Paraguays historie

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Paraguays historie præges af kampe, dels mellem den spanske kolonimagt og den indfødte befolkning, dels efter selvstændigheden med nabolandene om landegrænsernes fastsættelse, dels mellem ulige diktatorer og demokratiske kræfter.

Den teokratiske selvstyrekoloni

Da Spanierne havde sat sig fast ved Plata-mundingen, trængte de snart frem ad floderne Paraná og Rio Paraguay, og allerede i 1536 grundlagdes Asunción af Juan de Ayolas. Denne stad blev nu centrum for det spanske herredømme i Sydamerikas indre, og 1542 ansattes en guvernør. 1608 begyndte jesuitterne en mission i Paraguay og vandt hurtig de indfødtes tillid. Jesuitterne søgte at fremme deres kultur, idet de underviste dem i landbrug og håndværk samtidig med, at de beskyttede dem mod undertrykkelse fra kolonisternes side. Det kom snart til strid mellem jesuitterne og kolonisterne, og denne førtes både i Paraguay og ved det spanske hof og endte i første omgang med jesuitternes sejr således, at de i Paraguay dannede en teokratisk stat, som nominelt stod under Spanien, men i virkeligheden var uafhængig. Såvel hovedadministrationen som den lokale styrelse var i hænderne på gejstlige, som ledede alt arbejde, modtog udbyttet og uddelte til indianerne, hvad disse efter deres skøn havde behov for. Overskuddet solgtes i Europa. I lang tid trivedes Paraguay vel under jesuitternes formynderskab, til tider under grænsekampe med brasilianske kolonister (det vil sige portugisiske nybyggere fra São Paulo, Brasilien). Den daværende stat sammenfaldt dog ikke helt med det senere Paraguay. Centrene for landets forvaltning var Asunción og Córdoba, i hvilken sidstnævnte stad den styrende provinsial residerede. Med tiden vendte spanierne sig imod dem og fordrev dem 1731 fra Asunción. Dermed var dog jesuitternes modstand ikke brudt, og adskillige gange slog de spaniernes og portugisernes tropper.

Da kong Ferdinand 6. i Spanien 1750 afstod en del af Paraguay til Brasilien, gjorde jesuitterne 1754-1758 væbnet modstand, men led til sidst nederlag. Den aftale, de havde kæmpet imod, blev nok tilbagekaldt af Spanien i 1761, men missionerne genvandt aldrig deres tidligere velmagt, i 1766 udvistes de fra Spanien, og 1767 blev jesuitterne drevet ud af Paraguay, lige som de 1768 blev drevet ud af det øvrige Spansk Amerika. Deres kolonier deltes mellem Spanien og Portugal. Indianerne, som ikke kunne stå på egne ben, gik snart tilbage i kultur, og landet forfaldt.

Revolution og diktatur

1776 forenedes Paraguay med det senere Argentina i vicekongeriget La Plata. Da argentinerne havde afkastet deres spanske overherredømme og søgte at vinde Paraguay for revolutionen (ved de fra omkring 1810 oprettedes frihedskæmpende juntaer), led de et blodligt nederlag i 1811, hvilket banede vejen for Paraguays selvstændighed.

Baggrunden var, at i forbindelse med, at Napoleon Bonaparte erobrede Spanien og indsatte sin broder som konge, tog en junta den 24. juni 1810 magten. Efter kampe med tropper fra Buenos Aires kunne Paraguay udråbes til selvstændig republik den 14/15. maj 1811. 1814 blev José Gaspar Rodríguez de Francia diktator (hersker 1814-1840). Han styrede landet med jernhånd, kuede enhver modstand, ophævede klostrene, lukkede landet for fremmede og forsvarede landets grænser. Efter hans død 1840 blev hans nevø Carlos Antonio López diktator eller, som det nu kaldtes, præsident. Han styrede landet godt, anlagde veje, oprettede skoler, men var tillige storkøbmand, som selv besørgede hele landets udenrigshandel. Ved hans død efterfulgtes han 1862 af sin søn Solano Lopez (hersker 1862-1870).

Grænsestridigheder

Under en strid i Uruguay mellem de indfødte og de hvide tog Brasilien parti for de hvide og truede med at besætte Paraguay. Da brasilianerne i 1864 rykkede ind i Uruguay, angrebes de af Lopez, der til at begynde med havde heldet med sig, men da han ikke respekterede Argentinas neutralitet, forbandt denne stat sig med Brasilien og Uruguay og angreb Paraguay, som ikke i længden kunde stå sig. Kampen var langvarig og forbitret. 1870 døde Lopez, 1872 undertegnedes freden, hvorved den nordlige del af Paraguay blev afstået til Brasilien, men først 1876 forlod de fremmede tropper landet. Krigen havde gjort voldsomme indhug i landets mandlige befolkning. Efter krigen var folketallet sunket fra 1 mio. til henved en kvart mio., og der var kun oldinge, kvinder og børn tilbage. Efter, at Lopez var død, indkaldtes en nationalforsamling, som 1871 vedtog en ny forfatning.

Argentina gjorde fordring på hele den del af Paraguay, som ligger vest for Rio Paraguay, men USAs præsident, som var taget til voldgiftsdommer, tilkendte Paraguay den del af landet, som ligger nord for Rio Pilcomayo.

Nye diktatorer

Fra slutningen af 1800-tallet steg indbyggertallet fra 264.000 i 1886 til 656.000 i 1899^[1], til dels ved en ikke ubetydelig indvandring, navnlig fra Argentina og Italien. Indvandringen opgjordes for årene 1882-1910 til 18.360 personer, 1910-1911 til 418 og 1911-1912 til 605 personer.

I Asunción residerede landets eneste biskop, som lød under ærkebiskoppen i Buenos Aires. Folkeundervisningen var i henhold til loven gratis og obligatorisk. I 1907 fandtes 554 skoler med 806 lærere og 41.000 elever; desuden fandtes flere protestantiske skoler for både drenge og piger. I Asunción fandtes fra 1890 et statsligt universitet.

Landets velstand steg ligeledes, og det var i en længere tid temmelig fri for uroligheder. 1908 beregnedes kreaturbestanden til 5,5 mio., hestebestanden til 182.700, fårebestanden til 214.060, gedebestanden til 32.334 og svinebestanden til 23.900 dyr; desuden var der 7.626 æsler. Dog eksporteredes levende dyr meget lidt. I stedet ydnyttedes de i industrien (huder, kød, corned beef, kødekstrakt m.v.). Jordbruget producerede majs, maniok samt tobak, bomuld, ris, sukkerrør, sydfrugter af flere slags, jordnødder, grøntsager m. m. Det værdifuldeste produkt var matte, hvoraf 4-5.000 ton årligt exporteredes. Også tobak var en vigtig eksportvare (mest til Hamborg og Bremen). 1910 udførtes 59.424 baller. Mineralforekomsterne var ikke store og kun lidt udnyttet. Stenkul savnedes helt, men jern, kobber, salt, mangan, kaolin og en del værdifulde stenarter forekom. Industrien var ringe udviklet; den fremstillede quebracho-extrakt, kødartiklar og trævarer. Desuden forædledes en del jordbrugsartiklar. Som helhed havde industrien dog et håndværksagtigt præg.

Paraguay havde i begyndelsen af 1900-tallet en positiv handelsbalance. Handelen med udlandet havde 1911 en værdi af 6,5 mio. gulddollar i import og 4,8 mio. i eksport. Importen kommer hovedsagelig fra England (1,85 mio. gulddollar) og Tyskland (1,8 mio.); eksporten gik mestendels til Argentina (2,7 mio.) og Tyskland (1 mio.). De vigtigaste artikler var trævarer, huder, tobak, quebracho og matte.

Et vist jernbanenet blev udbygget. Hovedlinjen gik fra Asunción til Encarnación ved Paraná i den sydøstre del af Paraguay, hvorfra en dampfærge gik over til Posadas i Argentina, hvortil det argentinske jernbanenet var forlænget 1906-1911. Antallet af postkontorer var 385 i 1912, og telegraflinjerne havde en længde af 4.000 km.

Møntsystemet var fra år 1903 det samme som i Argentina. Almindeligvis cirkulerede papirsmønt (11 papirpesos svarede i henhold til en lov af 1906 til 1 gulddollar, daværende værdi omkring 26 øre).

Under 1. verdenskrig var Paraguay i lighed med andre sydamerikanske lande oprindelig neutralt men tilsluttede sig Ententen henimod krigens slutning. Efter krigen var Paraguay blandt de lande, der den 10. januar 1920 tilsluttede sig det nyoprettede folkeforbund.

I 1921 måtte præsident Gondra vige for et statskup af dr. Ayala. Under hele mellemkrigstiden prægedes Paraguay af en økonomisk stagnation og ustabile styrer.

