Anden tyrkiske belejring af Wien

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Anden tyrkiske belejring af Wien
Del af Den store tyrkiske krig
Den osmanniske hærs belejring af Wien. Frans Geffels, Entsatzschlacht von Wien 1683, 1600-tallet, Wien Museum Karlsplatz
Den osmanniske hærs belejring af Wien.
Frans Geffels, Entsatzschlacht von Wien 1683, 1600-tallet, Wien Museum Karlsplatz
Dato 14. juli-12. september 1683
Sted Wien, Det Tysk-romerske rige, (i dag Østrig)
Resultat Afgørende sejr for undsætningshæren
Parter
Herb Rzeczypospolitej Obojga Narodow.svg Polsk-litauiske realunion
Tysk-romerske rige Tysk-romerske rige
Ærkehertugdømmet Østrig Ærkehertugdømmet Østrig
Kurfyrstendømmet BayernKurfyrstendømmet Bayern
Kurfyrstendømmet Sachsen Kurfyrstendømmet Sachsen
Osmanniske Rige Osmanniske Rige
Osmanniske len:
Krim-khanatet
Fyrstendømmet MoldavienFyrstendømmet Moldavien
Fyrstendømmet ValakietFyrstendømmet Valakiet
Fyrstendømmet TransylvanienFyrstendømmet Transylvanien
Ledere
Herb Rzeczypospolitej Obojga Narodow.svg Johan III Sobieski
Tysk-romerske rige Ernst Rüdiger von Starhemberg
Tysk-romerske rige Karl V. Leopold
Tysk-romerske rige Johann Georg III
Tysk-romerske rige Georg Friedrich fyrste til Waldeck
Osmanniske Rige Kara Mustafa Pasha
Styrke
Wiens garnison:
15.000 tyskere[1]
Forstærkning:
50.000 tyskere
25.000 polakker[2]
150.000[3] – 300.000[4]
Tab
4.500[5]
Andre tab:
20.000[5]

Den anden tyrkiske belejring af Wien fandt sted fra 15. juli til 12. september 1683.

Wien var residensby for kejseren i det Tysk-romerske rige. Byen blev forsvaret af en alliance af Den polsk-litauiske realunion, Det tysk-romerske rige, Republikken Venedig og Kirkestaten. Efter adskillige mislykkede erobringsforsøg, ankomst af undsætningsstyrken og slag ved Kahlenberg trak det osmanniske riges styrker sig tilbage.

Betegnelsen »anden tyrkiske belejring af Wien« skyldes, at Det Osmanniske Rige allerede i 1529 belejrede Wien (Første tyrkiske belejring af Wien).

Gennem erobringer på Balkan under Den store tyrkiske krig udviklede Huset Habsburg sig til en europæisk stormagt på bekostning af det Osmanniske Rige.

Den politiske baggrund[redigér | redigér wikikode]

Det osmanniske riges nåede sit højdepunkt. Største delen af Kongeriget Ungarn var under osmannisk kontrol fra 1541, dels direkte (det centrale Ungarn), dels som vasal (Fyrstendømmet Transsylvanien). De var kontraktligt forpligtet til at yde økonomiske bidrag og undertiden stille tropper. "Det gyldne æble" som osmannerne kaldte Wien, syntes inden for rækkevidde.

I 1672 angreb osmannerne det polsk kontrollerede Ukraine og Kongeriget Polen-Litauen, erobrede fæstningen Kamenets-Podolsk og gjorde fremstød mod Lviv i Galicien. Splittet af interne konflikter især som krigene under "Syndfloden" og militært svækket, indgik Kongeriget Polen-Litauen fredstraktaten i Butsjatsj. Aftalen underlagde det polske Podolien Kamenets-Podolsk, og det østlige Ukraine vest for Dnepr den kosakkiske hétman Dorosjenko som en osmannisk lydstat. Desuden forpligtede Polen sig til at betale en årligt tribut til den osmanniske sultan. Den polske sejms afvisning af ​​at ratificere Butsjatsjs fredstraktat førte til fornyede fjendtligheder. Et år senere, i 1673, var polakkerne igen i konflikt med osmannerne, hvor den polske hær under øverstbefalende Johan Sobieski slog dem i et ødelæggende slag ved Khotyn i det nuværende Ukraine.

Kun få uger senere stod tatariske og osmanniske styrker under storvesir Kara Mustafa igen i landet. Efter turbulente kampe afsluttedes den Polsk–Osmanniske krig i 1676 med undertegnelse af Zhuravnotraktaten. Osmannerne var dog stadig en trussel mod Polen[7].

