Ole Fogh Kirkeby

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Broom icon.svgDer er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket muligvis er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
Stop hand nuvola.svgDenne side er foreslået omskrevet
– da en skribent har vurderet at indholdet ser ud til at være skrevet af en person, der må formodes ikke at kunne holde et neutralt synspunkt i sin vurdering af artiklens indhold og/eller relevans. Læs mere om hvilke typer af artikler, du normalt skal afholde dig fra at skrive hér: Typer af selvbiografier.
Ole Fogh Kirkeby

Ole Fogh Kirkeby.jpg

Personlig information
Født 1947Rediger på Wikidata
Nationalitet Danmark
Uddannelse og virke
Beskæftigelse FilosofRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Ole Fogh Kirkeby (født 9. februar 1947) er en dansk filosof, ledelsesteoretiker og forfatter, og professor ved CBS. Han er mag.art. i idéhistorie og dr.phil. i filosofi.

Han arbejdede på RUC fra 1973 som adjunktvikar i videnskabsteori og siden som kandidatstipendiat i forholdet mellem teknologi og økonomi. De første ti år her, indtil han forlod RUC, blev brugt til at arbejde med Karl Marx' historiefilosofi og hans økonomiske teori. I 1981 udgav han bogen Marxismen som økonomisk videnskab, der viste begrænsningerne i Marx' begrebsapparat i forhold til en diagnose og forklaring af den moderne samfundsvirkelighed; og i 1983 Teknologi og kontrol, der kritiserede Marx og marxismens optimistiske syn på teknologien.

Igennem firserne arbejde Kirkeby med kognitionsvidenskab og kunstig intelligens.Sidenhen har han udarbejdet en teori om begivenheden og en humanistiske ledelsesfilosofi.

Personlige data: Gift med Lone Kirkeby, 1971-1983. Børn: Kristian Kirkeby (1975), Anders Per Kirkeby (1980) Gift med Anette Kirkeby 1995. Børn: Bernhard Kirkeby 1996, Ludvig Kirkeby 2002.

Begivenhedsfilosofien[redigér | redigér wikikode]

Den historiske inspiration for Kirkebys filosofi om begivenheden er stoikerne, Merleau-Ponty og Wittgenstein. Kirkeby udvikler sin særlige fænomenologi med vægten på begivenheden, kroppen og sproget.

Da Kirkeby mener at det er filosofiens opgave at lade de erfaringer, som vi gør lige nu; dem, vi har gjort; og dem, som vi vil kunne gøre, de politiske og utopiske; komme til orde; hvilket begrebsapparat skal vi da benytte os af? Vi må her tage udgangspunkt i ”gennemsnitserfaringen” – andet udgangspunkt har vi ikke – og den siger os, at begivenheden er det centrale atom i menneskelivet, al erfarings fikspunkt. Men det skærper kun problemet om , hvordan vi skal føre denne erfaring på begreb, for i egenskab af begivenhedens disciplin må filosofien opfattes som den potentielt mest praktiske af alle diskurser, da vi gennem den kan forvandle os selv og verden. Altså: Hvor meget skal vi lade common sense bære artikulationen, hvor meget skal vi søge i den overleverede fagterminologi, og i hvor høj grad skal vi selv sammensætte eller skabe begreber? Kirkeby vælger i en vis udstrækning den sidste løsning med den begrundelse, at nye begreber kan kanalisere og åbne mod alternative erfaringer og erkendelser.

Men disse begreber skal kunne med-reflektere det sted, hvorfra selve italesættelsen kommer; og at dette sted, eller denne kraft – Kirkeby finder det tematiseret af Epikur i det denne kaldte ”akatonomaston” (det ubenævnelige) – er det øjeblik, hvor krop og begivenhed smelter sammen og bliver et ”for sig” gennem ordet, og herigennem på samme tid mister og genfinder sig.

