Søren Norby

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 19. sep. 2014, 22:40 af MGA73bot (diskussion | bidrag) MGA73bot (diskussion | bidrag) (Tilføjer Commonscat - kategori på Commons har samme navn som artiklen.)
Maleri fra 1525 på Krapperup, som måske forestiller Søren Norby

Søren Norby, også kaldet Severin Norbi, (mellem 1460-1480 – kort efter 12. marts 1530 i Firenze) var en dansk søofficer, der bestred ledende poster i den danske flåde under kongerne Hans og Christian II. Han havde kommandoen over den danske flådes største skibe i flere søslag mod Sverige og Lübeck. Norby var lensherre i flere forskellige len i Skandinavien, blandt andet Gotland fra 1517 til 1525 og Sølvitsborg len 1525 til 1526. Hans oprør mod Frederik I i 1525 blev besejret, og han flygtede til Livland og sluttede sit liv i den tyske kejser Karl V's tjeneste.

Norby havde to børn med ukendte kvinder: en søn ved navn Olof og en datter, som man ikke ved ret meget om[1].

Liv

Norby stammede fra en fattig fynsk lavadelslægt[2] og var født mellem slutningen af 1460'erne og begyndelsen af 1480'erne.[1] Den første omtale af Norby er som sømand hos den svenske rigsforstander Svante Nilsson Sture i fredstid i 1504. I 1507 var han kommandant for en eskadre for kong Hans af Danmark under et angreb på Ålandsøerne og straffetogter mod Rügen i 1509 og 1511. Han deltog også i det uafgjorte slag mellem den danske og lybske flåde ved Bornholm i 1511. Norby havde sammen med Jens Holgersen Ulfstand kommandoen over kong Hans' to største skibe i søslagene mod Sverige og Lübeck fra 1507 til 1512. I 1510 modtog Norby et kaperbrev fra kong Hans, som gav ham tilladelse til at begå pirateri mod alle fjendtlige skibe.[1] Søren Norby forlenedes som belønning med Børringe Kloster i fri forlening samt Haraldsborg len ved Roskilde som pantelen.[2]

I 1514, under nye kong Christian II af Danmark, blev Norby sendt som leder af en flåde for at hjælpe Karl V mod Geldern.[2] Fra 1515 til 1517 var han lensmand på Island, men i 1517 blev Norby udnævnt til flådens øverstbefalende og blev samtidig lensmand på Visborg i Gotland, som blev tildelt ham som len på livstid i 1518 mod afståelse af Børringe og Haraldsborg len. Under Christian IIs krig (1517-20) mod Lübeck og Sverige for at vinde den svenske trone var Norby leder af den danske flåde og angreb både orlogs- og handelsskibe fra sin strategiske placering ved Visborg. Norby fik officielt lov til at fortsætte med piraterierne i 1518.[1] Han erobrede fæstningen Borgholm på Øland i len i 1519, og fik efterfølgende tildelt øen som len.[3] Hans blokade af Stockholm fra søsiden hjalp Christian II til at sikre sig den svenske trone i 1520.[2] Norby medvirkede til at foretage anholdelser under det stockholmske blodbad, men siges at have reddet mange svenskere ved at sejle dem ud af Stockholm[2]. Han blev derefter lensmand på Kalmar slot i Småland. [3] Norby fik af kongen til opgave at finde en søvej til Vestindien via Grønland, men måtte opgive sine planer, da Christian 2. ikke kunne undvære ham i Sverige på grund af Gustav Vasas militære fremgang, der resulterede i at han blev kronet til konge af Sverige i 1521.[2] I de følgende år mistede Norby sit len Øland, men han erobrede til gengæld kyststrækningerne i Finland og Norrbotten.[3]

Norby forsøgte at bekæmpe Gustav Vasas oprør i Dalarna og drev svenskerne ud af Finland og bort fra Ålandsøerne. Christian II gav ham derefter i 1522 Finland og Norrbotten i forlening, men i 1523 mistede han herredømmet over Borgholm på Øland og Kalmar slot. Med base på Gotland opbragte han mange lybske skibe, og han anerkendte efter flere svenske angreb Frederik I som sin lensherre for at bevare øen for Danmark.

