Læge

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Praktiserende læge)
Spring til navigation Spring til søgning
DanishView.svg Denne artikel omhandler overvejende eller alene danske forhold. Hjælp gerne med at gøre artiklen mere almen.
Læge på sygebesøg. Maleri fra 1891.
Læge udfører behandling i felten under Boerkrigen.
To læger på en skadestue i Ghana.

En læge er en person, der har bestået afsluttende eksamen i medicin (cand.med.) ved et godkendt lægevidenskabeligt fakultet på et universitet, og som har aflagt lægeløftet. Langt de fleste danske læger er organiseret i Lægeforeningen, som er en faglig interesseorganisation for læger i Danmark.

Læger praktiserer lægevidenskab, som omhandler opretholdelsen og genopretning af det menneskelige helbred gennem forebyggelse, diagnostik og behandling af sygdom, skade og andre fysiske og psykiske lidelser.

Læger er underlagt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.

I det danske sundhedssystem skal alle borgere i princippet være tilknyttet en alment praktiserende læge. Hvis borgeren ikke selv vælger en læge, vil borgerens bopælskommune tildele borgeren en praktiserede læge.

En borger, der ikke kan få tildelt en praktiserende læge, typisk fordi der ingen ledige læger er i kommunen, kaldes for spøgelsespatient.

Uddannelsesforløb[redigér | rediger kildetekst]

  • Studentereksamen eller tilsvarende adgangsgivende eksamen med fagkravene:
    • dansk A, engelsk B, matematik A og typisk fysik B og kemi B (de sidste to fag kan erstattes af enten fysik B + bioteknologi A, geovidenskab A + kemi B, kemi B + biologi A + fysik C, eller biologi A + fysik C + bioteknologi A)
  • Eventuel supplering (GS), hvis man mangler specifikke fag
  • Medicinstudiet ved et lægevidenskabeligt fakultet (på Københavns Universitet, Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og Aalborg Universitet, bestående af:
    • bacheloruddannelsen i medicin, som primært indeholder teoretiske fag om den raske krops funktion (3 år)
    • kandidatuddannelsen i medicin, som primært indeholder kliniske fag (viden om sygdomme og behandling) med praktik på sygehuse (3 år)
  • Aflæggelse af lægeløftet, hvorefter man får autorisation som læge
  • Klinisk basisuddannelse (KBU) (tidligere kaldet turnus). Obligatorisk tjeneste på sygehusafdelinger (6 måneder) samt ophold i alment praktiserende lægepraksis (6 måneder), kan dog også være to ophold på skiftende sygehusafdelinger
  • Autorisation til selvstændigt virke som læge. Herefter bruger mange læger nogle år til at optjene merit for på sigt at kunne blive ansat i en hoveduddannelsesstilling (speciallæge).
  • Introduktionsstilling inden for et speciale, hvori man gerne vil videreuddanne sig (ca. 1 år)
  • Hoveduddannelsesstilling i det videregående speciale (4-5 år). Ansættelse i en hoveduddannelsesstilling kan være meget eftertragtet afhængig af speciale og geografi.
  • Speciallægeautorisation i specialet

Autorisation[redigér | rediger kildetekst]

Der kræves autorisation for at kunne arbejde og benævne sig som læge.

En cand.med. bliver automatisk læge, når man deltager i aflæggelse af lægeløftet. Det sker ved en ceremoni på universiteterne i slutningen af januar og juni, efter at den sidste eksamen er afholdt og bedømt.

Den simple autorisation giver ikke ret til at arbejde på egen hånd (selvstændigt virke), men kun under tilsyn af en anden læge (ifølge autorisationslovens § 31: underordnet stilling på sygehus eller som amanuensis (dvs. assistent) hos eller midlertidig stedfortræder for en alment praktiserende læge).

Efter autorisationen gennemfører de fleste den kliniske basisuddannelse (KBU), som består af 12 måneders praktik, først 6 måneder på en sygehusafdeling og derefter 6 måneder i enten almen praksis (en almindelig lægeklinik) eller på en sygehusafdeling inden for et andet speciale. Efter afsluttet KBU får man ret til selvstændigt virke som læge, som er en forudsætning for de fleste stillinger og for det videre uddannelsesforløb.

En del vælger i stedet at begynde en ph.d.-uddannelse eller på andre måder arbejde med forskning og undervisning lige efter kandidatgraden. De er læger, men hvis de ikke gennemfører KBU, får de ikke ret til selvstændigt virke. Mange forskere, men ikke alle, er gået denne vej.

Ret til selvstændigt virke bortfalder ved 75-årsalderen, men lægen kan søge om en vurdering hos STPS og få tilladelse til fortsat ret til selvstændigt virke.

Tidligere ordninger[redigér | rediger kildetekst]

Tidligere var autorisationerne benævnt med bogstaver:

  • A-autorisation var den simple lægeautorisation (før turnus)
  • B-autorisation svarede til læge med ret til selvstændigt virke
  • C-autorisation var en speciallægeautorisation

Udenlandske læger[redigér | rediger kildetekst]

Tidligere eksisterede der stort set kun et frit nordisk arbejdsmarked for læger. I dag eksisterer der principielt et frit EU-arbejdsmarked, men også læger fra resten af verden søger til Danmark.

