Anschluss

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Anschluss er betegnelsen på Tysklands anneksion af Østrig den 13. marts 1938. Dagen før havde tyske tropper besat landet. Det blev forbudt at bruge navnet Østrig, der herefter blev kaldt Ostmark.

Kort efter Anschluss blev også det gamle østrigske land Bøhmen med Mähren overtaget af Tyskland (Reichsprotektorat Böhmen-Mähren; nuværende Tjekkiet).

Grensevakter og soldater fjerner grensebommene mellom Tyskland og Østerrike mars 1938

Anschluss, også skrevet Anschluß ("tilslutning, anknytning eller forening"), også kaldet Anschluss Österreichs ("Østrigs indlemmelse eller genforening"), er en tysk betegnelse på Nazi-Tysklands annektering af nabolandet Østrig den 12. marts 1938.[1] Dette markerede kulminationen af det historiske tværnationale pres for at forene de tyske befolkninger i Østrig og Tyskland i én nation. Anschluss var Hitlers første skridt i hans søgen for "Lebensraum" (tyskernes "livsrum"), og styrkede de tyske flanker mod Tjekkoslovakiet, da det spændte forhold mellem dem og tjekkerne kunne udløse en større europæisk krig på grund af Hitlers krav til tjekkerne om, at de skulle overlade Sudetenland til Tyskland. Foreningen ophørte efter Tysklands nederlag i 2. verdenskrig i 1945.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Delingen af Østerrike-Ungarn efter 1. verdenskrig.
Kort som viser områder med tysk-sproget befolkning (rosa) som senere blev Deutschösterreich i det vestlige Østrig-Ungarn i 1911

Tanken om, at alle etniske tyskere skulle samles i et land, havde været levende siden opløsningen af Det tysk-romerske rige i 1806. Samtidig var der fra 1700-tallet en stor emigration af tysksprogede til større områder, særlig i Østeuropa efter invitation af de daværende magthavere for at befolke området, som var befolkningsmæssigt svækket som følge af pest eller krig, og for at styrke landbruget. Den immigrerede tysksprogede befolkning fik ofte en del privilegier, blandt andet knyttet til eget sprog og kultur.

Wienerkongressens principper knyttede til ulige landes interessesfærer bygget på opdelingen af ulige tyske og italienske stater, og ikke deres samling som kom i løbet af 1800-tallet. Dette rejste imidlertid spørgsmålet, om der faktisk fandtes et tysk folk, og hvilke kendetegn der i så fald karakteriserede dette folk og skilte dem fra andre. Ulige synspunkter førte til ulige løsninger knyttede særlig til den stortyske løsning, eventuelt den lilletyske løsning, hvor særlig det habsburgske Østrig blev holdt uden for, hvilket særlig var fremme på Frankfurtparlamentet i 1848,[2] og som i løbet af 1800-tallet førte til en rivalisering mellem et voksende og stadig mere selvbevidst Preussen og Østrig.

I det diplomatiske spil under 1800-tallet lykkedes det den preussiske kansler Otto von Bismarck at isolere den østrigske indflydelse på de øvrige tyske stater. Ekskluderingen af Østrig blev endelig gennem den preussiske sejr i Den preussisk-østrigske krig i 1866[2], som udmanøvrerede østrigerne nord for egne grænser og åbnede for etableringen af Det nordtyske forbund året efter med preussisk dominans og åbnede for Tysklands samling og etableringen af Det Tyske Kejserrige i 1871 med den preussiske konge som kejser.

Situationen efter 1. verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Da Østrig-Ungarn gik i opløsning efter 1. verdenskrig, var der kræfter inden for den tysktalende del af dobbeltmonarkiet, som ønskede tilslutning til Tyskland og således styrke deres position efter nederlaget i krigen. Dette samlingsønske fik et udtryk i etableringen af republikken Deutschösterreich den 12. november 1918, men både Versaillestraktaten og Saint-Germain-traktaten fra 1919 udtrykkelig forbød en østrigsk tilslutning til Tyskland uden at dette var godkendt af Folkeforbundet.[3] Dette blev skarpt kritiseret af blandt andre Hugo Preuss, som skrev Weimarforfatningen, da han hævdede, at dette stred mod princippet om national selvbestemmelsesret, som var basis for fredsslutningen efter krigen. Både Weimarforfatningen og forfatningen for den første østrigske republik indeholdt langsigtede mål om forening.[3] Men sejrherrerne frygtede et samlet og styrket Stortyskland, og forhindrede, at der blev afholdt folkeafstemning om spørgsmålet, men lokale afstemninger i Tirol i april 1921 (145.302 stemmer for, 1.805 mod) og Salzburg i maj (98.546 for, og 877 mod) viste overvældende flertal for tilslutning til Tyskland.[2]

