Ole Fogh Kirkeby

Denne side er foreslået omskrevet – da en skribent har vurderet at indholdet ser ud til at være skrevet af en person, der må formodes ikke at kunne holde et neutralt synspunkt i sin vurdering af artiklens indhold og/eller relevans. Læs mere om hvilke typer af artikler, du normalt skal afholde dig fra at skrive, i Wikipedia:Selvbiografier § Typer af selvbiografier.

Ole Fogh Kirkeby
Personlig information
Født	9. februar 1947 (76 år)
Nationalitet
Uddannelse og virke
Beskæftigelse	Filosof
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Ole Fogh Kirkeby (født 9. februar 1947) er en dansk filosof, ledelsesteoretiker og forfatter, og professor emeritus ved CBS. Han er mag.art. i idéhistorie og dr.phil. i filosofi.

Han arbejdede på RUC fra 1973 som adjunktvikar i videnskabsteori og siden som kandidatstipendiat i forholdet mellem teknologi og økonomi. De første ti år her, indtil han forlod RUC, blev brugt til at arbejde med Karl Marx' historiefilosofi og hans økonomiske teori. I 1981 udgav han bogen Marxismen som økonomisk videnskab, der viste begrænsningerne i Marx' begrebsapparat i forhold til en diagnose og forklaring af den moderne samfundsvirkelighed; og i 1983 Teknologi og kontrol, der kritiserede Marx og marxismens optimistiske syn på teknologien.

Igennem firserne arbejde Kirkeby med kognitionsvidenskab og kunstig intelligens og skrev nogle af de første bøger på dansk. Dette projekt stillede jo uundgåeligt spørgsmålet om forskellen mellem mennesket og maskinen - og lagde derfor op til filosofiske overvejelser. Disse kom til at forme resten af Kirkebys liv, både som teoretisk og praktisk filosofi koncentreret omkring begivenheden, og som meta-filosofi i forhold til ledelse og kunst.

Kirkebys første store filosofiske projekt var doktorafhandlingen fra 1994, ”Begivenhed og krops-tanke. En fænomenologisk-hermeneutisk analyse.” Udgangspunktet var, at bevidstheden kan betragtes som en tekst. Afhandlingen vakte opsigt i Danmark.

I årene efter disputatsen skrev Kirkeby en række filosofiske værker med fokus på sprogets rolle i erkendelsen, og parallelt med dem begyndte han at udvikle en humanistisk ledelsesfilosofi. Dette skete samtidig med, at han blev professor i ledelsesfilosofi ved CBS. Bøgerne ”Ledelsesfilosofi. Et Radikalt Normativt Perspektiv” fra 1997, ”Organisationsfilosofi” fra 2001, og ”Det nye lederskab” fra 2004 blev bestsellere.

I det første årti af 2000 skrev Kirkeby en trilogi om begivenheden, med fokus på dennes ontologi, på æstetikken og på selvet. Se nærmere herunder. Spændingen mellem begivenhedens tilblivelse, det processuelle, betydningens begivenhed, på den ene side, og navngivning af det skete, begivenhedens betydning, på den anden, står i centrum af alle tre bøger. Her skrev han også to bind filosofiske fortællinger og en aforismesamling.

Hans væsentligste indsatsområde i dag og gennem de sidste tyve år er den græske dialogform ”protreptikken”, som har til formål at vende et menneske, og specifikt en leder, mod de væsentlige værdier i sit liv. Kirkebys udvikling af protreptikken er dog kendetegnet ved et nyt fokus på etymologien, på ordenes historiske forankring i krop og bevidsthed.

I 2021 udgav han bogen:"Hvad kan filosofi?, opridser Fogh Kirkeby sin opfattelse at, hvordan filosofien kan anvendes til at gentænke de sociale relationer mellem mennesker, når covid-19 pandemien er overvundet.

Personlige data: Gift med Lone Kirkeby, 1971-1983. Børn: Kristian Kirkeby (1975) og Anders Per Kirkeby (1980). Gift med Anette Kirkeby 1995. Børn: Bernhard Kirkeby (1996) og Ludvig Kirkeby (2002).

