Nikita Mikhalkov
| Nikita Mikhalkov | |
|---|---|
 Nikita Mikhalkov i 2018 | |
| Personlig information | |
| Fulde navn |
Никита Сергеевич Михалков Nikita Sergejevitj Mikhalkov |
| Født |
Никита Сергеевич Михалков  21. oktober 1945 (78 år) Moskva, Rusland |
| Nationalitet |
Sovjetunionen Rusland |
| Religion |
Den ortodokse kirke |
| Far |
Sergej Mikhalkov |
| Søskende |
Andrej Mihalkov-Koncalovskij |
| Ægtefælle |
Anastasija Vertinskaja (1966-1969) |
| Uddannelsessted |
Gerasimov-instituttet for kinematografi, GOU CO Nr. 1239, Boris Sjtjukin Teaterinstitut, Den centrale musikskole |
| Beskæftigelse |
Filmskuespiller, iværksætter, konferencier, forelæser, sanger, filminstruktør, manuskriptforfatter, filmproducent, skuespiller, instruktør, skribent, filmmanuskriptforfatter, blogger, tv-vært |
| Aktive år | 1959 - i dag |
| Nomineringer og priser | |
| Nomineringer |
Europæiske Filmpris for bedste film (1993) |
| Udmærkelser |
Den Italienske Republiks Fortjenesteorden Officer af Æreslegionen (1992) Kommandør af Æreslegionen (1994) Storkorset af Den Italienske Republiks Fortjenesteorden (2004) Fædrelandets fortjenstordens fjerde grad (21. oktober 2010) Fædrelandets fortjenstordens tredje grad (17. oktober 1995) Fædrelandets fortjenstordens anden grad (21. oktober 2005) Fædrelandets fortjenstordens første grad (29. juni 2015) Oscar (1995) Russiske federationens præsidentielle taknemlighedscertifikat (11. juli 1996) TEFI Dostluqorden (20. oktober 2015) Guldløven (1991) Guldmedalje for fortjenester for kulturen Sergij Radonesj-ordenen af første grad премия Министерства обороны Российской Федерации в области культуры и искусства[1] Leone d'oro alla carriera (2007) Den russiske føderations statspris (1993, 1995, 1999) Nika-prisen (1993) Den hellige prins Daniel af Moskvas orden (2015) Hedersintyg från Ryska federationen[2] Lenin Komsomol-prisen (1978) Æresartist af Den russiske sovjetrepublik (31. december 1976) Folkets Kunstner i Den russiske sovjetrepublik (28. marts 1984) Pris fra Russlands føderasjons regjering innen kultur[3] Silver Play Button Guldørnen (2015) Viareggio-Versilia International-Pris (1988) Gold Play Button Gyldne Musling (1977) Europæiske Filmpris for bedste film (1993) grand prix du Festival de Cannes (1994) Arbetets hjälte, Ryska federationen[4] (2020) Helige martyr tsar Nikolajs orden[5] |
| Eksterne henvisninger | |
|
Nikita Mikhalkovs hjemmeside | |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. | |
Nikita Sergejevitj Mikhalkov (russisk: Никита Сергеевич Михалков, født 21. oktober 1945 i Moskva, Sovjetunionen) er en sovjetisk og russisk skuespiller, filminstruktør og formand for den russiske filmfolksforening.[6]
Mikhalkovs film har modtaget flere internationale priser. Urga - kærlighedens tegn fra 1991 vandt Guldløven ved filmfestivalen i Venedig og blev nomineret til en Oscar for bedste fremmedsprogede film, Brændt af solen (1994) modtog en Grand Prix ved Filmfestivalen i Cannes og en Oscar, og 12 (2007) blev nomineret til en Oscar for bedste fremmedsprogede film. Han modtog i 2007 ved Filmfestivalen en Specialpris for sit bidrag til film og filmindustrien.