I begyndelsen af 1930-erne søgte Østrig og Tyskland at etablere et vist økonomisk samarbejde, herunder blev der den 19. marts 1931 enighed om at etablere en toldunion,[2] men også den blev standset af sejrherrerne fra 1. verdenskrig[3] gennem Den faste domstol for mellemfolkelig retspleje.[2] Dette samarbejdet blev dæmpet efter den nationalsocialistiske magtovertakelse i 1933. Imidlertid agiterede Adolf Hitler, selv en tysk-østriger, stærkt for stortysk løsning efter at have plukket op pangermanske tanker efter krigen, hvilket han blandt andet redegjorde for i Mein Kampf.

Austrofascismen[redigér | redigér wikikode]

Den store depression ramte også Østrig ganske hårdt, med høj arbejdsløshed og ustabil økonomi. Dette førte til politisk uro i den unge stat. Republikken var de første år domineret af det katolske parti Christlichsoziale Partei, men staten gik langsomt i opløsning fra 1933, da parlamentet blev opløst og frem til opstanden i Wien i 1934. Styret udviklede sig i retning af en korporatistisk fascistisk etpartistat, kaldet austrofascisme, under ledelse af Engelbert Dollfuss, og efter, at han var blevet dræbt, af Kurt Schuschnigg.

Kurt Schuschnigg i 1936, med austrofascismens mærke på venstre jakkelomme
Føderale østrigske soldater ved hovedbanegården i Wien 12. februar 1934 under opstanden.

Austrofascismen havde mere til fælles med den italienske fascisme under Benito Mussolini end den tyske nationalsocialisme. Mussolini støttede austrofascisternes tanker om østrigsk selvstændighed, indtil han fik behov for tysk støtte til sin krigsførelse i Etiopien under Den anden italiensk-abessinske krig, hvilket førte ham ind i en afhængighed af Hitler gennem Rom-Berlin-aksen.

Pangermanske kredse havde gennem flere år presset på for at få gennemført en stortysk løsning.[4] De nationalsocialistiske myndigheder i Tyskland støttede sit østrigske søsterparti DNSAP under ledelse af Arthur Seyss-Inquart i deres forsøg på at tage magten fra de austrofascistiske magthavere.

Den 25. juli 1934 blev Dollfuss dræbt i et nationalsocialistisk kupforsøg, hvilket førte til ny politisk uro, som varede frem til august. De østrigske nationalsocialister flygtede da i stor skala til Tyskland, men fortsatte arbejdet for en forening derfra, mens de tilbageværende nationalsocialister skabte uro gennem terrorangreb, som krævede mere end 800 dræbte mellem 1934 og 1938.

Schuschnigg overtog som leder og videreførte Dollfuss' politik, hvor både nationalsocialister og socialdemokrater blev internerede i stor skala. Presset fra Tyskland voksede imidlertid således, at aktionerne mod nationalsocialisterne ophørte efter 1936, og internerede nationalsocialister blev løsladte og indlemmede i magtpositioner.

Optakten[redigér | redigér wikikode]

I 1938 blev det afsløret, at DNSAP planlagde et kup i Østrig. Schuschnigg tog dette op med Adolf Hitler under et møde i Berchtesgaden. Hitler benyttede anledningen til at presse Østrig til at indfri en række tyske krav, blandt dem at Seyss-Inquart skulle ind i den østrigske regering, samt at alle fængslede nationalsocialister skulle løslades. Den tyske hær i gang satte samtidig en militærøvelse nær grænsen for at lægge pres på Schuschnigg.

Schuschnigg gik med på Hitlers krav. Seyss-Inquart blev indenrigsminister og styrede på kommando fra Berlin. Schuschnigg så snart, at situationen var uholdbar, og ønskede at holde en folkeafstemning den 13. marts, om Østrig fortsat skulle være en uafhængig stat.