En filosofi om begivenheden

Den historiske inspiration for Kirkebys begivenhedsfilosofi er stoikerne, Merleau-Ponty og Wittgenstein. Kirkeby udvikler sin særlige fænomenologi med vægten på begivenheden, kroppen og sproget.

Kirkeby mener, at det er filosofiens opgave at lade erfaringer komme til orde - dem vi gør lige nu, dem, vi har gjort og dem, som vi vil kunne gøre. Spørgsmålet er så, hvilket begrebsapparat vi da skal benytte os af?

Her må vi iflg. Kirkeby tage udgangspunkt i ”gennemsnitserfaringen”, for andet udgangspunkt har vi ikke. Gennemsnitserfaringen siger os, at begivenheden er det centrale atom i menneskelivet og al erfarings fikspunkt.

Men det skærper kun problemet om, hvordan vi kan føre denne erfaring på begreb: Hvor meget skal vi lade common sense, gennemsnitserfaringen, bære dét vi artikulerer - ikke mindst i forhold til filosofiens overleverede fagterminologi? Og i hvilken grad kan og skal vi selv sammensætte og skabe nye begreber?  

Kirkeby vælger primært den sidste løsning og begrunder det med, at nye begreber kan kanalisere og åbne mod andre, alternative erfaringer og erkendelser. Filosofien må på denne måde ses som den potentielt mest praktiske af alle diskurser, da vi gennem den kan forvandle os selv og verden.

Det sted eller den kraft, hvor disse nye begrebers italesættelse 'kommer fra', finder Kirkeby tematiseret i det Epikur kaldte ”akatonomaston” (det ubenævnelige); nemlig det øjeblik, hvor krop og begivenhed smelter sammen og bliver et ”for sig” gennem ordet.

Kirkeby går ofte, som Heidegger, etymologisk til værks, men bliver som denne ikke ved det germanske. Dette ses i stigende grad gennem hans værker. Især er viden fra den protoindoeuropæiske sprogforskning eksemplarisk for hans tænkning:

For eksempel er den protoindoeuropæiske rod *men- (”at tænke”) betegnende for bevidsthedens og erindringens funktioner (mens, memory, mind, at mindes). Samtidig er den meget lydmæssigt tæt på den rod, ordet ”hånd” (manus, manual) kommer af, nemlig *man-. Hånden er vores ydre hjerne, den griber ud i verden - og gennem 'grebet' samler hånden alle sanser i erfaringens fokuseringskraft – opfatte, begribe, fornemme, indoptage, …. Bevidstheden er på samme måde en evne til at føle sig frem. Kirkebys neologisme ”kropstanken” er udtryk for netop dette.

A. Det ontologiske og epistemologiske perspektiv

I Kirkebys disputats fra 1994 "Begivenhed og krops-tanke. En fænomenologisk–hermeneutisk analyse" skaber han et begrebsapparat for den måde, som kroppen og begivenheden absorberes i hinanden på, når det virkelige bliver til i begivenheder.

Målet er at ophæve den klassiske dualisme mellem bevidsthed og verden, mellem bevidsthed og krop og mellem sproget på den ene side og verden og kroppen på den anden. Han indfører her neologismen ”kropstanken”, der både udtrykker, at kroppen tænker, og at ”tanken kropper”.

Han indfører også neologismen ”synkinæstesi” som det forhold, at alle sanser arbejder sammen om virkelighedens tilblivelse gennem bevægelsens syntese og han indfører begrebet ”translokutionaritet” som det at man først ved, hvad man selv tænker, når man hører, hvad man selv siger.

Bevidstheden er således altid falset ind i konteksten, i en altid menings-formet virkelighed.

Kirkeby skelner videre mellem begivenhedens betydning og betydningens begivenhed:

Begivenhedens betydning handler om, at begivenheden navngives gennem erfaringsspil, sprogspil og magt - det er begivenheden som en ting og som repræsentativ form.

Betydningens begivenhed handler om begivenheden som en skabende, transcendent-immanent ”midte”. Mennesket ”skes” i og af begivenheden - og dynamikken handler om kampen for at beherske begivenheden.