Norden[redigér | rediger kildetekst]

Efter langvarig praksis var det lettest for nordiske læger at få dansk autorisation, da STPS umiddelbart anerkendte de nordiske autorisationer efter den nordiske aftale om autorisation af sundhedspersoner, men fra 1. februar 2020 sker det ud fra EU-reglerne.

EU/EØS[redigér | rediger kildetekst]

Efter at EU har pålagt medlemslandene at anerkende de udenlandske uddannelser, er det blevet almindeligt at yngre læger søger arbejde på tværs af grænser. Ud over læger fra de nordiske lande arbejder der en del læger fra Tyskland samt Central- og Østeuropa i Danmark, både fra EU-lande som Polen og Litauen og ikke-EU-lande som Ukraine.

Forløbet med klinisk basisuddannelse er en særlig nordisk ordning. I mange lande skelnes der ikke mellem læge og læge med ret til selvstændigt virke. Hvis man er uddannet læge fra EU, f.eks. Tyskland, kan man typisk søge om dansk autorisation med ret til selvstændigt virke umiddelbart efter aflagt kandidatgrad og lægeløfte. Det skyldes det fælles arbejdsmarked i EU og EØS, som påbyder gensidig anerkendelse af uddannelser og kvalifikationer.

Resten af verden[redigér | rediger kildetekst]

Læger fra ikke-EØS-lande skal gennemgå et godkendelsesforløb for at få autorisation. Det omfatter danskprøve, medicinske fagprøver, kursus i dansk sundhedslovgivning og en 6-12 måneders evalueringsansættelse. For læger uden speciallægeuddannelse er ansættelsen den samme som KBU, dvs. 12 måneder i to forskellige specialer. Hvis man har en udenlandsk speciallægeuddannelse, som lever op til EU-kravene, kræves der 6 måneders ansættelse.

Reglerne er forenklede hvis personen er statsborger i et EØS-land, men har taget lægeuddannelsen uden for EØS og derefter har fået uddannelsen anerkendt i et EØS-land samt har tre års erfaring som læge i pågældende land. Så kan man søge dansk autorisation efter EU-reglerne.

Fra 2016 til 2020 steg antallet af ansøgninger fra ikke-EØS-uddannede læger fra godt 100 til knap 600 årligt. Sagsbehandlingstiden er derfor også steget. I december 2018 tog det ca. 10 måneder, og i september 2020 ca. 22 måneder fra styrelsen modtog en ansøgning til man begyndte at sagsbehandle den. Der kan også være ventetid på evalueringsansættelse og de krævede prøver.

Forskellige stillingsbetegnelser[redigér | rediger kildetekst]

I sygehusvæsenet[redigér | rediger kildetekst]

Cheflæge
den øverste læge ved et sygehus eller en anden institution
Ledende overlæge
(speciallæge)
Overlæge
(speciallæge)
Afdelingslæge
(speciallæge)
1. reservelæge
Reservelæge
Basislæge

I praksis[redigér | rediger kildetekst]

Praktiserende speciallæge
Praksisreservelæge

Lægelige specialer[redigér | rediger kildetekst]

Se artiklen: Lægeuddannelsen i Danmark

Sundhedsstyrelsen afgør, hvilke områder der anerkendes som et speciale i hvilket en læge kan opnå autorisation. Det er ligeledes Sundhedsstyrelsen, der fastsætter uddannelseskravene til og speciallægekompetencerne i de enkelte specialer. Med speciallægebekendtgørelsen af 2007 blev følgende lægelige specialer anerkendt:[1]

Kvaksalveri[redigér | rediger kildetekst]

Uddybende Uddybende artikel: kvaksalveri
I USA er betegnelsen snake oil salesman brugt om folk, der sælger virkningsløse universalkure uden lægefaglig ekspertise. Kvaksalveri af denne slags er strafbart i mange lande.

Betegnelsen læge er en beskyttet titel ifølge Autorisationslovens §§ 27-46 (indtil 2007 Lægeloven). Beskyttelsen omfatter også betegnelser som fodlæge og naturlæge, som man heller ikke må benytte uden at have autorisation som læge. Derimod kan enhver kalde sig f.eks. naturhelbreder eller kræftforsker uden at komme i konflikt med Autorisationsloven (dette kan dog til gengæld være en overtrædelse af Markedsføringsloven). Alternative behandlere kan erhverve ret til den beskyttede titel registreret alternativ behandler. Titlen er ikke en godkendelse eller blåstempling af bestemte behandlingsformer.

Det er strafbart at optræde som læge uden at have autorisation, eller at tage syge i behandling, hvis patientens helbred derved udsættes for fare.

Selv i tilfælde hvor loven teknisk set overholdes, kan der være etiske og moralske problemstillinger at tage højde for.

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ "Bekendtgørelse om speciallæger (BEK nr 458 af 25/04/2019)". Retsinformation.dk. 2019-04-25. Hentet 2021-10-11. 

Se også[redigér | rediger kildetekst]

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: