Det Arabiske Forår

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
     Revolution       Borgerkrig      Civil lidelse og regeringsomdannelse      Regeringsomdannelse      Storre protester      Mindre protester     Relaterede protester      Ingen begivenheder
Soldater i Tunesien.
En politisk tegning af Carlos Latuff der viser Egyptens præsident Hosni Mubarak blive ramt af dominoeffekten fra Tunesien.

Protesterne i den arabiske verden 2010–2011 (eller Det Arabiske Forår) var en serie af demonstrationer i arabiske lande i Nordafrika og på den arabiske halvø, med krav om blandt andet demokratiske reformer. De begyndte den 18. december 2010 i Tunesien med baggrund i at den arbejdsløse akademiker Mohamed Bouazizi satte ild på sig selv efter at politiet havde beslaglagt hans grøntsagsvogn, og førte senere til at landets præsident Ben Ali måtte gå af. Massedemonstrationerne spredte sig siden videre til andre lande i den arabiske verden og har ført til flere omfattende forandringer i den arabiske verdens politiske klima.

Ud over Tunesien fandt demonstrationerne sted i Algeriet, Egypten, Syrien, Bahrain, Libyen og Yemen. Mindre eller relaterede demonstrationer forekom også i Mauretanien, Saudiarabien, Jordan, Oman, Djibouti, Sudan, Marokko, Iran og Senegal. Den 11. februar 2011 blev også Egyptens præsident Hosni Mubarak tvunget til at gå af som følge af de omfattende protester i landet.

Forandringer

Baggrund

Jasminrevolutionen skabte chokbølger i den arabiske verden.[1] Dette skyldes blandt andet at oprøret har sin baggrund i det Al Jazeera English kalder den dødelige kombinationen af øget fattigdom, arbejdsløshed og politisk undertrykkelse, de tre kendetegn på de fleste arabiske samfund.[2] Al Jazeera English har meldt ud at de tunesiske aktivister har været de mest åbenmundede i denne del af verdenen og brugte blandt andet Twitter for at udtrykke støtte til Bouazizi[3].

De sociale medier kan være en vigtig faktor i genoplivningen af den arabiske nationalisme som har været ikke-eksisterende siden Gamal Abdel Nasser døde i 1970 [4] og at spredningen af kundskab om hvad der sker i de andre arabiske lande sker hurtigt.[5] Der hersker derfor en frygt for at oprøret skal sprede sig til de andre arabiske lande[6] Imidlertid er mange af de samme forhold tilstede i andre arabiske land fra Marokko til Algeriet og Egypten til Jordan, og dette gælder specielt arbejdsløshed, hårdhændet politi og brud på menneskerettighederne.

Årsager

Lande

Fejring af Hosni Mubaraks fald i Egypten

Tunesien

Oprøret i Tunesien er blevet kaldt Jasminrevolutionen i vestlige medier[7][6],og er igangværende voldelige oprør som finder sted flere steder i Tunesien og som fik tunesiens præsident Zine El Abidine Ben Ali til at gå af den 14. januar 2011, efter 23 år som præsident[8]. Han flygtede til Saudi arabien, og statsministeren Mohamed Ghannouchi overtog magten[9]. 15. januar overførte Ghannouchi præsidentmyndigheden videre til nationalforsamlingens leder Fouad Mebazaâ[10]. Grundlovs rådet har besluttet at der skal afholdes et nyt præsidentvalg indenfor 60 dage[11]. 17. januar præsenterede Ghannouchi en ny koalitionsregering hvor tre af ministrene kom fra oppositionspartierne[12]. Regeringens fremtid er imidlertid usikker da flere af oppositionens medlemmer trak sig 19. januar[13]. Sådan en politisk uro har været sjælden i tunesien blandt andet fordi at det bliver anset for at være mere velstående og stabilt i forhold til andre lande i regionen. Ben Alis afgang og flugt fra landet er første gang at protester har ført til at den øverste leder i et arabisk land har mistet magten[14]. Repræsentanter for myndighederne offentligjorde 17. januar at mindst 78 mennesker har mistet livet under urolighederne.

Egypten

Baggrunden for protesterne i Egypten

Protesterne startede i Tunesien, men spredte sig blandt andet videre til Egypten, Algeriet, Libyen, Marokko, Syrien, Yemen og Bahrain.