Dette afspejles i stoikernes to begivenhedsplaner - spændingen imellem pragma (meningens domæne) og tynchanon (materialiteten). Det væsentlige ontologiske og epistemologiske fokus bliver, hvordan meningen (pragma) virker formende ind på materien (tynchanon) gennem vore handlinger? Materialiteten foregribes af sprogspillene og af kroppens meningsberedskab i skeende begivenheder.

Dermed lægger Kirkeby samtidig afstand til både alle former for konstruktivisme og til en filosofi, som vil gøre sproget til erfaringens horisont.

Kirkeby advokerer for en ny realisme, som baserer sig på en teori om en radikal immanens. En immanens, der nødvendigvis må indeholde sin egen grænse, og som dermed åbner mod betydningen af det, vi ikke ved, at vi ved. Kirkeby tilhører således den negative teologis tradition.

Man kan også betegne Kirkebys filosofi som en særegen procesfilosofi, der ingen afhængighed har af Whitehead.

Kirkebys begivenhedsfilosofi opererer med tre niveauer. Denne analytik, under inspiration fra Nicolas Cusanus, udfoldes i det første bind i trilogien om begivenheden "Eventum tantum - begivenhedens ethos" fra 2005. De tre niveauer i begivenheder er:

Niveau-1: Det trans-identiske: ”Non aliud non aliud est qua non aliud” (Cusanus): ”det ikke andet er ikke andet end det ikke-andet”. Det er begivenheden hinsides tid og rum - og rummets og tidens forudsætning og genesis.

Niveau-2: Alma-begivenheden: Det er tanken uden genstand; den tomme plads; den åbne midte; det ubetrådte; meningens bund og dens samtidige dementi. Her virker betydningens begivenhed.

Niveau-3: Proto-begivenheden: På dette plan etableres identiteten af tanke, krop, sprog og verden. Kroppen er samtidig subjekt og objekt, og krop og begivenhed indgår en i chiastisk bevægelse. Kroppen er om/I og I/om begivenheden.

Man kan forholdsvis let trække linjer mellem Kirkebys begrebsverden og den moderne fysik. Det første niveau betegner det totalt sammenfoldede univers før the big bang, hvor udfoldelsen kommer med rummet og tiden. Det andet niveau betegner rumtidens opkomst. Det tredje niveau betegner den kvantefysisk formidlede skabelse af øjeblikket med dets varighed ud over nuets punkt, og med de mange tider, som de lokale begivenheder indebærer.

En samlet etisk konsekvens af begivenhedsperspektivet formuleres af Kirkeby i tre principper:

1.    At vise sig værdig til begivenheden.

2.    At bevare begivenhedens hemmelighed.

3.    At gøre verden rede til begivenheden.

B. Æstetikken

I sit andet bind om begivenheden "Skønheden sker - begivenhedens æstetik" (2007) præsenterer Kirkeby et fænomenologisk perspektiv på æstetikken.

Her er det hverken intentionaliteten, og dermed ”smagen”, eller genstandens iboende egenskaber, som forårsager skønhedserfaringen. Skønhed sker og skabes på begivenhedens sted i et samvirke mellem krops-tanke og verden. I den forstand kan enhver ting bære skønheden ved at udløse den.

Det afgørende for Kirkeby er at lægge afstand til den dikotomiske figur, som har domineret æstetikken efter anden verdenskrig, nemlig Martin Heideggers skelnen mellem en overflade og et dyb i kunsten og Theodor W. Adornos grundtanke om ikke-identiteten mellem begrebsliggørelse og indhold. I den forstand kommer Kirkebys filosofiske æstetik tættere på de tankefigurer, der er udviklet af Gilles Deleuze.

Kirkebys æstetiske grundteser er:

1.   Skønhed er erfaringens urmodus.

Heraf ordet ”æstetik”, af græsk ”aisthesis”, der netop betyder sansning.

2.   Skønheden er meningens urmodus, meningen med meningen.

Vi finder en lignende tankegang anslået i John Deweys ”Art as Experience”.

3.   Praksis er bevægelse og dermed proces. Det processerende har en intensitet - svag eller stærk - der er den æstetiske erfarings form.

Alfred North Whitehead slår dette perspektiv på følelserne an i ”Process and Reality”.

