Skudsekund
Liste over hidtidige samt eventuelle planlagte skudsekunder[1] (Datoer ift. CET/CEST) |
|
Et skudsekund er et ekstra sekund, der af og til indsættes i den almindelige tidsregning UTC for at sikre, at det almindelige klokkeslæt bliver ved med at passe til Jordens rotation.
Hvorfor skudsekunder?
[redigér | rediger kildetekst]Den traditionelle definition af sekundet var fastlagt sådan, at der var præcis 24·60·60 sekunder på et middelsoldøgn. Med denne definition var der ikke brug for skudsekunder.
Imidlertid er en sådan definition af sekundet alt for upræcis, idet døgnets længde dels varierer tilfældigt fra dag til dag, dels forøges i løbet af århundrederne (på grund af opbremsning af jordens rotation ved friktion i forbindelse med tidevand). Definitionen af sekundet har derfor været ændret flere gange siden begyndelsen af 1800-tallet. I dag er sekundet defineret ud fra cæsiumbaserede atomure.
Hver gang en ny definition af sekundet er indført, har man tilstræbt at ændre varigheden af sekundet mindst muligt, ikke mindst fordi en mængde andre måleenheder afhænger af sekundet (som f.eks joule og volt). Som en konsekvens heraf har sekundet stadig i dag en længde, der svarer til 1/86400 af middelsoldøgnet omkring år 1820.
Her små 200 år senere er Jordens rotation en anelse langsommere, end den var i 1820. Når Jordens rotation er ved at være cirka 0,5 sekunder bagud i forhold til atomtiden, besluttes det internationalt at indsætte et skudsekund.
Hvis eksempelvis middelsoldøgnet konstant var på 86400,002 sekunder i stedet for de "ideelle" 86400, så ville der være brug for gennemsnitlig ét skudsekund for hver 500 dage (1,4 år).
Det skal bemærkes at skudsekunder ikke kan forudsiges ud fra en simpel regel. Eksempelvis gav jordskælvet i det Indiske Ocean den 26. december 2004 Jorden en smule mere fart på. Hvorvidt et skudsekund skal indsættes eller ej, kan kun afgøres ved astronomiske observationer. Et skudsekund varsles dog 5–6 måneder i forvejen (baseret på prognoser for Jordens rotation) i Bulletin C[2] fra International Earth Rotation and Reference Systems Service.
Hvordan indsættes skudsekundet?
[redigér | rediger kildetekst]Det tilstræbes at indsætte det ekstra sekund ved udgangen af et halvår, UTC-tid. Efter klokken 23:59:59 UTC (den 30. juni eller 31. december) indsættes et ekstra sekund kaldet 23:59:60 UTC, før man går videre til klokken 00:00:00 UTC.
I Danmark svarer det til klokken 02:00 den 1. juli (dansk sommertid) eller til klokken 01:00 den 1. januar (dansk normaltid). Her skal uret altså sættes ét sekund tilbage, hvis det er besluttet at indsætte skudsekund.
Skudsekunderne ses i tabellen til højre. Den lange periode uden skudsekunder omkring årtusindskiftet kunne tyde på, at Jordens rotation (på grund af tilfældige variationer) i en periode skete med samme hastighed som omkring 1820.
Kritik af skudsekund-systemet
[redigér | rediger kildetekst]Nogle er af den opfattelse at skudsekunder er besværlige og burde afskaffes.[kilde mangler] De mener, at den forskel (på måske få minutter efter 100 år), der opstår mellem tidsregningen og soltiden, er så lille, at den ikke er besværet med skudsekunder værd.
Andre mener at der burde være en endnu finere tilpasning til Jordens rotation end i dag.[hvem?] De argumenterer for at skudsekunder burde kunne indsættes efter en vilkårlig kalendermåned.[kilde mangler] På den måde ville "fejlen" (forskellen mellem UTC og middelsoltiden (teknisk set mellem UTC og UT1)) langt sjældnere overstige 0,5 s. I dag tolereres en fejl på op til 0,9 s til begge sider.
Datalogi
[redigér | rediger kildetekst]Skudsekunder medfører jævnligt problemer med software og styresystemer. Nogle systemer fører ikke tiden eksakt og er formentlig ligeglade med skudsekundet, men i 2012 oplevede f.eks. DMI, netbutikken Amazon, det australske flyselskab Qantas og en lang række andre virksomheder problemer.[kilde mangler]
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ "IETF Leap Seconds List". Hentet 23. januar 2022.
- ^ Præsentation om skudsekundet Der skete noget sjovt på vej til 2006: et skudsekund på dansk af Poul-Henning Kamp (hentet fra web.archive.org 14. juli 2015) og anvendt under foredrag på Linux Forum 4. marts 2006 på Arkitektskolen i København] (hentet 14. juli 2015
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst]- Skudsekund til nytår Arkiveret 13. januar 2022 hos Wayback Machine, nyhed med gode oplysninger fra Tycho Brahe Planetarium
- IERS' aktuelle annoncering vedrørende skudsekunder (på engelsk)
- When should we introduce leap second in UTC? (på engelsk)
- A Proposal to Upgrade UTC (rather than to degrade it) Arkiveret 23. juli 2011 hos Wayback Machine (på engelsk)
Note: denne fil fylder ca. 4,86 megabytes
Infoboks uden skabelon Denne artikel har en infoboks dannet af en tabel eller tilsvarende. |