Visby

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Hansestaden Visby
Land Sverige Sverige
Type Kulturarv
Region UNESCO's Verdensarvsliste (Europa)
Indskrevet 1995 (19. session)
UNESCO Verdensarvsområde
Visby
Visby stadtmauer.jpg
Visbys bymur
Overblik
Land: Sverige Sverige
Län: Gotlands län
Kommune: Gotlands kommun
Grundlagt: 1100-tallet
Demografi
Indbyggertal: 23.402 (2015)
 - Areal: 12,08 km²
 - Befolkningstæthed: 1.709 pr. km²
Tidszone: UTC +1
Oversigtskort

Koordinater: 57°38′N 18°18′E / 57.633°N 18.300°Ø / 57.633; 18.300

Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Visby (flertydig).
Visby i slutningen af 1500-tallet

Visby er hovedby i Gotlands kommune, residensby i Gotlands län, stiftsby i Visby Stift, og ligger på Gotland i Sverige. I Visby afholdes hvert år en middelalderuge. Hansestaden Visby har siden 1995 været med på UNESCO's Verdensarvsliste.

Historie[redigér | redigér wikikode]

De ældste fund på stedet før nutidens Visby, kan tolkes som "strandboder", med Kulstof 14-datering dateret til 700-900-tallet efter Kristus. Langs vikingtidens gotlandske kyst fandtes en del gravpladser og bebyggelser. En kilometer syd for Visby lå "Köpvik", og to kilometer mod nord fra Visby "Gustavsvik". I Visby, ved "Donners plats" har man fundet rester af en gravplads fra vikingtiden, som igen er benyttet som gravplads i midten af 1000-tallets ophør, samtidig skønnes de første spor af en permanent bebyggelse i Visby.

Ifølge et sagn fra Gotland skulle øens første kirke, "Allhelgonakyrkan" i Visby, været opført på pladsen hvor nu Sankt Hans og Sankt Pers kirkeruiner ligger. Bygningen af "Allhelgonakyrkan" forbindes med at man ville skabe et sted på Gotland, hvor man kunne garantere de udenlandske købmænds sikkerhed, på samme måde som købmændene fra Gotland fik beskyttelse på de udenlandske handelspladser. I begyndelsen var Visby bare en af mange lignende pladser, men byen blev snart en vigtig handelsplads.

I 1100-tallet var Visby et vigtig havn for Hanseforbundet. Hansaen. Byens befolkning var da halvt tysk, og det rådede stærke modsætninger mellem by og land. Derfor er ringmuren betydelig tykkere mod land- end mod havsiden. Et udtryk for Visbys voksende betydning er de gotlandske mønter, som blev præget i byen omkring 1140. Engang mellem 1158 og 1161 blev Visbys ældste kendte bygning bygget, Krudttårnet, ved den gamle havn.

Visbys vækst hænger sammen med handelsaftalerne med svenske, danske, og russiske herskere i 1100-talet. 1161 fik de gotlandske købmænd gennem en kontrakt med Henrik Løve af Sachsen sin omfattende fri-og handelsrettigheder i hele det saksiske område bekræftet. I dokumentet, den såkaldte Artlenburgtraktat udtrykkes en forhåbning om gotlænderne oftere skulle besøge Lübeck nu hvor freden var genoprettet. Dokumentet antyder at der havde været en konflikt mellem gotlændere og tyskere. Ifølge arkæologiske undersøgelser blev pakhustorvet "Rolandstorget" bygget, omkring år 1200.

Først i 1203 omtales Visby for første gang skriftligt. Det er Henrik af Letland som i sin krønike nævner "Wysby" i forbindelse med at pilgrimmer på rejse til Livland kom der. Navnet må imidlertid være ældre, hvor "Wysby" i samme kilde nævnes som en "civitas", det vil sige en stor by. Det bekræftes også af at rådet som styrede byen Visby i middelalderen "[Visbyrådet", med et tysk og gotlandsk råd kan belægges til omkring år 1231. Det viser også at Visby var enestående sammenlignet med andre nordiske byer, hvor rådsorganisationene blev indført meget senere.

Siden 1200-tallet var Visby et vigtigt sæde for den fremvoksende Hansa. Byens befolkning var delvis tysk, men den tyske befolknings magt var kraftigt overdrevet i historieskrivningen. Senere tids forskning viser at gotlændingerne i byen, igennem middelalderen, var den toneangivende befolkningsdel og i hele 1200-tallet var de repræsentanter for dem som havde det afgørende ord når det for eksempel gjaldt den vigtige Rusland-handel. Derimod mærkedes tydeligt hvordan gotlændingerne i Visby blev påvirket af den tyske kultur sydfra. Det var også de gotlandske Visbykøbmænd som dominerede handelen på Vesterhavet i dette århundrede, og endnu i slutningen af 1300-tallet var Visbygotlændingerne halvdelen af de Visbykøbmænd som bedrev handel i Holland og Flandern. De to nationaliteter havde også hver deres egen kirke.