Opvækst[redigér | rediger kildetekst]
Mikhalkov blev født i Moskva i en adelig familie. Oldefaren var den kejserlig guvernør i Jaroslavl, og faren, Sergej Mikhalkov, var kendt forfatter af børnelitteratur og forfatter af Sovjetunionens statshymne. Mikhalkovs mor, digteren Natalja Kontjalovskaja, var datter af avantgarde-kunstneren Pjotr Kontjalovskij og barnebarn af en anden maler, Vasilij Surikov. Nikitas ældre bror er filmskaberen Andrej Kontjalovskij, primært kendt for sit samarbejde med Andrej Tarkovskij og hans egne Hollywood actionfilm, såsom Runaway Train og Tango & Cash.
Filmkarriere[redigér | rediger kildetekst]
Mikhalkov Gik på børneskuespilerskolen under Moskva kunstnerteater og senere på Sjtjukin-skolen under Vakhtangovteatret. Mens han gik på skolen medvirkede han i Georgij Danelijas film Romance i Moskva (1964) og i en række andre skuespillerroller.
Samtidig med med skuespillet begyndte Mikhalkov at studere på filmskolen VGIK i Moskva under instruktøren Mikhail Romm, der tillige havde undervist Mikhalkovs bror og Andrej Tarkovskij. Han var instruktør på en række kortfilm, inden han i 1974 som 28-årig fik udgivet sin første spillefilm som instruktør, den "røde western" Ven blandt fjender. Han fik international anerkendelse for sin anden film Kærlighedens slaver (1976), der handlede om et filmhold, der i 1917 forsøger at indspille en stumfilm på et feriested, mens Oktoberrevolutionen udspiller sig. Filmen blev i 1977 fulgt op af Ufuldendt stykke for mekanisk klaver, en filmatisering af Anton Tjekhovs skuespil Platonov. Filmen vandt førsteprisen ved filmfestivalen i San Sebastian.
Samtidig med at Mikhalkov spillede hovedrollen i brorens episke film Sangen om Sibirien (1979), instruerede han Pjat vetjerov (da.: Fem nætter), en kærlighedshistorie om et par, der adskilles af anden verdenskrig og som genforenes efter 18 år. Mikhalkov instruerede i denne periode en række film, herunder den prisvindende Bez svidetelej[7] (da.: Uden vidner) (1983) og medvirkede tillige som skuespiller i flere sovjetiske produktioner, herunder i in Eldar Rjazanovs populære romantiske komedie- og melodramer Vokzal dlja dvoikh (da.: Station for to) (1982) og Zjestokij romans (En grusom romance) (1984).
Han fik gennembrud i vesten med den russisk-italienske Sorte øjne (1987), også bygget på Tjekhov og med Marcello Mastroianni i hovedrollen. Mastroianni fik for sin præstation i filmen prisen for bedste mandlige skuespiller ved Filmfestivalen i Cannes i 1987[8] og blev ligeledes nomineret til en Oscar for præstationen. Mikhalkovs næste film, Urga - kærlighedens tegn, fra 1991 modtog Guldløven ved Filmfestivalen i Venedig og blev nomineret til en Oscar for bedste fremmedsprogede film. Med eksperimentalfilmen Anna: ot 6 do 18 fra 1993 beskrev han gennem optagelser af sin datter Anna Sovjetunionens udvikling fra 1980 til kollapset i 1991 og de første turbulente år i det nye Rusland.
Mikhalkovs mest kendte produktion er Brændt af solen (1993), der beskriver den paranoide atmosfære i Sovjetunionen under Stalins udrensninger i 1930'erne. Filmen vandt Grand Prix ved Filmfestivalen i Cannes i 1994[9] og en Oscar for bedste fremmedsprogede film[10] og flere andre priser.