Hitler krævede straks, at folkeafstemningen skulle udsættes, da det var usikkert hvad, udfaldet ville blive. Han krævede derimod, at den østrigske præsident, Wilhelm Miklas, skulle afskedige Schuschnigg og udpege Seyss-Inquart som ny kansler. Miklas nægtede imidlertid at godtage Seyss-Inquart, men gik med på de andre krav. Hermann Göring beordrede Seyss-Inquart til at sende et telegram, hvor han skulle efterspørge tysk hjælp, men han nægtede, og dette blev i stedet sendt af en tysk agent i Wien.[1]

Gennemførelsen[redigér | redigér wikikode]

Den tyske rigskansler Adolf Hitler og hans militære troppers triumftog gjennom Wiens gater 15. marts 1938 under anschluss. Indbyggerne jubler og gør hitlerhilsen.
Foto: Deutsches Bundesarchiv
Arthur Seyss-Inquart i 1938 da han overtog som guvernør efter Anschluss, før han i 1940 blev rigskommissær i Nederlandene resten af krigen
Foto: Deutsches Bundesarchiv
Stemmeseddel fra folkeafstemningen 10. april 1938. Teksten spørger "Er du enig i Østrigs genforening med Det tyske rige som blev fuldbyrdet 13. marts 1938, og stemmer du på vor fører Adolf Hitlers liste?" Den store cirkel er mærket "Ja", den lille "Nej".

Tyske tropper krydsede grænsen til Østrig den 12. marts 1938 efter lang tids forberedelse, uden at møde modstand. Flere steder blev de tyske soldater mødt af folkemængder, som fejrede tyskernes indtog, blandt andet med blomster, og aktionen fik kaldenavnet der Blumenkrieg ("Blomsterkrigen"), mens det officielle navn var Unternehmen Otto.[5] Flere steder havde lokale nationalsocialister allerede overtaget styringen før, de tyske soldater kom, som for eksempel i Graz. For Wehrmacht var indmarchen hovedsagelig en øvelse i et større felttog.

Hitler ankom i sin bil samme eftermiddag til sin fødeby Braunau, og til Linz samme aften, hvor han blev taget imod i byens rådhus. Han gennemførte der efter i en triumfpræget rundrejse i Østrig, som endte i Wien den 2. april 1938, hvor han blev taget imod af en menneskemængde på omkring 200.000 tysk-østrigere på Heldenplatz ("Heltepladsen"), som overvar, at Hitler proklamerede det østrigske Anschluss til riget.[6]

Anschluss blev allerede den 13. marts hjemlet i en egen lovgivning, og det tidligere Østrig blev provinsen Ostmark med Seyss-Inquart som guvernør. Dette blev indledningen til terroren mod jødiske østrigere, som også kom til udtryk i den såkaldte "arisering" med beslaglæggelse af jødisk ejendom.

Indtoget var et respons på en iscenesat hændelse, fremkaldt af medlemmer af DNSAP og diplomatisk pres og ultimatum fra den tyske regering.

Folkeafstemning i april[redigér | redigér wikikode]

Den foreslåede lovgivning af 13. marts slog fast, at Østrig skulle være en del af Tyskland, og denne lovgivning blev sendt ud til en folkeafstemning den 10. april. Historikerne er stort set enige om, at selve resultaterne ikke er manipulerede, men selve gennemførelsen var ikke fri eller hemmelig. Blandt andet blev stemmesedlerne ikke leveret skjult, men kontrolleret af valgfunktionærer. Desuden var stemmesedlen tendentiøst udformet og formuleret. Ifølge nationalsocialisterne skal hele 99,7 % have stemt "ja".[7]

Den eneste del af afstemningen, som blev gennemført som frie valg, fandt sted i den italienske havneby Gaeta blandt østrigske og tyske præster, som studerede ved Santa Maria dell'Anima i Rom. Afstemningen blev gennemført ombord på den tyske krydser Admiral Scheer, som lå i havnen. I modsætning til de øvrige resultater stemte disse præster med 90 % mod Anschluss, hvilket nationalsocialisterne senere kaldte die Schande von Gaeta ("Skammen i Gaeta").

Virkninger og videre udvikling[redigér | redigér wikikode]

Reaktioner[redigér | redigér wikikode]

Det katolske ærkebiskop af Wien, kardinal Theodor Innitzer arbejdede indledningsvis for at få en forståelse med det nye styre, for at dæmme op for den latente antikatolicisme blandt nationalsocialisterne. Allerede den 15. marts 1938 aflagde han en høflighedsvisit hos Hitler i Wien og undertegnede sammen med øvrige biskoper en erklæring, hvori de stillede sig loyale til styret. Der blev også undertegnet en erklæring den 27. marts, som udtrykte anerkendelse af det, som blev udrettet i (völkischer) hensigt, og at det var en "national pligt" for østrigerne at stemme for Anschluss i den kommende folkeafstemning.

