Milits: Forskelle mellem versioner
m Flertydig WL: (Sovjet) ved brug af AWB |
udvidet, baseret på DSD |
||
| Linje 9: | Linje 9: | ||
En milits adskiller sig fra den regulære [[hær]], eller kan sågar være modstander til denne, for eksempel for at modvirke et [[militærkup]]. I mange tilfælde er militsens rolle, eller selve eksistensen af en milits, kontroversiel. |
En milits adskiller sig fra den regulære [[hær]], eller kan sågar være modstander til denne, for eksempel for at modvirke et [[militærkup]]. I mange tilfælde er militsens rolle, eller selve eksistensen af en milits, kontroversiel. |
||
== Borgervæbningen == |
|||
Borgervæbningen var militært organiserede korps bestående af borgere og ikke af professionelt uddannede soldater. I [[Danmark]] bestod borgervæbningen af købstædernes våbenføre mænd. |
|||
Borgervæbninger kendes i Danmark fra [[1500-tallet]] og var beregnet til at deltage i det lokale forsvar, men kunne også anvendes som supplement til det nationale. Ordningen blev negligeret i løbet af [[1700-tallet]], men blev genoprettet i [[1801]] som en borgerlig pendant til [[landeværn]]et, der bedstod af udskrevne bønder. I [[København]] samledes i [[1808]] flere frivillige korps i Københavns Borgervæbning. Omkring [[1840]] udgjorde borgervæbningen ca. 10.000 mand. Ordningen ophævedes for købstædernes vedkommende i [[1873]] og for Københavns vedkommende ved [[Forsvarsforliget 1909|forsvarsordningen]] af [[1909]]. |
|||
== Landeværn == |
|||
Landeværnet var et middelalderligt lokalforsvar. Ud over pligten til at følge kongen på hærtogt ud af landet, [[leding]], fandtes i [[middelalderen]] en pligt til at deltage i lokalforsvaret i tilfælde af fjendtligt angreb. Denne pligt kendes både i Danmark og i det øvrige [[Europa]] og gjaldt alle våbenføre, som måtte møde "mand af hus". Alarmering kunne foregå ved bavn og brand, idet man, når fjenden var set af en strandvagt, tændte [[bavn]], en vedstabel e.l., på højdedrag og sendte [[vidjebrand]] rundt. Mens kongen ofte gav fritagelse for leding og andre offentlige ydelser, fritoges ingen for landeværn, og forsømmelse straffedes [[Dødsstraf|på livet]]. I [[1428]] udtalte det sjællandske landsting: ''"Da kunne vi ikke finde rettere efter gammel sædvane og ret, som tidligere har været gældende i landet, end at hvis fjenden kommer til landet, og bavn brænder, og vidjebrand går, og nogen, som både har lovlig alder og er våbenfør, sidder hjemme, så bør han hænge ved sin egen bjælke"''. |
|||
[[Kategori:Militære enheder]] |
[[Kategori:Militære enheder]] |
||
Versionen fra 3. sep. 2010, 07:45
En milits er en organisation af borgere der skal yde forsvar, fungere som beredskab eller som en paramilitær tjeneste.
Der er flere forskellige definitioner på en milits:
- Oficielle militære reservestyrker, som for eksempel hjemmeværnet eller USA's nationalgarde
- Nationale politistyrker i Rusland og tidligere sovjetstater: Militsyia
- Den våbenføre del af en stats befolkning
- En privat, ikke-statslig styrke, der organiseres efter eget initiativ, ikke nødvendigvis støttet af den stat den eksisterer i. Eksempel: Hizbollahmilitsen
En milits adskiller sig fra den regulære hær, eller kan sågar være modstander til denne, for eksempel for at modvirke et militærkup. I mange tilfælde er militsens rolle, eller selve eksistensen af en milits, kontroversiel.
Borgervæbningen
Borgervæbningen var militært organiserede korps bestående af borgere og ikke af professionelt uddannede soldater. I Danmark bestod borgervæbningen af købstædernes våbenføre mænd.
Borgervæbninger kendes i Danmark fra 1500-tallet og var beregnet til at deltage i det lokale forsvar, men kunne også anvendes som supplement til det nationale. Ordningen blev negligeret i løbet af 1700-tallet, men blev genoprettet i 1801 som en borgerlig pendant til landeværnet, der bedstod af udskrevne bønder. I København samledes i 1808 flere frivillige korps i Københavns Borgervæbning. Omkring 1840 udgjorde borgervæbningen ca. 10.000 mand. Ordningen ophævedes for købstædernes vedkommende i 1873 og for Københavns vedkommende ved forsvarsordningen af 1909.
Landeværn
Landeværnet var et middelalderligt lokalforsvar. Ud over pligten til at følge kongen på hærtogt ud af landet, leding, fandtes i middelalderen en pligt til at deltage i lokalforsvaret i tilfælde af fjendtligt angreb. Denne pligt kendes både i Danmark og i det øvrige Europa og gjaldt alle våbenføre, som måtte møde "mand af hus". Alarmering kunne foregå ved bavn og brand, idet man, når fjenden var set af en strandvagt, tændte bavn, en vedstabel e.l., på højdedrag og sendte vidjebrand rundt. Mens kongen ofte gav fritagelse for leding og andre offentlige ydelser, fritoges ingen for landeværn, og forsømmelse straffedes på livet. I 1428 udtalte det sjællandske landsting: "Da kunne vi ikke finde rettere efter gammel sædvane og ret, som tidligere har været gældende i landet, end at hvis fjenden kommer til landet, og bavn brænder, og vidjebrand går, og nogen, som både har lovlig alder og er våbenfør, sidder hjemme, så bør han hænge ved sin egen bjælke".
 | Spire Denne artikel om militær er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den. |