Nyere forskning viser også, at borgekrigen mellem by og land i 1288, ikke handlede om handelsmodsætninger. Den såkaldte ”bondehandel” (bøndernes handel) ophørte stort set før 1200-tallet. Da bymuren "Visby ringmur" blev bygget omkring 1270, skete det af beskyttelseshensyn og med bøndernes godkendelse. Borgekrigen skyldtes mere at Visbyborgerne i år 1285 måtte tilpasse sig kong Magnus Ladelås’ krav om en skatteforhøjelse, mod bøndernes vilje, hvilket foranledigede bønderne til at stationere en kontrollant i byen, hvilket omtales 1286. Da borgerne ikke kunne acceptere dette indførte de 1287, efter at de 1285 begyndte at bygge et porttårn i den eksisterende bymur, indførte de told mod bøndernes handel i byen – og eftersom alt gotlandsk udenlandshandel udgik fra Visbys havn, blev det et hårdt slag mod bønderne. Noget som fik bønderne til angribe. Krigen endte med at Magnus Ladelås tog byens parti, så at byen i fremtiden blev selvstændige og uden bøndernes indflydelse. Selvom byen fik en bøde på 2 000 mark for at man uden kongens tilladelse førte krig og desuden havde opført en bymur rundt om byen.

Omkring år 1228 dannede tiggermunke fra Dominikanerordenen Sveriges første kloster i Visby. 1263 blev det såkaldte "Liljehornska hus" på Strandgatan færdigbygget. Bygningen er med sine syv niveauer det højeste middelalderhus i det nuværende Visby. En anden stadig eksisterende middelalderbygning på samme gade er det "Gamla apoteket" fra 1200-tallet. Huset stueetage er nærmest uforandret siden middelalderen.

1280 underskrives en traktat på ti år mellem det tyske borgerskab i Visby og deres "specielle venner", det vil sige borgerne og købmændene i Lübeck.

Først i det 14. århundrede kunne Visby holde sin stilling som en vigtig handelsby ved Østersøen. Byen fortsatte sin føringsrolle og etablerede sig som hovedkraft for den gotlandske-letlandske trediedel indenfor Hanseforbundet. Den svenske konge beholdt den formelle magt over byen.

1361 blev Gotland erobret af Valdemar Atterdag efter slaget ved Visby. Under de afgørende træfninger, øst for muren, mellem danskerne og de gotlandske bønder, stillede byen sig neutral.

Under krigen mellem Albrecht af Mecklenburg og Margrete 1. i 1389 havde "sørøvere", kendt under navnet Fetaljebrødre, etableret sig på Gotland. Deres fremfærd ramte Visbys borgere hårdt og da disse havde tætte bånd til den mecklenborgske adel, så højmester i den Tyske Orden Konrad von Jungingen sig nødsaget til gribe ind. I marts 1398 invaderede således en ordensarmé bestående af 4 000 mand Gotland. Øens kommandør Sven Sture tog tilbage til Visby, men det mislykkedes at mobilisere borgerne til orden, men det stod klar at han ikke kunne sejre. Forhandlingerne mellem de to parter begyndte og den 5. april samme år faldt Gotland til orden. Sven Sture blev lovet frit lejde og forlod øen sammen med sine soldater, hvilket den overvejende del af ordensarméen gjorde, kun 200 mand blev tilbage for at overvåge øen.

Dronning Margarete krævede snart at øen skulle overgives til Kalmarunionen samtidigt som højmesteren krævede erstatning for de omkostninger den Tyske Orden havde fået sig pådraget gennem deres tilstedeværelse på øen. Forhandlingerne varede længe. Dronning Margaretes ultimatum var at aftalen skulle have været indgået inden 11. november 1403, eller hun ville indtage øen med våbenmagt. Således invaderede danske styrker øen og begyndte en belejring af Visby i januar 1404. Det lille antal af tyske soldater som opholdt sig i byen blev støttet af byens borgere og kunne derfor pådrage unionsstyrkerne store tab under angrebsforsøget den 25. februar. Den efterfølgende måned belejrede unionsstyrkerne igen byen. Da unionsstyrkene opførte skanserne omkring byen, førte det til en længdevarende belejringskrig, inden en våbenaftale kunne indgås i juli samme år. Unionsstyrkerne forlod øen som forblev under ordenens kontrol endnu nogle år inden ordenen i år 1408 solgte øen til unionen for 9 000 engelske nobler (guldmønter).

I 1525 opstod der en konflikt mellem Lübeck og Visby. Lübeckerne skal ifølge overleveringer have brændt alle byens kirker, undtaget den tyske, som u er domkirke. Visby blev en svensk by i 1645, efter freden i Brömsebro.

I 1808, under den sidste svensk-russiske krig, blev Visby og resten af Gotland annekteret «til evig tid», men det varede ikke mere end en måned før Gotland igen var på svenske hænder. Den afsatte, russiske guvernør, Bodisko, blev efter krigen guvernør i Finland.

Eksterne henvisninger =[redigér | redigér wikikode]