Kirkeby går også, som Heidegger, ofte etymologisk til værks, i stigende grad gennem sine værker. Eksemplarisk for hans tænkning er udgangspunktet i den viden fra Protoindoeuropæisk, at roden ”*men-”, ”at tænke”, både er basis for ordet ”hånd” på latin og engelsk (manus, manual), og for bevidstheden og erindringen på latin, engelsk og dansk (mens, memory, mind, at mindes). Indoeuropæerne vidste, at hånden gennem grebet i verden samler alle sanser i erfaringens fokuseringskraft, og at bevidstheden på samme måde er en evne til at føle sig frem. Heraf Kirkebys neologisme ”kropstanken”.

A. Det ontologiske og epistemologiske perspektiv[redigér | redigér wikikode]

I disputatsen fra 1994 Begivenhed og krops-tanke. En fænomenologisk–hermeneutisk analyse skaber Kirkeby et begrebsapparat for den måde kroppen og begivenheden absorberes i hinanden på, når det virkelige bliver til. Målet er at ophæve den klassiske dualisme mellem bevidsthed og verden, bevidsthed og krop, og sproget på den ene side og verden og kroppen på den anden. Han indfører neologismen ”krops-tanken”, der både udtrykker, at kroppen tænker, og at ”tanken kropper”. Han indfører neologismen ”synkinæstesi”, det forhold at alle sanser arbejder sammen om virkelighedens tilblivelse gennem bevægelsens syntese; og han indfører begrebet ”translokutionaritet”, at jeg først ved, hvad jeg selv tænker, når jeg hører, hvad jeg selv siger. Bevidstheden er dermed en ”indtekst” falset ind i konteksten, i en altid menings-formet virkelighed.

Kirkeby skelner mellem begivenhedens betydning og betydningens begivenhed. Det første begreb handler om den repræsentative form som substantivet gennem erfaringsspil, sprogspil og magt giver begivenheden, en begivenhed gengives som en ting. Det andet begreb handler om begivenheden som en skabende, transcendent immanent ”midte”. Mennesket ”skes” af begivenheden, og den socio-historiske dynamik handler om kampen for at beherske begivenheden. Dette afspejles i spændingen mellem stoikernes to begivenhedsplaner, pragma, meningens domæne, og tynchanon, materialitetens. Pointen er, at materialiteten ikke kan fungere ved at påvirke meningen direkte kausalt, men må foregribes af sprogspillene, og af kroppens meningsberedskab; og det væsentlige ontologiske og epistemologiske problem og fokus bliver derfor, hvordan meningen gennem vore handlinger virker formende ind på materien.

Dermed lægges afstand til alle former for konstruktivisme, men også til en filosofi, der gør sproget til al erfarings horisont. Man kan sige, at Kirkeby advokerer for en ny realisme ud fra en teori om en radikal immanens, men en immanens, der nødvendigvis må indeholde sin egen grænse, og dermed åbne mod betydningen af det, vi ikke ved, at vi ved. Kirkeby tilhøret tydeligvis den negative teologis tradition.

Kirkebys begivenhedsfilosofi opererer med tre niveauer under inspiration fra Nicolas Cusanus. Denne analytik udfoldes i det første bind i trilogien om begivenheden Eventum tantum – begivenhedens ethos fra 2005. Her opereres med tre niveauer:

Niveau-1: Det trans-identiske: ”non aliud non aliud est qua non aliud” (Cusanus): ”det ikke andet er ikke andet end det ikke-andet”. Begivenhedens hinsides tid og rum og som rummets og tidens forudsætning og deres genesis.

Niveau-2: Alma-begivenheden: Tanken uden genstand; den tomme plads; den åbne midte; det ubetrådte; meningens bund og dens dementi. Her virker betydningens begivenhed.

