Idéhistorie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Question book-4.svg Der er få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.

Idéhistorie er tænkningens historie. Det drejer sig om, hvordan forskellige idéer gennem tiden er kommet til udtryk hos hvem, hvornår og hvor, samt hvilken udvikling og betydning de eventuelt har haft. Idéhistorie er en tværfaglig disciplin, hvor man angriber idéer fra forskellige vinkler og bl.a. ser på, hvilken indflydelse idéerne har haft på samtiden samt den kulturelle og samfundsmæssige udvikling - eksempelvis kan man undersøge, hvordan sociale, økonomiske, politiske, teknologiske, religiøse strømninger på et givent tidspunkt har haft indflydelse på en idés opståen, udformning og udvikling.

Genren idéhistorie har været kendt siden antikken, og den kommer til udtryk som refleksion over og tilbagevisning til tidligere tænkning inden for et givent område, der evt. forholdes til egen tænkning og samtid. Disciplinen idéhistorie vinder derimod først frem med institutionaliseringen af idéhistorie som fag i det 20. århundrede, hvor man går metodisk til værks efter bestemte videnskabelige normer, når man undersøger et givent område. Den idéhistoriske genre findes i alle kulturer, hvor der er blevet reflekteret over tidligere idéer, men selve disciplineringen af idéhistorien er et vestligt fænomen.

Historie[redigér | redigér wikikode]

I 1967 blev idéhistorie grundlagt på Århus Universitet[1] og universitetet har siden da været det eneste, der har udbudt faget i Danmark. I 1968 gik studenterne på barrikaderne og demonstrerede for at få større studenterindflydelse og i 1970 nåede bevægelsen til Århus.[bør uddybes] Idéhistorie blev nu et meget socialistisk fag,[bør uddybes] hvor der blev undervist i bl.a. Karl Marx. I 1983 startede man publiceringen af tidsskriftet Slagmark, hvor der offentliggøres idéhistorisk forskning. I starten af 2000'erne blev antallet af humanistiske discipliner reduceret grundet økonomiske problemer og idéhistorie blev i 2004 fusioneret med filosofi. I dag holder Institut for filosofi og idéhistorie til i Nobelparken under Århus Universitet.

Personer[redigér | redigér wikikode]

Arthur Lovejoy (1873-1962) var amerikansk filosof og idehistoriker. Han var den første til at institutionalisere idehistorie. Han mente, at den intellektuelle verden stod over for to store udfordringer i 1930’erne. For det første stod det klart, at det ikke var muligt at opnå en endegyldig filosofisk erkendelse, og for det andet eksisterede der en specialisering inden for de humanistiske fag, der medførte en splittelse mellem fagene. Ifølge Lovejoy var idehistorie løsningen på begge problemer. Idehistorien skulle være et alternativ til filosofien. Med idehistorie blev det ideerne og ikke opnåelsen af en endegyldig erkendelse, der blev set som den drivende kraft i historiens udvikling. Løsningen på det andet problem var, at idehistorie, som studiet af ideer på tværs af forskellige områder, kunne samle de humanistiske fag. Lovejoy var fortaler for en tilgang, der beskæftiger sig med enhedsidéer. Denne tilgang går ud på, at der er universelle idéer, der findes uafhængigt af tid og sted og på et tidspunkt bliver genstand for menneskelig opdagelse. Selve sproget har en stor rolle, da det er grundlaget for menneskers virkelighedsopfattelse og mulighed for at give udtryk for idéerne. Metoden med at fokusere på enhedsidéer er dog ikke længere udbredt, da der ikke længere er konsensus om, at man kan tale om idéer som selvstændige entiteter, men at disse kun opstår i en menneskelig kontekst.

