Otto Liebe

Carl Julius Otto Liebe (24. maj 1860 - 21. marts 1929) var en dansk jurist og statsminister fra 30. marts 1920 til 5. april 1920.

Otto Liebe var søn af Anna Sophy f. Pedersen og Carl Christian Vilhelm Liebe en fremtrædende jurist og fik også selv en juridisk uddannelse. Han blev højesteretssagfører i 1889 og var indehaver af en af landets største og fineste advokatvirksomheder, som bl.a. havde kongehuset blandt klienterne. Han blev i 1910 formand for Dansk Sagførerforening og var især en fremragende procedør.

Da kong Christian 10. i 1920 fremkaldte Påskekrisen ved på grund af uenighed om det sønderjyske spørgsmål at afskedige det radikale ministerium Zahle uden om Folketinget, udnævnte kongen straks den 29. marts et nyt ministerium med Otto Liebe som statsminister med det kommissorium, at der hurtigst muligt skulle udskrives folketingsvalg. Liebe og hans ministre tilhørte af politisk opfattelse højrefløjen, men de var ikke selv politikere. De fik dog øjeblikkeligt at mærke, at det var de nu blevet, og at de var havnet i en højspændt, politisk situation, hvor kræfter, de ikke havde magt over, pludselig truede hele samfundsordenen med kongemagten i spidsen. Der blev talt om, at kongen havde begået statskup, og generalstrejke blev en nærliggende trussel. Kongen blev nervøs, og allerede påskedag den 4. april afskedigede han Liebe og udnævnte i stedet et upolitisk forretningsministerium med overformynder M.P. Friis som statsminister.

Ministeriet Liebe blev således det kortest siddende ministerium i dansk parlamentarisk historie. Otto Liebe blandede sig ikke siden i politik.

Spire Denne biografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.

Se også

• Tidslinje over Danske statsministre