Disse erklæringer var imidlertid ikke tilstrækkeligt kirkeligt forankrede, og Vatikanradioen udsendte umiddelbart en skarp fordømmelse af Anschluss, og Vatikanetts kardinalstatssekretær, kardinal Eugenio Pacelli beordrede Innitzer til Rom. Før han fik foretræde for paven, måtte Innitzer stå skoleret for Pacelli, som var rasende og krævede, at Innitzer måtte tilbagekalde sin udtalelse. Han måtte undertegne en ny erklæring, hvor det hed blandt andet at "De østrigske biskopers højtidelige erklæring ... havde ikke til hensigt at godkende noget som ikke var og ikke er forenelig med Guds lov" (6. april 1938). Vatikanets avis L'Osservatore Romano gik ud med en artikel, som understregede, at biskoppernes oprindelige udtalelse var blevet til uden Roms godkendelse.

Det blev tidlig klart, at hverken Innitzer eller de øvrige østrigske biskopper havde formået at tøjle antikatolicismen blandt nationalsocialisterne. Den 28. september 1938 overrakte biskopperne et memorandum til Hitler, hvori de gik hårdt ud mod den skarpe "kulturkamp", som var blæst i gang i Østrig, og fremførte en række eksempler på overgreb fra embedsværket.

Modstanden toppede den 7. oktober efter rosenkransbønnen i Stephansdomen, da mere end 7.000 unge katolikker protesterede offentligt og gjorde nar af nationalsocialistiske paroler, som de forandret ordene på. De var blevet inspirerede af kardinalens ord fra prædikestolen, som var: "Vi har kun én Fører: Kristus!".

Allerede dagen efter blev der igangsat repressalier, da en sydende folkemængde anført af Sturmabteilung og Hitlerjugend trængte inn i kardinalens residens og den ærkebiskoppelige kurie (Curhaus) i Wien, hvor de ødelagde og plyndrede, gik fysisk løs på de gejstlige som kom i deres vej, og brølede slagord om, at Innitzer måtte føres til galgen eller sendes til Dachau. Wiens nationalsocialistiske politipræsident sad i et kaffehus på Stephansplatz mens det hele pågik, og fulgte med på klokken at indtrængerne holdt sig inden for den aftalte tidsramme, som var blevet afsat som "Zeitraum für den deutschen Volkszorn" (tidsrum for det tyske folkeraseri).

Kort tid efter blev den katolske presse og de kirkelige foreninger forbudt, og konkordatsbestemmelserne]] fra 1933, som sikrede kirkens rettigheder i det daværende Østrig, blev erklæret ugyldige af de nationalsocialistiske magthavere.

Denne første tyske annektering efter 1. verdenskrig vakte opsigt men blev ikke anset som en trussel i resten af Europa. Tvært imod virkede det normalt, at det tysktalende østrigske folk blev indlemmede i det tyske rige. De øvrige internationale reaktioner var derfor moderate. The Times kommenterede, at for 300 år siden havde Skotland sluttet sig til England, og at dette ikke var så anderledes. Den 14. marts holdt den britiske premierminister Neville Chamberlain en tale i Underhuset, hvor han tog afstand fra Anschluss, men accepterede dette som en realitet. I talen sagde han blandt andet, at "de hårde fakta er, at ingen ting kunne have stoppet det, som faktisk skete (i Østrig) med mindre dette og andre lande var forberedt på at bruge magtmidler"[8]

Ny ekspansion[redigér | redigér wikikode]

Det tyske rige efter Münchenaftalen

Den britiske reaktion var en følge af den britiske appeasement-politik. Men også USA udstedte en tilsvarende udtalelse. Hitler ser ud til at have tolket dette som en mulighed for at bruge endnu mere aggressive tiltag for at udvide das Reich, da han senere indtog Sudetenland. Samme efterår blev også det tjekkiske grænseområde Sudetenland med en overvejende tysk talende befolkning annekteret af Tyskland som følge af München-forliget i 1938.

I marts 1939 annekterede Tyskland også de resterende tjekkiske dele af Tjekkoslovakiet, det tidligere østrigske landområde Böhmen med Mähren, som efter 1. verdenskrig var blevet kerneområdet i den nyoprettede stat. Området blev kaldt Reichsprotektorat Böhmen-Mähren og modsvarer det nuværende Tjekkiet. Tysklands udvidelser af grænserne for Det stortyske rige blev altså delvis godtagne af andre europæiske magter.