Baggrunden for oprøret er et ønske om demokratisering, menneskerettigheder og bedre levevilkår i landet, som har været præget af undertrykkelse. Årsagen til oprør varierer fra land til land på grund af forskellige historiske forudsætninger, samfundsforhold og regeringsførelse. [15]

Egypten har været udsat for et voldsomt økonomisk pres som følge af finanskrisen. Stigende fødevarepriser har forstærket den grundlæggende vrede og følelse af social uretfærdighed i befolkningen.[16]

Oprøret i Egypten er i høj grad blevet gjort muligt af demonstrationerne i Tunesien. Det helt store skub kom da Tunesiens præsident Ben Ali blev væltet. Før dette har det syntes umuligt for befolkningen at landet blev styret af andre end Hosni Mubarak.

Forløb

I Egypten startede demonstrationerne den 25. januar 2011. Demonstrationen var en protest mod Hosni Mubarak regime. [17]Tusindvis af mennesker mødte op til demonstrationen, som blev afholdt i Kairo. Demonstrationen blev indkaldt af politiske aktivister igennem Facebook og Twitter, som opfordrede til at møde op og vise deres utilfredshed med regimet.[18] Protesten blev senere kaldt for ”Vredens Dag”. Demonstranterne marcherede i nærheden af den Egyptiske højesteret og fortsatte til Tahrir-pladsen. De slog lejre på Tahrir-pladsen og organiserede yderligere protester og demonstrationer i januar og februar, som var inspireret af oprøret i Tunesien. Der foregik også store demonstrationer i andre byer i Egypten; Aswan, Al-Mansura, Asyut og Alexandria.[17]

Udgangspunktet for demonstrationerne var fredeligt, men det udviklede sig til kamp mellem demonstranter og politistyrker. Politiet og store dele af sikkerhedsstyrkerne brugte tåregas og vandkanoner til at stoppe demonstrationerne.[17] Dette førte til dødsfald på ca 846 mennesker, på blot de første 18 dage efter ”Vredens Dag”.[15]

Hosni Mubaraks styre

Den 11. februar var Tahrirpladsen i Kairo fyldt med jublende demonstranter. Hosni Mubaraks vicepræsident havde meddelt, at Mubarak, efter han i 30 år har siddet tungt på sin post som regent, nu ville gå af. Efter de 18 dages demonstrationer havde næsten hele befolkningen vendt sig mod ham og tvunget ham til at trække sig tilbage. Han måtte videregive magten til det folkeanerkendte militær, som altså skulle administrere landets ledelse. Militæret lovede efterfølgende at de demokratiske reformer som demonstranterne har kæmpet for, vil blive gennemført, og at der til september vil være et frit og fair præsidentvalg.[19]

Senere blev Mubarak i domstolen i Kairo, kendt skyldig i at medvirke i drabene på de mange demonstranter, der mistede livet under demonstrationerne. Den tidligere indenrigsminister, Habib el-Adly, blev også idømt fængsel på livstid.[20]

Den 21. november kræver militæret blandt andet at få veto-ret over for de love, det nye parlament vedtager. Det får Egypterne til at blive bange for om nu militæret også vil afgive den magt de har fået, og det udløser nye demonstrtioner.[21]

Efterfølgende

  • I juni 2012 blev Mohamed Morsi fra det Muslimske Broderskab taget i ed som ny præsident.
  • 22. november 2012 udstedte Morsi et dekret, som udvider hans magtbeføjelser betragteligt.
  • 3. juli 2013 bliver Morsi afsat af militæret efter folkelige protester.[19]

Libyen

Yemen

Protesterne i Yemen mod daværende præsident Salehs autoritære styre begyndte midt i januar og omhandlede både den økonomiske situation og de begrænsede tiltag og også krav om en lov, som forbyder, at præsidenten kan sidde på ubestemt tid, og at han kan overføre magt til sin søn.[22] Søndag den 23. januar 2011 blev 19 demonstranter arresterede, blandt andre den kvindelige journalist Tawakul Karman, som blev et symbol på kampen mod myndighederne.[23] Karman blev imidlertid frigivet to dage efter arrestationen. Saleh kundgjorde, at han ikke ville stille op ved næste valg, og at han ville skrinlægge planer om at sidde permanent som præsident.[24] Dette tilfredsstillede imidlertid ikke demonstranterne, og de har råbt slagord som "En revolution for frie meninger", "Efter Mubarak, Ali" og "Ingen korruption efter i dag".[25] 21. februar 2012 overtog ʿAbd Rabuh Mansur Hadi som Yemens præsident efter at have vundet et valg uden modkandidat, mens Saleh blev givet immunitet og drog til USA, hvilket fremkaldte nye protester.