Da Christian II abdicerede under stort pres i april 1523, var Norby den eneste adelige, der fastholdt sin loyalitet over for ham.[3] Norby tabte Kalmar og Finland samme år, og befæstede sig ved Visborg. Da betingelserne i Malmørecessen af 1. september 1524 overlod Gotland til den svenske konge, nægtede Søren Norby at forlade Visborg. Han forhandlede med både med den nye danske konge Frederik I, Sverige og Lübeck om at beholde Visborg, men på initiativ af danskerne blev han afskåret fra forsyninger fra Sverige og hansestæderne, og gav sig derfor til atter at opbringe handelsskibe. Samtidig begyndte Norby at præge sine egne mønter, der bærer navnet Severin Norbi, for at kunne betale sine mænd. Efter et diplomatiske rænkespil, fastholdt Norby Visborg, og lancerede et oprør i Blekinge i Christian IIs navn i april 1525[3]. Samtidigt med at han gjorde landgang i Blekinge og rykkede ind i Skåne hvor bønderne i stort tal sluttede sig til ham, fortsatte Norby sine sørøverier mod Lübeck og Sverige. På vegne af Christian II lod han sig hylde på Lunds landsting.[2] Da han belejrede Helsingborg, blev han slået af Frederik 1.'s feltherre Johan Rantzau i slaget ved Lund 28. april 1525 og slaget ved Bunketofte den 4. maj 1525[2]. Den 28. juni 1525 indgik Søren Norby forlig med Frederik I og fik Lykå og Sølvitsborg Len i forlening mod at afgive Gotland. Under overgivelse af Visborg blev Norby snydt af Fredericks rådgiver Otte Krumpen, der lod ham arrestere af lübeckkerne. Han blev imidlertid hurtigt løsladt, da hans mænd afviste at forlade Visborg uden ham, hvorefter han undslap til Blekinge i november 1525[2]. Herfra fortsatte han sine tvister med Gustav Vasa og Lübeck, men efter at hans tre fjender forenede sig og anreb ham i august 1526[1] led han definitivt nederlag i et søslag mod danske, svenske og lybske flåder ud for Blekinges kyst 24. august 1526.

Efter slaget blev Nordby udvist fra Danmark i 1526 for at have opretholdt de politiske kontakter med Christian II og flygtede til Livland, hvorfra han rejste til Moskva for at vinde storfyrste Vasilijs støtte til Christian II, hvilket mislykkedes. Med hjælp fra kong Ferdinand I af Bøhmen rejste Norby til Mechelen og kort efter til Lier i De habsburgske Nederlande, hvor han blev genforenet med Christian II omkring november 1528.[2] Eftersom Christian II's stilling var for svag til at forsøge at generobre Danmarks trone, gik Norby i tjeneste hos Karl II af Burgund, der i 1529 blev tysk-romersk kejser som Karl V.[3] Han skrev et brev til Christian II om sin deltagelse i belejringen af ​​Firenze i februar 1530, og døde kort tid efter 12. marts i denne by.[2]

Trivia

Mellem Englandsvej og Amagerbrogade på Amager i Københavns kommune ligger Søren Norbys Allé, ligesom der i Søheltekvarteret i Frederikshavn findes en Søren Norbys Vej.

Kilder

  1. ^ a b c d e Søren Nørby, Den danske Flådes første søhelt. Søren Norby (14??-1530), Marinehistorisk Tidsskrift, vol. 3 / 2009.
  2. ^ a b c d e f g h i j k C.F. Bricka, Dansk Biografisk Lexikon, vol. XII [Münch – Peirup], 1898. A. Heise, "Søren (Severin) Norby", s.310-318
  3. ^ a b c d e Søren Norby på Gyldendal

Eksterne henvisninger

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Søren_Norby&oldid=7791779"