Niveau-3: Proto-begivenheden: Begivenhedens betydning spiller sammen med betydningens begivenhed. På dette plan er kroppen samtidig subjekt og objekt, og krop og begivenhed indgår en chiastisk bevægelse, kroppen er OM/I, I/OM begivenheden. Her etableres identiteten af tanke, sprog, krop og verden under sprogets hegemoni. På dette niveau findes fem fakticiteter formet af spillet mellem legemlighed og mening, materialitet og ånd: Vores egen krop; tóde-ti (genstandens og relationernes ”sådanhed”); plasticiteten (den kontekstuelle horisont); rum/sted (chora/topos); og den Anden.

Den etiske konsekvens af begivenhedsperspektivet formuleres af Kirkeby i tre principper: At vise sig værdig til begivenheden At bevare begivenhedens hemmelighed At gøre verden rede til begivenheden

B. Æstetikken[redigér | redigér wikikode]

I sit andet bind om begivenheden Skønheden sker – begivenhedens æstetik præsenterer Kirkeby et fænomenologisk perspektiv på æstetikken, hvor hverken intentionaliteten, og dermed ”smagen”, eller genstandens iboende egenskaber, forårsager skønhedserfaringen, men hvor den skabes i et samvirke mellem krops-tanke og verden gennem inddragelsen af alle sanser samlet i bevægelsen og grebet, på begivenhedens sted. I den forstand kan enhver ting bære skønheden ved at udløse den.

Det afgørende kritiske afsæt er, at lægge en afstand til den dikotomiske figur, der i to forskellige varianter har domineret æstetikken efter anden verdenskrig, nemlig Martin Heideggers skelnen mellem en overflade og et dyb i kunsten, og Theodor W. Adornos grundtanke om ikke-identiteten mellem begrebsliggørelse og indhold. I den forstand kommer en filosofisk æstetik tættere på de tankefigurer, der er udviklet af Gilles Deleuze, uden dog at gentage dennes elegante indsmugling af overflade-dyb-figuren i hans vitalistiske tilbøjeligheder og brug af et naturvidenskabeligt vokabular.

Kirkebys æstetiske grundteser er:

  1. Skønhed er erfaringens urmodus. Heraf ordet ”æstetik”, af græsk ”aisthesis”, der netop betyder sansning.
  2. Skønheden er meningens urmodus, meningen med meningen. Vi finder en lignende tankegang anslået i John Deweys ”Art as Experience”.
  3. Praksis er bevægelse og dermed proces, og det processerende har en intensitet – svag eller stærk – der er den æstetiske erfarings form – Alfred North Whitehead slår dette perspektiv på følelserne an i ”Process and Reality”.
  4. Praksis er bevægelse og dermed proces, og det processerende har en intensitet – svag eller stærk – der gør os til deltagere i en dramatisk proces uden bagvedliggende plot.
  5. Skønheden findes ikke, den ER ikke, den har ingen ontologi, den sker.
  6. Al skønhed træder frem i en transcendent immanent, begivenhedsmæssig konstellation, mellem polerne spontanitet og skabelse.
  7. Skønheden træder frem i et nærværs-øjeblik, som den også selv har med, og som det er dens vilkår at destruere.

C. Teorien om selvet[redigér | redigér wikikode]

I trilogiens sidste bind Selvet sker – bevidsthedens begivenhed fra 2008, udvikler Kirkeby en teori om selvet som primært formet af ”sjælens samtale” med sig selv, i tråd med Platons definition af tanken. Bevidsthedens kerne er samvittigheden. Således kan bevidstheden anskues som en løbende dialog med et jeg, der repræsenterer erfaring, erindring, begær og viden, og et jeg, der gennem værdier forholder sig refleksivt hertil. Men det afgørende er ”det tredje jeg”, der er det ikke-diskursive vidne til denne dialog, og den mulige garant for vished. Fra begivenhedens perspektiv er det afgørende begreb her øjebliksbegivenheden.