Syrien

Konstante protester mod styret bliver besvaret med øget brutalitet fra styret.

Den 27. november 2011 lægger Den Arabiske Liga pres på Syrien med en resolution der sanktionerer syriske embedsmænds muligheder for at rejse i andre arabiske lande og indefryser Syriens aktiver i disse lande.[26] Der er tale om et usædvanligt skridt fra den Arabiske ligas side, der ikke har en tradition for at lægge pres på medlemslande.

Bahrain

Protesterne i Bahrain er en serie demonstrationer oprindeligt for at opnå større politisk frihed og respekt for menneskerettighederne, uden samtidig at true monarkiet[27]. Protesterne begyndte den 14. februar og var stort set fredelige indtil 17. februar da politiet rykkede mod demonstranter der sov ved det kendte monument i Manama. Politiet dræbte tre demonstranter[28][29].Efterfulgt af kampene mod politiet øgede demonstranterne deres protester[30].

Oman

Den 17. januar demonstrerede 2000 mennesker i hovedstaden Muscat mod regeringen, hvor demonstrantene krævede lønstigninger og lavere leveomkostninger.Det var meget usædvanligt i den rolige Golfstaterne, og den blev organiseret af menneskerettigheds-organisationer i landet.[31]

Saudi Arabien

En uidentificeret 65 år gammel mand døde 21. januar efter at han satte ild til sig selv i Samtah i Jizan syd i Saudi-Arabien. Dette er det første tilfælde af selvantændelse i landet[32][33].

Mauretanien

Der var tilsvarende protester i Mauretanien hvor Yacoub Ould Dahoud satte ild til sig selv nærheden af præsidentpaladset i protest mod præsident Mohamed Ould Abdel Aziz[34][35].

Sudan

Det har været demonstrationer i flere byer og ved universitetet i Khartoum. En af oppositions lederne, Hassan al-Turabi, blev arresteret efter at Han opfordrede til samme type protestaktioner i Sudan for at få afsat regeringen efter dens valgfusk, den høje inflation og undertrykte politiske og civile rettigheder[36] [37] i en tid hvor Sudan gennemførte Folkeafstemningen om uafhængighed i Sydsudan som gav et overvældende flertal for løsrivelse. 7. februar udtalte Sudans præsident Omar Hassan al-Bashir at valgresultatet skulle respekteres[38].

Jordan

I Jordan kom det 14. januar til demonstrationer i flere byer, da flere hundrede mennesker demonstrerede imod regeringen i blandt andet Amman, Ma'an, Karak, Salt og Irbid. Disse demonstrationer var organiseret af fagforeninger og venstreorienterede partier med krav om at regeringen skulle gå af. Den jordanske regering svarede igen ved at øge priserne på brændstof[39]. Al Jazeera hævdede at demonstrationerne imidlertid ville fortsætte i det kommende uger på grund af øgede madpriser. Dette skete 21. januar da 5.000 demonstrerete i den største af protesterne i Amman[40]. Der var også store protester 28. januar, og 1. februar sagde kong Abdullah II at regeringen blev afsat som en følge af uroen og den tidligere general Marouf al-Bakhit blev bedt om at danne en ny regering og hans mission var at lave nogle hurtige reformer.

Relaterede protester

Nordkorea

Det sydkoreanske militær fik foldere med oplysninger om protesterne i Libyen og Egypten ind i Nordkorea i et forsøg på at fremkalde forandringer i Nordkorea[41].Nordkorea har truet med at gribe ind militært hvis Sydkorea fortsætter har Korean Central News Agency rapporteret[42].Der har været nogle små protester i Nordkorea[43].

Burma

Shwe Mann, formand for Underhuset i Burmas parlament, advarer 24/6 imod 'arabiske forår' i Burma.[44]

Døde og sårede

Oprørene i den arabiske verden har ført til flere dødsfald enten som følge af direkte modstand fra regeringsmagten eller generelt bare demonstrationernes voldelige udfald. I Tunesien, Egypten og Libyen er flere hundrede dræbt hvilket overstiger andre landes tal. På bare få dage med demonstrationer er det angiveligt Libyen som har det højeste antal døde, med over 600 omkomne. Sidst opdateret februar 2011 kl. 16.15.