4.   Vi er derfor deltagere i en dramatisk proces uden bagvedliggende plot.

5.   Skønheden findes ikke, den ER ikke, den har ingen ontologi - skønheden SKER.

6.   Al skønhed træder frem i en transcendent-immanent begivenhedsmæssig konstellation, mellem polerne spontanitet og skabelse.

7.   Skønheden træder frem i et nærværs-øjeblik, som den også selv har med, og som det er dens vilkår at destruere.

C. Teorien om selvet

I begivenhedstrilogiens tredje og sidste bind "Selvet sker - bevidsthedens begivenhed" (2008) udvikler Kirkeby en teori om selvet. Selvet er formet af ”sjælens samtale” med sig selv, i tråd med Platons definition af tanken. Selvet er altså en proces som Kierkegaard fastslog.

Bevidsthedens kerne er samvittigheden. Bevidstheden kan anskues som en løbende dialog imellem et jeg-1, der repræsenterer erfaring, erindring, begær og viden, og et jeg-2, der gennem værdier forholder sig refleksivt hertil. Spændingen mellem dem er samvittigheden.

Men det afgørende er ”det tredje jeg”, der er vidne til denne dialog, og som er den mulige garant for vished. Det tredje jeg ved alt og er alt. Det svarer med vished, hvis det føler vished. Det manifesterer ikke én éntydig grundfølelse, men en rigdom af stemninger. Det afgørende begreb er her øjebliksbegivenheden.

"Det tredje jeg" rummer refleksionens uendelighed, men udgør ingen uendelig regression, for det fungerer ikke gennem sprog. Det kan ikke komme bagom sig selv. Men jeg-1 og jeg-2 ignorer oftest det tredje jegs tilstedevær, som overdøves af deres stemmer og af larmen fra striden mellem dem.

"Det tredje jeg" er uendeligt, hinsides mening. Det er intet ”selv”; har ingen substans, ingen egenskaber. Det ER, at det ER. Dets indre uendelighed møder og smelter sammen med den ydre verdens uendelighed (”coincidentia oppositorum”,”modsætningernes sammenfald”, Cusanus).

"Det tredje jeg" er anonymt og dets væsen tilhører enhver. Kontakten med det kræver, at et menneske arbejder (askesis) på at fuldende sit liv gennem normerne og deres manifestation: At gøre det gode for det godes egen skyld. Heraf følger rammen for en etik.

På ethvert tidsrum rummer "det tredje jeg" nemlig et hierarki af værdier og normer; en konstellation, der kan skifte med begivenheder, positioner, livsaldre, relationer og meget andet i begivenheden og dens kontekster. Der er på denne måde altid i os en konkret aksiologisk konstellation, og det er den, som gør etisk selvrefleksion mulig. Dette fører over i Kirkebys projekt om protreptikken (se herunder).

Erkendelsesteoretisk er Kirkebys teori om selvet bygget op over en teori om glidningen fra erfaring til erkendelse gennem følgende niveauer:

·       Verden som givet

·       Før-subjekt-fokuseret sansning

·       Subjekt-fokuseret, før-jeg-fokuseret, sansning: Betydningsdimensionen

·       Subjekt- og jeg-fokuseret sansning: refleksiviteten: jeg-1/jeg-2

I denne bog udvikles også en teori om erindringen som en skabende begivenhed, og en teori om sprogets oprindelse. Sproget opstår ikke primært gennem en refererende funktion, men gennem den enkeltes evne til at artikulere det stemningsmæssige indtryk , som interaktionen med verden gør på vedkommende. Fænomenet kaldes ”auto-onomatopiesis”. Denne teori bygges etymologisk op gennem henvisning til den protoindoeuropæiske lydudvikling, og til det forhold, at verbet er før substantivet.

Ledelsesfilosofien og Protreptikken

Kirkeby har bidraget til ændringen af ledelsesdiskursen i Danmark, først med bogen ”Ledelsesfilosofi - et radikalt normativt perspektiv” (1997), der er kommet i mange oplag og oversat til svensk. Her udvikler Kirkeby sin første teori om lederdyder, hvor en dyd er den måde, hvorpå et menneske gør værdier til en forpligtende del af sin egen måde at erfare og handle på i begivenheder.