Dette styrkede tysk tro på muligheden for fortsat ekspansion øst over uden modstand fra vestmagterne og bidrog til angrebet på Polen 1. september samme år, som indledte 2. verdenskrig.

"Offerteorien" efter krigen[redigér | redigér wikikode]

Efter 2. verdenskrig søgte mange østrigere trøst i tanken om Østrig som "nazismens første offer". Til trods for, at det nationalsocialistiske parti umiddelbart blev forbudt, havde Østrig ikke den samme afnazificeringsproces, som blev pålagt i Tyskland. Østrig havde ikke det samme ydre pres for et opgør med fortiden og dermed for en politisk reform. Dette medførte, at flere politiske miljøer i Østrig efter krigen ønskede at fremstille Anschluss som en anneksion som følge af en militær invasion.[9]

Dette syn på hændelserne i 1938 blev stærkt forankret som følge af 10 års allieret okkupation af landet efter krigen og kampen for at genoprette østrigsk uafhængighed. Her blev denne "offerteori" central i forhandlingerne med Sovjetunionen frem mod Den Østrigske Statstraktat i 1955, hvor de østrigske forhandlere lagde vægt på "offerteorien" for at kunne opnå en anden løsning end for Tyskland, som blev delt i fire okkupationszoner og på denne tid delt i Østtyskland og Vesttyskland. Statstraktaten, sammen med at Østrig erklærede sig neutral, var vigtige milepæle i etableringen af en uafhængig østrigsk national identitet i de følgende årtier.[10]

Østrigske politikerne på både højre og venstresiden tog i de følgende år sigte på dæmpe konfliktniveauet for at undgå den skarpe indre strid, som havde været i 1930-erne, og dette medførte, at diskussioner om både østrigsk nationalsocialisme og Østrigs rolle i Det tredje rige blev undgået. Imidlertid har Österreichische Volkspartei (ÖVP) fremmet synspunktet om, at Dollfuss' diktatur var nødvendigt for at sikre østrigsk uafhængighed. På den anden side har Sozialdemokratische Partei Österreichs (SPÖ) argumenteret med, at Dollfuss' diktatur ødelagde landets demokratiske institutioner, som ville have været nødvendige for at kunne have stået imod Hitler, hvorved ses bort fra, at Hitler selv var østriger.[11]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b «Anschluss» i Encyclopædia Britannica
  2. ^ a b c d e wien-vienna.com
  3. ^ a b c Anschluss i Store norske leksikon
  4. ^ Willian L. Shirer (1984). 'Twentieth Century Journey, Volume 2, The Nightmare Years: 1930-1940'. Boston, USA: Little, Brown & Company. ISBN 0-316-78703-5 (v. 2). 
  5. ^ Unternehmen Otto oder der 'Blumenkrieg
  6. ^ Video: Hitler proklamerer Østerrikes innlemmelse i das Reich (2 MB). Hentet 2012-03-14. 
  7. ^ Austria-Absorption of Austria into the Third Reich THE ANSCHLUSS AND WORLD WAR II
  8. ^ «The hard fact is that nothing could have arrested what has actually happened [in Austria] unless this country and other countries had been prepared to use force.»William L. Shirer (1984). 'Twentieth Century Journey, Volume 2, The Nightmare Years: 1930-1940'. Boston: Little Brown and Company. pp. 308. ISBN 0-316-78703-5 (v. 2). 
  9. ^ Beniston, Judith (ed): Hitler’s first victim? Memory and representation in post-war Austria. Maney, Leeds 2003, ISBN 1904350127 contents pdf.
  10. ^ Steininger, Wolf: Austria, Germany, and the Cold War: from the Anschluss to the State Treaty 1938-1955. Berghahn Books, New York, NY 2008, ISBN 9781845453268, contents pdf.
  11. ^ Art, David: The politics of the Nazi past in Germany and Austria. Cambridge University Press, 2006, ISBN 9780521856836.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Jörgen Bast: Två krig - men inte ett skott; Dagens Böcker A.B., Malmö; Lund 1940 (dansk original: To Krige - men ikke eet Skud)
  • Graham Hutton: Donau - Europas Skæbne; H. Hagerup, København 1938 (engelsk original: Danubian Destiny)

Se også[redigér | redigér wikikode]