Land Døde Sårede
Algeriet Algeriet 8 420+
Egypten Egypten 365[45] 5500+ [46]
Yemen Yemen 10+[47] 80[48]
Libyen Libyen 1000-2000+[49][50][51][52] Ukendt
Mauretanien Mauretanien 1[53] Ingen
Sudan Sudan 1[54] Ukendt
Syrien Syrien 7500+[55] Ukendt
Tunesien Tunesien 219[56][56] 94[57]

Analyse

Spekulativt afsnit
Bemærk at dette afsnit er præget af spekulationer og bør omskrives så fakta er understøttet af verificerbare kilder.

Konsekvenser af Det arabiske Forår

Internationale relationer

De sociale mediers rolle

I vores dagligdag har de sociale medier en stor betydning. Vi lytter til det og ser på dem hver evig eneste dag, de sociale medier har en stor effekt på, hvordan vi oplever vores hverdag, og hvis de sociale medier ikke havde den indvirkning på os, som dem den har, ville udviklingen i Det Arabiske Forår også være gået meget langsommere. Det Arabiske Forår kunne virkelig tage fart, fordi at de sociale medier virkelig blev taget i brug og udnyttet som den informations kilde det nu engang er. De forskellige lande i Mellemøsten, kunne følge med i hvad, hvornår og hvordan udviklingen skete i deres nabolande. TV, radio, aviser, internettet og andre sociale medier, gjorde det muligt for f.eks. Egypten at få viden om begivenheden som skete i Tunesien den 17. december 2010, hvor Mohamed Bouazizi satte ild til sig selv [58].Egypten så og hørte hvad der skete i Tunesien, og hvordan befolkningen reagerede på dette. Det var de sociale medier, der åbnede denne mulighed. Hurtigt viden, hurtig reaktion.

Facebook revolutionen i Egypten

Man er gået så langt og har kaldt det egyptiske oprør for Facebook revolutionen. Dette er nok en overvurdering af de sociale mediers vigtighed. Men Facebook og andre sociale medier, har været vigtige informationskilder for egypterne, informationskilder myndighederne dårligt kunne kontrollere. Egypterne lod sig inspirere af revolutionen i Tunesien, og fik på denne måde sat en gnist i folket. Der blev arrangere og organiseret demonstrationer. Som fik fællede Mubarak. [59].