Lederen er forpligtet overfor fællesskabet og må til enhver tid kunne begrunde sin ret til at lede. Dette perspektiv udvikles videre i "Organisationsfilosofi. En studie i liminalitet” (2001), hvor organisatorisk udvikling og kollektive, sociale dyder står i centrum og i bestselleren "Det Nye Lederskab" fra 2005.

I de sidste 15 år har Kirkeby arbejdet med at give den klassiske, græske ledelsesdisciplin protreptikken et nyt ansigt.

Protreptikken handlede - og handler - om at vende lederen mod sig selv, den kaldtes ”at mildne tyrannen”, ”kongevejen” eller ”fyrstespejlet”, og var grundlaget for de næste to tusinde års ledelsesrådgiving, formynderskab og mentoring. Den indgik afgørende i naturretstraditionen og i skabelsen af retsstaten. Protreptikken har været glemt siden 1800-tallets sidste del, hvor demokratiernes udvikling begyndte at gøre det muligt at styre lederen uden at måtte appellere til hans moral.

Kirkeby sætter ordet, dets etymologi og dets basis i værdierne i centrum af den protreptiske samtale. Samtalen indledes med, at protreptikeren spørger den anden, han samtaler med, hvad hun forstår ved et givent ord. Dette ord har en åbenlys forbindelse til vores system af værdier, motiver og kriterier.

Ordet henviser til værdier, der er anonyme, de tilhører enhver, men netop derfor gælder det paradoksalt nok, at vores forhold til værdierne fortæller os selv, hvem vi er. I langt højere grad end vor konstruerede selvfortælling.

Protreptikken ansporer og opmuntrer den anden til at tage sin egen indre dialog alvorligt med henblik både at forankre sig i sine værdier og forvandle sit liv i deres billeder.

Protreptikken bruges i stigende grad og omfang som ledelsespraksis i både offentlige organisationer og i det private erhvervsliv. Dens hovedformål er at gøre ledere og medarbejdere bevidste på deres værdier, således at ledelse for alvor bliver et socialt projekt bundet til ansvarsfuldhed.

Den opgave at tilskynde det enkelte menneske, uanset profession, til at befri sig selv gennem selvindsigt, er et hovedformål for Kirkeby med protreptikken. Den kommer dermed tæt på individuel terapi. Kirkeby arbejder i den sammenhæng bl.a. sammen med Veteranindsats Fyn for at at støtte veteraner med særlige udfordringer. Han er dean ved lederuddannelsen og dannelsesskolen Leith.

Protreptikken er velegnet til at formulere vores menneskelige forpligtelser. Kirkeby var i den sammenhæng medlem af bestyrelsen for Chora Connection, en institution baseret på fondsmidler fra Velux og Villum fondene med det formål at oplyse om, og motivere til, aktion for bæredygtighed og resiliens.

Kirkebys protreptiske værker er:

- Begivenhedsledelse og handlekraft (2006)

- Protreptik. Filosofisk coaching i ledelse” (med T. Dam et al) (2008)

- The New Protreptic. The Concept and the Art (2009)

- Protreptik – selvindsigt og samtalepraksis (2015)

- Ordet er sjælens spejl. Samtaler der befrier. Gyldendal (2017).

Kunst og lederskab

I 2003 grundlagde Kirkeby "The Centre for Art & Leadership" ved Copenhagen Business School i samarbejde med dirigenten Peter Hanke. Formålet var at vise ledere - gennem kunstens genrer - at lederskab er en kunst.

Kirkeby har også selv skrevet skønlitteratur og skuespil, f.eks. de filosofiske fortællinger "Filosofiske Fortællinger" fra 2004 og "Flere filosofiske fortællinger" fra 2008.

