Kurt Schuschnigg

Kurt von Schuschnigg

Kurt Alois Josef Johann Schuschnigg (14. december 1897 – 18. november 1977) var en østrigsk politiker, som efterfulgte den dræbte Engelbert Dollfuß som kansler. Han blev arresteret i 1938 efter Anschluss af tyske nazister, og blev indtil 1945 interneret i flere forskellige koncentrationslejre. 1948 – 1968 opholdt han sig i USA, hvor han fik amerikansk statsborgerskab og blev professor i statsret på universitetet i St. Louis.

Baggrund

Schuschnigg kom fra en gammel østrigsk officerfamilie, som 2. april 1898 blev adlet med titlen edler og adelsprædikatet von. Familiens tilholdssted ligger i Radsberg ved Klagenfurt. Familien kom oprindelig fra det slovenske-Kärnten, og familienavnet på slovensk var Šušnik). Faderen var general Artur von Schuschnigg.

Under 1. verdenskrig sad Schuschnigg i italiensk krigsfangenskab helt frem til 1919. Han studerede der efter ved Universität Innsbruck og praktiserede fra 1924 som advokat i Innsbruck.

Politisk virke

Han tilhørte Christlichsoziale Partei og blev allerede i 1927 valgt ind i den østrigske nationalforsamling som det da yngste medlem. I 1932 blev han først justitsminister og der efter undervisningsminister i Engelbert Dollfuss' regering.

Han blev Østrigs forbundskansler i juli 1934 efter drabet på Dollfuss og videreførte dennes austrofascistiske, autoritære politik. Det var en krævende tid med vanskelig økonomi og Saint-Germain-traktaten lagde begrænsninger på størrelsen af de østrigske militære styrker til 30.000 mand samtidig, som en række væbnede paramilitære, politiske styrker med deres egen dagsorden var aktive. Der var stor politisk uro, hvor blandt andre de østrigske nationalsocialister i partiet DNSAP under ledelse af Arthur Seyss-Inquart arbejdede for en forening med Tyskland.

I 1938 blev det afsløret, at DNSAP planlagde et kup i Østrig. Schuschnigg tog dette op med Adolf Hitler under et møde i Berchtesgaden. Hitler benyttede anledningen til at presse Østrig til at opfylde en række tyske krav, blandt dem at Seyss-Inquart skulle med i den østrigske regering, samt at alle fængslede nationalsocialister skulle løslades. Den tyske hær igangsatte samtidig en militærøvelse nær grænsen for at lægge pres på Schuschnigg.

Schuschnigg gik med på Hitlers krav. Seyss-Inquart blev indenrigsminister, og styrede på kommando fra Berlin. Schuschnigg så snart, at situationen var uholdbar og ønskede at holde en folkeafstemning den 13. marts om hvorvidt, Østrig fortsat skulle være en uafhængig stat.

Hitler krævede straks, at folkeafstemningen skulle udsættes, da det var usikkert, hvad udfaldet ville blive. Han krævede der i mod, at den østrigske præsident, Wilhelm Miklas, skulle afskedige Schuschnigg og udnævne Seyss-Inquart til ny kansler. Miklas nægtede imidlertid at godtage Seys-Inquart, men gik med til de andre krav.

Hitler svarede på dette den 12. marts med at sende Wehrmacht ind i Østrig. Præsident Miklas gav den østrigske hær ordre om ikke at gøre modstand, og landet var snart under kontrol af tyske besættelsestropper, hvilket førte til Anschluss.

Schuschnigg havde hele tiden arbejdet for at forhindre en indlemmelse af Østrig i Tyskland og blev arresteret efter Tysklands invasion. Han sad fængslet i både total isolation i Reichssicherheitshauptamts hovedkontor i Berlin og i koncentrationslejrene Dachau, Flossenbürg og Sachsenhausen frem til, at han blev løsladt af de fremrykkende amerikanske styrker den 5. maj 1945.

Efter 2. verdenskrig

Han emigrerede til USA efter krigen og blev amerikansk statsborger. Han arbejdede som professor i statsvidenskab ved Saint Louis University frem til, at han blev pensioneret i 1967. Året efter i 1968 vendte han tilbage til Østrig dog uden at engagere sig i politisk arbejde på ny. Han døde i 1977 i Innsbruck.