Johannes Sløk (1916-2001) var dansk teolog, idéhistoriker, filosof og debattør. Han var i 1967 med til at grundlægge idéhistorie som universitetsfag på Aarhus Universitet, og var her tilknyttet som professor til 1977. Johannes Sløk fandt, at der var to slags forskningsopgaver for idéhistorie – den vertikale og den horisontale. For den vertikale gjaldt det, hvilke sammenhænge der kunne findes mellem samtidigt eksisterende regionale idéer. For den horisontale gjaldt det, hvordan idéerne havde ændret sig igennem det historiske forløb. [2] Det betød både hvilke funktionsændringer de havde gennemgået og hvilke skift idéernes indhold havde taget. Johannes Sløk så helt specifikt idéhistoriens målsætning, som et samarbejde på tværs af forskningsfelterne, for at skabe klarhed over hvad kultur egentlig er. Sløk var også tilhænger af Lovejoys idé om at studere såkaldte "enhedsidéer."

Reinhart Koselleck (1923-2006) var tysk historiker og en vigtig udvikler af begrebshistorien som disciplin. Han beskæftigede sig med historiske grundbegreber og fremhævede, at man ikke kan komme uden om sproget, hvis man ønsker at nærme sig en forståelse af fortiden. Sprogets begreber indgår i historisk forandring og samtidig bærer de på historie. Begrebshistorie er en form for idehistorisk praksis idet man undersøger begreber, som udtryk for ideer, over tid.[3] Den begrebshistoriske tilgang undersøger, hvordan begreberne påvirker, er afhængig af hinanden samt, hvordan ændrer sig over tid.

Michel Foucault (1926-84) var fransk filosof og idéhistoriker. Han lod sig inspirere af tænkere som Hegel, Marx, Heidegger, Freud og Nietzsche. Han gjorde sig fx bemærket med ideen om, at historien ikke præges af sammenhæng og udvikling men af brud og tilfældigheder. Desuden fremsatte han også tesen om ”menneskets død”, der påstod, at der inden for en diskurs findes autonome kræfter, som indskrænker menneskets frihed til at ytre sig. Han fokuserede meget på diskursive netværk, som han mente i højere grad ligger til grund for diverse magtforhold end materielle relationer og autoriteter.[4] Foucault er eksponent for en genealogisk intellektuel historie, der understreger, hvordan teoretiske og institutionelle praksisser, historisk set, danner ramme om hvad der overhovedet er muligt at tænke.

Quentin Skinner (1940-) er politisk idéhistoriker og dimitterede fra Cambridge University i 1962, hvor han læste filosofi og politisk teori. I 1969 fik han udgivet artiklen ’Mening og forståelse i idéhistorien’, hvor han stærkt kritiserer den daværende tilgang til faget og forsøger at gøre op med tanken om enhedsidéer og tendensen til kanonisering i idéhistorien. Skinner ønsker en grundigere tilgang til historien, hvor fokus i højere grad er på tænkerens intention i den historiske kontekst. Han anses som hovedmanden i den bevægelse inden for idéhistorien, som kaldes intellektuel historie,[5] som går ud på, at idéhistorikeren skal søge at forstå en given tekst ud fra den konkrete kontekst, den er skrevet i, og hvilken mulig hensigt forfatteren havde med den.

Forskning[redigér | redigér wikikode]

Den idéhistoriske forskning spænder bredt, og berører mange vidt forskellige videnskabelige, sociale og kulturelle emner. Det marxistiske udgangspunkt, som den danske idéhistorie var kendt for i 1970’erne, er blevet afløst af et mere tværfagligt og mangfoldigt fokus. Siden 1990’erne har den danske idéhistorie desuden været præget af et noget mere internationalt perspektiv end tidligere. Aktuelt ses der en tendens til, at den idéhistoriske forskning udvides, både nationalt og internationalt. Interessen går ikke længere kun på de klassiske tænkere, men man beskæftiger sig nu med et væld af kilder, der repræsenterer et bredt udvalg af forskellige aktører, geografiske områder og tidsperioder. Eksempler på idéhistorisk forskning er f.eks. projektet ECORA, der behandler forholdet mellem økonomi, religion og videnskab, eller det tværfaglige projekt Interdisciplinary Evolution Studies. Andre idéhistoriske emneområder er f.eks. modernitet, vores kropsopfattelse eller den danske enevælde. Mulighederne er i princippet næsten ubegrænsede. Idéhistoriske forskere er stærkt repræsenteret i tværfaglige forskningsprojekter, hvor der f.eks. samarbejdes med psykologer, antropologer, økonomer, historikere, biologer, arkæologer og fysikere. De beskæftiger sig især med projekter, hvor man arbejder med tværfaglige og omsiggribende problemstillinger, som f.eks. globalisering, retfærdighed, velfærd eller bæredygtighed.