Det tredje jeg ved alt og er alt. Det svarer med vished, hvis det føler vished. Ellers manifesterer det ikke nogen éntydig grundfølelse, men en rigdom af stemninger. Det tredje jeg rummer refleksionens uendelighed, men det udgør ingen uendelig regression, da det ikke fungerer gennem sprog. Det kan ikke komme bagom sig selv. Men jeg-1 og jeg-2 ignorer oftest det tredje jegs tilstedevær. Det overdøves af deres stemmer og af larmen fra striden mellem dem.

Det tredje jeg er uendeligt, hinsides mening, men samtidig unikt gennem betydningsdimensionen. Det er intet ”selv”; ingen substans; har ingen egenskaber. Det ER, at det ER. Dets indre uendelighed møder og smelter sammen med den ydre verdens uendelighed (”coincidentia oppositorum”,”modsætningernes sammenfrald”, Cusanus).

Det tredje jeg er anonymt, dets væsen tilhører enhver, men kontakten med det kræver, at et menneske arbejder (askesis) på at fuldende sit liv gennem normerne og deres manifestation, at gøre det gode for det godes egen skyld. Heraf følger rammen for en etik.

På ethvert tidsrum rummer det tredje jeg nemlig et hierarki af værdier og normer, en konstellation, der kan skifte med begivenheder, positioner, livsaldre, relationer og meget andet i begivenheden og dens kontekster. Der er således altid i os en konkret aksiologisk konstellation, og det er den, som gør etisk selvrefleksion mulig.

Dette fører over i Kirkebys projekt om protreptikken.

Erkendelsesteoretisk er Kirkebys teori om selvet bygget op over en teori om glidningen fra erfaring til erkendelse gennem følgende niveauer:

  • Verden som givet
  • Før-subjekt-fokuseret sansning
  • Subjekt-fokuseret, før-jeg-fokuseret, sansning: Betydningsdimensionen
  • Subjekt- og jeg-fokuseret sansning: refleksiviteten: jeg-1/jeg-2
  • Subjekt- og jeg-fokuseret sansning: refleksiviteten: jeg-1/jeg-2.

I denne bog udvikles også en teori om erindringen som en skabende begivenhed, og en teori om sprogets oprindelse. Sproget opstår ikke primært gennem en indeksikal, refererende funktion, men gennem den enkeltes evne til at artikulere det stemningsmæssige indtryk af interaktionen med verden fænomenet kaldes ”auto-onomatopiesis”. Denne teori bygges etymologisk op gennem henvisning til Protoindoeuropæiske lydudvikling.

Ledelsesfilosofien og Protreptikken[redigér | redigér wikikode]

Kirkeby har bidraget til ændringen af ledelsesdiskursen i DK. Han begynder sit ledelsesfilosofiske forfatterskab med bogen ”Ledelsesfilosofi. Et Radikalt Normativt Perspektiv” fra 1997, der kommet i mange oplag og oversat til svensk. I denne bog udvikler Kirkeby sin første teori om lederdyder, hvor en dyd er den måde, hvorpå et menneske gør værdier til en forpligtende del af sin egen måde at erfare og handle på i situationer. Lederen er forpligtet overfor fællesskabet og må til enhver tid kunne begrunde sin ret til at lede. Dette perspektiv udvikles i ”Det Nye Lederskab” fra 2005. I 2001 formuleres disse perspektiver også i en organisationsfilosofi i bogen "Organisationsfilosofi. En studie i liminalitet”, hvor organisatorisk udvikling og kollektive, sociale dyder står i centrum.

I de sidste ti år har Kirkeby arbejdet med at give den klassiske, græske ledelsesdisciplin, protreptikken et nyt ansigt. Protreptikken handlede om at vende lederen mod sig selv, den kaldtes ”at mildne tyrannen”, ”kongevejen” eller ”fyrstespejlet”, og var grundlaget for de næste to tusinde års ledelsesrådgiving, formynderskab og mentoring. Den indgik afgørende i naturretstraditionen og i skabelsen af retsstaten. Denne disciplin har været glemt siden demokratiernes opkomst i attenhundredetallets anden halvdel begyndte at gøre det muligt at styre lederen uden at henvise til hans moral.