Det Tysk-romerske rige under den habsburgske kejser Leopold I var svækket af religionskrige, Trediveårskrigen og pest-epidemien, der ramte Wien i 1679[8]. I Ungarn og Slovakiet havde habsburgerne i lang tid undertrykt den protestantiske adel. Undertrykkelsen førte til Kurucopstanden 1678-1682 under ledelse af Imre Thököly. Efter den polsk-osmanniske fred var habsburgerne i en to-frontskrig i vest mod Frankrig under Louis XIV og i sydøst mod osmannerne under sultan Mehmed IV.

Wien som fæstning[redigér | redigér wikikode]

Efter Wiens første tyrkiske belejring i 1529 blev bymuren forstærket. Italienske Ingeniørtropper byggede en fæstning, der levede op til tidens krav. Efter Trediveårskrigen blev befæstningen af den gamle italienske type udbygget til den nyitalienske type. På det mest kritiske punkt mellem Schottenbastionen og Augustinerbastionen, hvor voldgraven ikke var fyldt med vand, blev der bygget fire raveliner, der stod færdige i 1672. Den ydre fæstningsvæg var bygget med en kasemat.

Bastionen var en kvadrat med ni kanoner, men uden kasemater. Bag bastion stod kavaleriet, den spanske bastion og et hævet artillerifort. Löwelbastionen var mindre, og bag bastionen var der opstillet kavaleri[9].

Den over 200 m lange mur mellem bastionerne var for lang til effektiv brug af kardæskbeskydning. Samtidigt var ravelinen lidt for høj og lidt for fremskudt i voldgraven til artilleribeskydning af voldgraven. De første huse i forstæderne var kun 200 m fra byens mure, så det lykkedes ikke at nivellere de skrå fæstningsvolde ("glaciser") før belejringen.

I minekrigsførelsen om Wien havde osmannerne med 5.000 minører klart overtaget. De havde ikke kun mere udstyr og personel, men også mere erfaring. Efter sammenbruddet i fredsforhandlingerne mellem kejser Leopold I og osmannerne i 1682 rekrutterede kejseren fæstningsarkitekt Georg Rimpler som ingeniør og oberstløjtnant. [2] Georg Rimpler styrkede fæstningsgrave, byggede caponier mellem ravelinerne og bastionerne, og bag dem blev Niederwall oprettet mellem kurtinen og bastionen. Han lod opføre palisader foran den overdækkede vej og anbefalede at grave en grav i Künette. Han forstod, at osmannernes hovedangreb ville ske mellem Burg- og Löwelbastion . [3] Han hvervede minearbejdere fra Tyrol, Holland og Lorraine; og endda kvinder. [4]


Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Tucker, Spencer C. (2011). Battles That Changed History: An Encyclopedia of World Conflict. ABC-CLIO. s. 215. ISBN 978-1-59884-429-0. Hentet 26. september 2012.  (engelsk)
  2. ^ Encyclopædia Britannica. John III Sobieski. Hentet 26. september 2012.  (engelsk)
  3. ^ Encyclopædia Britannica: Siege of Vienna. Hentet 26. september 2012 (engelsk)
  4. ^ Best Top 10 Lists: Top 10 Most Important Battles in History Hentet 26. september 2012 (engelsk)
  5. ^ a b Tucker, Spencer C. (2011). Battles That Changed History: An Encyclopedia of World Conflict. ABC-CLIO. s. 216. ISBN 978-1-59884-429-0. Hentet 26. september 2012.  (engelsk).
    Spencer Tucker opgiver de kristne tab til cirka 2.000 dræbte og 2.500 sårede. På osmannisk side opgives omkring 10.000 døde, 5.000 sårede og 5.000 fanger.
  6. ^ Institut für Österreichkunde (1974): Siedlungs- und Bevölkerungsgeschichte Österreichs s. 107, Verlag Hirt, Wien . ISBN 978-3-7019-5018-8 På bibliotek i Kiel (tysk)
  7. ^ Klaus-Peter Matschke: Das Kreuz und der Halbmond. Die Geschichte der Türkenkriege. Artemis und Winkler, Düsseldorf 2004, S. 360 f. (Sekundärliteratur)
  8. ^ wien-vienna.at: Türkenbelagerung – Die Heere
  9. ^ Oberstleutnant Johann Georg von Hoffmann aus dem Jahresbericht des Realgymnasiums der Theresianischen Akademie in Wien 1937, S. 3–17, citeret af: Walter Sturminger: Die Türken vor Wien. Karl Rauch, Düsseldorf, 1968, S. 32.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]