Kilder

  1. ^ Ben Ali flyktet til Saudi-Arabia – - Verden – Aftenposten.no
  2. ^ The rebirth of Arab activism – Opinion – Al Jazeera English
  3. ^ Riots reported in Tunisian city – Africa – Al Jazeera English
  4. ^ Tunisias opprør skremmer arabiske autokrater – - Verden – Aftenposten.no
  5. ^ Socrates
  6. ^ a b Tunisia's 'Jasmine Revolution' jolts Arab world – Region – World – Ahram Online
  7. ^ Mona Eltahawy – Tunisia's Jasmine Revolution
  8. ^ BBC News – Tunisia: President Zine al-Abidine Ben Ali forced out
  9. ^ PM replaces Tunisia president – Africa – Al Jazeera English
  10. ^ Power in Tunisia Changes Hands 2 Times in 24 Hours – NYTimes.com
  11. ^ Kaoset fortsetter i Tunisia – - Verden – Aftenposten.no
  12. ^ BBC News – Tunisia forms national unity government amid unrest
  13. ^ Swiss to freeze Ben Ali funds – Africa – Al Jazeera English
  14. ^ Joy as Tunisian President Flees Offers Lesson to Arab Leaders – NYTimes.com
  15. ^ a b http://www.globalis.dk/Konflikter/Afrika/Det-Arabiske-foraar
  16. ^ http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2011/02/01/122313.htm
  17. ^ a b c http://danskegyptiskselskab.dk/vredens-dag/
  18. ^ http://mobil.dr.dk/smartphone/#artikel/nyheder/udland/2011/01/25/103532.htm
  19. ^ a b http://politiken.dk/udland/ECE1194109/mubarak-traeder-tilbage/
  20. ^ http://www.jv.dk/artikel/1348340:Udland--Mubarak-idoemt-livsvarigt-faengsel
  21. ^ http://www.dr.dk/Nyheder/Ligetil/Tema/Det_arabiske_foraar/2011/04/05154941.htm
  22. ^ Protests erupt in Yemen, president offers reform Reuters
  23. ^ Frykter nye opptøyer i Jemen - Aftenposten, 24. januar 2011, hentet 15. februar 2011
  24. ^ Yemen president not to extend term Al Jazeera, 2. februar 2011, hentet 15. februar 2011
  25. ^ Thousands rally across Yemen Al Jazeera, 14. februar 2011, hentet 15. februar 2011
  26. ^ http://www.arableagueonline.org/wps/portal/las_en/inner/!ut/p/c5/vZJPU4MwEMU_i59gN6HacEQImmLSIaRYculQrUj_QEecavPphenFS-vF6b7Lzrzd97s8sNCrKQ91VX7WbVNuYQ72bhH5qc5H2kOWcR8FjcRUJpTi1Ov94rzPxn98P0PBIVs1_WIvnQ5Bg49nJkBQj-1uBQXY8a-U25igSDOW3j-EVOQUDMxxtMjWx71wG6fXTiu58aVcFl_yiaP6eBUqCp2JJomZdc7gd2L4kXS8oqTzSR6nPAhC9v7S3VxmxeSKLO96rBz_lTUBW23b5VC0GPa72aHWTL2dJH8A17iFPw!!/dl3/d3/L2dBISEvZ0FBIS9nQSEh/?pcid=5b7ad38049378a069b2eff7abaae88c3
  27. ^ Bahrain activists in 'Day of Rage' – Middle East – Al Jazeera English
  28. ^ Clashes rock Bahraini capital – Middle East – Al Jazeera English
  29. ^ BBC News – Bahrain protests: Police break up Pearl Square crowd
  30. ^ Bahrain mourners call for end to monarchy | World news | guardian.co.uk
  31. ^ Oil wealth likely to keep Gulf calm – Middle East – Al Jazeera English
  32. ^ BBC News – Man dies after setting himself on fire in Saudi Arabia
  33. ^ Man dies in possible first self-immolation in Saudi
  34. ^ Wikiwix's cache
  35. ^ Mauritanie: mécontent du régime, un homme s'immole par le feu à Nouakchott – Flash actualité – Monde – 17/01/2011 – leParisien.fr
  36. ^ PressTV – Sudan opposition leader arrested
  37. ^ Al-Turabi arrested in Khartoum – Africa – Al Jazeera English
  38. ^ Sudans president vil godta løsrivelse – - Verden – Aftenposten.no
  39. ^ To the tyrants of the Arab world... – Opinion – Al Jazeera English
  40. ^ Thousands of Jordanians protest economic conditions | World | Reuters
  41. ^ South Korea leaflets tell North of Egypt, but change unlikely | Reuters
  42. ^ North Korea Warns of Military Response Against South Over Leaflet Air Drop – Bloomberg
  43. ^ Isolated protests break out in North Korea
  44. ^ House Speaker Warns Against 'Arab Spring'
  45. ^ التليفزيون: عدد شهداء الثورة المصرية 365 شهيدا | الدستور
  46. ^ Around 365 dead in Egypt protests: health ministry
  47. ^ PressTV – 6 days Yemen uprising leaves 10 killed
  48. ^ Politiken- Mindst 80 er såret under uroligheder i Yemen
  49. ^ More than 600 reported dead as violent unrest sweeps Libya – Haaretz Daily Newspaper | Israel News
  50. ^ Opprøret sprer seg mot Tripoli – Verden – NRK Nyheter
  51. ^ BBC News – Libya protests: Gaddafi embattled by opposition gains
  52. ^ Human rights groups: Violence in Libya must stop – CNN.com
  53. ^ Tunisia copycat burnings in 3 North African countries | Jordan Times
  54. ^ Sudanese student dies after protests – activists | Reuters
  55. ^ FN: Dødstal i Syrien er over 7500 – TV2 Nyhederne
  56. ^ a b BBC News – Tunisia protests against Ben Ali left 200 dead, says UN
  57. ^ My Way News – Gov't: More than 78 deaths in Tunisian unrest
  58. ^ rapolitics: Det Arabiske Forår. Udgivet af Laura Toft Nielsen. Internetadresse: http://www.rapolitics.org/wp-content/uploads/2013/01/RAPOLITICS-Introduktion-til-det-Arabiske-For%C3%A5r.pdf - Besøgt d. 05.05.2014 (Internet). (Bog)
  59. ^ Schultz, Anders og Lars Rosenmeier: Det Arabiske Forår. Side 16-17. 1. udg. Systime 2014, 2014. (Bog)
PolitikSpire
Denne artikel om politik og ideologi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Det_Arabiske_Forår&oldid=8133733"