Jeffrey (1978). Kendo in Japanese Martial Culture: Swordsmanship as Self-cultivation. Ph.D. thesis. University of Washington. Side 86, 102-104.
  65. ^ a b Dann, Jeffrey (1978). Kendo in Japanese Martial Culture: Swordsmanship as Self-cultivation. Ph.D. thesis. University of Washington. Side 21.
  66. ^ Draeger, Donn F. (1974) Modern Bujutsu & Budo. New York: Weatherhill. Side 11, 53, 55, 57, 103. ISBN 0-8348-0099-3
  67. ^ Dann, Jeffrey (1978). Kendo in Japanese Martial Culture: Swordsmanship as Self-cultivation. Ph.D. thesis. University of Washington. Side 21, 90.
  68. ^ Budden, Paul (2000): Looking at a far Mountain. Tuttle Publishing, USA; side 6-28. ISBN 0-8048-3245-5.
  69. ^ Dann, Jeffrey (1978): Kendo in Japanese Martial Culture: Swordsmanship as Self-Cultivation. University of Washington; side 19-20.
  70. ^ a b Skoss, Diane (1997): Koryu Bujutsu – Classical Warrior Traditions of Japan, Volume 1. Koryu Books, Berkeley Heights, New Jersey, USA; side 27. ISBN 1-890536-04-0.
  71. ^ a b Dansk Kendo Societet - Om Dansk Kendo Societet. Hentet den 17. oktober 2013.
  72. ^ Dansk Kendo Societet - Kenjutsu. Hentet den 17. oktober 2013.
  73. ^ Dansk Kendo Societet - Iaijutsu. Hentet den 17. oktober 2013.
  74. ^ Dai Nippon Butokukai. Hentet den 17. oktober 2013.
  75. ^ International Martial Arts Federation - Divisions. Hentet den 12. juli 2014.
  76. ^ International Kendo Federation (FIK) What is FIK.
  77. ^ SportAccord Members. Hentet den 17. oktober 2013.
  78. ^ Alliance of Members of Sportaccord. Hentet den 17. oktober 2013.
  79. ^ Dansk Kendo Forbund. Hentet den 17. oktober 2013.
  80. ^ Dansk Kendo Forbund - Iaido. Hentet den 17. oktober 2013.
  81. ^ Dansk Kendo Forbund - Vedtægter. Hentet den 17. oktober 2013.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Kendo&oldid=7947712"