Udgivelser

Bøger på dansk

• Hvad kan filosofi? Content Publishing Aps 2021
• Robusthed, skrøbelighed og det generøse lederskab. Gyldendal 2017.
• Ordet er sjælens spejl. Samtaler der befrier. Gyldendal 2017.
• Protreptik - selvindsigt og samtalepraksis. København: Samfundslitteratur 2015 (udkommer december). 344p.
• Menneske og leder - bliv den du er. Sammen med Poula Helth. Ny udgave. København: Akademisk Forlag 2015. 208p.
• Eventologien- begivenhedsfilosofiens indhold og konsekvenser. København: Samfundslitteratur 2013. 216p.
• Hvem er jeg? - om sjælens billeder - en lille bog om det, man måske kan vide om sig selv. København: Gyldendal 2013. 234p.
• Den frie organisation. Balancen mellem passion og storsind. Gyldendal 2009
• ”Protreptik. Filosofisk coaching i ledelse”. Samfundslitteratur, 2008.
• Selvet sker. Bevidsthedens begivenhed. Samfundslitteratur 2008.
• Flere filosofiske fortællinger. København: Lindhardt & Ringhof 2008.
• "Filosofi, kunst og lederskab - samtaler med Ole Fogh Kirkeby" af Finn Janning, Samfundslitteratur, 2007
• “Skønheden sker. Begivenhedens æstetik .København: Samfundslitteratur 2007.
• “Menneske og leder. Bliv den du er.” med Poula Helth. København: Børsens Forlag 2007.
• Filosofiske fiksérbilleder. København: Lindhardt & Ringhof 2006.
• Begivenhedsledelse og handlekraft. København: Børsens Forlag 2006.
• “Fusionsledelse – en huspostil for strukturreformensledere” med Lars Goldschmidt, København: Børsens Forlag, 2005.
• “Eventum Tantum – Begivenhedens ethos”. København: Samfundslitteratur, 2005.
• ”Filosofiske Fortællinger”. København: Lindhardt & Ringhof, 2004.
• ”Det Nye Lederskab”. København: Børsens Forlag, 2004.
• ”Loyalitet. Udfordringen for ledere og medarbejdere”, København: Samfundslitteratur, 2002.
• “Organisationsfilosofi. En studie i liminalitet”, København: Samfundslitteratur, 2001.
• “Secunda philosophia”, København: Samfundslitteratur, 1999.
• ”Om Betydning. Tetragrammatonske Refleksioner”, København: Handelshøjskolens Forlag, 1998).
• ”Ledelsesfilosofi. Et Radikalt Normativt Perspektiv” København: Samfundslitteratur, 1997.
• ”Selvnødighedens filosofi”. Århus: Modtryk, 1996.
• ”Ordenes tid. Fragmenter til en sirlig filosofi”, København: Det lille Forlag, 1996.
• ”Begivenhed og krops-tanke. En fænomenologisk- hermeneutisk analyse”, Århus: Modtryk, 1994, (Doktorafhandling).
• “Verden, ord og tanke. Sprogfilosofi og fænomenologi”, København: Handelshøjskolens Forlag 1994.

Bøger på engelsk

• The New Protreptic. The Concept and the Art. Copenhagen: CBS Press 2009.
• The Virtue of Leadership. Copenhagen: CBS Press 2007.
• Management Philosophy. A Radical-Normative Perspective. Heidelberg and New York: Springer Verlag 2000.

Artikler på engelsk

• “Some Reflections on the Origin of Reason Through an Outline of the Genealogy of Language in the Light of Homonymity, Analogy, and Metaphor.” Trykt I Springer International Publishing Switzerland. A. Capone, J. L. Mey (eds.), Interdisciplinary Studies in Pragmatics, Culture and Society, Perspectives in Pragmatics, Philosophy & Psychology 4, 2015.
• Phronesis as the sense of the event. International Yearbook of Action rsearch. 5(1), 2009.
• Management Philosophy. The Sage Handbook of New Approaches in Management and Organization Studies.. 2008.London.
• Leadership as a Possible Mode of existence." in Consulting the Nordic Way, (Oslo: Cappelen Akademisk Forlag, 2005)
• The eventum tantum. To make the world worthy of what could happen to it" In Ephemera,Critical Dialoques on Organisations . 26 p. Oct. 2004. ISSN 1473-2866
• "Loyalty and the Sense of Place". In Spiritual and Ethics in Management , edt. L. Zolnay. (Kluwer, Dordrecht, 2004)
• "The Greeek Square, or The Normative challenge of Aesthetics" Ephemera, Critical Dialogues on Organisations ISSN 1473-2866. 22 p. Nov. 2003.

Referencer

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Eksterne henvisninger

• Officiel hjemmeside