Han var i 1996 formand for juryen ved Filmfestivalen i Berlin.[11]
Efter successen med Brændt af Solen skrev og instruerede Mikhalkov den stort anlagte Sibirskij tsirjulnik (da.: Barberen fra Sibirien (1998). Filmen blev vist uden for konkurrence ved Cannes Film Festival i 1999[12] og havde Julia Ormond og Oleg Mensjikov i hovedrollerne, ligesom Mikhalkov selv spillede filmens rolle som zar Aleksandr 3. af Rusland. Filmen modtog Den Russiske Føderations Statspris. Mikhalkov blev kort efter valgt som formand for Den russiske filmfolksforening og har siden 2000 været leder af Filmfestivalen i Moskva.
Mikhalkovs genindspilning af Sidney Lumets retsdrama 12 Angry Men, udgivet som 12 vandt Guldløven ved Filmfestivalen i Venedig i 2007 og blev nomineret til en Oscar.[13] Filmen Exodus - Brændt af Solen 2 blev præsenteret på Filmfestivalen i Cannes i 2010 og deltog ved Oscaruddelingen året efter, men vandt ingen priser.[14][15]
Privatliv[redigér | rediger kildetekst]
Mikhalkovs blev gift første gang i 1967 med skuespilleren Anastasija Vertinskaja, som han fik sønnem Stepan med. Han blev gift anden gang med Tatjana; parret har fået børnene Anna (1974), Artyom (1975) og Nadja (1986).
Politisk aktivitet[redigér | rediger kildetekst]
.jpeg)
Mikhalkov er aktivt involveret i russisk politik og er kendt for sine nationalistiske og pro-slaviske synspunkter. Han har været fortaler for Ivan Iljins ideer om et post-Sovjetisk Rusland og har skrevet flere artikler om Iljin og vr blandt initiativtagerne til at flytte Iljins rester fra begravelsesstedet i Schweiz til Donskojklosteret i Moskva.
Han har offentligt støttet ultranationalistiske politikere i Serbien.[16][17]
Mikhalkov har beskrevet sig som en monarkist[18][19] og er en fast støtte for den russiske præsident Vladimir Putin.[20]
Mikhalkovs enerådige ledelse af den russiske filmfolkforening er blevet kritiseret af en række fremtrædende russiske filmfolk, der i 2010 opfordrede til, at der blev dannet en ny konkurrerende forening.[21][22]
Mikhalkov blev i 2015 udelukket fra indrejse i Ukraine som følge af hans støtte til Ruslands annektering af Krim.[23][24] I februar 2022 støttede han offentligt Ruslands invasion af Ukraine[25] og blev i december 2022 under givet sanktioner fra EU.[26]
Filmografi i udvalg[redigér | rediger kildetekst]
Som instruktør[redigér | rediger kildetekst]
- Ven blandt fjender (1974)
- Kærlighedens slaver (1976)
- Ufuldendt stykke for mekanisk klaver (1977)
- Pjat vetjerov (da.: Fem nætter) (1978)
- Oblomov - Verdens mest dovne mand (1980)
- Rodnja (da.: Familie) (1981)
- Bez svidetelej (da.: Uden vidner) (1983)
- Sorte øjne (1987)
- Urga - kærlighedens tegn (1992)
- Anna: ot 6 do 18 (da.: Anna: fra 6 til 18) (1993)
- Brændt af solen (1994)
- Sibirskij tsirjulnik (da.: Barberen fra Sibirien, 1998)
- 12 (2007)
- Exodus - Brændt af Solen 2 (2010)
- Citadel - Brændt af Solen 3 (2011) - instrueret selv
- Solnetjnyj udar (da.: Solstråle) (2014)[27]
Som skuespiller – (med instruktør)[redigér | rediger kildetekst]
- Tutji nad Borskom (da.: Skyer over Borsk) (1960) - Vasilij Ordynskij)
- Prikljutjenija Krosja (da.: Kroshs eventyr) (1961) – Genrikh Oganesjan
- Romance i Moskva (1964) – Georgij Danelija
- En adelig rede (1965) – Andrej Kontjalovskij