Formidling[redigér | redigér wikikode]

Formidlingen af idéhistorisk viden sker på mange platforme og på mange forskellige niveauer i Danmark. Idéhistorie indgår typisk i tværvidenskabelige og tværfaglige sammenhænge. Det kan gøre det svært at finde et rent idéhistorisk projekt, men det, som idéhistorie netop kan, er at belyse sammenhænge på tværs af tid og emner, og derfor er det relevant både for den almene dannelse og som aktør i forskningsprojekter. På de danske folkehøjskoler er der gennem knap 200 år blevet lagt stor vægt på den almene dannelse. I den forbindelse spiller idéhistorie en stor rolle, da der gennem den kan formidles viden om emner som filosofi, kultur, politik, samfund og historie. En af de højskoler med særlig tradition for idéhistorisk formidling er Testrup Højskole.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

BØGER OG ARTIKLER

  • Hans-Jørgen Schanz (2012) "Hvorfor er idéhistorie vigtig"Baggrund.com, 15. november.
  • Stine Grumsen & Hans Henrik Hjermitslev (2007) "Institut for Idehistorie 1967-2004" i Slagmark, nr. 50
  • Slagmark nr. 48 (Temanummer om begrebshistorie) (2007)
  • Sløk, Johannes (2008) Gud, menneske, kosmos: Om idéhistorie. København: Gyldendalske Boghandel.
  • Ifversen, Jan (2007) "Begrebshistorien efter Reinhart Koselleck", Slagmark nr.48
  • Skinner, Quentin (2009) Politik og historie. København:Hans Reitzels Forlag.
  • Svend Erik Stybe (1961) Idehistorie – vor kulturs ideer og tanker i historisk perspektiv.
  • Johannes Sløk, Erik Lund, Mogens Pihl (1962) De Europæiske ideers historie
  • Hans-Jørgen Schanz (2002) Europæisk idehistorie - historie, samfund og eksistens.
  • Hans Siggaard Jensen, Ole Knudsen og Frederik Stjernfelt (2006) Tankens Magt - Vestens idéhistorie
  • Helge Kragh, Henry Nielsen, Kristian Hvidtfelt Nielsen og Peter Kjærgaard (red.) Dansk naturvidenskabs historie.

TIDSSKRIFTER

  • Slagmark. Danske idéhistorisk tidsskrift, der har eksisteret siden 1983. Opstod i miljøet omkring institut for Idéhistorie ved Aarhus Universitet. Slagmark dækker hovedområderne indenfor den vestlige idéhistorie og udkommer tre gange om året.
  • Semikolon og Tingen. Studenterblade der henvender sig til især bachelor- og kandidatstuderende ved Idéhistorie ved Aarhus Universitet.
  • Journal of the History of Ideas. Det ældste og mest anerkendte internationale tidsskrift i feltet.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Stine Grumsen & Hans Henrik Hjermitslev (2007) "Institut for Idehistorie 1967-2004" i Slagmark, nr. 50
  2. ^ Sløk, Johannes (2008) Gud, menneske, kosmos: Om idéhistorie. København: Gyldendalske Boghandel.
  3. ^ Se evt: http://historiskmetode.weebly.com/uddybning-af-begrebshistorie.html
  4. ^ Se evt: http://www.timeshighereducation.co.uk/405956.article
  5. ^ Se evt: Temp - Tidsskrift for historie nr. 4 (2012): “Intellektuel historie” af Mikkel Thorup http://www.temphist.dk/?page_id=300