Kirkeby sætter ordet, dets begrebslige basis i værdierne og dets etymologi, i centrum af den protreptiske samtale. Denne indledes med, at protreptikeren spørger den Anden om, hvad han forstår ved et ord, der har en åbenlys forbindelse til vores system af værdier, og kriterier. Kroppen som meningskilde er bundet til stemmen, og dette gælder også dens forhold til begivenhedssansningen. Ethvert ord bærer en kropslighed i sig, selvom meget tekniske termer først må opløses i deres dele, før det bliver tydeligt. Ethvert ord bærer på en nær-uendelighed af kollektive og personlige erfaringer. Men genealogisk er det uendeligt, fordi det henviser til den infinitesimale forening af menneske og verden gennem praksis.

Ordet henviser til værdier, der er anonyme, de tilhører enhver, men netop derfor gælder det paradoks, at vores forhold til værdierne fortæller os selv, hvem vi er – langt mere end den konstruerede selvfortælling.

Protreptikken ansporer og opmuntrer den anden til at tage sin egen indre dialog alvorligt med henblik både at forankre sig i sine værdier og forvandle sit liv i deres billeder.

Protreptikken bruges som ledelsespraksis både i de offentlige organisationer og i det private erhvervsliv i DK i dag. Dens hovedformål er, at gøre ledere og medarbejdere bevidste på deres værdier, således, at ledelse for alvor bliver et socialt projekt bundet til ansvarsfuldhed. Men den opgave at tilskynde det enkelte menneske, uanset profession, til at befri sig selv gennem selvindsigt er også et hovedformål for Kirkeby med protreptikken. Den kommer dermed tæt på individuel terapi. Således arbejder Kirkeby sammen med Veteranindats Fyn, hvis opgave er at støtte veteraner med særlige udfordringer.

Da protreptikken er velegnet til at formulere vores menneskelige forpligtelser, er Kirkeby også medlem af bestyrelsen for Chora Connection, en institution baseret på fondsmidler fra Velux og Villum fondene, med det formål at oplyse om, og motivere til, aktion for bæredygtighed og resiliens.

Kirkebys værker er her:

- Begivenhedsledelse og handlekraft, 2006;

- Protreptik. Filosofisk coaching i ledelse” (med T. Dam et al), 2008;

- The New Protreptic. The Concept and the Art, 2009.

- Protreptik – selvindsigt og samtalepraksis. København: Samfundslitteratur 2015 (udkommer december). 344p.

- Ordet er sjælens spejl. Samtaler der befrier. Gyldendal 2017.

Kunst og lederskab[redigér | redigér wikikode]

I 2003 grundlagde Kirkeby The Centre for Art & Leadership ved Copenhagen Business School i samarbejde med dirigenten Peter Hanke. Formålet var at vise ledere gennem kunstens genrer, at lederskab er en kunst.

Kirkeby har også selv skrevet skønlitteratur og skuespil, f.eks. de filosofiske fortællinger "Filosofiske Fortællinger" fra 2004 og "Flere filosofiske fortællinger" fra 2008.

Udgivelser[redigér | redigér wikikode]