- God kak zjizn (da.: Et år er som et helt liv) (1966) - Grigorij Rosjal
- De røde og de hvide (1967) - Miklós Jancsó
- En adelig rede (1969) - Andrej Kontjalovskij
- Det røde telt (1969) – Mikhail Kalatozov
- Stantsionnyj smotritel (da.: Stationsmesteren) (1972) – Sergej Solovjov
- Ven blandt fjender (1974) – instrueret selv
- Kærlighedens slaver (1976) – instrueret selv
- Ufuldendt stykke for mekanisk klaver (1977) – instrueret selv
- Sangen om Sibirien (1978) – Andrej Kontjalovskij
- Prikljutjenija Sjerloka Kholmsa i doktora Vatsona: Sobaka Baskervilej (da.: Sherlock Holmes' og Doctor Watsons eventyr: Baskerviles hund (1981) – Igor Maslennikov
- Portret zjeny khudozjnika (da.. Portræt af kunstnerens hustru) (1982) – Aleksandr Pankratov
- Station for to (1983) – Eldar Rjazanov
- Poljoty vo sne i najavu (da.: Flyvninger i drøm og virkelighed) (1983) - Roman Balajan
- Zjestokij romans (da.: En grum romance, 1984) – Eldar Rjazanov
- Unizjennyje i oskorbljonnyje (da.: Ydmyget og fornærmet) (1991) Andrej Andrejevitj Esjpaj
- Brændt af solen (1994) – instrueret selv
- Revisoren (1996) – Sergej Gazarov
- Sibirskij tsirjulnik (da.: Barberen fra Sibirien, 1998) – instrueret selv
- Statskij sovetnik (2005) – Filipp Jankovskij
- Zjmurki (2005) – Aleksej Balabanov
- Persona Non Grata (2005) – Krzysztof Zanussi
- Mne ne bolno (da: Det går mig ikke ondt) (2006) - Aleksej Balabanov
- 12 (2007) – instrueret selv
- Exodus - Brændt af Solen 2 (2010) - instrueret selv
- Citadel - Brændt af Solen 3 (2011) - instrueret selv
Som manuskriptforfatter og/eller producent[redigér | rediger kildetekst]
- Moj ljubimyj kloun (da.: Min elskede klovn) (1986) - som manuskriptforfatter
- 1612 (2007) - som producer
- Exodus - Brændt af Solen 2 (2010) - som producer og instruktør
- Legenda No. 17 (2013) - som producer
- Poddubnyj (2014) - som producer
- Solnetjnyj udar (da.: Solstråle) (2014) - som manuskriptforfatter og instruktør
- Ekipazj (da.: Besætningen) (2016) - som producent
- Dvizjenije vverkh (da.: ~ Vertikal bevægelse) (2017) - som producent
- T-34 (2018) - som producent
- Trener (da.: Træneren) (2018) - som producent
- Serebryanyje konki (da.: Sølvskøjter) (2020) - som producent
- Ogon (da.: Brand) (2020) - som producer
- Para iz budusjjego (da.: Et par fra fremtiden) (2021) - som producer
- Tjempion mira (da.: Verdensmester) (2021) - som producer
Referencer[redigér | rediger kildetekst]
- ^ Navnet er anført på bokmål og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
- ^ Navnet er anført på svensk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
- ^ Navnet er anført på bokmål og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
- ^ Navnet er anført på svensk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
- ^ Navnet er anført på svensk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
- ^ Peter Rollberg (2016). Historical Dictionary of Russian and Soviet Cinema. US: Rowman & Littlefield. s. 489-491. ISBN 978-1442268425.
- ^ "13th Moscow International Film Festival (1983)". MIFF. Arkiveret fra originalen 7. november 2013. Hentet 8. februar 2013.
- ^ "Festival de Cannes: Dark Eyes". festival-cannes.com. Hentet 19. juli 2009.
- ^ "Festival de Cannes: Burnt by the Sun". festival-cannes.com. Hentet 30. august 2009.