1926 blev befolkningen anslået til 800.000, hvortil kom ca 30.000 indianere. Skolegang var nominelt tvungen, men mange steder fandtes ingen skoler. 1926 fandtes 576 folkeskoler med 90.133 Børn, hvoraf 51.400 drenge. Desuden findes 21 private skoler og 3 højere skoler, 6 normalskoler, 1 handelsskole, 1 universitet. Indførslen havde 1926 en værdi af 2,4 mio. £, udførslen 3,1 mio. £.

I 1928 udbrød grænsestridigheder med Bolivia, som truede med en krig mellem de to stater, og i 1932-1935 lå Paraguay i krig med Bolivia (Chacokrigen). Anledningen var, at der var blevet fundet olie i Gran Chaco, en provins som både Bolivia og Paraguay gjorde krav på. Paraguay sejrede, men sejren kostede henved 40.000 døde. Siden viste det sig, at oliemængderne i området var yderst beskedne.

I 1937 udtrådte Paraguay af folkeforbundet.

I 1945 var Paraguay atter blandt de lande, der oprettede FN. I 1947 indtrådte Paraguay i OAS (Rio pakten).

Fra 1947 kastedes Paraguay ud i en borgerkrig.

Stroessners diktatur

1954-1989 led Paraguay under general Alfredo Stroessners diktatur. Stroessner kom til magten ved et statskup i 1954. Han støttede sig fra begyndelsen til militæret og Colorado-partiet. Stroessner slog hårdt ned mod sine modstandere, virkelige og indbildte. Han genvalgtes hvert femte år til præsident. Under Stroessners tid gennemførtes vigtige infrastrukturprojekter: Vejene blev forbedrede, på grænsen til Brasilien byggedes Puerto Presidente Stroessner, senere Ciudad del Este, som blev forbundet med en bro, Puente de Amistad (Venskabsbroen), over Paraná-floden med Foz de Iguazú i Brasilien. Det største projekt gennemførtes blot nogle kilometer nord for Puente de Amistad. Verdens dengang største dæmningsbyggeri, Itaipu, vandkraftstationen, som for halvdelen var ejet af Paraguay og den anden halvdel af Brasilien. Da dæmningen var færdig i 1984, blev Paraguay helt selvforsynende med elektricitet og en tillige storeksportør af elektricitet. Dog havde Paraguay lånt store beløb af Brasilien, som derigennem skaffede sig mulighed for at købe paraguayisk el fra Itaipu på gunstige vilkår. Under byggeriet havde en økonomisk opblomstring rådet i Paraguay. Stroessner-epoken var tillige præget af en voksende politisk og økonomisk korruption, som landet kom til at lide hårdt under også længe efter diktaturets fald. Eksempelvis uddeltes store landejendomme til politiske allierede, hvilket bidrog til en ujævn jordfordeling, som overgik meget i Sydamerika.

Udenrigspolitisk var Stroessner en stærk antikommunist og sikrede sig derigennem USAs støtte. I 1970-erne blev Paraguay centrum for den såkaldte "Operation Condor", et regionalt militært samarbejde med henblik på at forfølge politisk anderledes tænkende. Fra slutningen af 1970-tallet framstod Stroessners diktatur mere og mere som en belastning for USA.

Fra diktatur til demokrati

Stroessner styrtedes i februar 1989, hvorefter general A. Rodríguez udråbtes til præsident. Ved parlamentsvalget 1991 vandt Colorado-partiet. 1992 fik Paraguay en ny, demokratisk forfatning. Ved et nyt valg i 1993, hvor partierne frit kunne stille op, vandt Colorado-partiet atter, og til præsident udnævntes partiets kandidat Juan Carlos Wasmosy. Ved parlamentsvalget 10. maj 1998 vandt Colorado-partiet igen, og Raul Cubas Grau blev statsoverhoved. Efter hans tilbagetræden 1999 udses til ny præsident Luis Angel Gonzalez Macchi. I 2003 blev Nicanor Duarte Frutos fra Colorado-partiet ny præsident.

Litteratur

Hermann Kinder, Werner Hilgemann: dtv-Atlas Weltgeschichte von Anfängen bis zur Gegenwart; Deutscher Taschenbuch Verlag Gmbh & Co.KG (München 2000) (her anvendt estisk udgave med opdatering til årtusindskiftet, ISBN 9985-2-0354-2)

Eksterne henvisninger

Noter

^ A.J., s. 525

[1] A.J., s. 525

[1]