Bøger på dansk

  • Robusthed, skrøbelighed og det generøse lederskab. Gyldendal 2017.
  • Ordet er sjælens spejl. Samtaler der befrier. Gyldendal 2017.
  • Protreptik - selvindsigt og samtalepraksis. København: Samfundslitteratur 2015 (udkommer december). 344p.
  • Menneske og leder - bliv den du er. Sammen med Poula Helth. Ny udgave. København: Akademisk Forlag 2015. 208p.
  • Eventologien- begivenhedsfilosofiens indhold og konsekvenser. København: Samfundslitteratur 2013. 216p.
  • Hvem er jeg? - om sjælens billeder - en lille bog om det, man måske kan vide om sig selv. København: Gyldendal 2013. 234p.
  • Den frie organisation. Balancen mellem passion og storsind. Gyldendal 2009
  • ”Protreptik. Filosofisk coaching i ledelse”. Samfundslitteratur, 2008.
  • Selvet sker. Bevidsthedens begivenhed. Samfundslitteratur 2008.
  • Flere filosofiske fortællinger. København: Lindhardt & Ringhof 2008.
  • "Filosofi, kunst og lederskab - samtaler med Ole Fogh Kirkeby" af Finn Janning, Samfundslitteratur, 2007
  • “Skønheden sker. Begivenhedens æstetik .København: Samfundslitteratur 2007.
  • “Menneske og leder. Bliv den du er.” med Poula Helth. København: Børsens Forlag 2007.
  • Filosofiske fiksérbilleder. København: Lindhardt & Ringhof 2006.
  • Begivenhedsledelse og handlekraft. København: Børsens Forlag 2006.
  • “Fusionsledelse – en huspostil for strukturreformensledere” med Lars Goldschmidt, København: Børsens Forlag, 2005.
  • “Eventum Tantum – Begivenhedens ethos”. København: Samfundslitteratur, 2005.
  • ”Filosofiske Fortællinger”. København: Lindhardt & Ringhof, 2004.
  • ”Det Nye Lederskab”. København: Børsens Forlag, 2004.
  • ”Loyalitet. Udfordringen for ledere og medarbejdere”, København: Samfundslitteratur, 2002.
  • “Organisationsfilosofi. En studie i liminalitet”, København: Samfundslitteratur, 2001.
  • “Secunda philosophia”, København: Samfundslitteratur, 1999.
  • ”Om Betydning. Tetragrammatonske Refleksioner”, København: Handelshøjskolens Forlag, 1998).
  • ”Ledelsesfilosofi. Et Radikalt Normativt Perspektiv” København: Samfundslitteratur, 1997.
  • ”Selvnødighedens filosofi”. Århus: Modtryk, 1996.
  • ”Ordenes tid. Fragmenter til en sirlig filosofi”, København: Det lille Forlag, 1996.
  • ”Begivenhed og krops-tanke. En fænomenologisk- hermeneutisk analyse”, Århus: Modtryk, 1994, (Doktorafhandling).
  • “Verden, ord og tanke. Sprogfilosofi og fænomenologi”, København: Handelshøjskolens Forlag 1994.

Bøger på engelsk

  • The New Protreptic. The Concept and the Art. Copenhagen: CBS Press 2009.
  • The Virtue of Leadership. Copenhagen: CBS Press 2007.
  • Management Philosophy. A Radical-Normative Perspective. Heidelberg and New York: Springer Verlag 2000.

Artikler på engelsk

  • “Some Reflections on the Origin of Reason Through an Outline of the Genealogy of Language in the Light of Homonymity, Analogy, and Metaphor.” Trykt I Springer International Publishing Switzerland. A. Capone, J. L. Mey (eds.), Interdisciplinary Studies in Pragmatics, Culture and Society, Perspectives in Pragmatics, Philosophy & Psychology 4, 2015.
  • Phronesis as the sense of the event. International Yearbook of Action rsearch. 5(1), 2009.
  • Management Philosophy. The Sage Handbook of New Approaches in Management and Organization Studies.. 2008.London.
  • Leadership as a Possible Mode of existence." in Consulting the Nordic Way, (Oslo: Cappelen Akademisk Forlag, 2005)
  • The eventum tantum. To make the world worthy of what could happen to it" In Ephemera,Critical Dialoques on Organisations . ISSN 1473-2866 26 p. Oct. 2004.
  • "Loyalty and the Sense of Place". In Spiritual and Ethics in Management , edt. L. Zolnay. (Kluwer, Dordrecht, 2004)
  • "The Greeek Square, or The Normative challenge of Aesthetics" Ephemera, Critical Dialogues on Organisations ISSN 1473-2868. 22 p. Nov. 2003.