- ^ "'Burnt By the Sun' Wins Foreign Film Oscar". AP NEWS (engelsk). 27. marts 1995. Hentet 2022-05-31.
- ^ "Berlinale: 1996 Juries". berlinale.de. Hentet 1. januar 2012.
- ^ "Festival de Cannes: The Barber of Siberia". festival-cannes.com. Hentet 11. oktober 2009.
- ^ Russian director Mikhalkov's "12" movie nominated for Oscar, ria.ru
- ^ "Hollywood Reporter: Cannes Lineup". hollywoodreporter. Arkiveret fra originalen 22. april 2010. Hentet 16. april 2010.
- ^ ""Цитадель" Михалкова выдвинута на "Оскар"". Penza. 19. september 2011. Hentet 19. september 2011.
- ^ Михалков: "Я приехал, чтобы поддержать сохранение Косова в составе Сербии" (Webside ikke længere tilgængelig)
- ^ Ragozin, Leonid (21-27 januar 2008). "Точка невозврата". Russian Newsweek. 4 (178). Arkiveret fra originalen 11. februar 2009. Hentet 14. maj 2009.
Михалков прищурился еще хитрее и нанес главный риторический удар: «Потому что православие – это основная сила, противостоящая культурному и интеллектуальному макдоналдсу»...Вдруг из зала раздался провокационный вопрос: «А что лучше – макдоналдс или сталинизм?» – «Ну это кому как», – ответил сын лауреата Сталинской премии.
{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link) CS1-vedligeholdelse: Dato-format (link) - ^ Великое интервью о великом кино Arkiveret 26. november 2010 hos Wayback Machine. Kommersant.ru. 11. maj 2010.
- ^ "Никита Михалков сдал мигалку". Arkiveret fra originalen 6. august 2012. Hentet 4. februar 2016.
- ^ Bayer, Alexei (24. marts 2008). "Sympathy for the devil". The Moscow Times. Arkiveret fra originalen 30. marts 2008. Hentet 24. marts 2008.
- ^ НАМ НЕ НРАВИТСЯ Arkiveret 12. april 2010 hos Wayback Machine – manifesto of those starting new union
- ^ "Opponents of Nikita Mikhalkov to Found Alternative Union of Cinematographers". Russia-ic.com. 19. april 2010. Hentet 13. oktober 2013.
- ^ "Director Nikita Mikhalkov Speaks Out After Ukraine Ban". The Hollywood Reporter. 31. august 2015.
- ^ "Кінорежисер Михалков створює загрозу нацбезпеці України – СБУ".
- ^ "Михалков: признание РФ Луганской и Донецкой народных республик было единственным выходом" [Mikhalkov: Ruslands anerkendelse af Luhansk og Donetsk Folkerepublikker var den eneste udvej] (russisk). TASS. 2022-02-25. Hentet 2022-08-20.
- ^ "COUNCIL DECISION (CFSP) 2022/2477 of 16 December 2022". Hentet 8. februar 2023.
- ^ Solnechnyy udar (Sunstroke) at IMDb.com
Litteratur[redigér | rediger kildetekst]
- Beumers, Birgit (2005). Nikita Mikhalkov: The Filmmaker's Companion 1. I.B.Tauris. ISBN 978-1-86064-785-7.
Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]
- Nikita Mikhalkov på Internet Movie Database (engelsk)
- Nikita Mikhalkov på Filmdatabasen
- Nikita Mikhalkov på Filmdatabasen
- Nikita Mikhalkov på Svensk Filmdatabas (svensk)
- Nikita Mikhalkov på AlloCiné (fransk)
- Nikita Mikhalkov på AllMovie (engelsk)
- Nikita Mikhalkov på Turner Classic Movies (engelsk)
- Nikita Mikhalkov på The Movie Database (engelsk)
- Nikita Mikhalkov på Encyclopædia Britannica Online (engelsk)
